↩ Alma blev maalløs. Hun knugedes sammen af Forbitrelse og Væmmelse. Det var, som om et Skraldemandslæs var kørt ind i dette Hjem, hvor Frihedens og Dannelsens Aand havde til Huse og havde sat en fast Skranke i hendes Bevidsthed mellem skønt og hæsligt, ondt og godt. Var det ikke, som om Stank fyldte Rummet, som om Billederne paa Væggen udviskedes, som om Støv opdyngede sig paa de blanke Møbler, som om den giftige Luft i en tyk Strøm flød ud gennem Vinduerne i Haven, saa de grønne Blade blev dunkle og matte, og Blomsterkronerne hang syge, farveløse og slappe ned? Det hviskede i hende: