Sibbern, F. C. Efterladte Breve af Gabrielis

3. Komposition og genre

Efterladte Breve er en brevroman, bestående af 91 daterede afsnit, der skal være skrevet i perioden 4. oktober 1813 til 30. januar 1814. Dertil kommer som et forord en gennemgang af værket, signeret af J. P. Mynster, formet som en fiktiv anmeldelse i tidsskriftet Dansk Litteratur-Tidende (jf. note til s. 9). Forrest står Sibberns egen Fortale, dateret 1825.

De to sidstnævnte tekster forbinder den egentlige tekst med Sibberns samtid og offentligheden. Med sit eget forords lidt dunkle ord om, at han med sin bog vil »fremme den Aandsopretning og Aandsopklarelse, hvortil vi Alle trænge«, kan han have ment i al almindelighed, at gode bøger virker afklarende på læserens sind. Men ifølge Jens Himmelstrup tænkes der mere konkret på den voldsomme åndelige batalje, der fulgte udgivelsen af professor H.N. Clausens store bog Catholicismens og Protestantismens Kirkeforfatning, Lære og Ritus fra 1825 og N.F.S. Grundtvigs svar med næb og klør året efter, Kirkens Genmæle, med dom om livsvarig censur (dog senere ophævet) til følge. Diskussionen hvirvlede hele grundlaget for at være kristen i tidens Danmark op. Skal kirkens lære, tekst og sakramenter tros bogstaveligt eller som udtryk for en poetisk livsstemning, sådan som mange i tiden, ikke mindst digterne, lagde op til. Og måske også Sibbern?

Teologen J. R Mynsters »anmeldelse« har kort sagt den funktion at understrege, at bogen handler om Gabrielis, en ung mand i krise. Og det en krise af samme art som Werthers, men her med en ganske anden udgang. Anderledes sagt: i situationen skal han vise væk fra forståelsen af Efterladte Breve som nøgleroman, en udlevering af konkrete og for læseverdenen kendte personer, og hen på det almene, på det, det hele betyder, ikke hvad det måske genetisk er. Således er dette afsnit et skjold holdt op mod den nyfigenhed, der anede den skandale og indiskretion, som har båret væsendige dele af interessen for værket lige siden.

Hvis man ser alene på de breve, der tillægges Gabrielis, skildrer de hans ophold i vinteren på hans gamle skole, oprettet på klostret i skoven, nær en købstad. Det er ikke svært at genkende Herlufsholm ved Næstved, Sibberns egen gamle skole, som model, men 125 det er for en moderne læser uden særlig betydning. Forfatterens mulige private bindinger til sted og personer behøver man ikke at kende for at læse brevene, som kan forstås og tolkes i deres egen autonome ret.

Den historie, der fortælles i disse breve, handler om, hvordan en ung student, dog gammel i studiet, gennemlever en eksistentiel krise. Den er forårsaget af, at den unge kvinde, som han har været forelsket i og bygget alle sine livsforhåbninger på, ikke har været i stand til at give ham noget håb. Dette slag driver ham ud af byen til ensomhed og nyvurdering af hele sin situation. Ad flere veje nærmer han sig en overvindelse af krisen, dog sært uoverbevisende: skal han tage en pædagogisk gerning op og undervise på skolen et par timer om ugen, de små i latin, de store i hebraisk? Skal han blive religiøs og sætte sin lid til kristendommens trøst - og måske blive præst, som hans navne i den senere Gabrielis-roman?

Det bliver en udefra kommende begivenhed, der afslutter hans tøven. Fortællingen er tidsmæssigt henlagt til perioden oktober 1813 til januar 1814. Det er nationens dybeste krise, årene, hvor Danmark tabte pengene, krigen og Norge, og hvor man kaldte på alle gode, opbyggende kræfter. Litteraturhistorikeren, professor Hans Brix har redegjort for en række tiltag til en mobilisering af studenterne, jf. note til s. 113. Den centrale dato i verden uden for bogen bliver således 14. januar 1814, hvor freden i Kiel blev sluttet. Det er begivenheden, der i bogens sammenhæng betyder, at Gabrielis bryder op, træder i karakter. Men inden dette bliver nærmere behandlet, endnu et par ord om genre og opbygning.

Brevformen er rent litterær. Der kommer ingen breve retur (i hvert fald kun som stumme svar på praktiske henvendelser om bøger og penge), så fra én kant betragtet kunne dagbogen lige så godt være valgt som ramme. Men brevformens grundsituation: at gøre sig sine overvejelser helt klar for en anden, udtale det måske ellers uudtalte, fa mellemregningerne med, så andre kan forstå og følge én, det er fordelen ved brevformen, som jo samtidig fastholder den principielle subjektivitet: det er brevskriverens historie, der fortælles, alene hans vinkel, der fastholdes. Derved ligner hans situation over for adressaten den bodssøgendes i det katolske skriftemål, som Gabrielis flere steder i romanen er optaget af. 126 Hvor dette bliver for problematisk, indfører Sibbern parallelle historier som afskrifter af andres breve eller redegørelser; i et enkelt tilfælde som korte beretninger om en sygdomshistorie.

For at tage det sidste først: der fortælles flere steder om en ung pige, der er blevet vanvittig af ulykkelig kærlighed. Hun er bogstavelig talt gået op i sin mentale limning, idet hendes associationer, sindets grundelementer efter tidens psykologi, har mistet deres sammenbindende moralske forankring. Så galt kan det gå i elskovssager.

Knap så galt går det med den gamle amtmandinde, i hvis historie der berettes om, hvordan man kan leve sit liv i ægteskab med en anden end den elskede. Denne gamle dame, der meget pudsigt egentlig elsker fortællerens farbror, som han ligner på en prik, har udviklet en nok følsom, men også entreprenant livsduelighed, så selvom. Gabrielis ikke antager hendes kærlighedsmåde, for han giver sig ikke i bogen til at leve med nogen anden (men det gjorde jo Sibbern), så nyder han godt af hendes praktiske forbindelser på sin vej videre.

Landsbydegnens historie handler om, hvordan en velsitueret og velforlovet ung jurist pludselig falder over en pædagogisk roman, der var meget læst i tiden, Pestalozzis Lienhard und Gertrud (1781ff.). Ved læsningnen føler han sig kaldet til at blive en nyttig landsbylærer og folkeopdrager, en slags præst i den nye rationalistiske og nationale vækkelse, der var sat ind i landet kort før århundredskiftet, bl.a. med de kendte landboreformer.

Gabrielis falder heller ikke for hans løsning, men disse mere objektive beretninger er indsat for at spejle fortællerens problem: at være såret til vanvid af kærlighedssorg og derved berøvet den livsmening, som han nu søger i pædagogik og religion.

Denne kombination af den intime brevfiktion og inddragelsen af andre beretninger er måske ikke lykkedes æstetisk elegant, men tjener dog effektivt til at synliggøre bogens tema: hvilke sjælelige og eksistentielle spørgsmål rejser sig i den totale nulpunkts- og vintersituation, som helten gennemlever?

Løsningen på krisens problem bliver tydelig i bogens titel, der fuldender kompositionens bevægelse. Efterladte antyder død, og det sidste brev lover et næste om, hvor han er taget hen, men det 127 kommer altså ikke. Denne slutning har været et kors for flere tolkere, ikke mindst for professor Hans Brix, der slet ikke har gehør for vor unge helt. Løsningen er, som Jens Anker Jørgensen er inde på i sin fyldestgørende fortolkning af romanen, at den brevskrivende Gabrielis ikke er mere efter sidste brev. Han dør ganske rigtigt på sin post - det være sig hurtigt i krigen, eller måske sent i en præstegård eller rektorbolig. Det er bare ikke interessant i denne forbindelse, for han dør som sædekornet, han transcenderer sin krise og sin uvirkeligheds vinterlige verden i den akt, Goethe kalder »sich zu entselbstigen«: at opgive sig selv og give sig ind under en større vilje. Sådan som Kristus - og han er ikke langt væk hos Sibbern - beder i Getsemane have i Markusevangeliet 14,36: »Abba, fader, alt er muligt for dig. Tag dette bæger fra mig. Dog, ikke hvad jeg vil, men hvad du vil.«

Komposition og titel i romanen tjener altså til at synliggøre bogens tema og tydeliggør løsningen på dens eksistentielle problem. Nok lyder den på mange måder kristelig med Jesus-allusionerne, men Sibberns svar på Werthers problem er egentlig goethesk (og det samme i romanen som i sit eget liv). Som den voksne Wilhelm Meister mod slutningen af dannelsesromanen over alle dannelsesromaner, Wilhelm Meisters Læreaar, underkaster sig et vist tårnselskabs vilje, hvad angår hans videre liv, altså opgiver sin egenvilje i dette spørgsmål, således kan Gabrielis' beslutning og afrejse fra bogens univers ses som en symbolsk død med forventet genopstandelse.

Om den opstandne så er den magelige teolog, der en menneskealder senere spadserer rundt i det fynske og sender Breve til og fra Hjemmet, det er mindre interessant. Som helten i eventyrene efter sine udståede prøvelser og forvandlingen fra yngling til mand med sin prinsesse og halve kongerige kan få lov til på egen hånd at leve lykkeligt til sine dages ende, sådan ender det også med vores Gabrielis: han bliver sig selv og kan handle som mand, fremadrettet.