Schandorph, Sophus Uddrag fra FRIGJORT (1896)

En Vogn kom kørende og holdt stille ved Stien til Grusgraven. En sortklædt, tæt besløret Kvinde steg ned, hjulpen af en stor bondeklædt Mand i lang Frakke. Hans sortebrune lange Skæg skinnede i Solen saa blankt som et Par viksede Støvleskafter. Hun kendte den kønne jydske Lægprædikant Morten Blide. Hun havde ikke hørt ham prædike, men han havde en Gang været paa Havgaard, var bleven modtaget af Fruen i Enrum. Hun havde hørt dem synge Salmer inde i Fruens Værelse, derpaa set ham forsvinde lige saa lydløst, som han var kommen. Et Vindpust fejede Sløret lidt fra Damens Ansigt - det var Fru Athalia Blunk.