↩ En let Bevægelse gik igennem Alma, mens hun ufravendt stirrede ud mod Havet. Igennem Kjolens tynde Stof saa man den tegne sin Gang gennem det fyldige, kraftige Legeme. Den høje Jomfrubarm hævede sig. De røde Læber bevægede sig. En stærk Røst slog en lang, klar, mægtig Sangtrille. Bævede Planterne derved? Eller var det kun de to Mænds Nerver, som overhørte deres egen glade Sitren paa alt, hvad der fyldte Rummet?