Sibbern, F. C. Efterladte Breve af Gabrielis

5. Modtagelsen

Fra samtiden er der registreret to anmeldelser af Efterladte Breve, Chr. Molbechs (usignerede) i Dansk Litteratur-Tidende (nr. 23 og 24 for 1826) og en ligeledes usigneret omtale (efter Sibberns egen opfattelse skrevet af Thorkil Båden (1765-1849)) i Conversationsblad for 18. april 1826. Desuden foreligger en del reaktioner i breve til Sibbern og andetsteds.

Interessantest er Molbechs store anmeldelse over 27 sider. Han tager udgangspunkt i J. P. Mynsters fingerede anmeldelse, bragt i bogen. Især hefter han sig ved sammenligningen med Goethes Werther, som han tager op og gennemfører over lange stræk - ikke til Sibberns fordel. Efterladte Breve er ifølge Molbech ingen god dansk wertheriade, fordi den for det første ikke er dansk, men præget af tysk sprog og litteratur, og for det andet ikke er en poetisk gennemarbejdet fortælling, men altfor meget et historisk uddrag af en tilfældig, slap elskers biografi. Digtning, der bygger på personlige oplevelser og kriser - han nævner ud over Goethe Rousseau - skal sammenbindes af en objektiveret »Kamp mellem Livets Idee og den mangelfulde Virkelighed«. Hos Sibbern finder han blot jammer og klage fra en umandig yngling med lidt pigekvaler. Det er klart, at Molbech går som katten om den varme grød: han siger næsten, at det er en nøgleroman, med sin tale om det altfor biografiske, men han vogter alligevel sin mund for ordet.

Molbech finder også fremstillingen i det hele for subjektiv man far ikke nogen klar skildring af den elskede genstand og af hele kærlighedshistorien. Det eneste parti, der har nogen kunstnerisk værdi, er den gamle amtmandindes historie - men der ligger jo nok en virkelig historie bag! Ellers er Efterladte Breve i det højeste interessant som en psykologisk studie i en slap karakter, og som litteratur er den en svag Werther-efterklang, hvor Bibel og Pestalozzi har erstattet Homer og Ossian hos Goethe.

Sibberns reaktion på første del af anmeldelsen findes i et brev til R. Fogtmann, hvor han skriver, at han finder den latterlig i kraft af kontrasten mellem hans egen intention og Molbechs udbytte af læsningen. I øvrigt, forsikrer Sibbern, vil han hellere have en anmeldelse, der siger noget, fremfor intetsigende ros. 132 I Conversationsblad far man at vide, at bogen er for indforståede, »Adepter«. Som udenforstående - skriver Thorkil Båden - kan man blot undres over en række steder, der har stødt »Anmelderens Fornuft« - og så remses over fem sider en række citater op, der skal vise bogens skruethed og mishandling af det danske sprog. Men lærde folk, der kan betragte sagen fra et højere standpunkt, kan nok finde bogen fortræffelig, som han ironisk slutter sin gennemgang. Sibbern skriver i sit nævnte brev til Fogtmann, at forsøget på skandalisering ikke har plaget ham så meget som visse private reaktioner, han har modtaget.

Her kan han bl.a. have tænkt på Fogtmanns egen reaktion i brev af 13/4 1826, hvor han efter al reverens finder, at »enkelte Udtryk og Udsagn burde have været udeladte eller forandrede, fordi de kunne mistydes«. Igen: alle ved, eller tror at vide, hvad der egendig er på færde i romanen.

J. Paludan-Miiller (sandsynligvis teologen Jens P.-M., 17711845) skriver 15/6 1826, at Gabrielis har gjort lykke hos mange, men ikke alle - ved »at vække Enthusiasrne eller slet ikke at røre«. Men brevskriveren finder, det ikke kan være anderledes, når Gabrielis' gemyt er, som det er. Igen ligger tanken på nøgleroman tæt på.

Ifølge et muntert brev til Sibbern, der i Breve til og fra EC. Sibbern (se litteraturlisten) angives at være »Fra en Dame af hans Familie« i Bergen, dateret 10/7 1826, har familiens unge diskuteret Werther (som faderen havde låst inde i sit chatol, men ungdommen vidst at få fat i alligevel) over for Gabrielis - de har endog skriftligt disputeret om selvmord! Den unge Lydia »forfegtede Gabrielis's ædle Sjælekamp mod Werthers egoistiske Kjerlighed«.

St. St. Blicher skiver 6/2 1827 til B. S. Ingemann: »Og hvad siger Du om Sibberns Gabrieli, om Du ellers har læst den - en nux vomitiva (et brækmiddel, H.S.). Og hvad siger Du om - dog holdt! send mig heller din Valdemar Sejer til at fordrive Kvalmen.«