Sibbern, F. C. Efterladte Breve af Gabrielis

1. Baggrund

Den danske Htteraturhistoriker Vilhelm Andersen videregiver i sin og Carl S. Petersens Illustreret dansk Litteraturhistorie, III (s. 319) en lidt uelskværdig bemærkning fra guldalderens København: »Naar man raaber i Skoven, saa svarer Professor Sibbern«.

Der er det rigtige i iagttagelsen, at Sibbern altid var parat til at give en replik - enten til en samtidig eller til sig selv. Han synes for en nutidig læser at have en svag situationsfornemmelse, at være lidt usikker og derfor at skulle ytre sig, fordi han måske følte sig iagttaget, vel især af sig selv. Derfor skp han ikke sin ungdorns kærlighedshistorie til Sophie Ørsted, før han havde formuleret sig om den - og faet hendes accept af sin fremstilling. Han indskrev sin historie, let genkendelig for de indforståede, i sine Efterladte Breve af Gabrielis, som han skrev på nogle år. Heri indgår dele af breve skrevet i udlandet til fru Ørsted og hendes kreds, og heltens kærlighedskrise spejler Sibberns egen.

Da Sophie Ørsted døde 1818, var manuskriptet til Efterladte Breve stort set færdigt. Ifølge Jens Himmelstrups store monografi om Sibbern kom de sidste dele på plads 1824. Men inden hun døde, havde Sibbern læst dele af manuskriptet højt for hende. Hun påhørte oplæsningen med interesse, som Sibbern senere - stadig ifølge Himmelstrup - skrev i nogle optegnelser om hende.

Sibbern kunne dog være resolut, når det gjaldt. Da Sophie Ørsted netop var død, fik han sendt den utrøstelige ægtemand, juristen og statsmanden Anders Sandøe Ørsted, hen til dennes broder, naturforskeren H. C. Ørsted, og Sibbern vågede sammen med en veninde over den døde den første nat, ligesom han næste dag som den jurist, han (også) var, tog sig af de første retslige forretninger i anledning af dødsfaldet.

Mens Sophie Ørsted endnu levede, havde Sibbern altså ønsket, 120 at hun skulle have svar på de spørgsmål, sværmeriet havde rejst, og kvittere for skildringen af oplevelserne med hende, inden han gjorde sin bog helt færdig. Først 1826 udkom bogen, forsynet med et forsvarsværk i form af vennen J. P. Mynsters fingerede anmeldelse af værket, trykt som indledning til romanen.

Til opklaring af en række træk ved romanen kan nogle fa biografiske oplysninger være til nytte. Frederik Christian Sibbern blev født 1785 som søn af kirurg ved Børne- og Opfostringshuset i København Frederik Gabriel Gottlieb Sibbern og hans fromme kone Charlotte Amalia Friderica Lovisa f. Wilcken. Begge forældre var af holstensk slægt, og som det ikke var ualmindeligt i tidens dansk-norsk-ty ske fællesmonarki, var tysk deres hjemmesprog. Doktor Gabriels søn (på latin Gabrielis) gik i den tyske Skt. Petri skole. Efter faderens tidlige død blev den begavede dreng optaget som elev på Herlufsholm skole i Næstved. Hvor det før var den tyske kultur og det tyske sprog, der havde præget ham, bliver han nu dansk. Han var en mønsterelev: blev student 1802, juridisk kandidat 1810 og det følgende år dr. phil. på en afhandling om retsfilosofi. I studieårene studerede han desuden matematik og naturvidenskab, og han vandt tre gange universitetets guldmedalje i filosofiske spørgsmål. Efter disputatsen fulgte den for perioden almindelige udlandsrejse, hvorunder han blev kaldet til professor i jura ved det netop oprettede universitet i Christiania/Oslo, men han ønskede ikke at overtage stillingen. I 1813 blev han kaldet til professor i filosofi ved Københavns Universitet, og denne post tog han imod. Den berømte og aldrende digter Jens Baggesen, der følte sig hensat til provinsen i sit professorat i Kiel, ville også gerne have stillingen, men så sig med nogen fortrydelse slået af den kun 28årige doktor (og duksedreng, som han syntes), der i øvrigt havde efterfulgt ham selv som Sophie Ørsteds åndelige tilbeder.

Da Sibbern blev kaldet, var han i udlandet på dannelsesrejsen. Han var sparsommelig og landet fattigt, så han travede ad Tysklands landeveje fra filosof til filosof. Han opsøgte bl.a. Hegel, der dengang var gymnasierektor i Niirnberg, ja, han traf endog Goethe, selvom han måtte vandre fra det Weimar, hvor han havde ventet at finde ham, helt til Karlsbad. Sibbern følte sig ikke helt forberedt til at indlede de filosofiske forelæsninger, men korn godt i gang i årene 121 1813 og 1814 (hvori Efterladte Breve udspiller sig), og han holdt ud som filosofisk professor til 1870. 57 års akademiske borgere i København, deriblandt Poul Martin Møller og Søren Kierkegaard, er præget af hans forelæsninger og bøger til indføring i filosofien og studierne. En enestående indsats - man kan sige, at han på mange måder var et af forrige århundredes mest indflydelsesrige mennesker i Danmark.

Sibbern var som filosofisær optaget af disciplinen psykologi, der dengang ikke havde løsrevet sig som selvstændigt fag. Han skrev en lærebog i faget 1819 og samme år også Om Elskov eller Kjerlighed imellem Mand og Qvinde (det var i øvrigt det år, han - efter Sophies død 1818 - giftede sig med krigsråd Ibsens datter Christiana Margaretha Dorothea Clara Louise). 1826 udsendte han som sagt Efterladte Breve af Gabrielis. Med den position, han selv havde, og med den offentlige sladder om hans forhold til den ørstedske familie blev bogen straks et varmt samtaleemne. Det skønlitterære forfatterskab udbyggede han med en senere roman om Gabrielis fra 1850, Ud af Gabrielis's Breve til og fra Hjemmet. Man har ofte opfattet de to Gabrielis-romaner som samhørende og udgivet dem sammen, således i Holbergselskabets udgave. Men her opfattes Efterladte Breve som en helt selvstændig fortælling, idet den dels er i sig selv afsluttet, dels næppe fra begyndelsen har været tænkt som første bind af flere, jf. titlen, der ikke synes at give helten noget efterliv. Endelig udsendte Sibbern 1858-62 i sin alderdom endnu et fiktivt værk, den politisk-utopiske roman Meddelelser af Indholdet af et Skrift fra Aaret 2135.

Den unge og usikre Frederik Christian Sibbern med den åndelige forelskelse å la mode i den fine og litterære Sophie Ørsted, digteren Adam Oehlenschlagers søster, blev med tiden en uhørt flittig og nyttig borger. Under ungdomskrisen var fristelsen for en anden udgang nær. 1774 havde Goethe udsendt sin roman om den unge Werthers lidelser. Den dannede skole - litterært og eksistentielt - for en række unge ulykkeligt elskende selvmordere. I Danmark dyrkede af samtidige Ingemann med sin Varners poetiske Vandringer (1813) wertheriaden, men Sibberns helt vælger anderledes end den ulykkelige Werther: gennem sin krise vælger han livet i en større sags tjeneste fremfor at brænde op i sin egen private ildebrand. 122 Romanen er tidsligt henlagt til nationens skæbneår 181314, hvor den decimerede stat kaldte alle sine virksomme sønner i arbejde, så Gabrielis vælger samme vej som Goethe selv: at gå ind i livet i et embede - hvilket embede, han vælger, er ikke så vigtigt. Derved bliver Efterladte Breve en lille roman om, hvordan man danner sig som et samfundslem fra at have været en vingeskudt, ulykkelig yngling, og om, hvordan man bliver sig selv bevidst i en større sammenhæng end sin private historie. Og det er et dybt alment og personligt tema, en god, sluttet romanhandling.