↩ Der blev aandeløs Stilhed, man kunde høre Vindens Tag i Græstotterne og Spurvekvidder fra et Par tynde Pilebuske paa Grusgravens Rand. Og Pavsen blev lang, thi Fruen skred frem med saare langsom Gang, højtidelig værdig som en Tragedieskuespillerinde langs Scenens Brædder. Da hun langt om længe naaede den lille Bræddetrappe til Talerstolen, bøjede hun det Knæ, som vendte ud mod Forsamlingen, knugede sine Hænder mod Brystet og sukkede saa lydelig, at det hørtes vidt omkring.