Schandorph, Sophus

III

S. SCHANDORPH

ROMANER

FOLKEUDGAVE

FJERDE BIND
DET GAMLE APOTHEK - BIRGITTES SKÆBNE

GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISK FORLAG
KØBENHAVN OG KRISTIANIA
1904

IV

FR. BAGGES BOGTRYKKERI KØBENHAVN

DET GAMLE APOTHEK (1885)

2

        

3

I.

Apotheket var det ældste og smukkeste Hus i Byen. Skønt de svære røde Munkesten vare skjulte af brun Cementafpudsning, saa det helt ærværdigt ud med de snørklede Jernankere i Murene, med de to stejle Stentrapper med Smeddejernsrækværk og blankt skinnende Messingknapper, med den gothiske Renæssancekvists slyngede Gavllinjer og med Aarstallet 1616 bredt udspændt under samme Kvists to Vinduer. Op over første Sal naaede fire gamle Hestekastanietræer og gjorde Persienner og Jalousier overflødige. Langt ud paa Gaden røbede Apotheket sin Tilværelse ved en krydret Duft, den mest aristokratiske, der kunde indaandes paa denne Bys Gader og Stræder, hvor om Sommeren hver Rendesten blev en pestsvanger Kloak. De omkringliggende talrige Enetages Huse saa ud som Plebejere, de enkelte Treetages som moderne Parvenuer eller Svindlere ved Siden af denne gamle, patriciske Borgergaard, der i mindst hundrede Aar havde været Apothek, været i den samme Slægts Eje, thi Søn efter Fader havde stadig været Apotheker. Slægtens Velstand var vokset jævnt, og Gaarden havde kun undergaaet faa Forandringer indvendig. Saalænge de ældste Folk i Byen kunde mindes, havde Apotheket været Byens flotteste Hus, medens det var gaaet op og ned med Købmandshusene navnlig i de sidste tre Decennier. Den store Sal i første Etage med sit Stukkaturloft og sin Sandstenskamin havde tjent til Theaterlokale i Trediverne, da Dilettantkomedierne florerede. Mangen Ægteskabsforbindelse mellem unge Folk af Byens og Omegnens bedste Familjer var bleven indledet paa Juleballerne der under de gamle svære Krystallysekroner, hvor Skønheder med kort, stærkt nedringet Liv og smal Nederdel, høj 4 Frisure og Svikkelstrømper i Tidernes Løb vare blevne afløste af stive Skørter og spidse Korsetter, der atter havde maattet vige for Krinolinerne, indtil de sidste Tiders Garneringer bruste, Slæb fejede, Plisséer slyngede sig og gemte Lyset som mangedobbelte Roser i de tæt pibede indre Kronblade.

Men i det lange Mellemrum mellem Krinolinerne og de moderne Kjolers Herredømme havde det store Apothekerhus havt en stille Periode. Thi i Treserne døde den unge Apotheker Pramman, kort efter at hans Fader havde afstaaet Apotheket til ham og i den Anledning allernaadigst var bleven udnævnt til Kancelliraad. Og et halvt Aar efter døde den unge Apothekers Kone efter at have bragt en Datter til Verden. Kancelliraad Pramman havde da igen overtaget Apothekets Drift; han var jo knap 50 Aar og en saare kraftig Mand. En Søster til hans Svigerdatter, en Enke efter en ved Dybbøl falden Kaptejn, kom i hans Hus for at bestyre det og opdrage den lille Fanny.

En Opdragelse i Overflod, men dog ikke aldeles ufornuftig! Kancelliraad Pramman havde stor Respekt for Kundskab og Dannelse, som han og hans yngre samtidige forstod den. Hans Stolthed var at følge med Tiden: Fra 1840 blev han, den tidligere hyperloyale Statsborger, som i sin Ungdom var opfødt med Sange om Danerdrotter og Skjoldunger, ivrig liberal og fulgte det nationalliberale Parti i alle dets Faser. Han havde ladet sin Søn tage artium og philosophicum, før han tog farmaceutisk Eksamen. l Universitetsferierne var det gamle Apothek proppet med Studenter, Sønnens samtidige. De holdt Koncerter, de spillede Studenter-komedier, de dansede og pokulerede, de æsthetiserede og politiserede, og den gamle Apotheker blev de unge Menneskers Kæledægge. Det var dem velgørende at høre den ældre Mand gaa ind paa alle deres ungdommelige Ideer og i deres Selskab om Aftenen ved den fine Arrakspunch diplomatisk forsigtig satirisere over sine daglige Omgangsfæller, Byens reaktionære helstatslige Embedsmænd. Ved Sønnens Bryllup sang en Kvartet fra Studentersangforeningen i Byens Kirke og fik til Gengæld Halsene skyllede med Masser af Champagne om Aftenen.

Kancelliraad Pramman sørgede saa dybt over sin Søn, som hans Natur tillod det. Det var ham næsten en Lindring for den store Sorg, da den mindre, Svigerdatterens Død, fulgte saa kort efter. Han bebrejdede sig det selv i stille Timer, men det var og blev saa. Den nydelige lille Fanny blev hans Tidsfordriv, hans Legetøj, hans Solskin, hans Poesi. Han lovede sig selv, at 5 hun skulde blive en rigtig dannet Pige, thi Dannelsen, paastod han, var det sande Aristokrati og det eneste, som Nutiden respekterede.

Det var ikke Kancelliraad Prammans Sag at tænke logisk eller at lægge Planer. Naar han havde set lidt til sit Apothek, læste han de daværende to bedste Blade; tilfredsstillede sin Trang til Kendskab af Udlandets Literatur ved Læsningen af Feuilletonen i det ene, og sin videnskabelighistoriske Trang ved at gennemløbe det andet Blads Feuilleton. Den sidste faldt han i Regelen i blid Slummer over, om Vinteren paa Sofaen i sit lune Kontor bag Apotheket med det langhaarede Gulvtæppe, om Sommeren i en Hængekøje i Havens Lindelysthus. - "Naa, jeg er jo hverken Æsthetiker, Historiker eller Videnskabsmand i strængere Forstand," sagde Kancelliraad Pramman til sig selv, - "men... men... ja i V- (Nabokøbstaden) gad jeg dog se, om nogen af Latinskolens Adjunkter eller Overlærere... ja jeg tør tage Rektor med... kan mere Kemi end jeg." Og med Følelsen af den dannede Verdensmands Ret til at behandle videnskabelige Specialister med kavallermæssig Anerkendelse, vendte han sig om paa Sofaen eller i Hængekøjen med Bevidstheden om, at han dog læste mere end Byfogden, for ikke at tale om Postmesteren, som aldrig aabnede en Bog. Ja - saa var der de to Læger i Byen, Distriktslægen og den praktiserende. De læste maaske lige saa meget som Apothekeren, men det, de læste, var kun rene Specialia. Naar Kancelliraad Prammans Tanke dvælede ved Ordet Specialia, sagde han det højt i Sofaen eller Hængekøjen og føjede til: - "Hm. Den gamle Apotheker har ikke glemt al sin Latin." Saa smækkede han med Tungen og udtalte den nevtrale Flertalsendelse med fedt Velbehag.

Efterhaanden som den lille Sønnedatter voksede til, blev hun Bedstefaderen kærere og kærere. Han fik Taarer i Øjnene - om Vinteren i Sofaen, om Sommeren i Hængekøjen, naar han tænkte paa hende. Hun indtog hele hans Tankerum, hun fortrængte baade Læsningen af de nye og Minderne fra de ældre Feuilletoner i Apothekerens to Yndlingsaviser.

Han fandt sit eget Ansigt forynget i hende. Familjen Prammans kønne Type, der var forvisket i hans ellers saa kære afdøde Søn, havde rejst sig med Glans i den lille Fannys straalende, lysebrune Øjne, lige Profil og runde Kinder med to Smilehuller paa højre Side af Munden - ja, det sidste havde hun efter hans salig Hustru... naa, hun var jo ogsaa Datter af 6 Legationsraad Krone, i sin Tid Ekspeditionssekretær i det udenlandske Departement... "lidt Aristokrati er der i hendes Blod... hi, hi... de Junkerlømler kan da ikke anklage mig for Misundelse, naar jeg, som har været gift med en Legationsraads Datter... nu er Demokrat." Hans kære, afdøde Hustru! Hvor havde hun flunket paa Ballerne! Hvor havde hun spillet allerkæreste i "Emilies Hjertebanken" deroppe i den store Sal! Hvor spillede hun smukt Ouverturen til Don Juan! Hvor sang hun følelsesfuldt Weyses Romancer! Fanny skulde blive... hvad var det nu, hans Søns Ven, nu Overlærer ved en Latinskole, havde talt om Modsætningernes Opgaaen i en højere Enhed? - Den Gang havde han forstaaet det... nu maatte han tænke over Tingen igen. Jo, han, den virksomme, den evig bevægelige Mand, havde havt en velgørende Modsætning i sin søde, lille... men... ak... en lille Smule dovne og meget snaksomme... men uhyre velsignede Hustru. Fanny skulde være den højere Enhed mellem dem. Ha, ha, ha. Jo, den gamle Apotheker var ikke helt ubekendt med Filosofien!... Hm, hm! Han havde jo ogsaa en Gang i en nordisk Mythologi, en af hans afdøde Søns Skolebøger, læst om... ja, Tanken havde han... Pointen havde han opfattet... men de forbistrede Navne!... Helge Hjørvardsbane... og Helge Hundingssøn... eller det var kanske omvendt?... men der var en, som var den genfødte Svava... Fanny er den genfødte Karoline!

Det var en hed Sommerdag i Hængekøjen. Apothekeren vaagnede helt op ved at høre sig selv sige de sidste Ord højt. Og midt igennem Rosers og Liljers, Nellikers og Levkøjers, Fuchsiaers og Stedmoderblomsters duftende og brogede Rige kom den lille Pige i sejlende Løb for at kysse Bedstefader til Tak for Kaffe. Hendes lange, frithængende, blondbrune Lokker stjal Guld fra Solen. Den gamle Apoteker fik Taarer i Øjnene. I hurtigt Løb fór Følelser og Minder gennem hans Sind. Han huskede sin Søn, han mindedes den intelligente Atmosfære, han førte ind i Huset, den, han, Kancelliraad Pramman, skyldte, at han havde fulgt saa udmærket med og kunde se ned paa Byens ustuderede Embedsmænd. Kancelliraad Pramman foretog noget. Det kunde kaldes en Bøn eller en Udtalelse i uudsigelige Sukke op mod noget ubestemt oven over sig - for noget maatte der være oven over en - men det var tvivlsomt, om Gud var personlig eller var... ja - alt i alle. Mod dette "oven over sig" gjorde hans Tanke et Opsving... Kancelliraad Pramman følte Trang 7 til at takke dette noget, fordi han var en lykkelig Mand, ikke trivielt lykkelig, thi han havde netop havt saa megen Sorg, at det gav passende Skygge i hans Livs Solskinsbillede. "Der kommer mit nye Liv... den genfødte Svava... eller Karoline!" raabte han højt, da han saa, at den lille Fanny kom løbende uden Ledsagelse, og altsaa var sikker paa, at ingen kunde kontrollere hans maaske ufuldstændige Kundskab til Sagaen eller smile ad den ældre Mands ungdommelige Sentimentalitet. Han kyssede Barnet næsten lidenskabelig; hun kyssede ham igen; han løftede hende op i Køjen; lod hende ride Ranke højt oppe i Luften, trods det tolvaarige Pigebarns skrigende Protest og ubevidste Undseelses Rødme, da hun saa sine allerede kraftig formede Ben ude i Luften som Møllevinger.

- Er Du rigtig lykkelig, min søde lille Fanny? sagde han.

- Ja, ja, - brillant lykkelig! Lad mig komme ned, Bedstefa'r, Du kysser... og Du trykker... uh... ja... og Du gynger Livet af mig.

Han holdt hende ud i Luften, stolt af sine Armkræfter, nydende hendes gratiøse Danse- eller Sprællemandsbevægelser.

- Sikken høj Vrist, Du har, lille Fanny! sagde han. Nej - sikken Fodhuling! Gud være lovet og takket, Du bliver da aldrig platfodet som Frøken... Buh! (Han standsede, men tænkte paa Byfogdens Datter).

- Lad vær', Bedste! Lad vær'! blev Fanny ved at skrige. Jeg kan ikke faa Vejret.

Kancelliraaden hjalp sin Sønnedatter ned. Der stod hun i det fra alle Sider af Solen gennemskinnede Lysthus. Smaa vævre Skygger legede Tagfat paa hendes Kinder; hendes som modne Nødder matblanke Iris'er med de flammende sorte Pupiller saa op mod Bedstefaderen; for hans lidt nærsynede Øjne blinkede Blomsterne i Haven som forskelligfarvede Juveler i det store, over alt sig bredende Solskinssmykke... Kancelliraad Pramman gjorde et Forsøg i Retning af Selvfordybelse, granskede over Problemet: Hvad skal jeg gøre for min lille Pige? Hvormed skal jeg gøre hende fuldkommen... eller maaske rettere sagt... absolut lykkelig?

Han kunde, efter at have bragt sin overstrømmende Lyrik i en kort og forholdsvis energisk Forhandling med sin sunde Sans, ikke finde paa andet end, at det bedste, han kunde gøre for Fanny, var at gøre hende til en rigtig dannet Pige. Han var lidt 8 ked af ikke at kunne finde paa andet, end hvad han havde sagt til sig selv nogle hundrede Gange.

- Hun skulde blive en rigtig dannet Pige. Og hun skal have mere Dannelse end alle Omegnens Herregaardsfrøkener. For jeg er, som min Søns Studenterkammerater altid anerkendte, en virkelig Fremskridtsmand. En Kvindes Evner skal ikke ligge ubrugte, hun, Fanny, skal, min S'æl, have al den Dannelse, som... som...ja... som den ægte Kvindelighed... det skønne i en Kvinde kan bære.

Han blev ved at betragte Barnet, som nu løb om i Gangene. Han flettede i sin Fantasi alle Havens Blomster til en Krans... Stedmoderblomsternes bloddunkle violette var den eneste mørke Farve i alt det lyse og glade... naa, Herre Gud!... det kunde staa som et blidt Minde om Fannys tidlig afdøde Forældre... det gule ved Grunden af Kronbladene kunde være en uskyldig Satire mod hendes lidt spidse og pretentiøse, evig paa sin Post staaende Moder... naa... enfin... Men alle disse Blomster fletter Kancelliraad Pramman til Krone om Fannys blondbrune Lokker.

Se... hvor hun flagrede lig en Sommerfugl over Plænerne! Hvordan var det nu, han sang, han, Studenten, Sønnens Ven? Nu var han Overretsassessor og sang sagtens ikke mere... ha, ha, ha... kongelige Embedsmænd blev dog med Tiden Filistre... hvordan var det, han sang?...

Og maa jeg høre ilde,
at i Avriklens Hus
jeg stundom drak en lille
gemytlig Sommerrus?
Og fik Violen Taaren
vel i sit Øjes blaa,
fordi at den har baaren
mig et Minut, den smaa?

Uh, der kom hun, Fru Kamp... hun, som Apothekeren i sin stille Tanke paa galt Fransk kaldte "Instituteusen" med lidt tivoliagtig Betoning af de to sidste Stavelser.

Det var en oprindelig ganske køn, høj og slank, men nu lidt for svær Figur. Kancelliraad Pramman fandt hende ældre end sig... "Skulde jeg... Gud forbarme sig - faa en Forelskelse, saa maa det være i en,... ja, jeg kunde s'gu godt charmere mig i en paa fem og tyve Aar... naa, lad mig sige 9 tredive... men hun er oppe i Trediverne... og ser ud, som hun var ti Aar ældre end... erid... jeg for Eksempel!... Naa, hvad vil Du saa, Agathe? spurgte han Fru Kamp.

- Se efter Fanny, svarede hun med en Stemme, der klikkede af Resignation.

- Du holder ikke af, at hun er hos mig? Hm, hm!

- Du er hendes og min Principal, Pramman.

- Snak om en Ting! Din og hendes gamle, tro... inderlig taknemmelige Ven, og...

Kancelliraad Pramman var ked af at ligge i Køjen; hans ene Side gjorde lidt ondt. Instinktmæssig rakte han Haanden ud i Luften, vis paa, i Kraft af sin urokkelige Tro, at Tilværelsens Magter ikke kunde nænne at undlade at hjælpe den gamle, rare Apotheker, at samme Magter havde en Haand til rede for at tage hans Haand. Fru Kamps Haand var der ogsaa. Kancelliraaden tog den, mens han lystig sagde til sig selv under Nedstigningen:

- Faute ae mieux.

Da hans Fødder havde berørt den moderlige Jord med det skarpe Grus's dækkende Slør over det nøgne Muld, sagde han:

- Kære, rare Agathe... er der lidt Madeira paa Karaffen inde i mit lille Kontor?

- Det er der ganske sikkert, sagde Fruen med den samme sprukne Røst som før.

- I er alle saa søde og rare mod mig, sagde Kancelliraaden, glemmer mig aldrig... jeg er en lykkelig gammel Mand.

- Vi gør alle vor Pligt, haaber jeg, sagde Fru Kamp.

Apothekeren slap en lille Ed løs i sit indre; men, da han mødte Sønnedatteren i Havens Hovedgang, løftede han hende op og kyssede hende. Fru Kamp stod hos, mærkede han. Hvad kunde den... den Kælling have imod, at han kyssede den eneste Ætling af den Prammanske Stamme? Hm! Han, Kancelliraad Pramman, skulde nok møde hendes Blik og med mægtige Projektiler gennemskyde disse kolde Krystalkugler.

Efter Øjnenes Møde var Kancelliraad Pramman ikke aldeles sikker paa, om hans eller Fru Kamps Øjne havde beholdt Valpladsen. Men, som baade den danske Konge Kristian V og den svenske Karl XI tilskrev sig Sejren i Slaget ved Lund... det kunde Kancelliraad Pramman huske fra den Tid, han hørte sin Søn i Allens Danmarkshistorie... saa vilde han... og han lo over sit vittige Indfald... paastaa, at han var Sejrherre.

10

I hvert Fald ventede et lille Glas extra Dry Madeira ham i Kontoret... saa en udmærket Cigar... og saa gled Livet umærkelig over i en god Middag, mens han sad i sit Vindue med de gamle Kastanietræer skyggende for Solen og kunde skoptisere i al Skikkelighed over de forbidragende Spidsborgere, specielt over sin Genbo, Manufakturhandler Lauritzen, der altid gik i Staa i sine Taler ved Klubfester, og som for flere Aar siden i et mislykket Forsøg i den klassiske Billedstil havde kaldt Helvedhunden for Serapevs i Stedet for Cerberus.

II.

Kancelliraad Pramman tænkte flere Aar efter paa denne Sommerdag i Haven, naar han lagde sig til Hvile om Middagen eller om Aftenen. Thi han kunde ikke sove, før han havde sænket sig ned i noget rigtig glad, noget rigtig behageligt.

- Var jeg lige saa meget Digter, som jeg er en poetisk Natur, saa skulde jeg have lavet en Ode... en... Elegi... et Distikon... eller hvad Fanden de kalder det... jeg bryder mig ikke om Kategorier og Terminologier... og... Vrøvl!... men saa skulde den Sommermiddag i Haven være bleven uforgængelig i mit kære Fædrelands Literatur!

Der var ingen egentlig Strid mellem Fru Kamp og Kancelliraad Pramman angaaende Fannys Opdragelse. Naar Fru Kamp holdt igen mod Apothekerens lyriske Apostrofer til sin Sønnedatter, blev Kancelliraad Pramman en moden Filosof og sagde:

- Det er et godt modererende Element mod min ungdommelige Begejstring. Syre og Base skal indgaa Forening. Jeg er lykkelig... og Fanny er og skal blive endnu lykkeligere. Og hvor er det rart, at Tanten kan være hendes Lærerinde indtil videre!... Saa bliver hun fri for Skolegang hos den Frøken Lorenzen... det Dyr, som er Grundtvigianer, og endda skæv i Ryggen! Uh, hvor det er morsomt at grine ad Byfogdens og Postmesterens og Toldforvalterens Madamer, naar de med Bekymring spørger, om ikke Fanny skal i Skole? Hi, hi, hi! Lur den gamle Apotheker! Mesdames... hun skal komme i Skole. Og jeg skal gøre en epokeagtig Skandale i dette Filisterhul... 11 med Tiden. Gud ske Lov, at Vorherre... eller det absolute... har givet mig Midler til at trodse hele Verden og Fanden og hans Oldemoder!

Han nikkede op mod Kastanietræernes tætte Kroner uden for Vinduerne. Han syntes, de nikkede igen. Ja, der var en indre, en dyb Sammenhæng mellem alt i det gamle Apothek. Det var en Verden for sig.

Da Fanny var mellem tolv og tretten Aar, sagde Fru Kamp en Dag til Apothekeren:

- Pramman... hvad bliver det til...? Jeg mener med Fannys Uddannelse. Skal hun til København i et Institut af første Rang?

Apothekeren blev misfornøjet, ja, han følte egentlig en Slags Forbitrelse koge i sig. Han havde tænkt paa, at det ikke længer kunde gaa, som det gik, i Morgentimerne, naar han var Alvorsmand; men Dagens stigende Sol og hans dermed stigende lette Humør havde stadig bragt ham til at opsætte at tage en Bestemmelse. Nu maatte, nu vilde han tage deri. Thi Fru Kamp maatte paa ingen Maade komme ham i Forkøbet. Han, Kancelliraad Pramman, var Herre i sit Hus og Familjens Chef. Som alle irresolute Mennesker samlede han brat sin Energi i Hidsighed og sagde: I Morgen tager jeg til V- (Latinskolebyen) - aftaler et Kursus med... fire... naj lad os hellere sige fem Adjunkter - og saa fra næste Maaneds Begyndelse tager Fanny hver Dag til V- med Morgentoget, læser tre Timer... saa kan hun være tilbage med Middagstoget... og... hun skal ogsaa lære italiensk hos Adjunkt Købke.

- Skal vi ikke tage Tingen lidt roligere, Pramman?

- Nej, Energi, Energi, Energi! raabte Apothekeren.

- Ja, ja! Lad os prøve!... Men saa kommer jeg jo til at følge med... og...

- Tror Du, jeg er gerrig, Agathe? Har Du nogensinde mærket smudsigt Fedteri hos mig? Har jeg ikke Raad til at tage to Aarskort til anden Klasse paa Jernbanen?

- Men Huset?

- Saa tager vi en Husjomfru, kære Agathe! Du er altfor betynget af huslige Forretninger. Det er mindre nobelt af mig, at jeg har ladet Dig rode i Køkken og Kælder. Fra nu af er Du Fannys "instituteuse".

- "Institutrice", rettede Fruen.

12

- Ja vel, det mente jeg ogsaa: Det morer mig at tale galt fransk for at at drille Dig, Agathe. Hi, hi, hi.

- Men der er dog Betænkeligheder...

- Som ikke eksisterer for mig... mig, som hele mit Liv har sagt: Først Geni, saa Karakter!... Jeg siger Dig, Agathe, jeg taaler, jeg taaler ingen Indvendinger... Jeg gamle, stakkels Mand maa jo samle min Kraft, ene og forladt, som jeg er i Verden, siden min kære Søn døde. Skaan mig for Modsigelse! Du véd, jeg kan ikke taale Modsigelse, Barn! Sæt et apoplektisk Anfald ramte mig! Hvordan vilde I saa sidde i det allesammen?

Kancelliraad Pramman fik sin Vilje sat igennem. Fanny ledsaget af Fru Kamp, tog hver Dag til Nabobyen, hvor Fanny blev oplært af Latinskolens Adjunkter.

De blev godt betalte i Forhold til den almindelige Markedspris for Undervisningstimer. Kancelliraad Pramman inviterede dem til gode Middage mindst en Søndag hver Maaned.

Fru Kamp fulgte Fanny fra Lærer til Lærer, og, medens hendes Nièce fik Undervisning, holdt hun vedkommende Adjunkts Frue med Selskab. Kancelliraaden forsynede hende med den Chokolade, der behøvedes til at krydre disse Formiddagskonversationer med. Adjunkternes Fruer vare enige om, at Fru Kamp var sød, og at Fanny var sød. Hver Afsked i de forskellige Huse var endeløse Kys, mange Kæleord, og naar Ferierne medførte en længere Skilsmisse, forhøjedes Afskedens Højtidelighed med Taarer og Forsikringer om evigt Venskab.

Det kunde hænde sig, at Fru Kamp var saa mæt af Kærlighed og Venskab, at hun vrissede ad Fanny, naar Pigebarnet i Jernbanekupeen vilde kysse hende - thi hun var ligefrem forfalden til Kys og Kærtegn, trængte til at beruse sig i dem. Saa græd Fanny og paastod, at hende kunde ingen lide. Men, naar hun kom hjem, gik hun i sig selv og sagde, at "Bedste" var den eneste, som kunde lide hende.

Fanny lærte let og hurtig, uden at hun behøvede at være synderlig flittig. Der fordredes heller ikke strængt Arbejde af hende. Kancelliraad Pramman havde sagt til Overlærer Bonnesen, der var en Slags Forstander for Fannys Kursus:

- Gud fri mig for lærde Damer! Nej en dannet Pige skal min Fanny være. Ikke et Gran af Sommerfuglestøvet paa... æ...

- He... hendes Psykevinge, suplerede Overlæreren.

13

- Ja vel, vedblev Apothekeren... Ikke et Gran af det Støv maa opofres. En Kvindes skønneste Pryd er Kvindelighed.

- Ægte Apothekerlogik... Tavtologi! sagde Overlæreren til sig selv, men til Kancelliraaden sagde han: Kancelliraaden har fuldkommen Ret.

Fanny lærte altsaa Tysk, Fransk, Engelsk, Historie og Geografi til Husbehov under frit udbrydende Spøg og Latter hos de Lærere, der havde Ungdommelighed nok til at gaa ind paa hendes barnagtig-ubevidste Koketteri, under tilbagetvungen Latter og Satire hos de Lærere, der fandt, at det stred mod deres Pligt at give en nogen som helst anden Rolle end den af sin pædagogiske Pligt dybt opfyldte Alvorsmands.

Thi for Fanny var Undervisningen en Leg som hendes Tagfat i Haven med Byens Honoratiores's jævnaldrende Pigebørn og hendes Gyngen paa Havens Vippe eller "Bedstes" Fod.

Saaledes groede hun i Fryd og Gammen, værnet for ethvert ondsindet Vindpust fra uden og med "Bedste" som Skærm mod hver Gnavenhed fra inden, det vil sige, fra Fru Kamp, som ikke kunde faa hende bibragt den mindste Sans for Livets Alvor. Den gamle Apotheker hviskede og tiskede i Krogene med sin Sønnedatter i Forbund mod hendes Tante. Bedstefader og Sønnedatter teede sig tit som to uvorne Tøse.

Fra Børneballerne og Undervisningen gled hun over i Konfirmationsforberedelsen. Hun lo ad den gamle Præst, men lærte Lektierne brillant til ham. Da hun gjorde Visit mellem Konfirmationen og Altergangen, græd den gamle Mand og kyssede hende paa Panden. Saa sød var hun! Hun bar Lykkens Segl under Pandehaaret.

Fanny fortsatte en Del af sin Sprogundervisning til sit 19de Aar.

III.

Der var Leg, der var Lystighed, der var blomstrende Ungdom i det gamle Apotheks gamle, halv herskabelige Have paa den solstraalende, sydlig klare Eftermiddag i Skærsommer.

Ringspillet gik over den store, store Plæne foran 14 Havestuedøren med den høje Støbejernstrappe. Smidige Buster af unge Piger, klædte i lyse Farver og lette Stoffer, saas vridende sig til Siden, bøjende sig tilbage for at fange de røde, med Sølvtraad indflettede Ringe, der glimtede gennem Luften. Stramt laa Kjolerne over de jomfruelige Barme, strammede sig endnu mere under Bøjningerne tilbage og til Siden, Kjolerne susede smaapibende, foldede og krusede sig som Kvindeskikkelsernes Gevandter i Guido Renis Rospigliosobillede. De smalle, fine Fødder i de udskaarne Sko syntes kun at strøjfe Græsset, der rejste sig nok saa kraftigt igen, naar Alfetrinene havde strøget derover. Spøgende Ord som Spurvekvidder, smaa lette Hvin som kaade Fugleskrig lød op hvert Øjeblik, saa kvækkede en Latter om Kap med Frøernes i den store Karpe- og Karudsedam bag de store Linde og de gamle Pile midt i Haven.

Hu, ha! Der gled en i en lysegul Kjole... Hun faldt. Latter, Klapsalve, uendelig Hujen. Ja, Benene med de lyserøde Strømper kunde ikke dølge deres fulde Former; endog et Knæ, blankt som en Elfenbensplade, røbede sig i aldeles ubeskyttet Tilstand. Svigagtig havde vedkommende "Pantalon". endog unddraget det undselige Knæ Blondens Kantning som sidste Skærm.

- Gud! det var rædsomt! Det var Julie Spang, Toldforvalterens Datter.

Hun var oppe i lynende Fart, strøg med feberagtig Iver Klæderne ned om sig. Det var godt, der ingen Herrer var til Stede.

- Aa, hvad? mente Fanny og lo, og Koret faldt ind og fortsatte Latteren fortissime.

Legen tog atter sin Gang. Men nu samlede Julie Spang altid forsigtig Nederdelen sammen, naar hun satte i Løb.

Pludselig lød et stærkt Hvin fra en af de unge Piger. Alle Øjne vendte sig som paa en Sergents Kommando i samme Retning; det vil sige op mod Havestuetrappen. Dæmpede Lyd, Smaafnisen, eller hvad det nu var, fulgte paa, men hendøde brat som Vindpust, fangede af et Buskads's tætte Hang. De unge Piger saa op og ned ad sig, glattede, slog og strøg sagte paa Kjolerne.

Festforstyrreren stod der paa Verandaens Jerngulv i Form af en middelhøj Mand i Fodfolkets Kaptejnsuniform. Under en mandig Ørnenæse sprang en usædvanlig svær rødblond Knevelsbart frem. Det var ikke et smukt Ansigt; det havde ingen Øjenbryn, og de meget lyse Øjne havde et stikkende Udtryk.

15

Hudfarven var bleg, af den Art, der er meget modtagelig for Fregner i Ungdommen, men dem havde Ejermanden ikke mere, thi man kunde ikke kalde ham ung. De talrige smaa Rynker om Øjnene tydede paa et Stykke ind i Fyrrerne. Kroppen havde en mager, senestærk Karakter, Skuldrene vare lidt for høje til, at den opstaaende rødklappede Krave kom til sin Ret; men som Helhed gjorde Skikkelsen Indtryk baade af Mandighed og Intelligens.

Smilende under det store Overskæg holdt han en kort Revue over de rødmende unge Piger, der stod med slapt nedhængende Ringspilsstokke som en lille Troppeafdeling med sænkede Sabler. Kaptejnen tog til Huen, slog Hælene sammen og spurgte med et bedende, klynkende Udtryk, der dannede en morsom Kontrast til Stemmens lidt hæse Basregister:

- Aa... maa je'nte lege med? hvad?

- Ne-j - raabte Julie Spang.

- Jo, kom De kun, Kaptejn Frick, overskreg Fanny hende.

- Uh, nej, lad os være fri, hviskede Julie Spang til Fanny og kneb hende i Armen, saa hun ømmede sig derved.

- Aa, - Du! - Du vil jo saa gerne have ham med.

Kaptejnen stod stadig smilende paa Verandaen med de blanke hvide Knapper gnistrende i Solen. De fem seks unge Piger stak Hovederne sammen som Faar, naar noget uvant rykker imod dem, da han ganske langsomt og skødesløst bevægede sig ned ad Trappen og standsede midt paa den for at tænde sig en Cigar.

Følelsen hos de unge Piger var vel en Blanding af lidt Forargelse over hans "Négligence" og en vis Ærefrygt for den. Denne midaldrende Herre med halv faderlig humoristisk Holdning over for disse "Smaapiger", hans halv kurtiserende Koketteri gennem de sammenknebne Øjne uden Bryn og dito Læber bag det svagt bølgende Overskæg imponerede dem i Grunden, eggede dem, gav dem Lyst til at gætte paa, hvad han egentlig var for en Slags Mand. Det havde de tidt gjort i fortrolige Sammenkomster, men efter gentagne fortvivlede Forsøg havde de altid maattet opgive at finde en Formel for Kaptejn Fricks Væsen, efterat den ene havde givet sit, den anden sit Adjektiv til bedste, som alle bleve forkastede under en kort Surmulen fra hvert Adjektivs Forfatterinde.

Kaptejn Frick gav sig god Tid. Han havde i Almindelighed god Tid, thi han var nu Kaptejn i Forstærkningen efterat være falden for Aldersgrænsen som Premierløjnant i Linjen og laa i Garnison, hvis man kan kalde det saa, i Købstaden.

16

Endelig naaede han ned i den lyse Pigeflok, hilste paa en Gang med Haanden til Huen militært og civilt med et Buk for dem en bloc. Han rakte Haanden ud mod Julie Spang og sagde henkastende:

- Julie trives vel? Mille compliments fra Papa og Mama, som har givet mig fri Middagsmad i Dag.

Nu var Fanny Pramman og hendes nærmest staaende Veninde, Distriktslæge Holgrens Datter, enige om, at Kaptejn Frick egentlig var ækel.

Kaptejnen tog en af Ringspillets Stokke, og, mens han med et underligt Smil skottede hen til de to hviskende Piger, borede han Stokken saa haardt i Jorden, at den knak.

Kvinder kan ikke lide, at noget fordærves uden Grund.

- Det er med Vilje, at han har gjort det, hviskede Frøken Holgren til Fanny. Han er skrækkelig ondskabsfuld.

Kaptejn Frick tog en ny Stok i Haandtaget, lod, som om han besaa den nøje, fægtede med den som en Sabel i Luften og sagde:

- En korsdannet Klinge... Saa nu spiller vi Ring igen under Korsets Mærke!

Fanny og den lille sortsmudsede Frøken Holgren kneb igen hinanden i Armen. Det var Meningen med dette Kneb at protestere mod Ringspillets Gentagelse under Kaptejn Fricks Kommando efter hans frivole Indledningsord.

- Jeg vilde nødig have Kaptejn Fricks væmmelige Erfaringer, hviskede Anna Holgren til Fanny.

Men næppe havde hun udtalt den hviskende Replik, før Kaptejnen havde slynget en Ring ud i Luften. Og som trukne paa en Traad begyndte Pigerne Legen. Fanny Pramman og Anna Holgren havde kun Energi til at modstaa et Sekund, saa gik de med. Thi Kaptejn Frick var dog alligevel interessant. Han rørte sig næsten ikke, løb aldrig, men sendte Ringene udo g fangede dem med utrolig Færdighed. Det var, som tvang han alle Ringene ind til sig. Han gjorde nogle Bevægelser med Overkrop, Arme og Ben, saa parodiske og karikaturmæssige, at de unge Piger lo ad ham, ikke som en Klodsmajor, men som ad en behersket komisk Skuespiller.

Men han tog for meget for sig. Da ti Minuter vare gaaede, begyndte de unge Piger at kede sig. Der var dog ikke rigtig Humør i den Leg! Det var dog egentlig morsommere, inden Kaptejnen kom. Nu syntes de, at han skabede sig; nu forargedes 17 de saa smaat over hans faderlig nærgaaende Familiaritet. For Kaptejn Frick var dog virkelig ikke gammel nok til at have Lov til saa ugenert at tage dem om Livet, nævne dem ved Fornavn og saadant noget. Det kunde den gamle Kancelliraad Pramman, det kunde Borgmesteren, det kunde Julies Fader Toldforvalteren til Nød faa Lov til... i al Fald var Kaptejn Frick jo ingen gift Mand.

Stemningen var ikke frembragt ved Aftale. Den kom ganske af sig selv. Kaptejn Frick følte Matheden og den ulmende Kritik; men, ligesom Følelsen blev ham bevidst, viste sig et nyt mandligt Fænomen paa Verandaen.

Brunt-krøllokket som en Kvinde, med brune brændende Øjne og Kinder med høj Farve, skægløs, fedladen, noget for lille, men kønt bygget, med korte, rødladne Hænder og firkantede Negle tonede den nye Tilsyneladelse frem.

Alle Pigeøjnene fór hen mod ham. Fanny Pramman klappede højt i sine smaa, fugtige Hænder, løftede Stokken som til Honnørhilsen og raabte:

- Leve Candidatus theologiæ Sofus Brinckmann og hans Laudabilis!

Fanny blev flov over sin egen Stemmes gennemtrængende Magt, især da hun saa Kaptejn Fricks lyse Øjne rettede paa sig. Det var som om hun saa to kolde, ubelyste Staalklinger, og som om de straks skar dybt ind i hendes levende Kød.

Hun følte, at hun i et Øjebliks Hidsighed havde udstedt en ubetænksom Krigserklæring mod en farlig, en besindig Krigsmand. Hvorfor skulde ogsaa Kaptejn Frick paa en saa ækel Maade tage Anna Holgren om Livet tre Gange i et Par Minuter?

Fanny mærkede, at Graaden pressede hende op i Halsen. Men hun fik Magt over den, thi det Par Sekunder, hvori alt dette foregik i hende, var den unge lang- og krøllokkede Kandidat bleven hyldet med et dæmpet Hurra, der smeltede over i en drillende Latter, af alle de unge Piger, var ilet ned ad den lange Jerntrappe i tre Spring, havde sat Spillet i kaad og lystig Gang, saa Ringene suste gennem Rummet, mere hurtig ilende, mere glansfuldt dirrende end nogensinde før.

Kaptejn Frick gled ud af Legen, lydløst, uden at gøre Modstand. Han havde sat sig paa en Bænk under en stor Hybenbusk, tændt sin Cigar paany og knappet sin Vaabenfrakke over den lyseblaa Vest med de mange smaa runde, hvide Knapper.

Kandidat Brinckmann var anderledes med end han. Han 18 legede, som et Barn leger med sine jævnaldrende. Han var højrød i Hovedet; Øjenkuglerne traadte stærkt ud af Hulningerne, de brune Iriser gnistrede; han løb om Kap med Pigerne, pustede stærkere end de, trykkede den graa Hat bagud ned i Nakken, mens Perler rullede ned ad hans hvide Pande.

Hans Iver, hans Ihærdighed var for Fanny som en berusende, frisk Vin. Hun løb, hun sprang, hun raabte, hun stønnede, hun pustede om Kap med den lille, kønne, nybagte theologiske Kandidat. Hun vandt sit Mod igen; hun havde Lyst til at gøre Kaptejn Frick Fortræd i tavs Alliance med Kandidat Brinckmann.

- Uh - puh! lad os hvile lidt, Kandidat Brinckmann! sagde hun... lad os hvile, til Kaptejn Frick har pustet af! det er Synd, at han ikke kan være med, fordi han har tabt Vejret.

Pigerne lo i Kor, men blev bange, da de havde gjort det. Julie Spang hviskede til Anna Holgren, at Kaptejnen saa ud, som om han pønsede paa noget ondt. Han sad der endnu med et sært Udtryk i sit Ansigt: en Alvorsmands Ringeagt for det hele tøsede Pjank og en højere dannet Tilskuers ubarmhjærtige Kritik af en Dilettantforestilling.

Fanny havde hvisket højt til Kandidaten:

- De - Brinckmann - se at faa den gamle Kaptejn opmuntret lidt. Hun var bleven besat af en vis Galgenhumor.

- Hr. Kaptejn, Damerne engagere Dem til næste Tur, raabte Kandidaten overgivent, idet han med et Spring over Gangen kom lige ud for Bænken, hvor Frick sad med krummet Ryg og blæste Ringe af Cigarrøg ud.

Kaptejn Frick havde én stadig Methode, som hans bekendte efterhaanden lurede ham af, og morede sig over, den nemlig at forsøge at tale over Hovedet paa enhver, der sagde noget til ham, han ikke gad høre paa. Først lod han, som om han ikke havde hørt den krøllede Kandidats Henvendelse. Men, da han gentog den tæt ind i Øret paa ham, tog han til Huen og sagde ud i Luften, uden at løfte Øjnene fra Jorden:

- Jeg skal op til Kancelliraaden.

- De vil altsaa ikke være med.

- De taber Deres Brosche, Frøken Holgren.

Kaptejnens Røst strøg atter hen over Kandidaten, som om denne ikke havde besværet det tomme Rum med sit Legemes Volumen. Med en stor halvcirkelformet Haandbevægelse ned fra Huen og med smilende Mund og Øjne hilste han op til et Vindue 19 ved Siden. Bag Persiennerne lyste virkelig Kancelliraad Prammans rødlige Næsetip, og Kaptejnen styrede efter den som efter et Fyr, gik forbi alle de unge Damer, som om de ogsaa var tom Luft, og var i faa Spring oppe ad Trappen og inde i Havestuen, gik til venstre og bankede paa Døren til et lille Kabinet. Der havde den gamle Apotheker først taget sin lange Siesta, dernæst havde han set paa de unge Pigers Leg, glædet sig med ren Bedstefaderglæde over sin Fannys gratiøse Bevægelser og hindagtige Løb over Plænen og over den lille Katastrofe med Julie Spang, ligesom de gamle Herrer, der i sin Tid skal have beluret Susanne i Badet.

- Hæ, næ, næ, min gode Kaptejn! raabte han den indtrædende i Møde, De vilde have givet fjorten Dages Gage, hvis De var kommen en halv Time før. Det havde været Svir for en gammel Kriger. Ja, De kan spørge Julie Spang om, hvad jeg mener, for af mig faar De det ikke at vide. - Hæ - hæ... se, hvor han smisker i Skægget!... Naa De leger dog med de unge Pigebørn endnu? Hvad? Hæ, hæ, hæ - som en Kat med de smaa Mus... hvad?

Kaptejnen sagde med jysk Betoning Skolemesterens Citat af Plinius i "Julestuen":

- Graves seriosqve mores lusibus josisqve distingvere identidem soleo.

- Hæ, hæ, hæ... Holbergs Latin er ikke for stram for en gammel Apotheker. Hæ, hæ, hæ! Den kan jeg med. Tune tua res agitur, paries quum proximus ardet. Der er noget Pokkers hyggeligt ved saadanne latinske Citater mellem to dannede Mennesker... men det er dog nogle nysselige Smaapiger, der er i vor By. Se...

Apothekeren kastede et Overblik ud over Haven, hvor de unge Piger nu havde spredt sig, og hvor deres Klæders lyse og levende Farver stod smukt mod Træernes mørke Grund i Dæmringen. De gik mest to og to, Arm i Arm. Paa Læbernes livlige Bevægelser saas det, at de passiarede i meget hurtig Takt.

Apothekeren fortabte sig mere og mere i Nydelsen af Synet.

- Nysseligt, nysseligt, mumlede han og klaskede sagte med Tungen... Hvad Pokker ler De ad, Kaptejn? Har De noget imod vor Bys Pigebørn? De er jo snart i den Alder - da...

- Ja vel, Hr. Kancelliraad, jeg er for gammel til at skønne paa altfor voksne Piger.

- Aa - aa... Naa, naa! De mener disse nyere 20 Emancipationshistorier. Ja, fy for en Ulykke! Kvindens skønneste Smykke er Umiddelbarheden. Men den har min Fanny i det mindste ikke mistet. Vel?... Men hvor er Fanny? Jeg ser hende ikke. Kan De se hende?

- Nej, ikke nu. Men før spaserede hun med den unge Pjes... Jeg kan ikke huske, hvad han hedder.

- Naa-aa. Det er Sofus Brinckmann, det er hendes Barndoms Legekammerat. Han er lige bleven theologisk Kandidat med Laud. Rar lille Fyr, flittig og et Pokkers godt Hoved. Men... gode Kaptejn... kender De ikke bedre Byens Folk? De har jo ligget næsten et Aar i...

- Garnison, vilde De sige, Hr. Kancelliraad... ha, ha.

- Ja, denne mærkværdige nye Hærlov... hæ - hæ, men som dog har det Gode, at den skaffer os en saa gennemdannet... helt ud æsthetisk dannet Mand til Byen. Ja, det er navnlig ved Deres æsthetiske Dannelse, at De er bleven den Hjærteknuser, De er, min gode Kaptejn. Det har da vel forresten været Dem til stor Fornøjelse i Livet, at De er Student?

- Ja-a. - Jo-o.

Kaptejnen svarede adspredt, og hans Øjne vankede om i den Del af Haven, som kunde overses fra Kabinettet. Dæmringen begyndte at lægge sig kølig over Farverne og at gøre Omridsene duftige.

To og to Piger hist og her... Fanny viste sig ikke... heller ikke Kandidaten.

IV.

Skjult sig havde de slet ikke. De sad ved den temmelig store træomkransede Dam paa en Jernbænk. Der var Vandfladen og en bred Sti foran dem. Der var hverken mørkt eller lønligt, de sad som paa fri Mark og havde en god Samvittighed.

Fanny havde i Begyndelsen af den lange tête à tête været tavs og adspredt. Hun var lammet af Kaptejn Fricks Væsen, beklemt over kaadt at have udæsket en Fjende, hvis Stridskræfter hun følte omtrent forholdt sig til hendes som Tysklands til Danmarks. Og saa var der noget kvælende i denne dissvangre 21 Skumring med den stille kogende Varme. Hun lyttede til Kandidat Brinckmanns kvindelig bløde Røst og tungerappe Tale som til en forbirislende Bæk. Først dyssede den hendes Uro: hun gav sig hen i Lyden som et narkotisk Middel mod Frygten. Saa fangede Ordene hendes Øre, og hun lagde Mærke til, hvad han fortalte, ja vandt efterhaanden Interesse for det. Men hun lod bestandig, som om hun egentlig havde mest Interesse for de Myggesværme, der svirrede hen over Dammens Flade, ind under Træernes Løv, mens de brugte Bænken som et Slags Bedested og tog en mikroskopisk Blodforfriskning af Kandidatens brungule og Frøken Fannys hvide Hænder.

Ja, Frøken Fanny havde nydelige Hænder, omhyggelig plejede Hænder. Det var et af de positive Resultater, der var kommet ud af den gamle Apothekers Opdragelse af Sønnedatteren. Han havde altid sagt: Fy - ingen røde Backfischnæver med afbidte eller sorte Negle. Fanny havde faaet Øjet op for, at hendes Veninder forsømte Hænder og Negle, og havde ved ihærdige Formaninger faaet sine Veninder til at pleje dem. Hun mente derfor, at hun havde Lov til at være stolt af sine Hænder. Hun holdt dem op i den fugtige Luft; hun saa dem glinse som duggede hvide Rosenblade, alt mens Kandidaten talte aandeløs og uden Kapitelafdeling.

Han havde maaske en Fornemmelse af, at i hver Pavse, han gjorde, kunde der liste sig noget ind mellem Fanny og ham. Ja, en Fornemmelse maatte det være! Hr. Kandidat Brinckmann havde virkelig ikke tænkt paa at fri til Fanny Pramman. Han var altfor lidt erfaren til at ane, at den Varme, der løb igennem ham, at de Pulsslag, der lidt generende bankede i ham, at den Ilterhed, der drev ham til at snakke og snakke, havde noget at gøre med den Erotik og Lyrik, som han havde Munden saa fuld af.

Han snakkede altsaa:

Om Fanny kunde huske det gamle Hus med de tre stejle Granittrin paa Trappen, hvor Jernrækværket endte i to Messingkugler? Der, hvor hans Moder, Kammerjunkerinde Brinckmann boede? Om hun kunde huske den tætte Dagligstue med de tykke Tæpper og de brogede Porcellænskrukker paa Sekretæren og den alt gennemtrængende Duft af Potpourri og Reseda? For hans Moder lagde altid Reseda i Linned- og Klædeskab. Ak, han, Sofus Brinckmann, var jo eneste Søn af Kammerjunker og Amtsforvalter Brinckmann, og han døde, da Sønnen var to Aar.

22

Ja, Sofus Brinckmann var adelig født! Det var i Grunden knusende morsomt. Hans kære Moder var jo ikke fri for at "føle" sig lidt. Om Fanny kunde mindes, at hun samlede smaa Drenge og smaa Piger første Paaskedag for "trante" Paaskeæg? Aa, de Barndomsdage! Det var yndige Minder, der klang som et Thema, som en blød Fløjtemelodi gennem hele hans Liv. Derfor var han hver Sommerferie kommen til sin kære lille Fødeby, selv længe efter at hans velsignede Moder var død. Hm! Havde han ikke havt anden Fordel af at være født adelig (Kandidaten lo hjærtelig efter det understregede Ord), det Gode havde han dog havt at hans Moder ved Hjælp af en "Tontine" havde skaffet ham Midler til baade at blive Student og Kandidat. Om Fanny kunde huske, da hun døde? (Kandidatens Stemme bævede, og hans Øjne fyldtes med Taarer). Ja, da maatte han, Sønnen, hjem fra sin Latinskoleby - men da mødte ogsaa Byens Embedsmænd og to Godsejere fra Omegnen, en Kammerherre og en Hofjægermester i Galla ved Begravelsen. Alle Folk kom i Vinduerne, da Ligtoget drog op ad Byens Hovedgade. Aldrig havde den kære, gamle Kirkeklokke sunget saa kønt som den Dag! Den Klang var gaaet den sørgende Søn saa dybt til Hjærte, at han besluttede at vie sit Liv til Gud og studere Theologi trods det, at han godt kunde være bleven Kammerjunker ligesom hans salig Fader, hvis han havde studeret Jura. - Det var rædsom latterligt at tænke sig, at han, Sofus Brinckmann, nogensinde havde været en Kammerjunkermulighed! - Hvad? Om Fanny kunde bare sig for at le? Men han var bleven Student; han vilde studere Theologi, og Theologien var det mest dannende Studium. Man vedligeholdt nogenlunde sine Kundskaber i de klassiske Sprog, man lærte megen Kulturhistorie gennem Kirkehistorien og Dogmatiken, man fik sine Kundskaber fra Philosophicum udvidede gennem Religionsfilosofien. Og saa at kunne møde udrustet til at bringe de fattige i Aanden Livsens Ord, lade det evige Livs Kilder sprudle for dem, nu i denne Tid, da desværre Fornægtelsen med Trods rejste sit Hoved ligesom paa Voltaires Tid! Men han, Sofus Brinckmann, vilde sige til Fornægterne som Kristus til sine Bespottere: Herre, forlad dem, de vide ikke, hvad de gøre!

Ved de sidste Ord havde Fanny vendt sig helt om mod Kandidaten. Thi de Ord slog ned i hende. De fik et ejendommeligt Liv ved den bløde, hjærtelige Betoning, de bleve udtalte med. Fanny havde altid, mens hun gik i Skole, fundet, at 23 Religion var det kedeligste af alt. Hun havde sagt det til sin Bedstefader; han havde strængt sagt "Fy", men Fanny havde godt bemærket, at han var ved at betvinge et bifaldende Latterudbrud. Nu kastedes der et Lysskær, en poetisk levendegørende Glans over Ord, der længe havde ligget dulgt i hendes Hukommelse; og der mylrede op i hende mange skønne, bløde og dybe Ord, Ord, hun aldrig før havde fæstet nogen Tanke til.

Der laa Guld om Bladene, Reflekser funklede over Dammen; en Fisk sprang op og sprøjtede sølvglinsende Draaber i Vejret. Havens Jasminer aandede dybt ud. Fanny indaandede deres Aande, tung, dyssende, kælen, lokkende, som den var.

Nu saa hun først, at Jasminblomsterne stak sig frem mellem Lind og Pil, Ask og Løn.

Kandidat Brinckmann var dog et overmaade smukt ungt Menneske.

Hendes Veninder havde af og til passeret forbi paa den anden Side Dammen. Hun havde set dem som gennem Taage uden at klare sig, hvem det var. Nu kom der et Par.

Fanny blev bange for den Varme, hun følte i sig, og for Kandidatens brune Øjne, der skinnede som Sankt-Hansorme. De lyse Skikkelser derovre gjorde goat i hendes Sind og i hendes Øjne.

Uh! Kaptejn Frick... og hendes Nabo... Uh! Mandfolk! De var dog kun skabte til Fortræd. Hvor kunde det være, at Kaptejn Frick kunde gøre hende saa ondskabsfuld? Hvorfor var hun bleven saa underlig ved Kandidat Brinckmanns bibelske Ord.

- Nu kommer jeg, Anna, nu kommer jeg, Julie, nu kommer jeg, Thora, nu kommer jeg, Asta! raabte hun med aandeløs Hast.

Hun sprang op som en Fjer og løb Dammen rundt. Fra en udmundende Sidegang faldt hendes Tante Fru Kamp hende i Flanken. Hun standsede med et lille Skrig; det sortnede for hendes Øjne.

- Men, Fanny - hvor har Du været? Dine Veninder har Du helt forsømt. De er ganske stødte over det, og Din Bedstefader har maattet vente paa sin The.

- Jeg har siddet og... talt... jeg har siddet...

- Med Kaptejnen? Ja, det tænkte jeg nok. Har jeg ikke sagt Dig, at Du skulde holde den Herre i meget lang Distance. Han er farlig, Fanny.

- Nej... med...

24

- Med mig, Fru Kamp, sagde Brinckmann, som nu var naaet hen til dem.

Han saa saa smilende, saa barnlig indsmigrende paa Fruen, at hun maatte være bleven rørt, selv om Kandidaten ikke havde havt nogle Points forud i hendes Gunst.

- Naa - aah! med Dem, kære!

Fru Kamps Udtryk i Ansigt og Stemme blev næsten ømt. Moderligt? Aa ja, men med en lille Tilsætning af noget blussende begejstret, et lønligt Sværmen baade for hans theologiske Attestats og hans Person.

Der var en uhyggelig Stemning under Theen i Havestuen. Kandidat Brinckmanns Aktier vare dalede hos de øvrige unge Piger. Han mærkede det ikke straks. Han begyndte at tale som sædvanlig om sig selv, om hvorledes han nu følte sig paa Højdepunktet af Lykke, nu, da han var færdig med sin Eksamen og kunde begynde at bøde paa Hullerne i sin Uddannelse. Og det vilde han bære sig ad med paa følgende Maade. Han vilde lægge Martensens Ethik til Grundlag for denne Uddannelse, thi i den var alle Kulturspørgsmaal behandlede, nu vilde han paany gennemstudere den, men samtidig læse nogle af de Filosofer og alle de Digtere, den aandfulde Forfatter havde berørt, men han vilde springe Politikerne og Statsøkonomerne over, for deri var han ganske enig med Damerne, at Politik var kedelig, og med ældre Mænd om, at den var demoraliserende og skilte de bedste Venner ad, ikke at tale om den Splid, den længe havde frembragt i vort kære Fædreland, saa Folket blev besat af Marthas Aand og glemte det ene fornødne.

Kandidat Brinckmann følte omsider, at der manglede Sangbund i Havestuen. Han saa Kaptejnen sidde ved Bordenden og blande Toddy, eller hvad det var, til sig og Apothekeren. Han begyndte at stamme i sin Udvikling og hørte Kaptejnen tale højt og le til Husets Vært, og det paa en saa iøjnefaldende Maade, at selv den mest haardhudede maatte lægge Mærke til, at han vilde fornærme Taleren.

Da mødte Fannys Blik ham. Hans Mod tændtes atter i Blus ved dette varme, sympathetisk-beundrende Blik.

Næppe var man bleven færdig med at sige Velbekomme, før Kandidat Brinckmann fór hen til det aabne Flygel, slog an og begyndte at synge Plougs "Lille Karen" til Heises Melodi.

Hans Stemme var en høj, blød "Tenore leggiero", Foredraget var sentimentalt, uden dog at blive ligefrem trivielt. Det var 25 den Slags Udførelse, som Dilettanter især paa Landet have Sans for. Der blev atter Hausse paa Børsen. Damerne rykkede Klaveret nærmere. Da han var færdig, raabte Fru Kamp: "Brava" i den sikre Tro paa, at det var den rette italienske Form af Ordet i det Tilfælde.

Kaptejn Frick lo højt, men bestandig talende til Apothekeren, brød derpaa pludselig af og sagde med et undskyldende Blik til Fru Kamp:

- Undskyld, Frue! men Kancelliraaden fortalte en Historie, som ikke var til at holde ud.

Han og Apothekeren havde under Sangen rykket deres Stole hen til et lille Bord, hvor de sad med Cigar og Toddy. Kaptejnen havde vendt Ryggen hen mod Sangeren og Gruppen omkring ham. Først havde den gamle Apotheker gjort Mine til at ville høre efter Sangen, men Kaptejnen havde ladet, som han slet ikke forstod det, og havde opvartet den gamle Herre med saa pikante eller komisk-kyniske Kærlighedshistorier fra Krigen 1864, at han ganske havde fanget Gubbens Øre, saa han glemte baade sit Selskab, Sang og Musik.

Brinckmann blev mere bedrøvet end vred. Hvor kunde dog nogen være saa ond og raa? Hvor kunde nogen vilde gøre ham Fortræd? Han mente jo alle Mennesker det saa godt. Ja, det var det klareste Bevis for den Syndighedsmasse, Verden rummer! Han hævnede sig paa den ædleste Maade ved hurtig at bede en indvendig Bøn for sin Fjende, Kaptejn Frick, det eneste Menneske, der vilde ham ondt, og det havde han først opdaget i Aften. Ellers kunde alle Mennesker jo saa godt lide Cand. theol. Sofus Brinckmann.

Dristigheden, Hensynsløsheden, ja endog Frækheden kan stundom imponere. Kaptejnen fik sit Publikum mellem de unge Damer. Der var jo kommet noget ondt op i dem, fordi Brinckmann og Fanny havde baaret sig saa "taktløst" ad. For, da Selskabet var ved at skilles, bad Julie Spang Kaptejnen om at synge en Soldatervise. - Nej, det var der ikke Tale om, han sang aldrig. - Aa hvad, blot et Vers paa jysk.

Bønnen blev almindelig, mere og mere indtrængende og højrøstet.

Kaptejnen satte sig ikke, men akkompagnerede sig, mens han stod foroverbøjet og sang eller snarere reciterede Strofen, som han gengav i vesterjysk Dialekt:

26

Den danske Landsoldat han er
som Løven bidsk og grum,
men haver ogsaa Pigen kær
udi et enligt Rum.
Hans Mod er ej til Fals!
Faldera!
Hans Mod er ej til Fals!
Vi vil en Jernring lægge om vor Fjendes Hals.

Stort Bifald. Kun Fru Kamp og Fanny tav.

V.

Købstaden havde, siden den fik Jernbane, rakt Tunge ud mod Stationen i Form af en lang Gade. Samme Gade var rigtignok ikke brolagt, men til Gengæld havde den flere Huse paa to, enkelte paa tre Etager, mens den gamle By endnu maatte trækkes med et Flertal af Enetages Bygninger. Derimod havde den store Arealer bag disse lave Forhuse: brede og dybe Gaardsrum, vidtløftige Baghuse, rummelige Haver.

De gamle i Købstaden led ikke "Jernbanevejen". De kaldte den "Fedte-København" eller Byens Endetarm. Den sidste Benævnelse stammede fra Etatsraad, Borgmester, By- og Herredsfoged Aasberg, der allerede havde holdt sit fyrretyveaarige Embedsjubilæum.

I et af de ny Huse i "Jernbanegade" paa første Sal boede Forstærkningskaptejn Frick. Han havde Raad til at holde fire kønt monterede Værelser. Efter sin Fader, der havde været Birkedommer i en stor Jurisdiktion i Sportellønningens Tid, havde han arvet en lille Formue. Hans gamle Moder havde boet hos ham siden Faderens Død i hans fjerde Studenteraar, og hun havde 1300 Kroner i Pension. Det havde været hendes Sorg, at Sønnen, der som værnepligtig i 64 var bleven Officersaspirant, saa Reserveløjtnant, mens han deltog i Krigen, ikke havde fortsat sit theologiske Studium efter Krigen, men var bleven i Hæren for at falde for Aldersgrænsen som Premierløjtnant. Og hans Liv i København i Mellemtiden! Og de Rygter, der kom hende for 27 Øre fra hans Ferieophold i Hjemstavnen ovre i Jylland! Og hans sorte Humør og hans Tavshed og Uartighed, som kunde vise sig i, at han i hele fjorten Dage ikke talte til sin Moder. Og hans kyniske Udtryksmaade og hans senere Ideal at trampe om som en Landsknægt fra Trediveaarskrigen og bespotte Religion, Fædreland, Elskov og Pietet! Den stakkels Dreng! Han var ikke lykkelig. Han var "zerrissen" som Byron eller Heine, hans to Yndlingsforfattere. Kancelliraadinde Frick havde forsøgt at gøre sig bekendt med dem, men hun fandt dem "rædsomme". Var saadant noget Skønhed, det, som de sang om? Fru Frick havde da i sin Ungdom hørt alle dannede Mennesker sige, at Poesi var Skønhed. Nej, maatte hun bede om Oehlenschläger! Hm... ja i gamle Dage, mens hendes kære, elskede Julius gik paa Sorø Akademi, da havde han været saa enig med hende, naar hun skændtes med sin tykke, hidsige Mand, som paastod, at al den Romantik kunde være god nok til at hænge op som Skilderier paa Væggen eller stille op i Form af Nipssager paa Møblerne, men i Embedsgerningen, i Livets Virkelighed vilde han ikke give mange sure Sild for den. Men nu! Nu sagde Sønnen noget lignende som sin Fader, Hustyrannen, der havde sat sin brede Fod paa sin lille, spinkle Hustrus magre Nakke og havde kommanderet Huset som en Sergent. Eller rettere sagt, hendes Søn Kaptejnen sagde egentlig slet ingen Ting i de senere Aar, men lo saadan, at,... ja... hun vilde have kaldt hans Latter djævelsk, hvis han ikke havde været hendes eneste Barn.

Men det maatte hun indrømme: Hendes Julius havde aldrig skældet eller smældet med Dørene som hendes salig Mand... men han var saa tavs, naar han var vred; og det var han for det meste. Det var ikke let at sige, hvad der var værst. Stundom kunde hun ønske, at Sønnen kunde faa Luft, det, hans Fader havde saa let ved.

I Aften var hun flyttet ind i Sønnens hyggelige Stue med Tæpper paa Gulvene, med to store Bogreoler paa Væggene, hvis Indhold dog mest var Arvegods efter hans salig Fader, thi Julius havde altid havt saa mange Udgifter, at han aldrig havde faaet Raad til at købe Bøger. Hvor var den Mand dog ellers proper! Lidt for proper for et Mandfolk. Det var nydeligt at se det Skrivebord, hvor der ikke var et Støvgran paa Mahognipladen... men det forstaar sig - Skrivebordet blev sjælden brugt, undtagen naar Kaptejnen arbejdede med Mønstringslisterne.

Gamle Fru Frick tænkte frem og tilbage, vejede Sønnens 28 Fejl og Dyder, tyngede af al god Vilje ned paa den sidste Vægtskaal... og dog!

Han var en farlig Mand for Kvinderne. Det kunde jo nok være, at det var Kvindernes Skyld. For nu om Stunder var de unge Piger rigtignok ikke saadan, som de var i gamle Dage. De engagerede nu selv til Dans; i Fru Fricks Tid sad de med nedslagne Øjne, indtil de blev engagerede. Det var i det hele vanskeligt at følge med Tiden.

Denne Adagio ledsagede den 70aarige indskrumpne Kone, hvis lille krumme Næse og fine Hage nærmede sig betænkelig til hinanden, med Strikkepindenes sagte Akkompagnement. Mens hendes Hu romantisk svævede hen mod gamle Tider og brustne Haab, voksede Strømpen sig realistisk stor. Dejlige Strømper af det fineste og blødeste Uldgarn, bestemte til hendes Julius, den sære Kaptejn, som han var bleven.

Hun gik aldrig ud, afslog alle Indbydelser, blev inde Sommer og Høst, Vinter og Vaar. Hun vilde altid være hos sin Søn, men han var næsten altid ude, næsten aldrig hos hende, og, naar han var hjemme, sagde han næsten aldrig et Ord, ikke en Gang, naar han var vred; for det havde han arvet efter sin afdøde Fader, at han ikke kunde taale, Maden kom ind fem Minuter efter det bestemte Klokkeslet, men hans Fader havde dog spist den under Skænden og Spektakel, men Julius tav, gik ud og spiste i Klubbens Restavration.

Fru Frick sukkede og saa endelig paa sin Strømpe. Hun var øm i Fingrene, og Strømpen var vokset saa godt, at den kunde have nok for i Aften. Gud - og Klokken var halv elleve. - Hu! Det var kvælende hedt trods de aabne Vinduer. Fru Frick aabnede Døren ud til Entreen og til Trappegangen.

- Julius kommer saamænd ikke hjem før Midnat, sagde hun til sig selv. Og saa har han saamænd ikke andre Ord til mig end: Jeg synes, Moder skulde gaa i Seng. - Og saa vil jeg høre ham spasere op og ned ad Gulvet den halve Nat... Ja, men han er anderledes,... der er noget helt andet i ham, der ligger meget dybt!

For mere end hundrede Gang hentede Fru Frick inde fra sit diminutive Skrivebord i sit Kabinet en Mappe frem. Paa dens blanke Omslag var der et lille Maleri af Roser og Forglemmigejer. Det havde Julius malet i sit sekstende Aar, da han gik paa Sorø Akademi, og havde foræret sin Moder Mappen til hendes Fødselsdag. I samme Mappe havde hun gemt alle de Breve, 29 hun havde faaet fra ham, og det var mange. Men siden han kom med i den afskyelige Krig, var de blevne færre og færre. Under hans Ferierejser som ældre Student og hans Permissionsudflugter i Løjtnantsdagene havde hun næppe hørt et Ord fra ham.

- Det er det kønneste af dem alle, sagde Fru Frick, da hendes Øjne faldt paa et gulnet Papir, som laa øverst i den opslaaede Mappe. Det kan jeg aldrig blive ked af at læse.

Det var mere end hundrede Gang, hun læste;
Sorø Akademi, 18. Januar 185..

Kære, søde Moder!

Som en Vandring gennem Ørken uden Spor af Udvej til en Oase med viftende Palmer og kølige Kilder har Tiden været siden de glade Dage i Ferien hos Dig. Ja, Glanspunktet i denne herlige Juletid, hvor jeg blev saa forkælet af min egen Moder, ja vistnok mere forkælet end nogensinde (og Du véd, det vil sige meget), var det nydelige, med min Moders sædvanlige fine æsthetiske Smag arrangerede Bal, som samme min Moders elskelige og utrættelige Taalmodighed afvristede en vis ældre Kancelliraad hans Tilladelse til. Jeg siger Glanspunktet, og siger det med en vis Emfasis (gr.: [x][x][x][x][x][x][x] i. e: Eftertryk), thi hele vort Hus straalede i Lysglans og forskønnede de i Forvejen saa skønne unge Damer, der svang sig til Kærternes Glans og Gigernes Klang. Ak kære Moder! Du er den eneste fortrolige, jeg har; her har jeg ingen Ven, thi hele det Hold, der skal dimitteres sammen med mig, ere nogle Ærkeprosaikere, hvis æsthetiske Sans søger Næring i Kasinovaudeviller. Derfor maa jeg gøre Dig mine "Confessiones" (i. e: Bekendelser) ligesom Kirkefaderen Augustinus gjorde Gud, og jeg maa gøre det paa et Gebet, som Delikatessen eller Pieteten muligvis ellers vilde forbyde mig at betræde Arm i Arm med min Moder. Jeg er jo nu i den Alder, da kvindelig Skønhed indvirker stærkt paa mig, og den Indflydelse vil sandsynligvis vokse i en arithmetisk Progression i en Aarrække endnu. Ja, paa dette Bal hjemme i Juleferien blev jeg rent tosset, da jeg saa alle disse hvide Halse og de dejlige Arme, skaarne som i Marmor, i Lyset; da jeg saa Blussene tændes i Øjnene og Roserne paa Kinderne, alt mens Dansen gik saa let hen over Tilje. Særlig interesserede E. S. mig. - Du drillede mig selv med hende; Du havde naturligvis dette fine psykologiske Blik, som i Følge Romanliteraturens Resultater synes at være 30 Mødrene ejendommeligt. Men, kære Moder, nu er det meget værre med mig end den Gang.

Den 10de dennes lige efter Ferien var her et af de mindre Baller, et Assemblé i Spisesalen her. Jeg havde engageret Frøken C. (Du gætter paa hende fra S-gaarden... nomina sunt odiosa!) til første Dans. Jeg vil ikke nægte, Hjærtet dansede med, men endnu kun i Valstakt. Da præsenterede min Kammerat Otto Lange, der som jeg er Gymnasiast, men kun i VIL b., mig for sin Søster fra København, hvor Faderen er Major i Artilleriet. Fuldt udvoksen, med Former, hvis Beskrivelse jeg selvfølgelig finder indecent at foretage for min Moder, med Øjne dybe blaa som Søen en klar Høstdag, med en Hud som Alabast, - o nej, ikke som Alabast, thi Sten kan ikke blive levende, og paa den Hals og de Kinder spillede i lysbestraalet Liv Dun som paa en moden Fersken... dog jeg standser. Jeg bør, jeg vil ikke gaa ind paa détails. Snart slog Hjærtet i hurtigere Takt end den vilde Hopsa vi dansede. Hvad vi talte om? Det var, som vore Røster fik en overjordisk Klang, som om de formælede sig med den udmærkede Musik (Regimentsmusik fra Næstved Dragoner)... og hun var en Dame med mange aandelige Interesser, havde abonneret i det kongelige Theater og kendte mange Træk fra de store Kunstneres Fru Heibergs og Nielsens, Michael Wiehes, Phisters og Rosenkildes Privatliv og havde i Selskabslivet talt et Par Gange med Chr. Winther. Jeg drømmer om hende Nat og Dag, men vær nu ikke bange, søde Moder! Jeg véd, at jeg skylder Dig at blive Student med Ære; jeg har lovet det, og jeg skal holde mit Løfte. Paa Giftermaal kan jeg jo ikke tænke i de første 10 Aar, og J. L. Heibergs blodige Satire i "De Uadskillelige" har vist mig Faren ved lang Forlovelse. Jeg er jo desuden ung, og Olga Lange er maaske kun, hvad Rosalinde var for Romeo, Julie dvæler maaske i Fremtidens Dæmring. Kun kan jeg i ængstelige Øjeblikke ræddes ved den Tanke, om der ikke i mig er noget af en Faust, en Don Juan eller en anden dæmonisk Skikkelse, thi de Kvinder! Men saa trøster jeg mig ved en Bøn til Hjærtekenderen. Og Tanken om min kære Moder vil desuden give mig Kraft til at modstaa Fristelsen.

Er Faders Humør bedre? Han var saa vred paa de Ejderdanske og talte for Helstaten. Det politiske Sk... (rent ud sagt) er mig det aandløseste af alt.

Vær nu ikke ængstelig for min lidenskabelige Sindstilstand; 31 jeg skal vide at beherske mig. Manden rører sig alt i mig. Tusinde Hilsener og en Mængde af den Slags Kys, som varme uden at brænde.
Din egen Dreng
Jules.

Fru Frick havde begyndt med at læse for sig selv, saa havde Stemmen ubevidst erbejdet sig frem, først som en Mumlen i høj Tonart lig Myggenes Svirren i en stille Sommernat, saa blev den lydelig artikuleret, blød som en Fløjteadagio, spæd som en ganske ung Piges Røst. Kun de hvislende s'er røbede, at Tænderne langtfra ikke vare fuldtallige. Og hver Gang hun læste de nu snart 30 Aar gamle Apostrofer til sig selv i Brevet, dirrede hendes Stemme, og Taarer gled sagte ned langs den fine og smalle Næse. Taffeluhrets Pendul dikkede et roligt Akkompagnement til den dystre, mystiske, fra Fortidens Grav opstigende Sjælemusik. Omsider hørte hun sin egen Stemme, smilede og blev ved at læse, glædede sig ved at høre Ordenes Lyd, dyssede sig i dem, lullede hver en Sorg, alle bitre Erindringer i Blund, sank hen i en Slags vellystig Rus som en Opiumsnyder.

Pludselig fór hun sammen med et Skrig som en opskræmmet Fugl.

Gennem den aabne Dør lød fra Trappegangen en Latter, raat gjaldende, kaad og trodsig i sin Klang. Hun blev fra den længst, længst svundne Fortid reven over i Nutiden.

Hun kendte den godt denne Latter. Hun havde i sin Tid inde i København hørt den en Gang i en søvnløs Nat lyde fra Sønnens Værelse, da han og Kammerater holdt Orgie med den Art Kvinder, hvis blotte Tilværelse var hende en Rædsel. Det var kun sket den ene Gang; thi Sønnen saa hendes Blik Dagen efter, havde læst i det, forstaaet det og havde til Gengæld i en Maaned været næsten lige saa god og kærlig imod hende som den Gang, han skrev Breve til hende.

Nu havde Latteren den samme Lyd som før - ja det var vel sagtens femten Aar siden, det skete, som hun sidst dvælede ved i Tanken.

Brat blev alt dødsstille; saa fulgte en ganske sagte Susen eller Strygen, der fortsatte sig op ad Trappen, saa faste Skridt af Støvlehæle.

Kaptejnen stod i Døren i Dæmring, en stærkt brændende 32 Cigars Refleks gjorde hans Ansigt endnu blegere og skarpere end ellers,

- Hvorfor staar alle Dørene aabne ud til Trappen? spurgte han barsk, som om han talte til en Rekrut.

- Det var saa varmt...

- Hvorfor sidder Moder i min Stue?

- Maa jeg ikke det, naar Du er ude?

- Jo vær saa artig - baade naar jeg er hjemme, og naar jeg er ude, Gud bevares!

- Har Du moret Dig godt i Aften?

- Hm - ja vel!

Hun listede sig til at se paa ham. Nej drukket havde han ikke; han saa forpint ud. Han lignede sin Fader, naar denne havde været mest arbejdsgnaven. Hun mumlede sagte og frygtsomt:

- Skal jeg hente Din Kontorfrakke?... For Du vil maaske...

Han gjorde samme Gestus til hende, som han i sin Tid henvendte til en Soldat, naar han tillod ham "at træde af", trak Uniformsfrakken af, gned hver Knap, holdt den op mod Lyset, børstede Klædet, saa Skulderdistinktionerne efter, om de var hæftede rigtig fast, gik forbi sin Moder uden at se paa hende, tog en Kontorfrakke ud af Skabet, iførte sig den, satte sig foran sit Skrivebord, skrev eller lod, som om han skrev. Moderen var tom Luft for ham, ligesom Kandidat Brinckmann havde været den hele Aften og Fanny Pramman den sidste Del af den i Apothekerens Have og Havestue.

Atter Dødsstilhed i et Kvarter. Da rejste Fru Frick sig, samlede sit Strikketøj sammen, sukkede stille og sagde:

- God Nat, Julius!

- God Nat!

Atter udstedte Kaptejnen Tilladelsen til at "træde af".

Et Øjeblik efter kastede han Pennen, lyttede skarpt indad mod Moderens Dagligstue... Hun maatte været gaaet til Ro. Godt!

Han rejste sig hurtig fra Stolen foran Skrivebordet, gik frem og tilbage i stærk Ophidselse, der bragte ham til at sparke til Stolene og til at kyle sin Cigarstump... ikke mod Kakkelovnen, som han først havde tænkt sig skulde være Kasteskytsets Maal, men som han skaanede af pludselig opdukkende, pebersvendeagtig Pertentlighedsfølelse - men ud af et aabent Vindue, helt over 33 paa Genboens Stentrappe, hvor den sprudede Gnister som en Troldkælling.

Hvad var det? Lys bag de aabne Vinduer i Kvistetagen i Huset til venstre for det umiddelbare Genbohus... Det var jo der, Postmesteren boede... Det var hans Gæstekammer... og hans Gæst var jo den... Tak!

Et Hoved kom til Syne i Vinduet. Kaptejn Frick mærkede Blomsterduft. Over det lille Stykke Haveplankeyærk mellem Genboens og Postmesterens Hus kunde han se i den lyse Nat Buskenes Blomster skinne hvidt. Det sang ud fra Postmesterens Kvist, dæmpet, men hørlig:

Du, som har Sorg i Sinde,
gak ud i Mark og Lund,
og lad de svale Vinde
Dig vifte karsk og sund.

- Tak! sagde Kaptejnen, slog Vinduet i, saa Ruderne klirrede stærkt og rev den nærmeste Stol om, saa den buldrede og og bragede mod Gulvet.

Det vilde endda have været en Lindring for Kaptejn Frick, hvis han havde kunnet, turdet eller villet klare sig, hvorfor han egentlig var saa yderlig opbragt. Men selv om han godt skimtede den rent elementære Grund til Harmen, var han altfor stolt, følte sig som en altfor overlegen Personlighed til paa nogen Maade at ville tilstaa for sig selv, at han brød sig det mindste om saadan en s..... Tøs som Apothekerens Fanny, eller at saadan en "bælget" Præstedreng kunde bringe den... naa... godt og vel fyrretyveaarige Kaptejn ud af den mandigsikre Holdning, som havde været samme Kaptejns Ideal i de senere Aar.

Dog kunde han ikke komme til Ro. Hvorfor? Han var dog gaaet sejrrig ud af Sommeraftenens Turnering. Alle de andre unge Piger havde omringet ham, da de skulde hjem, forargede, som de vare, over Fannys og Theologens Antydning af en Hyrdescene. De havde jo let ad hans Vittigheder om Nonnen og Præsten i Skriftestolen, om Kong Helge og Tangkjær i Badehuset, som rigtignok var en Dam, hvor Karudserne nippede dem i "Fodfingrene". Kandidaten var jo bleven i den Grad distanceret, at Postmesterens Datter var fulgt med Kaptejnens kvindelige Kompagni og havde ladet sin Faders Gæst sjokke ene bagefter. Selv havde jo Kaptejnen fulgt en af Blomsterne i Aftenens 34 Krans op ad Trappen... det var Asta Bertelsen, den nysselige lille sorte, Jernbanebillettørens Datter, havde kysset hende, havde følt, hvorledes hun var ved at synke hen i hans Favn paa Afsatsen mellem Stue og første Sal, og, hvis ikke den gamle Frue havde smækket Dørene op helt ud til Trappen, hvem véd, hvad Kaptejn Frick da havde opnaaet?

Han kom til at passere det gamle, fra Fædrenehjemmet arvede store Spejl, der fyldte Pillen mellem Vinduerne. Han vrængede pludselig ad sit eget Spejlbillede, højt, som en Gadedreng ad en Kollega.

Billettørens Datter!... Hm! Da han i sine Studenteraar var Huslærer paa en Gaard i Jylland, havde han sværmet for sine Elevers syttenaarige Søster, havde skrevet Sonetter til hende om Natten ved Tællelysets Skær; men hun var hemmelig forlovet med en Kammerjunker. Da han havde opsporet det, lagde han sig efter Mejersken og vandt hendes Gunst i højere Grad, end han egentlig brød sig om. Hele sit Liv havde han gaaet med et romantisk Sværmeri for den eller den, og det var mundet ud i en meget naturalistisk Erotik til en Tjenestepige eller til en Husholderske.

Kaptejn Frick fór sammen i Kuldegysning, da han hørte sig selv sige foran Spejlet:

- Jeg ligner min Fader!

Faderen! Den rasende Koleriker, der i vanvittigt Had mod, hvad der voksede op om ham af Mennesker og Tanker, havde prostitueret sig som Embedsmand, var bleven afsat fra sit Embede for Mishandling af Arrestanter, som havde pryglet sin Kone og sin voksne Søn, fordi de vare nationalliberale, og fordi de ikke vilde gaa i Kirke hver Søndag, han, som Herredets Bønder kaldte: den taav'lige Kancelliraad!

Kaptejn Frick følte Kvælningsfornemmelser. Han maatte have Luft. Han gik hen til Vinduet Men det var en ny Pine.

Der var Lys endnu paa Postmesterens Kvist. I Lyset indenfor tegnede Kandidatens Silhouet sig paa Dæmringsgrunden. Han sang bestandig, det Dyr! Kaptejnen skelnede Ord og Melodi, der svævede ud i den duftsvangre Sommeraften:

Op! blomstrende Herrer og Fruer!
Skalmejerne kalde til Dans,
hvor Kraften og Skønheden luer,
der flettes den sødeste Krans.
35 Højt Natten udstak sine Fakler,
den vinker til varmende Lyst;
Vid, Kærligheds søde Mirakler
ret læres kun Bryst imod Bryst.

Kaptejnen smækkede nu Vinduet i saa stærkt, at en Rude gik i Løbet Han var stolt, saare trøstet ved at kunne stemme Selvironien op til det Niveau, at han kunde sige højt i det tomme Værelse:

- Glarmester Klint tjener to Kroner i Morgen.

Egentlig syntes han ikke, det var vittigt, men han følte Trang til at le, og han lo. Han lo videre, da han hørte sig selv sige:

- Nu vil jeg i Seng... jeg vil... (og han satte en Ed paa det) og lo end mere, da han havde bandet.

Han sov ikke godt. Han drømte om sin Fader, Kancelliraaden og Herredsfogden. Han saa ham grine imod ham med sine smalle Læber og glat barberede Mund, hørte ham sige: He, he, min Søn Julius, Du, som var saa behersket, naar jeg rasede! Du har kun lært at være pæn, naar andre ser paa Dig, men, naar Du er ene, er Du arrigere end jeg. Husk paa de to Stoleben og paa Ruden!

Og han saa og hørte sin Fader grine med den uforglemmelige onde Latter.

VI.

Da Kandidat Brinkmann langt om længe havde mættet sig med Duft og Luft i Sommeraftenen, gik han i sin Seng i Postmesterens Gæstekammer og sov de retfærdiges Søvn.

Da Fanny Pramman havde siddet lidt med Hænderne over Knæet, i Natkjole, havde betragtet en Smule sine nøgne, kridhvide Fødder i de broncefarvede Saffianstøfler, havde forsøgt at tænke over Aftenens Begivenheder, paa Kaptejn Frick, Kandidat Brinckmann, paa Julie, Anna, Asta og Thora o. s. v., o. s. v., mens Søvnigheden og Trætheden lod alle Ansigter flyde ud i et stort fælles graat... ja, saa faldt Fanny Pramman i Søvn paa Sengekanten. Hun vaagnede og saa sin nøgne Fod, hvid og køn 36 i fuldt Lys fra Lampen. Hun fik en dunkel Forestilling om, hvor ækelt det havde været for Julie Spang, da hun faldt i Plænen; hun huskede, at hendes Tante Fru Kamp en Gang havde sagt til hende, da hun, Fanny, en hed Sommeraften af Fortvivlelse over Heden, havde erklæret, at hun vilde lægge sig splitternøgen i Sengen:

- Min salig Moder sagde, at hun aldrig vilde gaa i Bad, thi ingen pæn Dame kan taale at se sig selv nøgen. Det var overdrevent, men kønt.

Fanny lo højt i Søvne, syntes nok, det var noget Snak. Men maaske var der noget i det. For, hvis man tænkte sig, at... Kaptejnen eller Kandidaten... Uh nej! Fy!

Hun slukkede Lyset, sprang i Seng saa rask som en Frø i Vandet. Et Øjeblik summede og brummede Ord, der vare sagte i Løbet af Aftenen, om hendes Øre; men det var ogsaa kun et Øjeblik!

Hovedpuden krummede sig sagte om det lille lokkede Hoved som en Blomsterkrone, der lukker sig ved Aftenstid. Fanny Pramman faldt brat ned i Ungdommens trygge, drømmeløse Søvn.

Først da hun vaagnede, følte hun, at noget generede hende. Hvad var det? Hun maatte tænke sig om. - Nej, hvad havde hun gjort?... Ingen Ting!... Ja, men der var alligevel noget, der ikke var, som det skulde være. Hun søgte efter det, fandt det ikke, vilde søge videre, men opgav det, thi hun følte, at hun ikke turde finde det, selv om hun kunde. Saa slog hun Hovedet ned i Puden, saa det svuppede ved det, saa græd hun og kom til det foreløbige Resultat, at Verden havde gjort Fanny Pramman skammelig Uret... paa en eller anden Maade, som Fanny Pramman virkelig ikke nøjere vilde undersøge.

Naar saa den Stakkel endda havde kunnet være i Fred og sove videre, langt op paa Dagen. Men hun mere følte, end hørte, at nogen kom ind i hendes Værelse, mere mærkede end saa en Skikkelse for Benenden af sin Seng.

Uh!

... Ja, der stod Fru Kamp, i Natkjole, med Fletninger under Natkappen, med blottede Haandled, med udtrædende lyslilla Aarer paa de hvidgule, smalle, udadlelige Hænder.

- Nu maa lille søde Fanny staa op!

Den Replik havde hun hørt hver Morgen, saa langt hun kunde huske tilbage. Hun havde i samme Aarrække hver Morgen bedet en stille Bøn om at faa Lov til at klæde sig paa 37 i Fred, men Tilværelsens Magter, som altid havde været saa gode mod Fanny Pramman og havde ladet hende tilflyde saa meget, hun aldrig havde kunnet falde paa at bede om, havde aldrig opfyldt denne Bøn.

Mens Fanny besørgede sit Toilette, talte Tanten, Fru Kamp:

- Kandidat Brinckmann er et nydeligt ungt Menneske. Det er rart, at han er kommen til Byen. For Byen har virkelig havt Mangel paa intelligente Mennesker i de senere Aar. Bare Handelskommiser og Avlsforvaltere... og saa disse Fyre her paa Apotheket... Du ser sød ud, Fanny. Kys mig!

Fanny afleverede Kysset, som i hendes Indre formede sig til et Spørgsmaalstegn.

Hun samlede sig sammen, var paa sin Post. Tante Kamp anede ikke, at hun kom ind under en ung Piges skarpe, skaanselsløse Kritik.

- Kan Du egentlig lide Kaptejn Frick? spurgte Tanten og talede videre uden at afvente Svaret. - Ja, jeg har for Resten ikke noget imod, at Mænd har Erfaringer. Det skal de have. Men, jo færre Erfaringer, vi Kvinder har, desto bedre er det for os. Se, saadan en Mand som Kaptejn Frick, han er ude over den romantiske Kærlighed. Hvad? Hvad? Hvad? Hvorfor svarer Du ikke, Fanny?

- Ja, det er han vel nok, svarede Fanny, mens hun lod den store Svamp skylle en Vandstraale over hendes lille faste Jomfrubarm.

- Naa, ja... men Kandidat Brinckmann! Det er et ungt Menneske, akkurat, som de unge Mennesker var i den gode gamle Tid... Barn, hvor Du altid er tvær om Morgenen! - Nej, ser Du... Kaptejn Frick... Herre Gud, Barn! Hvad skal dog al den Sæbe til?... Ser Du, Kaptejn Frick er egentlig en ulykkelig Mand, han har aldrig fundet sit Ideal, og han er nu over den Alder, at han kan finde det. Han maa nu nøjes med noget mindre. Hører Du efter, Fanny? Han finder det aldrig, det Ideal,... aldrig, lille Fanny! Han er en tragisk Skikkelse... det mener han ogsaa selv... Saa, tag nu Kamisolen paa!... Naa og saa Chemisen!... Ser Du, Fanny, Kaptejn Frick trænger til en moden og fast Kvinde.

Fru Kamp slog et skarpt Slag med Knoen mod Fannys Toiletbord.

Saa talte hun videre:

- Men han gifter sig vist aldrig. (Hun sukkede). Nej... 38 han søger stadig efter Idealet. Jeg vil bede Gud til, at han finder det, men... Gud véd, om han gør det!

Fanny turde ikke sige, hvad hun havde Lyst til, skønt det brændte hende paa Tungen. Det var: I Vinter saa jeg godt, at Kaptejn Frick tog Dig om Livet ude i Entréen, og at Du spidsede Mund, men at han lo og saa op mod Gasblusset... og Du saa ikke, at jeg stod paa Skamlen i Dagligstuen og saa ud ad Glasruden, og at Kaptejn Frick og jeg gjorde Grimacer til hinanden. Aa, Du gamle! O, Moral!

Fru Kamp talte videre:

- Søde Fanny, gaa ned i Haven! Din The skal blive bragt ned paa Bordet foran Bænken ved Dammen. Kys mig, min Pige! Saadan! Overlad Dig saa til Dig selv - og, lille Fanny... tænk paa Din Fremtid.... Lad ikke din kære, søde (Fru Kamp sagde disse Tillægsord hurtig og koldt), Bedstefader angre, at han har anvendt saa meget paa din Uddannelse. Den maa dog samle sig i, hvad man kalder en moden Refleksion.

Fanny sang paa en improviseret Melodi:

- Bal, cal, cantal, caracal, carnaval, cérémonial etc. ere en Undtagelse, en Undtagelse!... en Undtagelse! og trallede: de tage s til sig i Pluralis i Stedet for aux.

- Ja vel, ja vel, min egen Fanny, sagde Fru Kamp, kyssede hende i Nakkehulningen og forlod Værelset, ret tilfreds med Samtalens Resultat.

For hun sagde til sig selv, at, naar unge Piger lod, som om de var allerkaadest, begyndte netop det dybeste at røre sig paa Bunden af deres Sjæl. Hun huskede saa tydelig fra sin egen Ungdom den Morgen efter Ballet, da hendes senere Mand, daværende Løjtnant Kamp, havde friet til hende, og hendes ældre Søster var kommen med generende Spørgsmaal, havde hun sunget i sin Seng:

Vor gamle Karo holdt en Støj.

Hun var fornøjet med sig selv, fordi hun vedblev at forstaa de unge saa godt; det var Bevis for, at hun paa en Maade var ung endnu.

Velstanden, det gode Humør, den gensidige Kælenskab, der var Atmosfæren i det gamle Apothek, havde frembragt en ejendommelig Trang hos det tre "herskabelige" Beboere til at fylde hvert Øjeblik paa Dagen med Smaanydelser. Apothekeren holdt 39 saaledes mange Slags Cigarer, som han sorterede med videnskabelig Grundighed, og han gjorde et omsigtsfuldt Valg, inden han tændte en, idet han tog Tiden paa Dagen, den til Frokost eller Middag nydte Hovedrets Karakter o. s. v. o. s. v. under Overvejelse, Fru Kamp, der havde Overbestyrelsen af Husvæsenet, gik altid og smaaspiste, og, da hun som en Følge deraf ikke havde Appetit til de regelmæssige Maaltider, fremkaldte hun deltagende Spørgsmaal om sin Helbred fra den gamle Kancelliraads Side. Hun følte sig smigret derved, mærkede ikke en Gang, at disse Spørgsmaal omsider blev kroniske under Kælenskabens Form, efterat Fanny en Gang skoggerleende havde betroet sin Bedstefader Grunden til Fænomenet. Men det blev en Aarsag til hemmelig Glæde over den gensidige Forstaaelse af det hos Husets ældste og dets yngste Medlem. Som to Børn traadte de hinanden paa Foden, naar Fru Kamp sad asketisk overfor al den gode Mad, som det gamle Apotheks Spisebord bugnede af.

Fanny stykkede Dagen ud i en Masse forskellige Smaaglæder: spillede en halv Time, læste saa en anden halv Time, besøgte Veninder i evig vekslende Orden, brød Venskabet med en for at styrte sig i Favnen paa en anden og for saa atter at skifte om. Hun flyttede gerne om paa Møblerne og Malerierne i Familjens daglige Værelser, og alt dette skete uden urolig Nervøsitet, uden feberagtig Fart; snarere ledsagede et halv indolent, halv ironisk Smil ad det hele, ad alt dette Legeværk.

Da hun nu i Dag var klædt paa, vilde hun have sin The ned i Haven, men ikke, som Tante havde sagt, i et af de smaa Lysthuse ved Dammen. Hun vilde slet ikke have den i noget Lysthus. Hun vilde have den ned i den ældste mest beskyggede og begroede Del af Haven, den, Apothekeren lod skøtte sig selv i Kraft af et æsthetisk Princip, at Vildnispartiet frembragte en virkningsfuld Kontrast til det andet Parti med de soignerede Plæner, fine Blomster og Træsorter.

Fanny beordrede da Pigen derned. Hun tog én Havestol til at sidde paa, en anden skulde tjene hende til Bord. Hun borede sig ind i et Vildnis af Hyld, Syren, Akacie og Gud véd hvad. Kølige Blade klapsede let hendes Kinder og Hals, inden hun fik ordnet sig der. Hvad skulde hun se paa? Jo, der var det uhyre morsomme (det fandt hun for Øjeblikket) gamle Gærde, der skilte Haven fra en ensom, kun halv bebygget Bygyde. Gærdet var et halv sammenstyrtet Stendige med tæt Mos paa de store Kampesten, et halv nedfaldet Stakit ovenpaa samme Dige, 40 overslynget og overspændt med Kaprifolier, Klematis, Brombær, Levninger af Espalierribsbuske, der endnu paa denne Aarstid hist og her stak nogle røde Bær op i hele den grønne Masse. Øverst oppe brød hist og her en rød Valmuekrone op mellem de halv liggende Gittertremmer og viftede som en skrøbelig Tændstikflamme i Blæsevejr.

Skjult bag Buske, kun med Synet frit til dette Gærde, tog Fanny Plads med den Beslutning ikke at tænke over, hvad der egentlig var foregaaet med hende i Gaar Aftes, eller rettere sagt ikke at tænke paa noget bestemt af, hvad der var sket, men vellystig nydende, fordybende sig i den hele Stemning med Svingning mellem noget lunt dyssende og pirrende berusende... ja, saadan at gennemgaa Aftenen, som en musikalsk Person lader et kønt Koncertstykke klinge igen for Erindringen Dagen efter Koncerten.

Stilheden blev kun afbrudt ved en Billes skarpe Kraller, der sagte raspede Løv og Blade, ved den svage Raslen af Tudsers spidsborgerlig vraltende Spaseretur over Gangen, ved en fra Gaden paa Opdagelsesrejser strejfende Kat, naar den klavrede op ad Diget, smuttede igennem de Steder, hvor Stakittet manglede Tremmer, og, uden selv at ville det, lod sine gulgrønne, glinsende Øjne flamme gennem den tætte Skygge, Planterne udbredte fra det tilgroede Gærde ud over den fugtig muldede Gang.

Der sad altsaa Fanny og var lige begyndt at "tænke" paa Gaarsaftenen.

Pst!... Der er noget! Er det den samme eller en anden Kat ude fra Gaden? Det rasler og pusler i Løvet; det knager endog, det halvraadne Træværk!

Nej, det kan ikke være nogen Kat!... Jo, der gloede et Par Øjne gennem Tykningen! Nej... jo! Men de var brune og blanke, ikke grøngule. Ratsch! Tre Tremmer raslede ned i Gangen ud over Planterne.

Fanny gav et lille, lige netop hørligt Skrig fra sig.

En graa, blød Hat fulgte Træstumperne; den rullede lydløst, let og elastisk tæt ned foran Fannys Fødder.

Med de brune Lokker i Uorden, gennemfiltrede af Blade og Stilke, med de blanke Øjne og de røde Kinder lysende i det fra Siden indstrejfende Sollys, stod Kandidat Sofus Brinckmann pustende i Gangen.

- Kik-kik, Frøken Fanny! Jeg kan godt se Dem.

41

De Ord vandt ikke helt ud Fannys Behag. De vare lidt for ugenerte. Hun følte det som en Pligt at være lidt tilbageholdende, blev altsaa siddende og hilste dameagtig, hverken nikkede eller smilede.

Kandidat Brinckmann syntes ikke at ænse eller give Agt paa hendes Holdning. Han stak Haanden ned i en indre Sidelomme paa sin Frakke, tog et Papir op, kastede det ind mellem Buskene, hvor hun sad; det gennemskar ihærdig de hindrende Blade og faldt lykkelig ned, strejfende hendes Knæ.

- Aabn og læs! sagde Kandidaten, før Fanny kunde faa besindet sig paa, hvordan hun skulde tage sig i Situationen, og, inden hun havde foldet det sammenbøjede Folioark ud, var Brinckmann allerede inde i Talens Fart.

Udnævnelse til Kapellan pro loco i Tersløv! Lige fra Eksamensbordet! Pastor Aalsgaard, den gamle Sognepræst giver 2000 Kroner om Aaret; der er en nydelig Kapellanbolig, lige til at flytte ind i. Glimrende Egn med Sø og Skov, brav Menighed, ingen Sekterere paa Egnen! En Idyl! Fra Salmesangen i Kirken - og der er Orgel i Kirken - og der er ogsaa Varmeapparat - fra Salmesangen i Kirken gaar jeg til Romancesangen ved Klaveret i Kapellanboligen! En klingende, dejlig Bro mellem Himmel og Jord. Frøken Fanny, hvor jeg er lykkelig! Jeg har følt Forsynets Faderhaand over mig. Havde blot mine kære Forældre levet!... Jeg fik Brevet, mens jeg laa i Sengen... jeg blev saa glad, at jeg nær havde glemt at bede en kort Bøn til alt det godes Giver... og saa fór jeg herhen. Jeg blev ført ligesom af en usynlig Magt; jeg maatte herhen. Gud vil gøre min Lykke fuldkommen; det føler jeg. Og... jeg vil omfavne alle Mennesker i min kære Fødeby, naar først...

Han standsede et Par Sekunder, lod Haanden glide gennem sin tætte Skov af Krøller og lod Øjnene glinse henrykt, saa et Spring over Gangen, et nyt Indbrud i Planternes kølige Verden ind til Fanny, og saa fulgte Fortsættelsen:

- Naar jeg først har sluttet Dig, Dig, som jeg elsker, i min Favn.

Hvis Fanny havde villet gøre Modstand, fik hun i al Fald ikke Tid til det. Brinckmanns Øjne brændte nu i hendes; hans varme Kind brændte paa hendes kølige, Læberne mødtes, inden hun fik gjort et svagt Forsøg paa afværgende at kaste sig tilbage. Og Kysset fik mange Efterfølgere; det var en Slags Vold, der udøvedes mod Fanny, der snart havde tabt hvert Spor af Evne 42 til Modstand. En Hede gennemglødede hende; et Øjeblik sank hun i Dvale i hans Favn.

Hun vaagnede i Rædsel. Rørte Hækken og Stakittet ud mod Gaden sig ikke igen? Kom der ikke et Ansigt - blegt, med vidt spredt Overskæg, grinende mefistofelesagtig, til Syne mellem Bladene? Nej?... Gud ske Lov! Hun var pludselig kommen til at huske paa Mefistofeles's Ansigt i Træet i Gounods "Faust". Men der var virkelig ingen.

Hun følte sig - mat - næsten gnaven, da Brinckmann løsnede sit tæt knugende Favntag. Hun følte hverken Kraft til at gøre det ene eller det andet. Der laa en Lammelse over hende. Hun var vred paa sig selv, skamfuld eller Gud véd hvad. Hun gav sig til at græde. Brinckmann græd med. Fanny kunde ikke lide det, men havde Lyst til i det mindste at vrisse lidt ad ham; hun kunde eller turde ikke.

- Og saa taler vi med Din udmærkede gamle Bedstefader og Din rare Tante, sagde Kandidaten smilende og tørrende sine Taarer. Hvad? Lige straks? Ikke sandt?

Han tog hende om Livet og vilde trække hende med sig. Han var hed som en Glød.

Fanny gjorde en overmenneskelig Kraftanstrængelse. Det lykkedes hende at artikulere et bestemt:

- Nej... det vil jeg ikke have.

- Aa, Du lille Romantiker! Du er sød! Du sværmer for nogle Dages Hemmelighed! Ja, som Du vil. Blot jeg kan tie med min Lykke! Aa... jeg trænger til at bede.

- Nej, nej, nej, sagde Fanny, da hun saa ham i Færd med at bøje det ene Knæ og løfte Hænderne. Det var noget jomfrueligt kysk i hende, som oprørtes.

- Naa, ja, ja, sagde Brinckmann lidt modfalden. Men tænk Dig... i min Henrykkelse over min Udnævnelse til Kapellan pro loco styrtede jeg herned, uden at ane, om jeg kunde træffe Dig, hvor eller naar jeg kunde søge Dig. Jeg kunde ikke vente; jeg fandt det prosaisk at gaa den almindelige Vej; jeg huskede det gamle Gærde, jeg klavrede op ad Stengærdet ude fra Pilenborgstræde... ind mellem Revl og Krat... en Fart ind i det gamle romantiske Land! Hvad? Ha... ha... ha! Og saa ser jeg det dejlige Ansigt glimte gennem Løvet, ligesom jeg kommer ind... ak, Du sad der som... nej... jeg vilde sige Rebekka ved Brønden... ha, ha! Nej, hun stod jo... og her var ingen Brønd. Men Du misforstaar mig ikke, naar jeg siger: 43 som en Nymfe i Skoven... eller hvad Du vil: som en... ja, ja... ha, ha! Som det dejligste, en poetisk Fantasi kan tænke sig. Og det Faktum sætter jeg op mod enhver Fritænker, som vil paastaa, at Forsynet ikke med sin Haand værner om og leder den enkelte, der tror paa det. Det eneste Bevis for Guds Tilværelse, som duer noget, er den personlige Erfarings Bevis.

Fanny var træt; hun vilde gerne dysses, og Kandidatens kønne, lidt beslørede Røst, hans Ord, der randt lig en sagte, med svagt hældende Leje, over runde Smaasten rislende Bæk, dyssede hende som et let narkotisk Middel. Det var hende, som var hun et ad den linde Strøm let glidende og smaat hoppende Blad.

Kun havde hun saa megen Selvbevidsthed eller Energi, at hun fik Brinckmanns og sin Vej drejet ind i et andet afsides, beskygget Parti af Haven. Det løb ud i et forholdsvis smalt Stykke, som endte med et tæt Plankeværk ud mod Torvet. Buske med røde og hvide Bær, gamle Frugttræer, Ribs- og Stikkelsbærbuske, et vildt groende Hindbærkrat opfyldte det. En smal Gang løb langs med et lavt Bindingsværks Sidehus. Man saa det næsten ikke for den tætte Vedbend, der klamrede sig op ad det og næppe lod skimte et Par tilgitrede Vinduer tæt ved Jorden. Denne Sidebygning rummede Laboratoriet. Der havde Fanny ikke været, siden hun var Barn, havde glemt dets Tilværelse til en Dag, da Kaptejn Frick efter en Middag havde foreslaaet Kancelliraad Pramman at vise ham og Gæsterne det. Men Kancelliraaden havde sagt: Nej, Damerne skal ikke ned i de sorte Gruber; for dem serverer jeg det ædle Metal forarbejdet. Han havde da nikket hen til Sølvbordopsatsen, holdt sit Glas Madera op mod Solen, bragt det til at glinse som Guld og udbragt en Skaal for Arbejdets skønne Resultater. Fanny havde ikke tænkt over det hele og huskede knap, hvor Laboratoriet var, tænkte heller ikke nu derpaa, da hun passerede forbi det, frem og tilbage, omslynget af Brinckmanns Arm og halv adspredt hørende paa hans Tales Rislen.

- Uh!... De skreg begge, baade Fanny og Kandidaten.

Et Knald, et glødende Lysskær, Klirren af Glas derinde! En Rude faldt klingende ud mod en Sten i Havegangen.

Nu var det et virkeligt Ansigt hun saa inde i Mørket; et blegt Ansigt med sort Helskæg, ikke mefistofelisk grinende, men sørgmodig-harmfuldt.

Hun hørte fra Gaarden paa den anden Side af den lave 44 Bygning Træsko klapre med hurtige Skridt og Stemmer tale i Munden paa hverandre. Men hun hørte det som i Drømme. Pludselig følte hun sig vaagen, besindede sig og kom til det Resultat, at det var Laboranten Vismanns Ansigt, hun havde set bag Flammen.

Hvor var Brinckmann?

Jo, de stod jo Haand i Haand, men vare løbne et godt Stykke bort fra Laboratoriet.

- Gaa, gaa! sagde Fanny aandeløs.

Hun hørte Brinckmanns Aandedræt pibe underlig i hans Bryst. Han stønnede vemodig-resigneret:

- Ja, det er bedst, jeg gaar.

Fanny løb gennem Havestuefløjens Værelser ind i Gaarden, uden at ænse, hvor Kandidaten blev af.

Hun fandt sin Bedstefader, sin Tante, et Par af de flaskeskyllende Koner og en Karl. Kancelliraaden ilede hende straks imøde med aabne Arme:

Mit søde, stakkels, lille Barn! Du er ligbleg og ryster som et Espeløv. Du har hørt det i Haven. Det er ingen Verdens Ting: Jeg troede blot, Vismann var mere - mere intelligent! mere au fait med Tiden o. s. v. Han har sat en Digereringsflaske med Kamferdraaber i paa vort nye Dampapparat, har ikke passet paa. Enfin... en Eksplosion! Ingen er kommen til Skade... Det er bare Stativet med Pistillerne, som er faldet ned, og saa er et Par Knærør og en Rude gaaet i Løbet... Det kunde have været meget værre... Kom, lad os saa spise Frokost! Ja vi var alle sammen lidt bange... Jeg kan ikke fordrage Sindsbevægelser. Men véd Du hvad, Agathe (han henvendte sig til Fru Kamp) vi har virkelig fortjent et Glas af vor gamle Bocksbeutel til Hummermayonnaisen,

Han henvendte sig til Personalet, vinkende med Haanden, og sagde:

- Tak, Børn!

Ved Frokostbordet saa Kancelliraaden, at Fanny var bleg og adspredt. Han sagde:

- Den Klodrian til Vismann! Han burde egentlig jages bort straks, naar han har ængstet min lille Fanny i den Grad. Ja, sikke nogle Idioter. Jeg gamle Mand følger med Tiden, anskaffer Dampapparater... og saa gør de unge Dumheder... Drik, min lille... for Vismanns Skyld... ha, ha, ha.

45

for hvis Du ikke inden en halv Time faar røde Kinder, saa faar han consilium abeundi. Ha, ha... Du kan faa Kaptejn Frick til at oversætte det Latin for Dig.

VII.

Fanny gik op paa sit Værelse paa første Sal. Hendes Veninder sagde rundt om i Byen, naar Fannys Værelse kom paa Tale, med en Blanding af Beundring og Misundelse, at Fanny ganske vist var Apothekets Datter, og Apotheket havde jo, saa længe nogen kunde huske i Byen, været det flotteste Hus i Byen, men derfor var hun dog ingen Prinsesse. Disse egemalede Paneler med indskaarne Spidsbuer, skilte ved riflede Pilastre med ioniske Kapitæler, som alt sammen naaede til lav Støttehøjde; det stoppede Hyndebetræk af rosenrødt Bolster oven over Panelet, det brede Træstykke mellem Bolsterbetrækket og Loftet, som en malet Egekrans udfyldte, Loftets Træbeklædning med Facetter og de i en forgyldt Draabe endende Knapper; de mange smaa Konsoler med Statuetter, alt det... ja det var dog overdrevent.

Disse Stemningers Dissonans havde Kaptejn Frick opnaaet at løse i en Latterharmoni ved et Middagsgilde hos Byfogdens. Thi Byfogden havde sagt, at det slet ikke var Renæssancestil, som Apothekeren paastod, at det var; det var Gothik; en Adjunkt fra Nabobyens Latinskole vilde hævde, at det var Rokoko; Kaptejn Frick sagde saa tilsidst:

- Nej, det er moderne Apothekerstil.

I et halvt Aar efter denne Dag smilede alle Byens Embedsmænd og deres Damer, naar de, nogle i Følge, gik forbi Apotheket og skottede op til første Sal, til Fannys Vindue og dets mørkegrønne Fløjels med broderet hvid Bort forsynede Gardiner. Ufravigelig kom da Repliken, snart fra en, snart fra en anden.

- Moderne Apothekerstil! Pst! Pst! Ikke mine Ord igen!

Der tyede Fanny nu op. Det kunde være dejligt nu at hvile sit Hoved op mod Væggens Hynder. Ja, det dæmrede endog op for hende, at, vilde hun i Fortvivlelse slaa Hovedet mod Væggen, vilde den venlig afbøde Stødet, akkurat som Verden i det hele havde gjort imod hende, saa længe hun havde levet.

46

Var det Kærlighed? Saa var Kærligheden noget skrækkeligt noget, naar den gjorde en saadan. For saadan havde Fanny aldrig befundet sig. Det, hun nu følte, var meget værre, meget smerteligere end den rædsomme Hovedpine og Angest, hun havde lidt af mellem sit fjortende og femtende Aar, da hun ræddedes for sine Tanker og for saa meget, der foregik i hende.

Først og fremmest det Ansigt, hun troede at have set imellem Gærdets slyngede Vildnis, Mefistofeles - Schrams Ansigt... og det andet, det virkelige Ansigt i det luerøde-grønlige Flammeskær med dets stupide, fæstnede Fortvivlelse... Saa den, hun nu var bleven forlovet med... thi hun var vel forlovet? Hun kunde i dette Øjeblik have kylet Sofus Brinckmann... ja... hvad skulde det være... Broncestativet med samt Ildtang og Ildskuffe i Hovedet. Ikke fordi hun ikke kunde lide ham, men fordi hun ikke kunde lide sig selv... fordi hun var bleven saa hed... saa ækel... saadan, som hun var bleven baade den første Aften ved Dammen og nu i Morges... og det var hans Skyld, for, hvis han ikke havde været, var hun aldrig bleven saadan. Kaptejn Frick havde ogsaa taget hende om Livet, og da havde hun ikke været saadan. Hun vilde ønske, hun aldrig havde set Sofus Brinckmann. Hvem skulde tænke, at den store Dreng, som hun havde leget med for mange Aar siden (hun syntes det var mange Aar siden) skulde kunne...?

Hun maatte tale med Kaptejn Frick! Nej, nej! Tænk, hvor ækel han var i Aftes!

Fanny græd som et uvornt Barn, der har en dunkel Fornemmelse af egen Uret, men arrigt skyder den over paa hele Jordkloden i det hele, og som, hvis Jordkloden havde kunnet rense sig for Skyld, vilde have skudt Skylden paa hele Planetsystemet.

Hyndebetrækket paa Væggen! Hun lagde sit Hoved op til det, kælende for det, som var det et Menneske. Det tog artig og galant mod hendes bløde Kind med sin faste Stopning, men hun følte dets ligegyldige Elasticitet som noget, der blot sagde: Vær saa artig, lille Frøken! jeg er til Tjeneste, men jeg er for Resten lige glad.

Fanny slog sine smaa Knoer røde mod Stopningens smaa Knapper, lo forbitret ad sin Barnagtighed, kastede sig paa den fløjelsbetrukne grønne Chaiselongue og smed sine Sko langt hen ad Gulvet.

47

- Uh! Uh! raabte hun. Er det saadan at være... for... lovet?

Det sidste Ords to sidste Stavelser slugte hun. De klang ikke ud.

Det rædsomste var, at hun begyndte at tænke, strængere, end hun var vant til, og at hun ikke kunde lade være, uagtet hun raabte til sig selv, at hun vilde sove. Men ingen lystrede lille Fannys Vilje, den, som ellers havde saa meget at sige i det gamle Apothek. Alle de andre lystrede Fanny. Nu kunde Fanny ikke faa Fanny til at lystre sig selv. Det var ikke til at holde ud.

Hun havde nydende leget med et Elskovsideal, alt i et Par Aar. Idealet var... ja saadant noget som Lord Byron. Ikke fordi hun den Gang forstod meget af Manfred, som hendes Lærer i Engelsk havde gennemgaaet med hende; men han, den yngste og livligste af hendes Lærere, havde fortalt hende Legenderne om Lord Byrons Liv, om hans og Vennernes Orgier i Newstead Abbey, da de drak Vin af Forfædrenes sølvindfattede Hjærneskaller, mens en Bjørn og en Ulv holdt Vagt ved Døren; om hans Rejser i æventyrlige Lande og hans Kammeratskab med Ali Pascha, om Bedrifter i Venezia, som Læreren dog ikke gik nærmere ind paa, men som Fanny grundede paa og søgte at gætte, ikke aldeles uden Held.

En saadan Mand kunde Apothekerens Datter fra Provinsbyen ønske sig. Vel falder der ikke engelske Pairer, der samtidig ere store Digtere, ned fra Rønnebærtræerne langs Alleen bag om Byen - det vidste Fanny meget vel; men saa hentede hun atter et Citat op fra sin spredte Læsning, fra Aforismerne i Søren Kierkegaards "Enten-Eller", det, at "Aladdin var stærk ved sit Mod til at ønske". Det følte Fanny, at hun havde Mod til trods nogen.

Kaptejn Frick var kommen til Byen, da Fanny var atten Aar. Hun var bleven opmærksom paa ham paa Grund af en Disput, hun havde hørt ham føre i Haven efter en lille Middag med hendes hidtil beundrede engelske Lærer. Kaptejn Frick havde, forekom det hende, rent slaaet Adjunkten af Marken, da denne vilde hævde, at Byron gik med Længsel efter Kristendommen i sit inderste Hjærte. Thi Kaptejnen paastod, at Byron var en Promethevs, var en Gudetrodser, med Sympathi for Kain og Satan. At ingen af dem beviste noget, men at begge blot vekslede Paastande, tænkte Fanny ikke over, men det hørte hun, at 48 Kaptejnens buldrende Bas rent overdøvede Adjunktens tynde og skarpe Tenor, som brugte Fistel, naar han skulde understrege sine Ord. Kaptejnen tog Troen fra Adjunkten, og Fanny gik over til Kaptejnens Tro; den var flottere og taprere. Kaptejnen havde opdaget hende, da hun stod lyttende, havde med byronsk Dristighed taget hende om Livet og reciteret:

Naar paa Vandet Maanen bæver,
naar i Græsset Orme brænde,
Blaalys over Graven svæver,
Lygtemænd paa Mosen rende,
Stjerneskud i Natten fare,
Ugleskrig hverandre svare...

Adjunkten, der kunde den engelske Tekst, sagde: Ja, vel! og klemte paa:

When the moon is on the wave,
And the glow-worm in the grass,
And the meteor on the grave.
And the whisp on the morass,
When the falling stars are shooting,
And the answer'd owls are hooting...

Men for Fanny kom der Liv i det med kraftig Stemme udslyngede danske Citat, akkompagneret af Kaptejnens Tag om hendes Midje, mens Adjunktens originale svagt henhviskede Verslinjer bragte hende til at mindes engelske Verber, han i sin Tid havde gennemgaaet med hende i Timerne.

Kaptejn Frick havde, naar han traf Fanny ene, helliget hende nogen Opmærksomhed. Den var stundom irriterende faderlig. Han kaldte hende ved Fornavn og sagde: "Mit Barn" til hende. Men saa kunde han ogsaa tale fornuftig og forklare hende, at Kvinden var den stærkeste Verdensmagt i Kraft af sin Svaghed, thi denne Svaghed betingede hendes Ynde, og for Gratierne bøjede selv Guderne sig; de vare de stille Styrere af Musernes Dans paa Helikon, skønt de holdt sig i Baggrunden; det kunde man se paa Thorvaldsens Relief. Fy med de moderne Blaastrømper med Blækklatter paa Fingrene!

Tidt havde hun været vred paa Kaptejn Frick, naar han ved Fru Kamps Indtrædelse pludselig havde overført sin Kur paa hende, eller naar han rent havde overset Fanny og fjaset med hendes Veninder, uden at hun kunde indse, at hun havde gjort 49 ham noget. Dog, det gjorde paa den anden Side Kaptejnen interessant, gaadefuld. Han lod ane uudgrundelige Dybder i sin Sjæl og sit Sind. Uvilkaarlig overførte Fanny nogle af Byronidealets Træk paa den danske Forstærkningskaptejn - især siden han havde sagt i en fortrolig Stund i det halvmørke Kabinet:

- Jeg interesserer mig i Poesien kun for Lidenskabens evige Trods, som jeg i Naturvidenskaben nærmest interesserer mig for de grandiose Jordrevolutioner.

Han, der ellers talte lutter Ironi, sagde dette med en tilforladelig Alvor, som fik Fanny til at tro, at Kaptejnens Interesser virkelig gik i den Retning.

Kaptejn Frick?... Elskede hun da ham? Nej, det var ikke til at holde ud. Han kunde jo være hendes Fader. Det havde han selv sagt saa mange Gange, naar han havde lagt sin Arm om hendes Nakke. Men hvorfor havde han saa tidt gjort det i Mørke, som om der var noget i, at en ældre Mand kærtegnede en ung Pige? Hvorfor blev hun vred, naar Kaptejn Frick behandlede hende faderlig?

Det bankede og dundrede i den lille forkælede og blødagtige Pigehjærne.

Hvorfor blev hun saa ækel ved Sofus Brinckmann, da han vilde bede? Hun kunde have slaaet ham i det Øjeblik. Og nu vilde hun ønske, at hun kunde bede selv, bede om Klarhed, om Lys i sit Sind.

Hun vilde mane religiøse Minder frem. De adlød ikke. Hun havde jo dog gaaet til Konfirmationsundervisning hos Byens rare gamle Provst. Ja sikken en uvorn Tøs, hun havde været! Hun havde havt en Trækanon med og skudt Ærter ud af den over paa Drengene lige over for. Hun kunde kun huske, at hun havde grædt den sidste Undervisningstime, da den gamle Mand med Taarer i Øjnene havde sagt:

- Børn! Om I end glemmer alt, hvad den gamle Præst har søgt at lære Eder, glem ikke det Ord: Et er fornødent!

Det samme Ord havde faaet Livets Glans for hende i Sofus Brinckmanns Mund. Ja, hvordan det end gik, hun vilde ikke tale med Sofus Brinckmann, før hun havde talt med Kaptejn Frick.

Ved Middagsbordet sagde hendes Bedstefader som ved en lykkelig Indvirkning af Fannys gode Genius paa ham:

- Herre Gud, Barn! Du er ikke kommen Dig efter 50 Skrækken fra i Morges. Vi maa se at faa fat i Kaptejnen i Aften. Han plejer at kunne muntre Dig. Fanny kunde have bidt Fru Kamp, da hun sagde:

- Bed hellere Kandidat Brinckmann! men trøstedes, da Kancelliraaden sagde:

- Nu var her unge i Gaar. Lad os nu faa lidt solidt! Jeg kan ikke leve af lutter sød Mad.

Fru Kamp sagde ved sig selv:

- Det har man for at være uegennyttig. Thi hun vilde ogsaa hellere have Kaptejnen. Hendes Forslag var alene i Fannys Interesse, mente hun.

VIII.

Kaptejn Frick mødte i Snorefrakke. Den klædte ham bedre, passede bedre til hans Figur end den rødkravede mere stive Uniform.

Efter at have hilst paa Kancelliraaden tog han med forceret Kraft Fru Kamp i Haanden.

- Av, hvor De trykker, Hr. Kaptejn! udbrød hun uvilkaarlig... Se, jeg er vis paa, der er en rød Plet paa min Haand. Men jeg kender det fra min afdøde Mand, som ogsaa var Kaptejn. Se, Kaptejn Frick!

- En Rosatinte i Liljens Bæger, sagde Kaptejnen.

Fru Kamp følte sig halv smigret, halv fornærmet, smigret over Ordene, fornærmet over Kaptejnens raa Klang i Stemmen og af hans efterfølgende korte Latter.

- Han er saa dobbeltsidig... saa dyb, sagde Fru Kamp ved sig selv.

Fanny sad i et mørkt Hjørne af Stuen, ængstelig som en Skolepige, der skal til Eksamen. Kaptejn Frick saa hende ikke; hun følte, at han vilde vifte hende ud af Stuen.

Kancelliraaden fortalte Eksplosionshistorien. Kaptejnen sagde, at han havde hørt den fortælle i Klubben i meget forstørret Form. Apothekeren sagde:

- Det værste er, at Fanny ikke har kunnet forvinde 51 Skrækken... Hvorfor sidder Du der i Mørket, min egen Pige? Kom og kys Bedste!

Fanny passerede med Vilje tæt forbi Kaptejnen paa Vejen til sin Bedstefader. Kaptejnen lod hende være Luft og udbrød med et Blik ind ad Spisestuens aabnede Fløjdøre:

- Det maa jeg sige! Østers paa denne Aarstid, Hr. Kancelliraad!

- Ja, de er naturligvis importerede i Is. Er hun ikke sød? sagde Kancelliraaden, mens han strøg sin Sønnedatters Haar.

- Har De læst Artiklen i -bladet om Opdragelsesvæsenet, Kancelliraad?

- Ja... den... jo... Er hun ikke sød?

Apothekeren vedblev med sine kærtegnende Strøg.

- De, Fru Kamp, som har været gift med en Officer, maa holde med den Artikel, sagde Kaptejnen. Den holder paa Disciplin, paa Klø, aandelig og legemlig, alt efter de forskellige Kulturtrin - en fornuftig Protest mod Blødagtigheden.

- Aa, jeg er bleven meget blødagtig med Aarene, sagde Fru Kamp og lagde Hovedet lidt paa Siden, men fortrød sin Ytring, da hun saa Kaptejnens Overskæg skille sig ad til et Grin. Hun sagde tørt:

- Bordet er forresten serveret.

Kancelliraad Pramman slap Fanny og sagde:

- Nu overlader jeg Dig til Kaptejnen som Borddame.

Men, inden han var bleven færdig, havde Kaptejn Frick i lynende Fart trukket Fru Kamp afsted under sin Arm. Fanny maatte gaa med sin Bedstefader.

Harme og Graad pressede hendes Strube sammen.

Kaptejnen dansede kaadt ind med Fru Kamp. Paa en forgyldt Konsol under et stort Spejl i Spisestuen stod en høj smal Glasvase med Blomster. Han havde selv foræret Fanny den til hendes sidste Fødselsdag. Fru Kamp stødte mod Konsolen. Hendes Ærme kom til at skrabe Vasen ned paa Gulvet, hvor den knustes i tusind Skaar.

- Om Forladelse, Hr. Kancelliraad! raabte han leende; Fru Kamp og jeg frembringer nok en værre Eksplosion i Apotheket end Laboranten i Formiddags.

- Aa, hvad! sagde Kancelliraaden, der aldrig havde tænkt paa Vasen og ikke huskede, naar og hvorledes den var kommen i Huset, men fortsatte straks: 52 - Av for en Ulykke! Er det Dig, som kniber mig i Armen, Barn?

Han saa op paa Fanny. Hendes Træk vare som stivnede i Krampe. Men den gamle Mand tog det for glad Ro og fortsatte :

- Naa, naa! Jeg var saa bange for, at Du ogsaa blev bange for det Rabalder. Fruentimmer, Hr. Kaptejn, det er noget rigtigt Postelin, som han siger, Jens Kristensen fra Farringløse, naar han kommer paa Apotheket og forlanger Snogefedt til Smørelse for sin Kones Daarligheder... Nej, sikken en Virtuositet i at spise Østers, Kaptejn! Ja, bi lidt! Jeg skal snart naa Dem, og saa holder vi Aaretag.

Kaptejnen saa op paa den gamle Apotheker med en næsten karikaturmæssig Spreden af Overskægget og de rudimentære Øjenbryn :

- Kan De æde med Lidenskab, Hr. Kancelliraad? sagde han leende.

Fru Kamp lo højt. Fanny saa paa Kaptejnen.

- Hm... m... m... ja. Man gør, hvad man kan, som Barnet sagde, da det o. s. v.

- Pst! Kancelliraad! Maxima debetur pueris reverentia.

- Ja, det er Skam rigtigt, sagde Apothekeren med en ængstelig Mine, thi det sidste Latin havde han ikke forstaaet... Naa, ja, spise med Lidenskab... ja... ja. Ser De... Lidenskaberne!... Nu er jeg jo snart en gammel Mand.

- Ja, men De har jo været yngre.

- Ja, den Gang! Død og salte Pine! Tal til mig om Lidenskaber, Kaptejn... Naa da! I de Tider var jeg... hu...!

Kancelliraad Pramman gjorde et Sæt, som vilde han springe op fra Stolen.

- Alt... alt skal gøres med Lidenskab, sagde De?... ja... Der er noget i det. Skaal, Kaptejn! Lad os to gamle varme Lidenskaberne op i os og lege, at vi er unge.

Han skænkede i de lave brede Glas. Den knitrende St. Péray skummede over Randene.

- Sød Fløde for gamle Katte, sagde Kancelliraaden videre og sugede Skummet ind. De ser helt grøngul ud, min gode Kaptejn! Om Forladelse, jeg sagde: Vi to gamle. De er ung endnu. Men jeg mente, vi to (han vendte sig til Fru Kamp, men blev ogsaa her skræmmet tilbage)... Nej, det er s'gu 53 sandt! Agathe er jo ogsaa et ungt Menneske. Fanny! Vi to gamle da. Skaal, min Pige!

Fanny gjorde en overmenneskelig Kraftanstrængelse for smilende at klinke med sin Bedstefader. Men Fjeren brast i hende. Hun tabte Glasset ud af Haanden. Sagte kogende flød den mousserende Vin hen ad Dugen.

Den gamle Apotheker saa med dum Forbavselse rundt om paa alle Ansigter. Der blev en lang Tavshed. Kancelliraad Pramman anede, at der laa noget abnormt i Luften. Han blev baade ængstelig og ærgerlig og rokkede frem og tilbage paa Stolen. Fanny sad og rystede som i Feber.

Kancelliraad Pramman havde i sit lange Liv ikke mærket til andet i sit Hus end Fred, Gemytlighed, Venlighed og Glathed. Selv Sorgerne, Dødsfaldene, havde kun fremkaldt Taarer, Omfavnelser og kærlige Løfter om at hjælpe at bære hinanden blødt gennem Livet. Hvad var dog dette herre? Hvorfor saa Fanny saadan ud? Hans lille søde Fanny! Og den rare, intelligente og gemytlige Kaptejn.

- Den forbandede Eksplosion! sagde Kancelliraad Pramman ved sig selv. Han havde nok en Fornemmelse af, at den muligvis ikke havde hele Skylden i den Uvejrssky, som rugede over hans splendide Aftensbord, men han var dog ret glad ved at have den Eksplosion til at skyde al Skyld over paa. Han bestemte sig til at give Vismann en ordentlig Formaning.

Men hvad kunde de vilde Fugle, som Fru Kamp i Tavshed havde serveret efter Østersene; hvad kunde den gode Chambertin, hvad kunde Isen og den gamle Madera gøre for det hele? Det var dog Synd, at det skulde gaa ud over dem!

Kancelliraaden tog til sig af alle disse Herligheder, i dyb Alvor og Tavshed. Men den lykkelige Egenskab i hans Temperament, Evnen til at drage Honning ud af alt, bragte ham til at tænke, mens han spiste og drak:

- Man kan i Aften nyde i Ro. Man bliver ikke distræt under Spas og Snak.

Han smagte og nød intensivt Hjerperne og Chambertinen, Isen og Maderaen og trøstede sig med, at "det Pirkeri" mellem Kaptejnen og Fanny, eller mellem Fru Kamp og Fanny, eller mellem Kaptejnen og Fru Kamp, nok drev over. Men den forbandede Eksplosion skulde Vismann rigtignok ikke have gjort for ingenting... Han havde Vagt i Nat, samme Vismann. Saa var der god Tid til baade at faa Kaffe og Cigar. Og Kaffen skulde 54 serveres ovre i Kancelliraadens Kontor paa den anden Side Apotheket. For i Aften vilde han være fri for Fruentimmerne. Det var dem, der var "pirkede" og skabede sig, og det var Agathes Skyld, det var han vis paa, for Fanny skabede sig aldrig.

Han gav sin Ordre til Kaffens Servering med en komisk Brøsighed og afvæbnede forud ved et Slag med sin store Haand en forudsat Indvending fra Fru Kamps Side. Han var lidt ked over, at Indvendingen ikke en Gang sporedes paa hendes Ansigtstræk. Kancelliraad Pramman, der ellers gav saa liden Agt paa, hvad der foregik omkring ham, lagde nu med en intet forstaaende Forundring Mærke til, at Kaptejnen smilende gav Fru Kamp et varmt Haandtryk til Velbekomme, men at han lod, som om han slet ikke saa Fanny.

- Oh, ho! Det er mellem de to, der er Krig, tænkte han. Men det er Synd af Kaptejnen at føre Krig med det lille søde Skind. Det skal han ikke have Lov til. Og han sagde højt: De glemmer vor lille Datter, Hr. Kaptejn... Fanny har strakt Haanden ud for at sige Dem Velbekomme.

- Mille pardons! sagde Kaptejnen oprømt, bukkede dybt og rakte Haanden karikaturmæssig langt ud mod Fanny, bøjede sit ene Knæ for hende, men gav hende en slap Haand.

Kancelliraad Pramman sagde ved sig selv: Gud ske Lov! Nu er alt godt igen. Bare ikke forcere Tingene!

Med Anerkendelse af sin egen Delikatesse sagde han til Fru Kamp:

- Fanny er træt. Lad os som sagt faa Kaffen over i Kontoret !

Damerne forsvandt hver til sin Side. En Pige bragte Kaffen over. Apothekeren vilde jage enhver Grille bort fra Kaptejnens Sind. Han tog ud af et lille Skab en underlig mangekantet Flaske og to smaa Glas og sagde til Kaptejn Frick:

- Hvis De nu faar en Benediktiner fra 1850... hvad?

- Kornelius Nepos er den himmelske Apotheker, ligesom Apollo er den himmelske Læge, sagde Kaptejn Frick.

Begge Herrerne sugede Kaffe og Likør og Havanacigar med Vellyst; den gamle Kancelliraad med naiv Vellyst, Kaptejn Frick med et satirisk Kryderi; han lo indvendig ad det gamle skikkelige Fæ.

- Og nu en Soldatervise, Kaptejn! En af de værste, sagde Kancelliraad Pramman.

Kaptejnen afleverede en med dæmpet Stemme. Det er 55 umuligt at nedskrive den. Den var i drævende Marschtakt, var af den mest kyniske Ugenerthed i Retning af det kønslige.

Begge lo, saa det raslede i Stuen; Apothekeren ad Visen, Kaptejnen ad Gammelmandens indvendige Fryd. Den gamle Kancelliraad skammede sig dog en ganske lille Smule over, at han var bleven saa henreven af den Slags Poesi. Da Visen var endt, sagde han:

- Ja... se, den Slags Viser sang nu Soldaterne i den ulykkelige Krig... naar de vilde forkorte de lange resultatløse Marscher. Men sang de ikke Fædrelandssange, naar det. gjaldt... saadan for Alvor... naar de gik i Døden.

- Nej, saa sang de s'gu ikke... jo... somme Tider, naar de var fulde. Saa blev de gudfrygtige, som Jeppe jo paastaar, at man bliver, naar man gaar mod Fjenden.

- Ja, ja, ja, Kaptejn! Grin De kun ad en gammel Idealist...! Jeg tror dog alligevel...

- Ja, det gør jeg s'gu med, sagde Kaptejnen.

- Bravo! Vi to forstaar hinanden. Kancelliraaden rystede Kaptejnens Haand.

- Og det... det... det med Fanny! Har De vel noget mod Fanny? Aa, vidste De, hvor det Barn er mig kært!

Taarerne randt ned i den gamle Apothekers graa Whiskers. Han maatte standse et Øjeblik. Kaptejnen trak sine Handsker paa.

- De maa ikke gaa, før De har... Hør... har hun fornærmet Dem, er det af lutter Ungdoms Ubesindighed... Er De vred paa hende?

- Jeg? Hvor kan det unge Barn fornærme mig?

- Nej, nej, nej. Det mener jeg med. Men De skal erklære for mig, før De slipper levende ud af dette Kontor, at min Sønnedatter er en sød Pige.

- Hun er en Seraf i Kerubernes Kor.

- Naa, ja, gamle Rad! De er en sej Ironiker. Men ved et Glas bryder Hjærteflammen ud. Skaal!

Kancelliraaden fulgte Kaptejnen ud gennem Apotheket. Derfra var Døren aaben ud til Gaden.

- Aa, Aftenen endte jo rart, mumlede Apothekeren. Mandfolk ser mere storartet paa Tingene end Fruentimmer.

Pludselig faldt det ham ind, at der endnu var noget kedeligt, noget ubehageligt tilbage for ham, før han kunde nyde den ærlige Arbejders Hvile.

56

- Vismann skal afrøfles! Jeg gør det nødig, men det er min Pligt. Min Pligt! raabte han højt med Stridstrompetens Myndighed.

IX.

Kancelliraad Pramman følte sig i det Mod, som ofte kommer op efter gode Drikkevarer, paa det Punkt, hvor Rusen næppe har meldt sig, men hvor Livsfunktionerne spille livligere end under almindelige Forhold. Han glædede sig over sig selv og fandt, at han dog holdt sig forbandet godt.

- I Besiddelse af min fulde, min usvækkede Manddomskraft - det er jeg, mumlede han, mens han saa sig om i Apotheket og følte sig hjemlig og sikker til Mode ved at indaande den krydrede Duft i Rummet, den, han var opvokset i. Han inddrak af denne sammenstrømmende Parfume af alle Apothekets forskellige Ingredienser en Taknemmelighedsfølelse mod Tilværelsens Magter, en Art Religiøsitet. Det var jo hans Rigdomskilde, som flød i disse Duftbølger. Han indaandede paa en Gang Myndighed og Humanitet af dem. Han følte sig stærk og mild nok til at give Vismann den af Situationen fordrede Irettesættelse. I et Spejl saa han, at han var en køn gammel Mand, at hans Whiskers saa ud som et tæt Bundt Sølvtraade... han blev staaende et Øjeblik foran det lange smalle Spejl. Hans Øjne havde virkelig et mildt og humant Udtryk.

- Gud, hvor jeg egentlig mener hele Verden det vel! Det maa være en ren Æsel, som kunde tænke paa at gøre den gamle Kancelliraad Pramman Fortræd! Hvor kunde det dog falde Vismann ind ikke at passe paa den Dampkedel og den Digereringsflaske? Vismann, som jeg tog ud fra Fædrehjemmet, hvor hans Fader, den fordrukne Bødker, pryglede hans Moder, Strygekonen! Og paa Præstens Anbefaling betalte jeg jo for ham til et Kursus til Præliminæreksamen, og siden laa han i København paa min Regning, da han læste til farmacevtisk Eksamen... Hm, ja siden har jeg Skam ikke tænkt videre paa ham... men nu maa han selv kunne lede sin Udvikling... ha, ha, ha... siden 57 han allerede nu, et Par og tyve Aar gammel har det gevaltige Skæg... Men en Røffel skal han min S'æl have, det Dyr!

Kancelliraad Pramman rømmede sig højt. Den klangfulde Brystlyd gav ham end mere Troen paa egen Kraft... Naa... han behøvede ikke engang at aabne Døren ind til Værelset til Gaarden, hvor den vagthavende laa. Der behøvedes altsaa intet energisk Greb i Laasen. Kancelliraad Pramman vilde næsten ønske, at han kunde have indledet Scenen med et saadant. Det vilde have givet hans Intrædelse mere Aplomb, givet hans første Repliker en vis Sangbund.

Han kom til at mindes, at han vel ikke i tyve Aar havde betraadt dette Rum, mindedes de hvidkalkede Vægge, det lave Loft, den gamle Hestehaarssofa og det umalede Fyrrebord.

Nu skød Lampelyset sig derfra gennem Dørsprækken ud i det halvmørke Apothek, hvor den nedskruede Gasflamme aandede smaapibende asthmatisk oppe under Loftet. Paa et Par store Porcellænskrukker faldt Lyset. Apothekeren stod just og formede Indledningen til sin Tale, da de store, klart læselige Indskrifter paa Krukkerne forstyrrende skar ham i Øjnene.

Ja, det havde han saa ofte set... det vidste han meget godt hvad var. Hvorfor grinede disse Indskrifter med deres abbrevierede Faglatin saa spodsk imod ham?... Den Hvalp til Vismann! Folk sagde, at han var et godt Hoved. Men hvad er jeg da? Kancelliraaden rettede paa de smaa stive Flipper og skurede Hagen mod det store Atlaskes Halsbind, fandt sin Holdning ved en lykkelig Indskydelse og, trodsende de satirisk udseende Krukkepaaskrifter, slog han Døren til Vagtværelset op paa vid Gab.

Kancelliraad Pramman havde baade været i Frankrig og Italien. Ganske lidt vinpaavirket, som han var, spillede hans erindrende Fantasi sagte guldfiskeagtig med Halefinnen. Han mindedes hvide Klosterceller, hvor kun et enkelt lille gudeligt Billede smykkede Væggene, og en langskægget hvid Karthøjsermunk foran et lille Bord under et Krucifiks.

I den varme Sommeraften havde Vismann klædt sig af og sad i sin lange Natskjorte i den haarde Sofa med de runde Endepølser ved den lille med grøn Skærm forsynede Petroleumslampe, under et lille Fotografiportræt - det eneste, der afbrød den kalkede Vægs Ensformighed. Han læste saa ivrig i sin Bog, at han ikke mærkede, at hans Principal traadte ind. Han var nærsynet og holdt sit Hoved saa tæt ned over Bogen, at hans lange 58 usædvanlig tætte Skæg krummede sig om Bogens Rand og væltede ud over Bladet. Den ene Haand arbejdede stadig i den store tætte Haarmanke.

Kancelliraad Pramman var nogle Sekunder om at opdage, at det halv romantiske fremmede Indtryk i Retning af det karthøjseragtige, som hans Laborant gjorde paa ham, skyldtes et saa ordinært Klædningsstykke som en lang Natskjorte, og at Virkningen nærmest skyldtes, at Ejeren lod den hænge ned uden paa Underbenklæderne. Den gamle Apotheker følte en stor Trang til at le og en tilsvarende stor Vanskelighed ved at holde den alvorlige Principalstemning vedlige. Han samlede sig dog til en trompetagtig Rømmen; den bebudede paa en ikke uheldig Maade en Alvorsmands Optræden.

Den unge Mands store nærsynede Øjne løftede sig fra Bogen. De havde et Udtryk, som bleve de pludselig manede ud fra en anden uhyre fjern Verden og havde svært ved at orientere sig i denne.

- Aa-aa..., sagde han forlegen, vilde gøre pligtskyldig Honnør ved at rejse sig, blev forfjamsket, da han fik Bevidsthed om sin Negligé og mærkede Natskjorten om sine Knæ. Forfjamskelsen gik over til fuldstændig Forvirring, da han saa sine Benklæder hænge ridende paa den ene Sofapølse med Selerne slæbende hen ad Sædet.

- Det er en underlig Dragt, De sidder i, naar De har Vagt, sagde Kancelliraaden, bidende sig i Læberne for ikke at le.

- Det er saa varmt... men...

- Træk Benklæderne paa, Vismann... og stop den... det Kropstykke ned...

- Ja... jeg... om Forladelse!

- Saa en Frakke paa!... Saadan! Hm, Vismann! Hvad er det for et stort Værk, De læser i? Hvad Fa... hvad? Læser De Søren Kierkegaard? Kan De forstaa et eneste Ord af ham?

- Jo... o... med meget Arbejde...

- Det er urimeligt, at De anstrænger Dem med den Slags Læsning. Det røver Kræfterne fra Deres egentlige Arbejde... det forstaar sig, jeg, jeg specielt sætter megen Pris paa, at Folk uddanner sig ved Lekture i vor fortrinlige Literatur, men... Søren Kierkegaard!... Hvad, og der ligger en Bog om ham... af... naa! Men er De fra Forstanden, Menneske? Den 59 Forfatter vil jeg ikke se i mit Hus... Ja, jeg dømmer ikke den nye Retning, men...

- Men?... sagde Farmacevten uden Forlegenhed og saa sin Principal skarpt ind i Øjet. Denne blev ret glad over Afbrydelsen. Den hjalp ham over paa hans Plans Hovedlandevej,

- Den forrykker Hovederne paa yngre og umodne Mennesker. Nu forstaar jeg den yderst slemme Katastrofe fra i Formiddags. Vismann! Véd De af, at den Slags Uagtpaagivenhed havde jeg en Art Ret til ikke at vente af Dem. Jeg har havt megen, saare megen Fortræd af den.

Farmacevten maa have røbet sin Studsen ved et Blik eller en Bevægelse, thi den gamle Apotheker blev smækvred og sagde:

- De ræsonnerer over mig og kritiserer mig, Vismann! Naturligvis... jeg er en gammel Pedant, og det hele er en Bagatel! Men ingen Pligtforsømmelse er en Bagatel for et Pligtmenneske som mig. Men Menneske dog! Ler De ad mig... Deres Principal... og lidt mere til, hvis ikke min egen Stolthed og Delikatesse bandt min Tunge.

- Det kunde aldrig falde mig ind at le ad Dem. Jeg har heller ikke gjort det. Kancelliraaden maa have set fejl.

Der var en Sandhedens Myndighed i den rolige Stemmeklang. Kancelliraad Pramman følte det og erkendte, at han havde lavet denne Overgang, fordi han trængte til at larme. Nu fortrød han det. Blødt og let til Overgange var hans Sind altid, end mere i dette Øjeblik, da det var paavirket af noget ubehageligt, og Vinen havde givet det slappere Tøjler. Han kunde ikke tvinge Taarerne tilbage. Der randt en fra hvert Øje med stor Fart ned i hans hvide Skæg.

Farmacevten havde faaet Brillerne paa og kunde se det. Han blev lige saa blødhjærtet som Principalen, men fik Mod med det samme.

- Hr. Kancelliraad! sagde han, kan De huske, at De for to Aar siden, Nytaarsdag, da alle Deres Folk som sædvanlig vare til Middag hos Dem, kan De huske, at De indledede Deres Tale saadan: Jeg er nu engang Idealist?

- Nej, det kan jeg s'gu'nte huske, Vismann! Men naturligvis har jeg sagt det, naar De siger det. Og jeg er for Resten ogsaa Idealist.

- Ja, Hr. Kancelliraad! det Ord varmede mig helt igennem.

- Aa, det var Vinen, Vismann! Hvad?

- Jeg drak ikke ret meget, for jeg bryder mig ikke om Vin.

60

- Bondetamp! mumlede Apothekeren, men Vismann hørte det ikke og gik videre.

- Jeg havde tidt hørt og læst om det Ord Ideal og havde aldrig faaet det klart forstaaet

- Det er s'gu heller ikke saa let at definere det, sagde Kancelliraad Pramman.

- Men heldigvis var Adjunkt Kronmann fra S- til Stede ved Middagen. Efter Kaffen spurgte han mig, om han ikke kunde komme ud og køle sig i Apotheket, og der bad han om en Sodavand.

- Det var der da ikke noget videre idealt ved, sagde Apothekeren og tændte en frisk Cigar over Lampeglasset.

- Han satte sig ind her i Vagtstuen. Det er saadan en rar, stille Mand. Jeg fik Mod... til at spørge ham om, hvad et Ideal var.

- Saa har De vist havt en ganske lille en paa Lampen... jeg mener, De har været lidt eksalteret, Vismann!

- Ja, det tror jeg nok, jeg var, Hr. Kancelliraad! det tør jeg ikke benægte. Hr. Adjunkt Kronmann saa paa mig og sagde... ja, jeg fik ham til at gentage det... for jeg vilde skrive det op i min Noterebog... han sagde: Deres Ideal er det Billede af Dem selv, som De har i Deres bedste Øjeblikke, Deres sande Væsen, det som De kan nærme Dem imod, hvis De arbejder uden at spare paa nogen af Deres Evner, altid er sand, først og fremmest sand mod Dem selv og andre.

- Ja, det er meget kønt, sagde Apothekeren og kvalte en Gaben. Adjunkt Kronmann er en meget dygtig Mand.

Kancelliraad Pramman var i en blandet Stemning. Han følte, at han egentlig blev ledet bort fra sit Hovedthema, at han gav los paa sin Myndigheds Tøjler ved at blive saa familiær med den unge Laborant og lytte til hans Hjærteudgydelser, men nysgerrig var han som alle beskæftigede Lediggængere og havde nok Lyst til at høre nyt, ikke mindst, hvad der foregik bag Kulisserne i det Theater, hvis Chef han var. Disse Bølgebevægelser foregik i den gamle Apothekers Sind, alt mens Vismann talte videre. Og, hvad der kunde være af stridige Strømninger i bemeldte Sind med Hang til at hvirvle Fyren til Side med principalagtig Storhed, blev pludselig rent lammet. Thi, mens Kancelliraaden halv hørte, halv ikke hørte Farmacevtens videre Udvikling, opdagede han hans to store troskyldige Øjne mellem Haar- og Skægmanken. Alle Stemninger, der kunde 61 rummes i den gamle Mand, vare af Dagens Sindsbevægelse og af den nydte Vin pressede saa tæt op til Overhuden, at de havde let ved at sive ud. Vismanns Øjne tvang det sentimentale frem gennem Apothekerens Porer. Han sagde til sig selv:

- Sikken han ser paa mig! Gud forlade mig!... men han ser lige saa kønt paa mig som Fanny... da hun var lille.

Vismann havde ogsaa faaet Mod. Han fortalte, hvorledes Adjunkt Kronmann havde sagt ham, at Søren Kierkegaard var den Mand, der havde løftet Ideens Fane højest, at det var ved Studium af ham, at Kronmann i sin Tid ikke havde benyttet sig af sin theologiske Eksamen med Laudabilis, fordi Søren Kierkegaard havde paavist Kristendommens og Kristenhedens absolute Uforenelighed. Som alt sagt: Kancelliraad Pramman saa paa ham, hørte, uden at forstaa, var i Grunden ogsaa lige glad. Han gik op og ned i Værelset, rygende paa sin Cigar, tænkte et Øjeblik paa at byde Vismann en... men betænkte sig. I Privatværelserne kunde en saadan Nedladenhed forsvares, ikke i Apotheket og dets Appertinentia. Han smagte velbehagelig paa det sidste Ord. Vismann talte videre:

- Saa kom Kaptejn Frick herind...

- Saa? saa? saa-aah? sagde Apothekeren. Og hvad sagde Kaptejn Frick? Talte han med... Dem?

- Ja, med Adjunkt Kronmann og mig!

- Saa-aa? Gjorde han ikke Nar ad Dem?

- Det tror jeg ikke... Ja, han spøgede jo nok, som han altid har gjort, naar han har truffet mig i Klubben. Men det er en meget interessant Mand.

- Ja, det tror jeg, Vismann! Det er han rigtignok. Død og Pine! Hvad sagde Kaptejn Frick! Hvad, Vismann?

- Han talte med saadan en Iver, han dundrede saadan i Bordet, at begge Sodavandsflaskerne faldt ned og knustes.

Kancelliraaden lo og mumlede:

- Skulde Kaptejnen være bleven lidt anløben den Nytaarsdag? Han taaler ellers en Pokkers Hoben Vin. Men jeg skænkede jo rigtignok af den gamle Madera til sidst, den med den fine Syre.

Apothekeren klaskede med Tungen og tilføjede som drømmende :

- Fra 1851... Naa, men hvad sagde Kaptejnen, Vismann?

- Han gik lige ind paa Livet af mig... og paa Adjunkt 62 Kronmann. Han sagde til Adjunkten, at der var nogle Idealister af den Slags som Licentiaten i Poul Møllers "En Students Eventyr", og det var... hvad var det nu... det var, sagde han, en Typus paa dansk Idealitet, de, der bare kunde vrøvle og sludre om Idealer.

- Meget godt sagt, Vismann! Jeg er enig med Kaptejn Frick.

- Og han sagde, at den Slags Idealister fandtes især blandt Adjunkterne ved Latinskoler.

- Saa-aa? Den var slemt lagt ud, Vismann! Hvad sagde Kronmann?

- Han dukkede sig ned og nikkede. Men saa talte Kaptejnen om, at de rigtige ideale Mennesker, det var dem, der viste Selvfornægtelse, dem, som skjulte sig i tarvelige Stillinger og arbejdede i Stilhed, dem, som aldrig løj hverken for sig selv eller andre. Men, sagde han, vi andre er nu en Gang forkludrede af Vrøvl; vi maa tale med de unge, vi maa hidse dem op til modig at vove alt for det højeste, til altid at sige Sandheden helt ud. Saa spurgte jeg: Hvor skal jeg lære det, Hr. Kaptejn? Saa svarede han: Af Søren Kierkegaard og Henrik Ibsen. Og siden den Tid har jeg læst alle Henrik Ibsens Skrifter. Men ham kan jeg ikke blive klog paa. Han lader altid det ideale gaa under, Hr. Kancelliraad!

Farmacevten saa sørgmodig ud. Kancelliraad Pramman, som aldrig havde læst et Ord af Henrik Ibsen, fandt dog Trang til at afgive en kyndig Dom. Han sagde:

- Ja, de Normænd er nu èn Gang nogle sære Fyre. Jeg holder paa Christan Winther... o... o... g (tilføjede han sagtere og mere usikkert) Carl Ploug. Men (her blev hans Stemme sikrere) jeg kunde godt lide, at Søren Kierkegaard sagde Præsterne Besked... Men hvad videre, Vismann? Hvad videre?

- Saa har jeg læst Søren Kierkegaard. Men jeg kan ikke forstaa hans fremmede filosofiske Ord. Kun... kun...

- Kun... kun...?

- Naar han taler om Kærligheden, begejstrer han mig.

- Hæ-hæ-hæ! Ja, det tror jeg s'gu nok, Vismann! Apothekeren efterlignede Farmacevtens spidse sjællandske Udtale af e i Samlyden ej. Naa saa begéjstrede han Dem? Hvad Vismann?

- Kaptejn Frick lo ogsaa ad mig, fortsatte Laboranten troskyldig.

63

- Ja, for det er s'gu noget, som han forstaar sig paa, den Frederik Barbarossa.

- Ja, det kunde jeg mærke, Hr. Kancelliraad!

- Kunde De det? Hæ, hæ, hæ! Vismann!

- Kancelliraaden taler saa venlig og saa muntert med mig, sagde Vismann og saa taknemmelig op mod den gamle.

Apothekeren følte disse Ord som et Memento om ikke at blive for gemytlig lige over for sin underordnede. Han sagde køligere og fornemmere:

- Ja, siden jeg har havt Lejlighed til at tage mig af Dem, omtrent fra De var Barn, saa - saa... maa jeg ogsaa kende Dem... saadan... dybere... psykologisk, som det hedder. Det er derfor, jeg spørger Dem om, hvad Kaptejn Frick har sagt Dem; det er derfor, jeg vil vide, hvad De læser. Men det er ogsaa den eneste Grund, Vismann! Kancelliraaden spaserede fra nu af op og ned ad Gulvet, sugende paa sin Cigar.

- Ja Tak, tusind Tak, Hr. Kancelliraad! En Søndag, da jeg havde fri i Foraaret, gik jeg ned i Læseforeningens Have. Det var en køn Formiddag, og de friske Krokus saa ud som smaa Guldfingerbøller.

- De bliver Fa'ens literær, Vismann! Ha, ha!

- Om Forladelse, Hr. Kancelliraad... men det var saadan en køn Foraarsdag. Sollyset gnistrede i hver Vandpyt...

- Ja vel... ja vel, Vismann! Spring alt det over!

Farmacevten følte sig lidt krænket over, at Kancelliraaden slet ikke satte Pris paa, at han gennem sin Læsning af moderne Digterværker havde faaet Sans for landskabelige Beskrivelser. Men det gik op for ham, at han ogsaa havde læst hos Kritikere af den nye Skole, at de gamle hverken havde Sans for Lys eller Farve, og han tilgav i sit Hjærte højmodig Apothekeren. Han knækkede i en Fart Halsen paa den fremdukkende literære Forfængelighedsdjævel og sagde:

- Jeg tænkte bestandig paa det med Idealet, og det sagde jeg til Kaptejn Frick, for han kom ned i Haven og bød mig at drikke en Sodavand med...

- Med Kognak i, afbrød Apothekeren; ja vel, ja vel! Videre!

- Ja, med Kognak i, Hr. Kancelliraad! Kaptejnen spurgte, hvad jeg tænkte paa. Jeg svarede ham, at det, han havde sagt Nytaarsdag om Idealet, kunde jeg alligevel ikke rigtig faa samlet saadan, at jeg kunde forstaa det.

64

- Herre Gud, Vismann! Det var naivt... det var meget kønt. Det er mig kært, at De indvier Deres Fritid til slige Tanker. Vent lidt, Vismann!

Den gamle Kancelliraad fik et Minde kaldt frem om sine unge Dage, da han var forelsket i sin kære afdøde Hustru, mens hun spillede Viva og han Student Kejser paa en Dilettantforestilling af "Recensenten og Dyret". Uvilkaarlig kom han til at nynne:

Kære Ven! Som en Fugl, der forlader sit Bur,
skal jeg sværme med Dig i den unge Natur.
I det Telt der hos Pelt, hvor der vajer et Flag,
Du ser mig i Eftermiddag.

- Evig ung i mit Sind, sagde han til sig selv, Herre Gud, vi er alle Mennesker, Principalen som hans ringeste Tjener. Han gjorde en Drejning paa Hælen, gik ind i sit Kontor, tog Maderaflasken og et Glas... thi selv drikke med Vismann vilde han ikke, kun byde ham et Glas Madera... gik tilbage, skænkede og sagde: "Værs'go, lille Vismann! Det er godt til at vaage paa", tog sit Cigarfutteral op, bød ikke Vismann af det, men pillede en Cigar ud, kastede den paa Bordet og sagde igen: "Værs'go, lille Vismann! Den bliver Dem vel ikke for stærk?"

Vismann saa op paa sin Principal, der med en rund nedladende-venlig Haandbevægelse vinkede Mod til ham. Da Vismann havde nippet til Glasset, spurgte hans Øje Apothekeren, om han turde gaa videre. Apothekeren nikkede. Vismann drak ud. Den gamle Apotheker lo med den kærlige Overlegenhed, hvormed en flot Giver, som en enkelt Gang spenderer en halv Pægl sød Fløde paa en Kattekilling, betragter Dyrets inderlige Velbehag over den uvante Lækkerbidsken. Men han vilde ikke sætte sig. Han fortsatte Gangen op og ned ad Gulvet, rømmede sig og sagde:

- Ho-o-h! Naa, hvor var det vi slap, lille Vismann?... Naa, var det med Idealet! Naa, ja. Og Kaptejn Frick oplyste Dem om, at Idealet egentlig var et Pigebarn? Hvad?

- Ja, han sagde, at de store Digtere altid havde personifika...

- Personificeret, ja vel! Saadan hedder det.

- Ja... personificeret deres Ideal i en Kvindeskikkelse; saaledes den store italienske Digter Dante, som kaldte sit Ideal - Beat...

65

- Beate? He... Og nendes Efternavn? Naa, ja, ja! De behøver ikke at se ud, som De havde tabt Deres Sag ved Højesteret, fordi hverken jeg eller De kan huske, hvad den gamle Dame hed. Naa-aa-h! Vismann, men hvad hedder saa Deres Ideal? Hvad? Vismann! Nej, se, hvor De har faaet røde Kinder! Er det af Idealet eller af Maderaen?

Den unge Farmacevts stærkt jomfruelige Konstitution følte Ild løbe gennem sig. Han havde faaet Benklæderne knappede om sig under den lange Samtale, og Maderaens Ild samt Sikkerheden, som Paaklædningen gav, gjorde ham eksalteret modig. Barhalset som en Yngling fra den franske Revolutionstid, med langt udstruttende Haar- og Skægmanke, rejste han sig i sin hele Højde og Bredde og sagde:

- Hr. Kancelliraad! Jeg véd vel, at Idealet der uopnaaeligt - men

- Aa Snak, Vismann! Vognmand Peter Greisens Datter er s'gu ikke af de højst hængende Æbler. Hende danser De jo med paa Klubballerne... Bare Taalmodighed! Patientia omnia vincit, Vismann!

- Nej, nej, nej! raabte Farmacevten og hug i Bordet, saa Glasset gjorde en Pirouette. Nej, nej og atter nej! Mit Ideal er Frøken Fanny Pramman.

Ligbleg stod den stærke unge Mand der. Hver Puls i ham bankede, som vilde den sprænge Blodet ud gennem Huden.

Kancelliraad Pramman standsede sin Gang og blev lige saa bleg som sin Laborant. Han knyttede begge Hænderne op i Luften, vilde brøle sin Harme ud, men den gamle Strube snørede sig sammen. Han fik kun en Mellemting af et Brøl og en Piben ud af den.

- Eks... plo... Eks... plo... Eksplo... sionen! stammede han, mens han holdt sig fast ved Sofaens ene Arm.

- Ja, Eksplosionen, sagde Vismann med bævende Stemme, mens Taare efter Taare trillede ned i hans store Skæg. Ja, jeg saa hende i Haven kysse Kandidat Brinckmann... og saa eksploderede Digereringsflasken.

Kancelliraad Pramman saa et farvet Hjul rende rundt for sine Øjne. Han pustede som et jaget Dyr.

- Bødkerdreng! hvæsede han.

- Ja vel, Hr. Kancelliraad! Nu kan De sparke mig bort fra Deres Hus ud i Verden. Men lyve for Dem... det har jeg ikke villet. Og... jeg vil sige Dem, at...

66

- Hold Mund... Dyr!... ækle skadelige Dyr! Hold Mund!

- Nej, Hr. Kancelliraad! Jeg vil tale. Alle de Blomsterbuketter, som laa ved Frøkenens Kouvert midt i Vinterens Hjærte, de kom fra mig. Jeg købte dem i dyre Domme hos Handelsgartner Holm.

- Det er Løgn! De kom fra Kaptejn Frick... infame Menneske!

- Nej, men Kaptejn Frick hjalp mig med at vælge dem og ordne dem efter... Farver... og...

Det løb rent rundt for Apothekeren. Han vilde ønske, at han havde kunnet tage Vismann først og kylet ham i Hovedet paa Sofus Brinckmann og saa, naar de begge havde faaet Hjærneskallen slaaet i Stykker, med Foragt kaste dem for Fødderne af - Kaptejn Frick.

Men det kunde Kancelliraad Pramman jo ikke. Han saa sig forvildet om, mødte Vismanns store opspilede Øjne og... blev bange for dem, saa sig om efter noget andet og mødte den store tykke Bog i det blaa Paphefte og den mindre i det grønne Papirsomslag. Han greb dem, rev rasende Bladene fra hinanden og smed dem ud gennem det aabne Vindue.

- Der ligger det moderne, ryggesløse Kram, sagde han, det, som faar en saadan Fyr, som De er, til at blive saa fræk... dette samfundsopløsende Giftstof... dette... uh! For en Ulykke... smid de korslagte Arme ned... det er dog for frækt at lægge Armene over Kors i min Nærværelse... Dreng! Armene ned! siger jeg. Se, om han lystrer!... Armene ned, siger jeg. Se, om han lystrer!... Rejs... rejs... inden Solen staar op.

Han tog sin Tegnebog op af Lommen og famlede i den.

- Jeg behøver intet, Hr. Kancelliraad! sagde Farmacevten blidt. Tak for hvad De har gjort for mig... og...

- Æh-! vrængede den gamle Apotheker og kylede en Seddel hen i Hovedet paa Vismann. Denne foldede den sammen og lagde den paa Bordet.

Efter i nogen Tid forgæves at have forsøgt at finde en Udgangsreplik, fór Kancelliraaden ud af Stuen og smækkede Døren i efter sig, saa Krukker og Flasker sang og klang i Apotheket. Paa sin Vej til sit Soveværelse paa første Sal knyttede han flere Gange Hænderne op imod... mod Forsynet - mod... ja... mod hvem? Det havde han ogsaa gjort, da hans Hustru 67 og hans Søn i sin Tid vare opgivne af Lægen. Hvad har jeg dog gjort? Hvad har jeg dog gjort? Har jeg ikke villet Alverden det vel? Hvorfor skal jeg have Ærgrelser eller Sorger? Aa, jeg har været alt for skikkelig! Jeg burde have pryglet mine Folk, pryglet mine Børn... og mit Barneb... Nej, nej, nej! Fanny? Nej - Dig vil jeg kysse, Dig vil jeg...

Han var dødtræt, da han fik klædt sig af; det varede dog noget, inden han kunde sove. Men den udmærkede Seng, de tætte Gardiner for Vinduerne, den gode Luft i Værelset beroligede efterhaanden hans Sind.

- Naa, hvad er saa det hele? Det gale Dyr forelsker sig i Fanny... Lad ham bare komme væk... Og... enfin... Kandidat Brinckmann... ja, det er en Theolog... naa et Kys! Hm! Jeg har jo ogsaa givet Smaapiger, anstændige Smaapiger et Kys... før det blev til Alvor! Lad os sove paa det, gamle Apotheker!... Hæ - hidsigt Blod tyder paa en sund Konstitution.. ! Naa, den Kandidat! Hm, hm, hm! Ja, Jeronimus vil jeg ikke være. De gamle i Komedien bliver altid til Grin. Og jeg har levet, og jeg vil dø som Fremskridtsmand.

Han faldt i Søvn.

X.

Vismann følte sig et Øjeblik iskold og dødningerolig, efter at hans Principal havde forladt ham i bengalsk Belysning. Han forundrede sig i samme Øjeblik over sig selv, over, at han hverken mærkede stingende Smerte eller flammende Vrede, bebrejdede sig selv, at han var saa dvask, saa lidenskabsløs.

Saa overvældedes han af den Fornemmelse, at han var en stakkels, fattig Fyr. Fra hvilken Hule var han gaaet ud? Bødkerværkstedet, den mørke Stue til Gaarden, Faderens, Moderens og tre Børns Opholds- og Soverum, stram Lugt af Træ, indelukket, usund Stank af Kaal eller sveden Mælk, Sengelugt, Urenlighed... uh! han havde som Barn kunnet lugte Apotheket over paa det modsatte Fortov. Saadan maatte der lugte i Himmerige, syntes han den Gang. Og ved et Vidunder var han bleven 68 løftet op i hin ambrosiske Atmosfære, da han blev Discipel paa Apotheket.

Hans yngre Broder var død af Kirtelsyge; hans ældre Søster var bleven Moder udenfor Ægteskabet med en tysk Bogtrykkersvend, var løbet fra Hjemmet, og ingen havde senere hørt noget til hende. Hvad han selv, Frederik Vismann, var bleven til, skyldte han gode Menneskers, nærmest Kancelliraad Prammans Godgørenhed.

Men han havde jo dog selv stræbt ud over, hvad han havde læst til farmacevtisk Eksamen. Burde han have gjort det? Var det at være Cand. pharm. ikke for ham som for Fiskerkonen i Eventyret at blive Pave? Var det større Ønske om at komme videre, om at forstaa det store Aandsliv ikke blevet for ham, hvad Ønsket om at blive "den kære Gud" blev for Fiskerkonen, det Ønske, som slyngede hende i Muddergrøften igen?

Det var nu to Aar siden, han var bleven farmacevtisk Kandidat. Da syntes han, han var et ret dannet Menneske. Men, da han var kommen tilbage til Apotheket og Gang efter Gang i Læseselskabet havde hørt Kaptejn Frick til Borgerskabets store Beundring tale snart om de forskellige geologiske Perioder, snart om Byron og Heine, snart om Forholdet mellem Hansestæderne og de første Oldenborgere, snart om Søren Kierkegaard og Forholdet mellem Tro og Viden, og i den sidste Samtale sætte to Seminarister, Frederik Vismanns forrige Lærere i Byens Realskole, rent til Vægs, ja da havde Frederik Vismann hver Dag følt et Stik af Kundskabsbrodden. Som mange sky og ubehjælpsomme Ærgerrigheder satte han sin Mentor Kaptejnen under skarp kritisk Kikkertkontrol. Han opdagede snart, at Kaptejnen egentlig ikke forstod noget andet nyere Sprog end Tysk, at han var en Modstander af de nyere Literaturbevægelser herhjemme, og at han var stærkt paa Nakken af, hvad han kaldte fransk Væsen.

Gennem Byens Lejebibliothek fik Farmacevten fat paa nogle nyere Digterværker og kritiske Arbejder. De tiltalte ham egentlig ikke. Men han vilde nok kende dem. Han kom til det Resultat, at det var fornødent at kunne Fransk, naar man vilde være med i Nutidens Kulturstrøm. Han vilde desuden nok have det forud for hin militære Docent, hvis tavse Tilhører han var i Læseselskabet. Fra Skolen havde han kun elendige Brokker. Om Natten stjal han sig til at læse en fransk Grammatik; han købte et brugt Eksemplar af Borrings "Études littéraires", ved Hjælp af 69 en Tauchnitzer-Lommeordbog hutlede han sig gennem det Udvalg af Montesquieus "Lettres persanes", som findes i hin Skolebog, og det var han et halvt Aar om. Han kom tidt til at gentage den latinske Brokke: "Ars est longa, sed vita est brevis", opgav Fransken som uoverkommelig, tog fat paa Søren Kierkegaard; og han gav ham lige saa mange Nødder at knække. Men det uforstaaede i den evig spillende Dialektik blev ved at lokke ham. Han anede, at det var Umagen værd at bore sig ind til Tankekærnen, han sled derfor som en Orm i Skallen.

Og han havde en Musa, fjærn og uopnaaelig, skønt han saa hende hver Dag fra Foraarets Begyndelse færdes i Haven, naar han arbejdede i Laboratoriet. De fine Lemmers vævre Bevægelser, Solens Leg paa det rige Haar, Latterens Sølvklokketoner betog ham først. Saa fantaserede han ind i hende alle skønne og store Egenskaber: kvindelig Blyhed og Ømhed, Sans for alt stort i Liv og Tanke; hans Hjærte kom i Bevægelse, naar han hørte hendes Klaverspil lyde i det fjærne; han elskede - ulykkelig, det vidste han - men det var en vellystig Smerte. Den eggede ham til selv at stige op mod den Højde, hvor han forudsatte, at hun stod.

Efter langvarig Frygt og Bæven listede han sin første Buket ind til hende gennem Stuepigen, som han bestak med to Kroner om Maaneden til at fortsætte denne daglige Bekransning af Fannys Serviet. Siden havde Kaptejn Frick hjulpet ham og sagt: "Hæng i!"

Aldrig havde han nævnet et Ord om sin søde Smerte, før nu i Aften. Men Apothekeren havde stukket en Naal i den modne Drue, og Saften var sprøjtet ud til alle Sider.

Pludselig, da denne lange Defilering af Minder var ophørt, mærkede han, at han nu laa forslaaet under sit nedstyrtede Fantasitempels Ruiner. Hans rugende, grublende Ro svingede hastig over i en tærende Sjæleangst.

Han syntes, han havde begaaet en Helligbrøde, en Vanhelligelse af det ubesmittede Madonnabillede i sin Sjæls Helligdom ved at trække Sløret bort for profane Øjne. Aldrig før i Aften havde han nævnet Fannys Navn højt. Det havde mistet sin fuldlødige musikalske Klang for hans Øre.

Det ringede paa Apothekets Dør ude fra Gaden. Det gav et Choc i Laboranten, som om han blev kastet ned paa Hovedet i koldt Vand. Men den kvægende Klarhed fulgte ogsaa straks derpaa. Han saa sig om. Der var dog en anden Verden end 70 Minde- og Taageverdenen, de fængslede Taarers, de vingeløse Længslers Verden i hans indre.

Han gik ud, tog mod Recepten, lavede Medicinen og følte en Slags Beroligelse, saa længe den Pige stod der nedenfor med Ansigtet klistret mod den lille Dørluge. Han trak endog sit Arbejde i Langdrag. Han vilde ønske, at denne ubekendte, ham uvedkommende Pige ikke vilde gaa sin Vej, at den for almindelige Lugteorganer infame Dyvelsdræk til evige Tider vilde udbrede sine Stankbølger i Apotheket.

Han blev længe ude i det store, lavloftede Rum. Kancelliraad Pramman havde fulgt med Tiden ogsaa i Apothekets Dekoration: i Loftet Porcellænsrhomboider, omsluttede med forgyldte Lister og overdækkede med nogenlunde kongruente Glasplader; ioniske Pilastre med forgyldt Kannelering som Grænseskel mellem Reolerne, umulige Medailloner af Hippokrates og Galenos med Navnene i græske Initialer følgende Indramningens Cirkellinje. Vismann havde i sin Tid kunnet omfavne Kancelliraad Pramman for den ideale Tanke. Nu, ved Haandlampens matte Skær, nu, med Fortvivlelsens Atmosfæretryk paa Hovedet, nu med Mindet om Kaptejn Fricks Grin hin Nytaarsdag, da han pegede op mod de malede Medailloner og sagde: Er det Rasmus Nielsen og den gamle Sibbern med paaklistret Skæg? - nu syntes Vismann, at det hele var en nederdrægtig Humbug fra først til sidst.

De sidste Stykker af Templet, Søjlesoklerne, smuldrede. Alt, alt var fortabt uden Redning.

Nu drev Dagnyets brede, dvaske Lysdønninger ind i det hvidkalkede Værelse gennem det aabne Vindue. Hanerne galede, Hønsene kaglede i lidt morgengnaven Tone ude i Gaardens Hønsehus; Bindehunden gabede og raslede smaat med Lænken, en sort Kat spaserede over den lave Sidebygnings Tag i den graahvide Morgen.

Vismann saa sløvt paa alle Fænomener, som om Forbindelsen mellem hans ydre og indre Sans var slappet og løsnet.

Tæt nedenfor Vinduet, som laa lavt ud mod Gaarden, saa han et Par Bøger. Den dovne Luftning løftede Bladene let. Vismanns Hænder kunde naa dem. Mekanisk tog han Kierkegaards "Stadier paa Livets Vej" og Georg Brandes's Bog om Kierkegaard op. Det var to Relikvier, to smaa Stumper af det sammenstyrtede Tempel.

Efter en ubarmhjærtig Ildebrand redder jo stundom Husets 71 Ejer et Par Støvler eller sligt, noget rent unyttigt, men han synes, det er hans Pligt at redde noget.

Vismann svøbte de halv ruinerede Bøger ind i en Avis.

Dumpe Lyd hørtes allevegne fra i Huset. Vismanns Vagt var færdig. Han strøg forbi et Par Kolleger, som han mødte paa Trappen; han maatte helt op paa Kvisten. Det var dog sært, saa let han kom op ad Trapperne. Det var, som om han gled ad en glat, jævn Isflade, saa nemt gik det. Sin lille Haandkuffert fik han pakket i en Fart. Med den i Haanden listede han sig over Gaardens morgenfugtige Stenbro ud i Havens, i Lyset smaagnistrende og under Trinene smaaknitrende Grusgange.

Ja dér... foran det Træ dér saa han i Gaar, hvad der havde bragt ham til Bevidsthed om, at han var ulykkelig. Han syntes, det var mange Aar siden.

Han vilde saa gerne ud af den Have... og dog klæbede hans Fodsaaler fast til Gruset. Hver skrattende Lyd af hans Trin gjorde ondt i hans Hjærte.

En lille Bænk uden Rygstød stod lænet mod Stammen af en gammel Hyldebusk. Paa den havde han set hende sidde mange Gange, uden at hun anede hans fortærende Blik bag Jernstængerne i Laboratoriets Vindue. Hendes Nakkehaar havde strøjfet denne ru, nu fugtige Stamme; hendes smalle fine Haand havde ligget henslængt langs det grønlige Sædebræt.

Farmacevten omfavnede Hyldebuskens Stamme, trykkede sin Kind tæt ind imod den; kyssede den lidenskabelig og aandeløs. Uvilkaarlig saa han sig om, og, som om han havde foretaget en halsløs Gerning, løb han gennem en tilgroet Sidegang, hvor Bladene strøjfede hans Ansigt, ud paa Marken og trak sit Vejr dybt. Han hentede det fra det skovløse Landskabs store Rum med de svaje Bakkelinjer, hvor Øjet først standsede ved det fjærne Havs hvide Stribe. Han drak Luften, som en febersyg drikker Vand, saa umaadeholdent, saa graadig, at det formelig gjorde ondt i ham, samtidig med at det læskede ham.

Saa fandt han sig selv staaende midt i hele dette Rum med samt sin Haandkuffert. Hans Øje og Sind fandt ikke det, de kunde hæfte sig til. De maatte glide op og glide ned ad disse Hævninger og Sænkninger... og hvad saa? Det ubarmhjærtige Hav fangede alt. Der laa det og lo saa koldt, langt, langt borte.

Jo, nu fandt Øjet et fast Hvilepunkt i alt det aabne, der 72 altsammen laa saa ensformig mellemgrønt i den matte, graa Morgen. Hvilepunktet var et sort Krat, som gik under Navn af Præstekrattet, fordi det hørte til Præstens Jord.

Vismann maatte dog tage en Bestemmelse om, hvad han vilde gøre, hvor han vilde hen. Men det sig meldende Krav var ham modbydeligt: han skød det fra sig med Væmmelse. Nej, der ud i Krattet! Der var ensomt, der var stille, der var lukket til.

En Sti førte lige dertil, en Spaseresti, anlagt af Byens "Forskønnelses-Komité". Nogle hurtig opløbne Poplers lysegraa, holdningsløse Stammer med en kedelig utrivelig Bladdusk i Toppen angav dens Retning. Vismann skød en Genvej over Marken til midt paa denne Sti. Naar han kom derud... ja saa vilde han vist først føle, hvor fortvivlet han var; men han havde et Slags Haab om, at han kunde leve et Liv med sin Fortvivlelse, naar han og den var alene, naar han laa i Græsset under de purrede unge Ege, de bredbladede Elme, de viftende Akacier og de to gamle Asketræer.

Men det fik Vismann ikke Lov til. Straks paa den anden Side de to Bomme, der dannede Indgangen til Præstekrattet, hørte han først en nynnende Sang og opdagede straks efter en lille, gammel Dame komme langsomt gaaende, med hvide Krøller under en tarvelig "Helgolænder", i Bomulds Morgenkjole med "Thehandsker" paa de smaa rynkede Hænder. Hendes Smaanynnen standsede, da hun blev ham vár, som han stod stille mellem Bommene, tvivlsom, om han skulde vende tilbage eller gaa videre.

Det var en køn gammel Dame. De lyseblaa Øjne saa paa ham, saa ærlig, saa uforbeholdent, som om der bag ved dem ikke var noget, der behøvede at fordølges, saa underlig venlig, som om det aldrig kunde falde deres Ejerinde ind at tro andet end det allerbedste om den første den bedste, hun mødte.

Vismann var nødt til at se paa hende igen, og trods sin Vanskelighed for i sin daværende Stemning at føle Sympathi med Mennesker, følte han sig underlig bevæget. Han opdagede, at hun holdt i den ene Haand en Bog, hvori hendes Tommelfinger sad som Mærke, og i den anden en Buket frisk plukkede Markblomster. Den unge Farmacevt var en af de troende Naturer. Han trængte til at have noget at klynge sig til, nu, da han følte sig drivende om for Vind og Vove paa Verdenshavet.

Han og den gamle Dame standsede i den smalle Indgang 73 mellem Bommene paa Stien. Uvilkaarlig rev han Hatten af og traadte tilbage for at give Plads. Damen saa studsende ned paa hans Haandkuffert, vilde lige til at passere forbi ham; men pludselig faldt noget hende ind, som gjorde hende det til en Pligt at tiltale det fremmede unge Menneske.

- Det er slet ikke Vejen til Jernbanen... det er den helt modsatte Vej, De er gaaet. De kan ikke en Gang naa Morgentoget.

Vismann gjorde en Kompliment, som baade hans Sindsstemning og Kufferten gjorde mere kejtet, end den ellers vilde være bleven.

Den gamle Dame havde nu en Gang brudt Isen ved at aabne Munden. Da hun havde hørt sin egen Stemme lyde, gik det hende, som det ofte gaar hendes Køns- og Aldersfæller; hun følte en indre Nødvendighed til at gaa videre ligesom Spilledaasen i gammeldags Taffeluhre, naar den er trukket op. Hun kunde jo heller ikke sinke den unge Mand, da han ikke paa nogen Maade kunde naa at komme med Morgentoget.

- Hvor saadan en Sommermorgen er velsignet, sagde hun. En Spaseretur i den er en Styrkedrik for gamle Folk... Se dér... der til den Side ligger Stationen... Kan De se... den gule Bygning med det blaa Tag?... Kan De høre Toget? Nu kommer det! Se, hvor Røgen ligger tung og sort i det graa Vejr! Kan De nu se, at De ikke kan naa det?

- Jeg skulde heller ikke til Jernbanen, mumlede Vismann.

- Naa, De skulde ikke til Jernbanen?... Naa - aah. De er... De er maaske her fra Byen (Vismann svarede ikke, men bukkede endnu mere kejtet end før)... Jo, vist, De er jo her fra Byen. Jeg har set Dem gaa forbi mit Vindue, men jeg gaar aldrig ud uden om Morgenen, saa De kan ikke kende mig. Men jeg kan ogsaa kende Deres Stemme. Min Søn har havt Dem hjemme hos os en Søndag Aften sent.

Et Lys gik op for Vismann. Det maatte være Kaptejn Fricks Moder, hvem Sønnen vel kun sjelden nævnede, men, naar det skete, var det med en dæmpet, halv ærbødig, halv sentimental Stemmeklang. Og en Gang i Klubben, da en værdig Borger, Agent og Købmand Sivertsen, havde forarget sig lidt over Kaptejn Fricks flotte Omtale af Kvinder og Elskov og sagt: Man skulde tro, Hr. Kaptejn, at De ingen honnette Kvinder havde kendt, havde han faaet til Svar: Jeg vil svare med et Citat af en eller anden berømt Forfatter-Jo, for jeg har kendt min Moder.

74

Et Genskær af den Glorie af Kundskab, Intelligens og Idealitet, hvormed Vismanns Fantasi havde omgivet Forstærkningskaptejnens Hoved, faldt over paa den lille fine gamle Dame, mens hun talte videre. Kaptejnen var den dæmoniske Natur, der skjulte stærke Længsler og dybe Alvorstanker bag sit ud mod den frivole Verden vendte satiriskkyniske Væsen;. hun var den skære, sarte Kvinde, der med moderlig Forstaaelse saa tydeligst i hans Sjæls Dyb. Vismann fattede en eksalteret Interesse for hende i dette Øjeblik. Hvor det maa være dejligt at have en intelligent og fin Moder! Han tænkte med Gysen paa sin egen, der i sin Tid havde brugt Sprogets ækleste Ord imod ham, naar han bad om Lys til at læse sine Lektier ved. Det tænkte han paa, mens han med det samme halv lyttede til den gamle Frues Tale.

Jo, ser De, min Søn sover somme Tider daarlig om Natten, og jeg har kun det eneste Barn, saa jeg kan ikke taale, at han har det daarlig. Ja, saadan er Mødrene! Og saa har jeg et Par Gange listet mig ud og købt Nafta. Det beroliger ham. Og saa bliver han saa kærlig imod mig. Det vil sige, han skælder mig ud og siger, at det er taabeligt af saadan en gammel Kone at løbe ud om Natten; men det lindrer mig, fordi han ellers aldrig siger noget, naar han er hjemme. Og saa har det altid truffet sig, at det er Dem, som har leveret mig Nafta; men ser De, jeg kan saa godt forstaa, at De ikke kender mig, for jeg stod jo udenfor og saa Dem i Lyset gennem den lille Laage. Men Deres Stemme kan jeg kende; naar jeg har hørt en Stemme en Gang... Men hvorfor staar De med den Kuffert?

Vismann mumlede noget uforstaaeligt noget om, at han skulde ud paa Landet for et Par Dage. Fruen blev ved:

- Naa saadan! Ja det kan De vist trænge til. Men skal vi ikke sætte os inde paa Bænken under de to Kastanietræer, hvis De har Lyst til at snakke med en gammel Kone, som sjælden snakker et Ord den hele udslagne Dag, og som virkelig har saadan Interesse for unge Mennesker som min Søn og hans Venner. Jeg kan godt lide at tale med Dem. De taler saa fornuftig og... saa... poetisk, og saadan har min Søn ogsaa kunnet tale med mig i gamle Dage, men nu snakker han kun om det højere, naar han er sammen med andre unge Mennesker... Naa, ja... De ler... men min Søn er da en ung Mand.

Vismann lo slet ikke, havde slet ikke svaret, lod sig føre hen til Bænken og satte sig ned ved Fru Fricks Side uden ret at 75 vide, hvad han gjorde. Da det var besørget, gik Fru Frick videre, forudsættende, at Vismann havde svaret et eller andet:

- Ja ser De, det har De Ret i. Det er jeg enig med Dem i. For, naar unge Mennesker ikke tror paa Idealerne, saa... Ja, min Søn har havt flere unge Mennesker oppe hos sig om Natten... aa, han er nu saadan en Natteravn... og jeg sover daarlig. Men jeg har ligget og glædet mig over, hvor han ildner dem op til at stræbe efter Idealerne... og han siger det samme til dem allesammen.

- Til dem allesammen?... det samme til dem allesammen? spurgte Vismann lidt studsende.

- Ja. Det er jo Bevis paa, at han ingen Forskel gør, men mener, at alle Mennesker er forpligtede til at stræbe efter Idealerne.

Siden den gamle Apotheker samme Nat havde taget dette Ord i sin Mund, frembragte Ordet Ideal en sødvammel Bolchersmag i Farmacevtens Mund.

- Han mener Kvinderne, mumlede han.

- Ja, ikke sandt! Gud, hvor De har forstaaet ham, Hr. Vismann! Men det er det sørgelige ved ham, at han har saa dejlige, saa ophøjede Forestillinger om Kvinden - ikke Kvinderne... den Pluralis brugte De forkert - Hr. Vismann! For han har nu saa længe søgt efter det Ideal... at jeg er bange for, at en anden en Dag tager det fra ham. Og han er jo nu i den Alder... ja det er latterligt at sige det... at han virkelig maa skynde sig lidt. Ja, han maa jo være en Del ældre end De. Hvor gammel er De?

- Fire og tyve Aar.

- Gud... ja han er... Naa, ja... han er ikke saa lidt ældre... virkelig ikke saa lidt ældre... Aa, bare han havde faaet sin Embedseksamen i sin Tid! Men han skrev hjem til mig, at der ikke var noget idealt i det theologiske Studium, og saa blev hans afdøde Fader vred, og saa blev han Huslærer paa en Gaard i Jylland - ja, jeg taler til Dem, som jeg gør, fordi jeg véd, at De er en af min Søns fortrolige, rigtig gode Venner. Og saa kunde han jo tale med de Damer... netop om Idealerne! Har han aldrig fortalt Dem om de to Proprietærfruer, de to Svigerinder, som... ja, det er latterligt... de to, som sloges om ham? Jo, det har han vel. Mig har han ikke fortalt om det. Men da han kom hjem fra Krigen som Løjtnant og laa i Garnison i Aarhus... ja, da var hans Fader død, 76 og jeg flyttede til ham, og siden har jeg bestandig fulgt ham,... ja, saa kom den ene Frue med Ænder, Gæs og Kalkuner til os, og den anden forærede ham en violet Fløjels Slaabrok og en dejlig Jernseng med - uh... saadan nogle store Fjermadrasser i... og... det var saa komisk... ja, det vil sige,... jeg synes nok, det var Synd, at han var saa grov imod dem begge og ikke talte til dem... og de har begge to grædt for mig og spurgt mig, hvorfor han var saadan. Det kunde jeg ikke forklare dem, fordi de ikke havde Begreb om, hvad Idealet var. Men jeg maatte give Julius Ret i, at, naar han søgte et Ideal, saa kunde hverken Fru Marie eller Fru Karoline Jansen være den rigtige. Men Julius er vist ogsaa for overlegen. Tror De ikke, Hr. Vismann? Og jeg er bange for, at han bliver ved at være for overlegen... Ja, jeg snakker og snakker, fordi Julius er min eneste Søn, og De er hans fortrolige Ven.

Vismann hørte mindre Ordene end Stemmeklangen, der lød som en evindelig Kvidder med liden Mening og megen Stemning midt i Krattets Bladsusen og Fuglepip. Han lod sig dysse hen af den. Han syntes, at det var som en Forbinding, som standsede den langsomt rislende Blødning.

- Ja, jeg mærker, De er enig med mig, vedblev den gamle Frue ufortrødent... Hør, De er jo paa Apotheket og maa kende Frøken Fanny Pramman... Ja, ja... De synes, hun er dejlig... det kan jeg se paa Dem.

Hun saa, at Vismanns store Øjne gloede paa hende som et Par stillestaaende Ildkugler, og at hans store Skæg bævede.

- Ja, snakkede Fruen videre, naar jeg ser hende gaa forbi, saa synes jeg, der straaler Ynde og Poesi ud fra hendes Øjne, ud fra det dejlige Haar, ud fra hendes hindeagtige slanke Figur... ja... og jeg tror, at min Søn egentlig holder af hende... og, Herre Gud! Han er jo ikke mere et ungt Menneske,... han er jo en ung Mand... og naar man kan finde saa meget af et Ideal, som der er i Frøken Pramman, saa maa man være fornøjet... for det hele Ideal... Gud véd, om noget Menneske kan finde det her paa Jorden, Hr. Vismann!

Farmacevten mærkede noget i sig som en bælgmørk Sky, der hang rugende ned, han hørte et dumpt Bulder, saa et Lyn. Og ved dets Glimt saa han et Djævelsfjæs grine mod sig. Knevelsbarterne var Kaptejn Fricks.

Fru Frick kunde af hans stive forvildede Blik slutte, at der foregik noget usædvanligt i ham. Hun sagde: 77 - Jeg kan se, det gør Indtryk paa Dem. Det beviser mig, hvor meget De holder af min Søn. Ja, han er egentlig saa god, om han ogsaa kan være noget vanskelig i det daglige Liv, men det er saamænd kun af disse ideale Grunde. De skulde virkelig se lidt tiere op til ham... men De har vel saa daarlig Tid?

Vismann lo fjollet og sagde:

- Fra i Dag af har jeg netop saa udmærket Tid.

- Det var jo dejligt! Hvis De nu vil følge med, saa vil han være oppe, naar vi kommer hjem... Ja... det er sandt. Det var maaske bedre, De ventede et Par Timers Tid... for...

- For? sagde Farmacevten.

- Ja, for han er lidt vanskelig om Morgenen.

Vismanns Stemning var slaaet over i en kold, sikker Bevidsthed om hans Styrke. Han fægtede lidt med Armene som for at lade Musklerne spille; hans Haand gemte sig i hans mægtige Skægvækst. Der kom Varme i hans Blod. Han mærkede det rulle i sikre og fulde Bølger gennem Aarerne. Han sagde:

- Vær De rolig, Frue! Jeg tror, jeg skal faa Liv i Kaptejnen.

- De har maaske nogle... nogle morsomme Historier at fortælle ham. Ja... det er nu ikke Historier for mig, men min Søn har en saadan stor Sans for det komiske.

- Ja, Frue! Jeg har en meget, meget morsom Historie til ham.

- De skal ret have Tak. Han tænker for meget over sig selv... ja, ogsaa over Verden, og det tager Humøret fra ham.

- Han skal komme i Humør, Frue! Han skal komme i Humør, sagde Vismann i en højrøstet, lystig Tone.

Fru Frick betragtede ham paa Skraa. Det var en løjerlig Overgang fra generet Forknythed til en næsten ubeskeden Sikkerhed hos den unge Mand. Hun vidste ikke, hvad hun skulde tænke om ham. Før var han hyggeligere, og den gamle Dame havde ogsaa følt sig hyggelig til Mode i en beskyttende Følelse over for en svagere. Nu dæmrede der en Mistanke op i hende, at han var stærkere end hun.

Hun blev ængstelig under deres lange Vandring til Byens Jernbanegade. Ingen talte. Men af og til mumlede eller nynnede Vismann uforstaaelig. Fru Frick fandt, at han egentlig saa glubsk ud.

Bare hun ikke havde bedet ham om at gaa med hjem!

78

XI.

- Hvem er det? raabte Kaptejn Fricks Stemme inde fra Soveværelset. Efter at have hørt det banke tre Gange paa Døren til Trappen, uden at han havde raabt "Kom ind", mærkede han med Vrede, at den bankende kom ind alligevel.

Vismann nævnede sit Navn.

Kaptejnen undertrykte en forbitret Ed og tvang sig til at spørge:

- Hvad...? Vismann? Gaar De løs paa denne Tid af Døgnet?

-Ja.

- Sæt Dem, til jeg faar hængt noget paa mig.

Kaptejn Frick var længe om sit Toilette. Haaret maatte lægges med langsom Kunst, at ikke en begyndende Skallethed skulde opdages. Overskægget maatte beredes saaledes, at det ikke saa slikket ud, men fik en mandig Negligence, hele Legemet skulde omhyggelig vaskes; Manchetskjorten lægges i de rette Folder, det Klædes Tøj børstes og pudses som til en Parade.

Vismann stod stiv som en Statue. Mekanisk gled hans Blik op og ned ad den øverste Liste over det aldrig indkaldte Mandskab, der laa paa Kaptejn Fricks blankt polerede, omhyggelig afstøvede Skrivebord. I kalligrafisk Galadragt stod Bogstaverne i hver en Rubrik, korrekte som et omhyggelig indekserceret Elitekorps's Soldater. Vismann tænkte:

- Der staar hans "ideale" Kompagni. Dersom det virkelige stillede, vilde det nok se anderledes ud.

Han befandt sig ilde ved den lange Ventetid. Han mærkede, at der var Fare for, at hans Ro skulde svinde, at det begyndte at boble i hans Blod. Han maatte kæmpe mod et Indfald, der gentagne Gange overfaldt ham med den Styrke, som den stille Eksaltation gerne overfalder sky Naturer med.

To Sabler funklede som Sølv i Morgensolen henne fra et af Stuens Hjørner. Hvad, om han greb den ene, drog den og opfordrede Kaptejn Frick til at gribe den anden, naar han kom ind, og det saa kom til en Kamp paa Liv og Død imellem dem? Skønt han haanlo ad sig selv, flyttede han sig langsomt, et Skridt for hvert Minut, hen mod Sablerne. Lyden af Kaptejnens høje Gaben inde fra Sovekamret tirrede ham end mere dertil.

79

Han havde lige strakt Haanden ud mod den ene Sabel. Den var netop kommen inden for hans Rækkevidde.

Vismann havde aldrig følt sig saadan ladet med Gift. I telegrafisk Fart røg følgende Replik igennem ham, da han saa Kaptejnen tone frem i en lillagraa Klædes Slaabrok med bred højrød Kantning.

- Det er altsaa Slaabrokken, han har høstet af et af sine "Idealer", den ene Forpagterfrue i Jylland.

Kaptejnen studsede, da han saa Vismann saa bleg og saa stift seende paa ham.

- Hvad for en giftig Salve har De pisket til Morgen? spurgte han.

Et Øjeblik syntes Vismann, at Grunden gled bort under hans Fødder. Der stod jo den Mand, ved hvis flygtige Omsorg han havde følt sig saa stolt, som gik for Byens aandrigste Mand, fineste Kavaler, intelligenteste Personlighed, mandigste Karakter, hvis alvorlige Samtale havde været ham, Vismann, saa lærerig, og ad hvis grovkornede Spøg han saa tidt havde let, halv undselig, halv beundrende.

Enten maatte han opgive det hele eller mande sig op til noget fortvivlet, styrte løs paa ham som en Tiger, bore Neglene i hans Skulder, slaa ham flad op mod Væggen. Følelser og Stemninger brødes i den unge Mand paa Liv og Død i kvælende Tag som Gladiatorer. Endelig blev Besindigheden, den nationale Dyd, den sejrende. Efter at den havde kastet de andre brydende til Jorden i en Kamp, som ikke varede mere end et Minut, sagde Vismann kort og tørt til Kaptejnen:

- De har løjet for mig.

- Det er rimeligt nok. Jeg har som alle Mennesker løjet af og til. Vil De have en Cigar?... Saa, saa, saa! Sæt Dem nu ned og sig i en Fart, hvad det er, De tror er Løgn, af hvad jeg har sagt til Dem. Jeg hader Scener og lange, vidtløftige Forklaringer.

- De har gjort Nar ad mig... De har...

- Ja, ja, ja! Det har jeg gjort ad saa mange Mennesker. Skal jeg se, om jeg kan finde et Glas Portvin?

Vismann gik to Skridt henimod Kaptejn Frick, løftede den knyttede Haand op mod hans Ansigt, mens han begyndte:

- De er en...

Men inden han fik fuldendt, hvad han vilde sige, mærkede han et Greb af Kaptejnens saa fint udseende Haand om sit 80 Haandled. Og, skønt Vismann følte, at han, om han brugte sin Arms Muskelkraft, ikke alene vilde kunne befri sig fra dette Tag, men kaste Kaptejnen i Gulvet, blev han dog lammet og gjorde ingen Modstand.

- De er jo gal, lo Kaptejnen og slog Vismanns Arm let til Siden.

Vismann havde gjort et Kraftspild. Smertelig var den Anstrængelse, han maatte gøre for paa ny at mande sig op.

- De har hidset mig op til Kærlighed... til at elske...

- Det gør jeg med alle unge Mennesker...

- Til at løfte mine Øjne saa højt, som jeg ellers aldrig havde vovet...

- In magnis voluisse sat est, sagde Kaptejnen. De har godt af at prøve Deres Vinger...

- Men De har handlet som en hjærteløs Sk...

- Pst, Pst... husk paa Injurielovgivningen. Har De først sagt Ordet, og jeg stævner Dem for det, er De jo ikke den Mand, der vil sværge Dem fra, hvad De har sagt.

- Og De gjorde det for at eksperimentere med mig.

- Som Deres Yndlingsforfatter, Søren Kierkegaard... ja. Kan De huske, at De sagde en Gang, at det maatte have været en himmelsk Fryd at overvære saadant et Eksperiment paa et Menneske? Hvad?

- Men mig, som De har behandlet som Ven...

- En stor Misforstaaelse, gode Herre! Jeg har ingen Venner, vil ingen have. Forresten skal Fanden tage mig, om jeg aner, hvad der gaar af Dem.

- De lyver. De véd, at jeg elsker Fanny Pr...

- Pramman? Nej, hvor i al Verden skulde jeg vide det fra? - For mig gerne forresten.

- Men nu er det Dem, der hemmelig har forlokket hende bag min Ryg.

- Ja, den er s'gu bred nok for den Sags Skyld. Der kan foregaa meget bag ved den. Tror De ellers, at den Dame, De nævnede, nogensinde har lagt Mærke til Dem enten forfra eller bagfra?

- Elsker De hende ? Er der noget mellem Dem og hende ?... Jeg forlanger Deres Æresord.

- Forlang væk, min gode Vismann! Men jeg er virkelig ikke forpligtet til at opfylde Deres Forlangende, selv om De mødte med Notarius publicus og to Vidner.

81

Blodet kogte over i Vismann; han ænsede ikke mere Frygten for at gøre sig latterlig. Han pegede hen mod Sablerne og sagde:

- De er Militær. De kan ikke uden Fejghed afslaa... Nu havde Kaptejnen en fuld Følelse af sin uhyre Overvægt. Han sagde:

- Vil De have, vi skal slaas med to sløve Officerssabler? Aa ja. Ren Gymnastiksport. Jeg hugger vel noget bedre end De; De vilde opnaa at faa Deres Frakkeærme revet i Stykker eller faa en dyb Kvart i Hjærtekulen, saa Vejret gik fra Dem. Ha, ha, ha, ha!... O... ho! Var det af ulykkelig Kærlighed, at De vilde sprænge Dem i Luften med eksploderende Kinadraaber i Gaar? O... ho! Og nu vil De duellere! Med mig! Med to uslebne Sabler! Det sidste vil blive lige saa grinagtigt som det første.

- Jeg spørger Dem endnu en Gang: Elsker De Fanny Pramman?... Eller jeg...

Han styrtede hen mod Kaptejnen. Denne greb hurtig sin Skrivebordsstol og holdt den frem for sig.

- De prostituerer Dem, Vismann! sagde han.

- Nej, det er Dem, der gør det. De har gjort Nar ad mig, leget med mig som en Kat med en Mus, opfordret mig til at elske den Kvinde, som De selv stillede Snarer for. Men, hvis De tror, De har vundet Spil, saa tager De fejl. Jeg vil ikke hade Dem, hvis De havde elsket hende i Tugt og Ære, men fordi De har fordærvet dette rene Væsen, fordi De har lært hende Letfærdighed, hader jeg Dem. De har faaet Deres Løn. Hun har Stævnemøder i Haven med andre end med Dem.

Kaptejnen blev bleg. Ikke af Samvittighedsnag, thi han var sig bevidst, at han kun havde enten talt højidealistisk eller fjaset med Fanny Pramman; han havde altid beundret sig selv for den Samvittighedsfuldhed, som havde forhindret ham i at forføre, hvad han kaldte for honnette Piger. Til denne Kategori hørte hverken simplere Borgerdøtre eller Tjenestepiger. Han vidste ikke eller vilde ikke vide, hvorfor Vismanns Ytring frembragte Kuldegysning i ham. Han havde kun en Gang kysset Fanny Pramman - rent faderlig - havde han sagt til hende og til sig selv. Det var efter en Middag forrige Vinter i et mørkt Kabinet. Han havde rigtignok svælget i det Kys i sin Erindring en hel Maaned efter, men det var jo en ren "æsthetisk" Nydelse. Hans Replik til Vismann: 82 - Hvad Fanden kommer det mig ved? - faldt mat, uden Myndighed. Vismann fortsatte:

- Deres Tale er Gift. De hidser og pirrer og prikker baade Mænd og Kvinder op til at stræbe mod det umulige, og De sviger dem alle, naar deres Kræfter glipper. Fra i Dag af har jeg gennemskuet Dem... det vil sige... Ingen kan blive klog paa Dem. De har fordærvet det fineste, det yndigste, det elskeligste Barn. Aa, hvor jeg har lidt; først, da jeg saa hende i Armene paa ham... den rødkindede Theolog, og saa, da jeg fik at vide, at De forinden...

- I Armene paa? brølte Kaptejnen... De har set...

- Det er godt nok til Dem, raabte Vismann hoverende.

Kaptejnen overhørte disse Ord saa vel som Vismanns følgende.

- Jeg har kun sagt Kancelliraaden, at jeg elskede hende. Han har jaget mig paa Porten. Mit Haab er dødt, inden det kom helt til Verden. Det laa i mig som en Klang, der baade frydede mig og gjorde mig ondt. Fra mig hører De først, naar jeg er sikker paa at kunne gøre Dem noget rigtig ondt...

- Hm, brummede Kaptejn Frick uden at give Agt paa Vismanns noget theatralske Sortie. Thi han holdt to knyttede dirrende Hænder op i Luften, kunde intet sige, ikke en Gang knytte Hænderne mod noget bestemt.

XII.

Medens Cand pharm. Vismann, halv tilfreds, halv utilfreds med Udfaldet af sit Besøg hos Kaptejnen, halv skamfuld over ikke at have sagt og gjort noget, der kunde runge i Huset og mindes i Byen, halv stolt over at have turdet sige saa meget til den saa meget ældre Kaptejn Frick,... medens altsaa Cand. pharm. Vismann med sin Kuffert i Haanden gik ud til Stationen uden at vide, hvor han gik hen... medens Kaptejn Frick, bortjagende alle Tanker, klædte sig paa i elegant civil Dragt, forudsættende, at han i den kunde give en spidsborgerimponerende Gentlemansrolle... ja, medens alt dette skete, var der ogsaa en stille, raslende Uro i Beboelseslejligheden paa det gamle 83 Apothek. Der var Gæring i Safterne og i Kærnen bag den gamle gothisk-hollandske Renæssanceskal.

Den gamle Apotheker var ikke vaagnet saa tilfreds med sig selv, som han var slumret ind. Hans første bevidste Sindsrørelse var en Fortrydelse. "Havde jeg ikke drukket den lumske Madera, saa havde jeg ikke saadan snakket ud med den Rævepels til Kaptejn, - saa havde jeg ikke begyndt med at gøre mig til Kammerat med min Laborant... saa havde jeg behandlet ham som et lille Tossehoved, da jeg hørte, at han var forelsket i Husets Datter, saa... havde jeg været den fornemme, overlegne Mand, som jeg kan være, naar jeg vil... Der maa gøres noget for at rense Luften. Aa, her har nu i saa mange, mange Aar været saa roligt, saa rart her i Huset... Saa! Der sprang en Selestrop! Hvor skal jeg nu finde et Par nye Seler? Hm, hm, hm! Jeg er en stakkels gammel og forladt Mand. Mig bryder ingen sig om mere. I de faa Leveaar jeg har tilbage, kan jeg gaa for Lud og koldt Vand."

Han kunde ikke engang gennemføre den værdige, stødte Husfaderrolle, han havde bestemt at spille ved Thebordet, nu, da det ene Bukseben paa Grund af den brustne Selestrop hang længere ned end det andet. Han mærkede, at han traadte i det med sin Morgenskos Saal, lige da han kraftig aabnede Døren til Spisestuen.

Fru Kamp sad ensomt tronende bag den gammeldags store Messingsselvkoger, som Husets Herre aldrig vilde undvære paa Bordet, naar der skulde skænkes The eller Kaffe. Spisestuen duftede af fin The og fin Røgelse. Denne Duft blandede sig paa en behagelig Maade med den friske Sommermorgenluft fra det aabne Vindue. Paa Messinglysekronen smaahoppede hvide Prikker og Striber. Af og til forvildede de sig hen til de blanke Afsatser henne paa Buffeten.

Kancelliraadens Forladthedsfølelse dæmpedes et Øjeblik af denne Stuehygge, af den lystelig opdukkende Selvejerfornemmelse og Ejendomsglæde. Det var solidt og vægtigt Kram, det, der var i denne Stue, og det, der var i alle, alle Stuerne i hans Hus. Han vilde være bleven munter, hvis han ikke havde følt, at han burde betegne sin Husfadermyndighed ved i det mindste at være halv gnaven, halv værdig. Han spurgte i en lidt prædikenagtig Lapidarstil :

- Hvorfor viser mit Barnebarn sig ikke ved Thebordet?

84

- Hun vilde ikke staa op, svarede Fru Kamp. Jeg har ikke kunnet faa hende ud af Sengen.

- Saa-aa-aa? sagde Kancelliraad Pramman og løftede Næsen... Fejler hun noget?

- Véd det ikke. Hun svarer ikke, naar man spørger hende.

- Agathe... vil Du... vil Du sige, at hendes Bedstefader ønsker...

- At tale med hende?

Nej, det vilde Kancelliraaden egentlig ikke, for han vidste ikke, hvad han skulde sige. Da han ikke turde fortsætte sin Sætning og var vred paa Verden, fordi han ikke turde tale ud, sagde han vredt:

- Det er dog modbydeligt, saa den Maskine heder... saadan en varm Sommerdag.

- Ja, det er fuldkommen sandt. Men det er nok Hr. Kancelliraaden selv, der altid har forlangt den, naar jeg foreslog, at Theen skulde laves i Køkkenet.

- Hm... Agathe... mon Fanny virkelig skulde fejle noget?... Hvad? Hør... Her er virkelig noget ondt i Luften her i de sidste Par Dage. Jeg véd ikke... Herre Gud! Den The er saa hed, at den skolder min Strube.

- Vil Du have et Stykke Is?

- Nej, Tak!

- Har Du det ikke godt, Pramman?

- Nej, nej, nej! raabte Kancelliraaden og stampede i Gulvet.

- Men Pramman!

- Her er noget Lumskeri!... noget fordækt... noget... hosesokkeagtigt paa Færde. Puh! Hvad er det dog for en Tordenluft, for Pokker? Hvad? Hvad gr... hvad ler Du ad?

Fru Kamp rejste sig fra Stolen med mild borgerlig Højtidelighed, gik hen til Kancelliraaden, lagde sin Haand paa hans Skulder og sagde:

- Kære Pramman! Vær rolig og taalmodig! Om faa Timer ville alle Dissonanser opløse sig til en Harmoni.

Apothekeren kunde ikke lide, at hun laa saa tungt paa hans Skulder, og mumlede:

- Aa, Sludder, Agathe!

Fruen lettede sig og sagde smilende:

- Pramman - Du skulde kikke op til din Fanny.

85

Apothekeren var endnu under Morgengnavenhedens ethiske Alvorsaag og fandt sig forpligtet til at sige noget ubehageligt:

- Aa... bare Du ikke havde opdraget hende, og jeg havde faaet Lov til... til...

- Til hvad?

- Ti stille! Husk paa, naar jeg bliver hidsig, bliver jeg hensynsløs!

- Kik op til Fanny, kære Pramman!

- Herre Gud, Agathe! Hvorfor skal Du afbryde mig... Nu har jeg glemt, hvad jeg vilde paatale... det om Fannys Opdragelse. Nu slap Traaden for mig... Ja, ja, hvis hun er syg, vil jeg se op til hende.

Fru Kamp vidste, hvad hun gjorde. Kunde nogen faa Fanny til at tale, maatte det være "Bedste".

Fanny havde grædt sig i Søvn, og, da hun vaagnede, havde hun straks slaaet Øjnene i af Frygt og Lede for Lyset og Dagen, af Frygt og Lede for de Tanker, der truende stod ved hendes Hovedgærde, dem, hun forgæves i Gaar Aftes havde villet mane bort ved at pukke paa sin Uskyldighed og raabe til dem: Jeg har jo ikke gjort nogen Fortræd! Hvorfor kan I ikke lade mig være? Uden Evne og Mod til at klare Tankerne ved at give sig i Kast med dem og tænke dem ud, betragtede hun dem som næsvise Gæster, der vilde forstyrre hendes Fred. Hun havde gerne set Kaptejn Frick og Kandidat Brinckmann bundne sammen hver med sin Sten om Halsen og kastede ud i Havens Park til Drukning ligesom Hundehvalpe. Er det Kærlighed? spurgte hun sig selv. Og hun tvang sig ind i denne tunge, uvederkvægende, hovedpinevoldende Morgensøvn, der bringer den samme Fornemmelse, som naar man har spist for meget.

Kancelliraad Pramman listede sig sagte op ad den gamle Egetræstrappe med det brede Rækværkshaandtag under tykmavede Balustrer. Trinene knagede sagte og hyggelig under Tæppet; Messingstængerne og Ringene raslede ved hvert Trin i en Velstandsfølelse, saa selvbehagelig som en Huskats Spinden.

Alt i dette Hus var saa tilfreds med sig selv, og, da Huset og dets Tilbehør ikke kendte stort andet af Verden end til sig selv, plejede det ogsaa at være tilfreds med Verden. Omgivelsernes Stemning virkede paa Husherren. Under hans langsomme Opstigning fik han det sikre Haab, at Tingene nok vilde klare sig. Han havde været for haard mod Vismann. Hvem kunde lade være at holde af Fanny? Han skulde strængt have forbudt 86 ham at elske hende og ladet det være nok dermed. Naa, det var maaske godt, at han kom bort; han skulde nok hjælpe ham til en Plads. Kom Tid, kom vel ogsaa Raad.

Ordsprog og deslige Almensætninger ere meget ofte optimistiske eller tankeløse og svage Naturers bedste Trøst.

Forsigtig drejede han Laasen paa Døren til sin Sønnedatters Værelse.

En dæmpet Lysglød mødte ham som i et katholsk Kapel, frembragt af den stærke Morgensols Virkning gennem de nedrullede Persienner og de foran dem nedhængende højrøde Silkedamaskes Gardiner. Ogsaa den lune Sovekammerluft, blandet med Reminiscensen af lang Brug af forskellige Parfumer, mindede om den vamle gennemrøgede Atmosfære i saadant et Kapel. Henne i den store Mahogniseng, under det karmoisinrøde stukne Sengetæppe, garneret med det kniplingsbræmmede Overlagen, henne paa det kniplingsbræmmede Pudevaar saa han Kapellets Madonna i Profil, som hun laa paa Siden. Lysspillet lavede Rudimenter af en Stjerneglorie om det opløste blondbrune Haar, der strømmede ned over det hvide Linned paa den ene Arm. Den fine lige Næse, hele Profilens korte lige Linje tegnede sig skarpt mod Hovedpuden; Haanden laa henslængt over Sengekanten, hvid og smal, jomfruelig uberørt af alt Samkvem med Arbejde.

Den gamle Apotheker blev andægtig. Spirer til en Morgenbøn ulmede i hans Sind.

Der laa dette skønne Barn, Genstanden for al hans Kærlighed, den Essens, han havde uddraget af sin Egenkærlighed... altsaa hans Guddom.

Kindens stærke, mosroseagtige Rødme kunde skyldes Graad, men ogsaa Stuens røde Lystone. Den gamle Apotheker var rørende stemt; han valgte at tro, at den skyldtes Graad. Han fik selv Taarer i Øjnene. Var det af Rørelse over sig selv eller over Fanny?

Han listede sig paa sine Klædessko hen til hendes Seng, slog den ene Bakkenbart bag ud og lagde sin Kind let op mod hendes, lod sin Haand sagte glide ned ad Haarets kreppede Strøm, hviskede med blødt bevæget Stemme:

- Min egen, egen, egen lille Fanny!

De lange mørkebrune Øjenhaar dirrede sagte; tungt gled Laagene fra de store Øjne. Det sky, forskræmmede Udtryk veg straks, da hun saa, hvem det var, der kærtegnede hende. Hun 87 slog Armene om den gamle Mands Hals, lænede sig til ham tungt og trygt, forputtende sit Hoved ved hans Skulder. Det sølvhvide Haar og de brunblonde Lokker forenede sig ømt.

Den unge Pige og den gamle Mand dykkede et Minuts Tid ned i en vederkvægende Selvforglemmelse, den, som kun kan fødes af en Kærlighed uden Begær, en Stemning, hvor alt i Mennesket søger ned mod Gemyttets stille Bund, hvor ingen Bølger gaa, hvor Yderverdenens Lys mildnes til Tusmørkedæmring, hvor Livet kun røber sig ved sagte dyssende, blødt lindrende Rislen.

Det lille fine Taffeluhr dikkede; en jævnt knagende Lyd hørtes fra det gamle Egepanel; det røde Lys hang og drev i Stuen, mens de to aandede dybt og stille og hvilede ud fra dunkle, uklare, maaske derfor des pinefuldere Sindslidelser for disse til al Lidelse saa uvante Mennesker.

Ak, hvorfor kunde dette Minut ikke forlænges i det uendelige?

Vækkelsen af Bevidstheden om, at de var to forskellige Mennesker, at der var noget andet til udenfor dette dæmrende Rum, ledsagedes af Smerte hos dem begge. De slap hinanden med et dybt Suk. Thi det gamle Barn og det unge Barn fandt intet Trøstens Ord til hinanden; de vidste jo ikke, hvad de egentlig skulde trøste hinanden for. De vrissede ad Tilværelsen som forkælede Børn, da den meldte sig for deres Bevidsthed.

XIII.

Fru Kamp havde havt alle sine Sanser rettede paa, hvad der var foregaaet i Apotheket og dets Omgivelser i de sidste Dage. Hun besad hele den Sporsans, som en fyrretyveaarig, endnu køn og med Livshaab forsynet Kvinde kan have. Fra Kaptejn Frick vidste hun Besked med Vismanns Blomster-Kourtoisi og havde sammen med ham let ad det. Hun havde, straks da hun havde erfaret Kandidat Brinckmanns Ankomst til Byen, aflagt en Visit hos den Familje, han logerede hos, og ivrig opfordret ham til at besøge Apotheket. Han var en Skakbrikke, hun skød ud paa maa og faa, men med en fatalistisk Kvindetro paa derved at krydse den ubegribelige Kaptejns ubegribelige Spil. Hun forstod 88 baade Skak, L'hombre og Whist, havde lært Kaptejnens Dygtighed i disse Spil at kende, var mange Gange af ham gjort mat, Codille og store Slem, men havde enkelte Gange nydt Slumpetræffets Gunst. Disse enkelte Gange straalede for hendes Minde som enkelte ægte Perler i et Halsbaand med uægte Hovedbestand.

Mulig var hun Kaptejnens Ligemand i Spil, hvor Brikker og Kort vare Mennesker.

Hun havde holdt godt Øje med Haven den foregaaende indholdsrige Dag. Hun havde ikke set det hele, men dog nok til at stave og lægge sammen.

Hun holdt gennem Vinduesspejlet ogsaa flittig Øje med hver, som passerede Gaden, saa paa Uhret, gik ind i Spisestuen, heldte Portvin paa en Karaffe, ordnede Kager paa en Krystalassiet, satte sig paa sin Vagtpost i Kabinettet og spejdede igen.

Hun blev urolig. Det varede hende vel længe, inden hun saa, hvad hun ventede, og inden Kancelliraaden vendte tilbage fra sin. Morgenvisit hos sin Sønnedatter. Hun ringede paa en Pige og bad hende sige Kancelliraaden, som var oppe hos Frøkenen, at der var nogen, der ønskede at tale med ham. Pigen bragte hende den velkomne Besked, at Kancelliraaden var gaaet ned paa Kontoret. Det var det allerheldigste. Om Frøkenen var paaklædt? Jo, om et Øjeblik.

Saa var alt godt Nu gjaldt det kun om at passe paa gennem Spejlet. Den, hun ventede, maatte komme fra venstre Side. Men sæt, der kom en fra højre, en, hun ellers hellere end gerne saa, men som hun i dette Øjeblik ikke for alt i Verden vilde se i disse Farvande. Blot ikke i dette Øjeblik.

Fru Kamp fór op med et Hvin, som hun ikke kunde beherske. Fra højre saa hun Kaptejn Frick, civil, med violette Handsker og en i Solen skinnende Cylinderhat styre sin Kurs op ad mod Apotheket. Fru Kamps Hjærte og Tindingeaarer slog en Trommeduet. Det var ved at sortne for hendes Øjne. Ak! var alt Haab fra venstre Side slukt? Fru Kamp maatte udstøde lydelige Suk ved hvert Aandedrag for at faa Vejret i sin forfærdelige Spænding.

Jo, der kom han fra venstre!... Men Du store Gud! Kaptejnen havde vist Forspring. Eller sæt, at Kaptejn Frick og Kandidat Brinckmann mødtes paa Trappen! Den ellers rolig beregnende Dame var i dette Øjeblik saa eksalteret, at Muligheden 89 af en Duel mellem en halv militær og en halv gejstlig skød op i hendes Fantasi. Gud! Hvem vilde komme først?

Der maatte handles, handles afgørende, hensynsløst. Et højt Mod, Martyriets, Selvopofrelsens Mod tændtes i Fru Kamps Sjæl. Med Fare for at støde den, hun mindst vilde støde, aabnede hun Vinduet og vinkede til venstre. Efter denne Kraftanstrængelse vaklede hendes Knæ. Med tør Gane og højt dundrende Hjærte saa hun ud paa Gaden paa Væddeløbet, hvor hun havde sat alt, hvad hun ejede, paa Hingsten Sofus Brinckmanns Sejr i denne Steeple-chase.

Victoria! Triumf!... Sofus Brinckmann har Foden paa Stentrappen og Haanden paa Smedejernsrækværkets Messingknap! Kaptejn Frick passerer forbi og hilser dybt ironisk op til Vinduet.

Fru Kamp faldt ned i en Lænestol med et lille Skrig, Befrielsens lyriske Udbrud.

Denne Gang havde hun vundet Spillet fra Kaptejn Frick! Men hvilken Indsats! Hvorledes vilde det staa til med hende, naar den endelige Balances Dag kom? Det turde hun ikke tænke paa, mindst nu, da alle hendes Nerver og Scener slappede faldt sammen.

Et Par Draaber god Vin gjorde hende præsentabel, da hun hørte raske Trin i de forreste Værelser.

- Gud ske Lov, De kom! raabte hun den indtrædende Kandidat i Møde.

Brinckmann saa paa hende, studsede lidt og sagde:

- Billetten, jeg fik i Morges tidlig...?

- Var fra mig. Ja. Aa... lad mig fatte mig et Øjeblik, Hr. Brinckmann... eller Hr. Pastor! Jeg har allerede hørt, at De er bleven... aa... kaldet til at tjene Herren. Undskyld min Sindsbevægelse

Fru Kamp græd ikke mindst af Medfølelse med sig selv. Hun ofrede til sin kære Fanny denne smukke unge Mand. Lad gaa! Thi han var saa ung, og Fru Kamp vilde ikke gøre sig latterlig. Men maaske blev hendes Reservesværmeri, Kaptejnen, fra nu af for evig hendes Fjende. Havde nogen været ædel i disse Dage, maatte det være Fru Kamp. Nu vel! Resignationen havde været hendes Lod fra hendes 21de Aar, mente hun.

- Der havde været Fare for, at De kunde miste alt, hvis De ikke var kommen før... førend...

90

- Fare? Nej. Alt er i Orden, Frue, sagde Brinckmann med Sikkerhedens Enfold.

- Hvad for noget? Kom det... det, De véd nok, til en Afgørelse i Haven i Gaar Morges?

-Ja.

- Aa fy! Det var stygt af Fanny ikke at betro mig det! Det havde sparet mig megen Kval.

- Jeg troede, De vidste, at vi var...

- Forlovede? Jo, naturligvis vidste jeg det, sagde Fru Kamp lidt stødt, for det kunde enhver jo begribe.

Fru Kamp havde ikke vidst det; hun vidste kun, at der var Mulighed for noget saadant, men nu fandt hun det bedre stemmende med sin Værdighed at slaa over i den sikkert underrettedes Rolle. Med Majestæt i Udtryk og Holdning skred hun over Gulvet.

Hun ringede og sagde til den indtrædende Pige:

- Bed Kancelliraaden og Frøkenen om at komme straks. Sig dem, at det haster... Unge Mand, De, som skal tale Guds Ord for Menigheden, kan bedre end jeg sige, hvad der bør siges ved en saadan Lejlighed. Var De ikke allerede Præst, vilde jeg velsigne Dem. Nu er det vist upassende. Ikke?

- Nej, nej, sagde Brinckmann med store Taarer dirrende i de store blanke Øjne, netop for en Herrens Tjener vil en moderlig Velsignelse være en Indvielse mere til hans Kald.

Ordet "moderlig" skurrede lidt i Fru Kamps Øre, saa hun, ligesom hun havde lavet sig til at lægge Haanden paa Brinckmanns krusede Haarfylde, lod den synke og sagde i en tøset, bly Tone:

- Nej, jeg kan, ved Gud, ikke.

Hun vilde gerne have kunnet rødme i dette Øjeblik, ligesom naar Apothekeren sagde noget tvetydigt. Saa paastod hun rigtignok for ham, at hun blev rød, men den gamle havde altid let og sagt: Ultra posse nemo obligatur, og hun havde indhyllet sig i sin Fornærmelses Kaabe. Hun forudsatte nemlig, at, naar han sagde noget Latin, maatte det være noget meget sjofelt noget.

Fanny kom. Hun var nær ved at skrige, da hun saa Brinckmann.

Han styrtede sig imod hende.

- Elskede, søde Fanny, raabte han med en Tenortrompets metaldirrende frejdige Klang,... jeg ventede Dig i Haven, men fandt paa Bænken en Seddel hæftet med Oblat...

91

- Saa, kære Brinckmann, saa, saa, saa! tyssede Fru Kamp.

Brinckmann slap Fanny med den ene Arm for at omslynge Fru Kamp med den anden, alt mens hans Læber tiltvang sig Møde med Fannys. Han syntes, at Fru Kamp trak lidt i ham.

- Ja, søde Tante, nu kommer jeg, raabte han, og efter denne Afbrydelse kyssede han Fanny endnu engang, bød derpaa Fru Kamp til Kys.

- Aa Gud! hviskede denne og tog Haanden op for Øjnene.

- Fanny, Fanny! Forlad ikke min Favn, hviskede Brinckmann hulkende.

I det samme gik Døren op. Kancelliraad Pramman traadte ind.

Fru Kamp ilede imod ham, omfavnede ham, vilde kysse ham paa Munden. Den gamle Apotheker afværgede det ret gratiøst og berørte hendes Kind med sine Læber; men kunde ikke forhindre, at Fru Kamp traf hans Mund. Hun sagde midt i Kysset, pegende hen paa Fanny og Brinckmann:

- Pramman... Ser Du? Hvad? Ser Du?

- Ja, jeg gør, sagde Apothekeren mygt. Ja, jeg gør, Agathe!

- Omfavn mig, min elskede, min ærværdige, graahærdede Fader! raabte Brinckmann med graadkvalt Røst. Gud, hvor jeg er lykkelig!

- Uh... omfavne og kysse et Mandfolk! tænkte Apothekeren. Ja, ja, naar det ikke kan være andet... saa i Guds Navn!

- Han lod Brinckmann omfavne sig, men undgik at kysse ham ved at hviske:

- Pst... sig ikke til nogen, at jeg bruger Skraatobak.

- Aa, det er det samme, raabte Brinckmann og søgte hans Mund. Kancelliraaden undgik nu kun for saa vidt Kysset, at han sørgede for, at det ramte hans ene Mundvig.

- Pramman... hvad? Hvad Pramman? sukkede Fru Kamp og pegede hen paa det unge Par.

- Ja vel, ja vel! svarede Apothekeren. Det er jo Livets Gang.

Brinckmann tumlede med Fanny, saa de begge faldt ned i en Chaiselongue. Hans Øjne gnistrede, og hans hele Legeme dirrede. Det varede en Stund, inden han lød Fannys klynkende Bøn om at slippe hende. Da det var sket, styrtede Fru Kamp sig imellem dem, og nu kom Gruppen til at bestaa af tre, der slyngede sig om hverandre, saa det var vanskeligt at skelne, hvilke Lemmer der tilhørte hver af dem.

92

Den gamle Apotheker kløede sig i sin ene Bakkenbart, var lidt forlegen ved Situationen og opdagede Vinkaraffen paa Bordet. Det var et Middel til at faa det Filteri løs. Han skænkede i fire Glas, rømmede sig og sagde med patriarkalsk Alvor, tænkende paa Professor N. P. Nielsen som værdig Paterfamilias, og sagde:

- Altsaa en Skaal for de nyforlovede! Kom saa og drik den!

Bundtet løste sig. Fru Kamp sagde forpustet:

- Skulde den ikke drikkes i Cham...?

- Jo, jo, jo, jo! sagde Apothekeren.

Fru Kamp gav sine Ordrer. Champagnen kom.

- Sig noget, Pramman! sagde Fru Kamp.

Apothekeren var ellers en yndet Bordtaler. Men i Dag kunde han ikke sige et Ord. Da Fru Kamp gentog sin Opfordring, sagde han gnavent:

- Respekter dog min Sindsbevægelse, Agathe!

Brinckmann nærmede sig ham igen med udbredte Arme. Kancelliraad Pramman afværgede nu Kærtegnet ved at tage Champagneflasken i Haanden og sige:

- Drik ud, drik ud, drik ud!

- Er Du ikke glad, Pramman? spurgte Fru Kamp.

- Jo, sjæleglad, sagde Apothekeren med et Smil, som næsten naaede fra Øre til Øre.

Han skyllede i en Fart flere Glas Champagne i sig. Mellem hvert Glas skottede han over til Brinckmann, idet han ved sig selv gentog: Mon den... Præst aner, at det er Veuve Clicquot Ponsardin, han drikker? Han drikker den, som var det gement Fuselbrændevin.

Da det nu forekom Apothekeren, at Brinckmann drak tankeløst og uden Andagt, følte han Mod til at blive myndig. Han kastede sig tilbage i en Lænestol, tog en Cigar ud af sit Futteral, tændte den, blæste Røgen højt i Vejret og sagde:

- Det vil jeg sige Jer, Børn, jeg vil ikke vide af nogen lang Forlovelse. Bryllup... enten om tre Maaneder... eller slet intet Bryllup!

Brinckmann blev henrykt - ganske mod Apothekerens Beregning.

- Elskelige gamle Mand! udraabte han og vilde atter i Lag med Kancelliraaden. Men denne greb igen Champagneflasken som Dækvaaben mod Angrebet 93 Fanny var den mindst aktive Medspiller i den Scene. Hun gennemlevede den som i Drømme. Hendes Energi var slappet. Hun lod sig behandle som en viljeløs Genstand, lod sig kysse og favne, kyssede igen, favnede igen, som om hun vekslede Visitkort mod Visitkort. Dog opmuntrede det hende en lille Smule at tænke paa, at hendes Forlovelse dog vist vilde ærgre Kaptejn Frick.

XIV.

I Midten af Oktober var det Sommer endnu.

Distriktslægen havde haft Middagsselskab. Det var varmt nok til, at Herrerne kunde indtage Kaffe + Kognak i Havestuen og læske sig ved de fugtige Blades brogede Pragt og de mange sildige Roser, de svulmende Georginer, store som knyttede Næver, ved de bredt udfoldede Astere med store kuglerunde Draaber paa den gule Frugtbund og de farvede Kronblade. Alt stod med usvækkede Omrids og uforvanskede Farver i den stille, milde Eftermiddag. Kølingen var som et behageligt Douchebad for de vinhede Kranier.

Alle gabede de og løftede Støvlesaalerne saa højt, at de kunde ses af den store gule danske Hanhund, som laa paa et Dyreskindstæppe og knurrede i en Blanding af Vrede over Støvlesaalerne og Velvære over Lejet.

- Byfogden trænger vist til en Kognak, sagde Distriktslægen. Værten fandt, at Stemningen var lidt sløj, og for at pirre den op maatte han begynde med Byens første Embedsmand.

- Nej, sagde Byfogden ret energisk,... siden det Bryllup paa Apotheket kan jeg ikke taale mere.

- I Kirken, sagde Postmesteren... ja der vare vi jo allesammen... det vil sige vi, der havde Uniform.

Latterkor !

Byfogden sagde:

- Naa... Kancelliraad Pramman sørgede jo for at blive Ridder... Hvad siger De, Kaptejn Frick?

- Han burde være Storkors, sagde Kaptejnen... Han 94 smed Benene op i Chaiselonguen og gabede højere, end nogen af Selskabet hidtil havde vovet.

Toldforvalteren sagde:

- Ja... alle vi, som har Uniformer, var jo med til Brylluppet... men De, Kaptejn Frick?... De var jo Husven... hvad?

Kaptejn Frick talte tværs over Toldforvalteren. Hos ham havde jo Brinckmann været liggende Gæst.

- Hr. Byfoged, hvad bliver det til med den kønne Pige, som har født i Dølgsmaal?

- Ja, hvis jeg havde saa stor Medlidenhed med kønne Piger som Kaptejnen, saa... Men jeg har rettet mig efter Doktorens Erklæring... hvad? Han har erklæret... at hele Historien...

Alle rejste sig og samlede sig om Fortælleren.

Nu fulgte en Liste af meget smudsige Enkeltheder, som ikke lader sig skrive, men som Mandfolk ikke generer sig for at drøfte vidtløftig og nyde fedt, naar de er imellem sig selv. Alle udforskede med Interesse Forførelseshistoriens fysiologiske Details.

Toldforvalteren var en lille bitte Smule anløben. Irriteret over, at Kaptejn Frick havde talt over Hovedet paa ham, styrkede han sig ved et nyt Glas Kognak til at blive chikanøs mod den frygtede Ironiker. Han syntes, det var hans Pligt at være modig. Med en - en lille Smule - lallende Røst sagde han:

- Hr. Kaptejn!... De har jo ogsaa en pæn Uniform!... Og Apothekeren havde jo bestilt sin Halvfætter fra København... en for tyve Aar siden afskediget General... han havde Broderier paa et vist Sted... Hæ... Vilde Kaptejnen ikke lade sig fordunkle af en General? Hvad?

Kaptejn Frick rejste sig, passerede lige forbi Toldforvalteren med en usigelig Vigning med Kroppen til Siden som for at undgaa at berøre ham, gik hen til Postmesteren, lagde Armen om hans Nakke og sagde:

- Man siger jo nok, at Toldere og Syndere kan arve Guds Rige, men, naar de kommer til Apothekeres eller Farisæeres Bryllupper, saa siger man, at de bliver saa uvorne. Saa véd Vorherre, hvad han har at rette sig efter, naar de en Gang præsenterer deres Entrebillet til Paradis. Saa kan han leje Udsmidere i fornødent Fald.

95

- Hø, ja... saagu', sagde Postmesteren og saa paa Kaptejn Frick med Halvforstaaelsens underlige Fjollethed.

Værten følte Uhygge i Luften og skyndte sig med at faa sagt noget ondskabsfuldt om det misundte Apothekerhus:

- Det skulde nu være saa stort med den Dyreryg paa denne Tid af Aaret.

- Den var tør som en gammel Støvlesaal, raabte Postmesteren med uhyre Energi.

- Han var kæmpestor i sin Rørelse, den gamle Apotheker, sagde Distriktslægen. Han og Brudgommen græd om Kap. Hør... er den Pastor Brinckmann egentlig ikke en temmelig fersk Herre? Hvad, Kaptejn?

- Kender ham ikke, sagde Kaptejn Frick dvask.

Byfogden stødte hemmelig til Distriktslægen og sagde:

- Men Fanny var et dejligt Pigebarn. En rank Læsejler! Gud véd, hvorfor hun valgte den Fyr...?

Toldforvalteren sagde:

- Han er af en af vor Bys hæderligste Familjer, ja, jeg siger hæderligste... og han har været flittig, sparsommelig og... og... troende... paa det, som ethvert ordentligt Menneske skal og bør tro paa.

Et Sideblik til Kaptejn Frick. Det skulde være ondt, men den gamle Herre havde ingen Gifttand mere; Viljen havde overlevet Evnen. Kaptejn Frick sagde til Postmesteren:

- Ja, vi to, Hr. Postmester, vi tror paa, at Tolderne ere de faa udvalgte mellem de mange kaldede.

- Hæ, hæ, hæ... sagde Postmesteren... det er s'gu ikke aldeles... hæ umuligt.

Men straks efter tog han Toldforvalteren under Armen og hviskede:

- Hæ... Reserveofficerer! de faar aldrig saadan... dette... herre... militære Komportement, forstaar De? Godt Hoved for Resten! Student... hæ... Det siger jeg ikke noget imod.

Toldforvalteren blev modig igen. Han sagde:

- Pastor Sofus Brinckmann er alligevel en ung Mand, som man skal respektere. Han forlovede sig, tog straks til København, tog disse hersens homil... etiske og kate... ketiske Eksaminaer (Her stødte de tre studerede Personer: Byfogden, Lægen og Kaptejnen til hverandre og vekslede et usigeligt Blik)... ja og lod sig ordinere og holder Bryllup, saa...

96

- Saa faar Fruen vist Tvillinger om syv Maaneder, sagde Lægen, siden alt gaar med saadan en telegrafisk Fart.

- Jeg var en Ven af hanses Fader, sagde Toldforvalteren og blev saa rørt, at Taarer perlede i hans gamle Øjne... og jeg er saa glad over, at det er gaaet Sofus Brinckmann saa godt, og at han har faaet en saa yndig Brud... For der gik Rygte om, at hun havde sluttet sig til de nymodens Ideer, som

- De ikke kender... vel? sagde Lægen godmodig, klappende den gamle Herre.

- Nej, Gud ske Lov! Og Vorherre bevare mig for at kende det Kram! Men man sagde saa meget i Byen om den lille Fanny, at hun... at hun... uh!

Han kunde ikke faa formet, hvad der laa og brød i ham. Han havde Fødselssmerter! han ærgrede sig stadig over, at Kaptejn Frick havde fornærmet ham. Selv om Fornærmelsen skulde frembringe en Abort af hans Vrede, vilde han have Luft. Han nærmede sig Kaptejnen. Men denne rejste sig op og veg atter saaledes til Siden, at Toldforvalteren ikke kunde tiltale ham uden opsigtvækkende Skandale. Alt, hvad han kom af med, var en hviskende Replik til Postmesteren:

- Det er ham, Kaptejnen, jeg mente... det er ham, som var lige ved at spolere Fanny Prammans Renommé, for jeg véd, han har præket Atheisme for hende.

- Alt til sin Tid, gode Ven, alt til sin Tid! Nu er hun jo Præstekone, og saa er det naturligvis korrekt med hendes Religion, sagde Postmesteren og tilføjede gabende: Det bliver nok godt altsammen. Alt bliver godt tilsidst.

Der var Strømninger i Atmosfæren, som ærgrede Kaptejn Frick. Han lugtede Mistanke om, at han muligvis havde afslaaet Apothekerens Indbydelse til Fannys Bryllup i Egenskab af forsmaaet Elsker. Der maatte nu fra hans Side gøres noget, der imponerede. Han sagde til sig selv: Disse Filistre maa have et Primhug lige i Hjerneskallen af noget plumpt positivt Vrøvl. Toldforvalteren og Postmesteren tilintetgjorde han paa sædvanlig Vis, men henvendte sig til de to studerede Embedsmænd, Byfogden og Distriktslægen:

- Det er en uhyggelig Masse Klodrianer, der er til her i Verden, og som gaar for at være pæne Mænd i Kraft af, at man nu en Gang er vant til at dømme saadanne Fyre efter deres Rang og Embedsstilling.

97

- Og den er man s'gu nødt til at tage særdeles meget Hensyn til, sagde Toldforvalteren.

- Noget, just ikke særdeles meget, men noget, slog Postmesteren det af til.

Kaptejn Frick lod sin Tale løbe tværs gennem deres Repliker og vedblev:

- Jeg mener disse aandelige Almuesmænd, som kun kender sjofle Motiver til enhver menneskelig Handling, ligesom de forskellige Partiers Aviser - naa det er jo ogsaa disse aandelige Almuesmænds eneste Dannelseskilde. Enhver fri, selvstændig Tanke, som ikke bøjer sig under Katekismussens halvhundrede Sider, kalder de Atheisme. Naar det gør en lidt ondt, fordi en ung Kvinde med gode Muligheder vrider Halsen om paa disse Muligheder og løber bus i Favnen paa det første glatbarberede Mandfolk, som breder Armene ud mod hende... saa hedder det sig, at man er skinsyg, hvis vedkommende ikke er saa sjofel, at de siger, at man er arrig, fordi man gik glip af en Medgift. Den - ja, hvad skal jeg kalde det... den rent psykologiske Interesse for en ung Dame kan de Aalehoveder ikke faa i deres Hjerne.

- Sagde De "fysiologisk", Kaptejn? lo Lægen og slog ham paa Skulderen.

Kaptejnen saa paa de ustuderede Embedsmænd med et usigelig lunt Grin og sagde:

- Jeg kalder de to Herrer til Vidne mod Doktoren. Jeg sagde fysiko-theologisk.

Toldforvalteren var bleven bange og havde stillet sig hen i et Vindue, thi filosofiske Udviklinger og videnskabelige Kunstord var ikke hans Sag. Postmesteren var heller ikke rolig og mente, at Kaptejnen var den farligste af de tre klassisk dannede, mere revolutionær end de to andre, maaske fordi han ikke havde Embedseksamen. Han fandt det da sikrest højt at indrømme:

- Jo Doktor, det var, Skam, det Ord, Kaptejnen brugte. Det skal jeg bevidne.

Byfogden kunde ikke holde sin Latter tilbage, han maatte gaa hen i Havedøren og le.

Dagslyset derude havde faaet den linde Hensmægten, som kun findes om Efteraarseftermiddagene, denne fast umærkelige Mathed og Bleghed, der fordyber Farverne, alt mens Kulden ligesom sniger sig op fra Jorden. Et Øjeblik laa Blomster, 98 Buske og Træer i denne milde Kulde under en dyb Tavshed, kun afbrudt ved sagte knitrende eller knækkende Lyd.

Da snoede sig en klukkende Lydbølge gennem Luften. Hvad var det? Fuglekvidder i den sene Høsfeftermiddag. Umuligt?

Saa susede og strøg noget, mens de andre Lyd standsede.

Ud ad en Laage fra Gaard til Have defilerede to for to en otte unge Piger med Shawler og Tørklæder om Hovederne. Lægens Datter havde faaet Lov at invitere sine unge Veninder, efter at Herremiddagen var forbi.

De løb for at holde Varmen vedlige, bøjede Kinderne tæt mod hinanden med smaakvidrende Latter og smaaklukkende Tale, tog hinanden om Livet og løb rundt om den temmelig store Plæne.

Enkelte Ord hørtes gennem den stille, vindløse Luft:

- Og hvor Fanny var bleg!

- Saa hun egentlig lykkelig ud?

- Ja, men Brudgommen smilede som en nyslaaet Toskilling.

- Ja, men Præstekjole er ogsaa en meget flatterende Dragt.

- Ja, men er hvidt brocheret Atlask egentlig passende for en Brud, som vies til en Præst?

- Det var nu flot med de mange Uniformer.

- Men Kaptejn Fr...

- Pst, pst! Ikke saa højt... Der staar han.

Kaptejnen var gaaet ud i Gangen lige for Havestuedøren og lod sine Øjne glide ud over Terrænet. Han følte en sammensnørende Fornemmelse i Brystet. Denne kolde Dæmring, disse tilhyllede hviskende Piger, han selv alene i Forsvarsstilling mellem Herrerne, denne lille indknebne Haves Sceneri - var det hele ikke som en Parodi paa hin tindrende Sommeraften, da de samme Piger med det blotte Haar glinsende i Solgløden, letskoede, sprang som Staalfjere rundt i den tætløvede vidt udstrakte Apothekerhave?

Var det hans, Kaptejn Fricks, sidste Sommerdag? Vilde nu den Ungdom, han havde holdt paa i dens Flugt, for evig vriste sig fra ham, hensmægte i Efteraarsfugtigheden og dø i Vinterfrosten? Ja, selv om han skulde se en Sommerdag endnu, vilde da de samme Piger ikke være lige saa fjollede som sidste Sommer, flagre og fjante, indtil de havnede i et dumt Ægteskab som Fanny Pramman? Nyd dog Øjeblikket engang! raabte det 99 i ham. Du bliver gammel. Gør dog Grebet! Det havde han jo forsømt gennem mange Slægter af unge Piger.

Han tænkte et Minut paa at mane sin Ungdom op igen til en stor Kraftanstrængelse, paa at løbe ud og lege med de omhyllede Piger, slynge Armen om de smidige Liv, tvinge rødt i Kinderne og Glød i Øjnene. Men Skuddet klikkede i ham.

- Jeg tror, jeg sagde Dem, Doktor, at jeg ikke kunde blive i Aften, sagde han til sin Vært. Der ligger Skriveri og venter paa mig, og det maa paa Posthuset endnu i Aften.

Almindelig Protest! Men Kaptejnen stod fast og gik ud gennem Haven, hilsende stift paa de unge Piger som paa de Personer, han saa for første Gang.

De løsrevne Ord, han hørte fra dem, tirrede ham som lige saa mange Knappenaalsstik, thi de drejede sig alle om Brylluppet.

- Men Fannys Kjole sad nu ikke rigtig godt.

- Han saa dejlig ud, den gamle General.

- Men Fru Kamp var virkelig for ungdommelig klædt.

- Pst - pst - der er han!

Og saa blev to Hoveder stukne tæt sammen. Det var ham, Kaptejn Frick, de hviskede om.

Pjankede, uopdragne, uvidende, interesseløse Flaner! Saaledes stod i dette Øjeblik alle Købstadens unge Piger for Kaptejnens modne Kritik.

Hvad kom ellers det hele ham ved? tænkte han, da han stod ude og saa ud over Landskabets store Bølgelinjer i det stille Lys fra den hvide Himmel. Han havde jo Grund til at se ned paa dem, paa de Slavesjæle af Embedsmænd, som havde ladet sig bruge af den gamle forfængelige Nar, Apothekeren, og ageret Balletfiguranter imod Honorar i god Mad og Vin, mens han, Kaptejn Frick, havde givet et stolt, umotiveret, næsten uartigt Afslag. Han havde jo været saa glad over sig selv, da han havde faaet det formet i studs Kancellistil, som om det var en krigsministeriet Resolution, der paa det mest bydende afviste en underordnets Begæring. At Apothekeren efter Bordet havde ladet Brevet cirkulere mellem Gæsterne, og at det havde vakt Latter, tænkte han sig ikke.

Han syntes, han frøs lidt, da han stod paa aaben Mark i den kølige Aftenstund. Han løftede stolt sit Hoved ud imod alle Omgivelserne med samme Myndighed, som han havde budt Byens rigeste Mand i sin myndige Kancelliststil. Han følte sig 100 overlegen ved kun at have sin Snorefrakke og ingen Feltkappe paa nu, da ellers alle Byens Honoratiores bar Overfrakke. Han var Mand for at besejre baade Naturens Kulde og sit eget Legeme. "Mit Legeme skal lystre mig", brummede han og saa ud efter nogen eller noget, som han trodsende kunde kaste Repliken hen imod. Et Minde om Manfred, der tvinger Naturaanderne, hviskede ham smigrende nogle Ord i Øret om Kaptejn Fricks Vældighed. Han fægtede ud i Luften med Armene, nød sin Muskelkraft som et nyt Bevis paa sin Personligheds Overlegenhed, tænkte paa Jordrevolutionerne i de forskellige geologiske Perioder, syntes næsten, at han havde været med til at frembringe dem alle... Havde han Fanny Pramman her! Aa, hvor skulde han sætte sin Hæl paa hendes Nakke og finde de bitreste, giftigste Udtryk for Foragt, som Sproget ejede, og bibringe hende dem et for et, den ene Pille bitrere og giftigere end den anden. Det passede bedst for en Apothekertøs.

- Puh! Hvad kom den "Backfisch" for Resten ham ved? I Grunden var det ham dog ligegyldigt, enten hun havde taget den gejstlige Snakkemaskine eller Rakkerens Dreng! En dum forkælet Tøs!

Endnu højere løftede sig hans Bryst i Trods mod Naturen, mod Aftenkulden, mod Apothekeren og mod alt, hvad hans var, lige fra Fanny til den forsvundne Vismann. Hvor følte han sig stor og overlegen overfor al den Usselhed, han hele sit Liv havde været omgivet af! Hvor trodsig, taktfast lød ikke hans Støvlehæles Trin mod den Jord, han følte sig stærk nok til at betvinge!

Han havde Lyst til at bøje ind i Byen og gennem det afsidesliggende Stræde passere det begroede Stendige til Apothekets Have. Hans Fodslag mod Stenbroen maatte kunne give Ekko ind fra Haven og ligesom skræmme denne store Have i dens dvaske Vigtighed og Selvbehagelighed.

Han var ved at foretage denne Sejersgang... men... Gud véd, hvorledes det gik til?... han kom til at mindes et Morbærtræ i den Have, saa det tydelig, som det stod paa en lille aaben Græsplet. Han vidste, at den gamle Apotheker havde plantet det den Dag, Fanny blev født, og at Fanny paa sin Fødselsdag i Fjor af sin nydelige fine Haand havde budt ham, Kaptejnen, af dets modne Frugter.

Han kunde ikke holde Tanken om dette Morbærtræ ud. Han mærkede, at, hvis han kom uden for Haven, vilde han af 101 en Tryllemagt blive tvungen til at bryde ind i den, ile hen til Morbærtræet og - enten omfavne dets Stamme eller bibringe det et dødeligt Saar i Bark og Ved med sin Kniv, saa det maatte visne og dø... Nej, han vilde ikke prostituere sig og synke ned fra sin manfredske Alpetop. Nej, videre, videre at betvinge endnu en Hob Luft og en Strækning Jord med sin Brystkasses og sine Støvlehæles Trods!

Han tænkte paa, at nu maatte der være Vand i Bækken, som løb gennem Sænkningen i Provstekrattet, at Maanen snart maatte staa op, og at den Bæk maatte tage sig godt ud... og... ja... I Mangel af en Bjergstrøm kunde en Bæk gøre Gavn i en Dekoration til Manfredsstemningen. Det kom jo ikke an paa Virkeligheden, det var jo Fantasien, der frembragte det store, det grandiose.

For at komme ind til Bækken maatte han gennembryde en tæt Sammenvoksning af Krattet. Vaade Blade slog mod hans Ansigt og hans Hals. Den bløde Mosejords Kulde trængte gennem Støvlerne, en næsvis Gren rev en af Distinktionerne løs paa Snorefrakken. Da Kaptejn Frick stod foran Bækken, som Maanen spættede og stribede med Sølv, var hans aandelige Barometerstand sunket. Han var slet ikke fornøjet med sig selv.

I Maaneskinnet dirrede de blankvaade Blade, alt det hvide Islæt saa løjerlig, og den Dirren meddelte sig til hans indre. Kaptejnen frøs vistnok, men det vilde han ikke være ved.

Bækken tindrede dernede... og den kunde høres, høres ganske smaat. Den frembragte en Lyd, som om... Kaptejn Frick tænkte sig om... - som om man rystede smaa Glasstumper i et Vandglas - Sludder! sagde han til sig selv. Men hans Fantasi var som en løbsk Hest, den lystrede ikke Fornuftens Tøjle. Han regnede ud, at den Bæk løb ud i en Aa. Den Aa kendte han godt. Og den Aa løb ud i Stranden, og det var kun en Mil fra, hvor han stod. Hans Fantasi fulgte Løbet, men veg tilbage, da den mødte Stranden, den øde, golde Kyst, hvor Vand slikkede Sand, hvor Sand og Vand løb ud i hinanden i dvask, forvirret Blanding.

Kun saa langt har jeg tilbage! Knap halvanden Mil af mit Liv!... Det var en slet Vin, den gamle Doktor skænkede! Halvanden Mil endnu! Ha, ha, jeg er gal... Men hvilket Menneske har ikke i ensomme Stunder kæmpet mod Vanviddet som Bibelens Jakob i den berømte Drømmekamp? Han applauderede sit eget Indfald.

102

Han søgte at tvinge sin Fantasi mod Bækkens Løb tilbage til dens Udspring. Den Smule Strøm maatte være let at overvinde. Den maatte komme deroppe fra det højere Land med de rige Skove. Hvorfor var den Strøm saa strid? Den Smule Bæk!

Saadan var hans eget Livs Strøm, den, han nu i Fantasien sejlede tilbage ad. Langs dens Bredder dæmrede mange dejlige Pigeansigter frem mellem Træerne, men Maaneglansen gjorde dem blaablege, som vare de døde. De svandt et for et... hans Erindring forvirredes, han kunde ikke skelne det enes Træk fra det andets.

Det mørknede. En Sky drev over Maanen. Og det syntes den enlige Vandrer, som om alle Grene bleve vredne om til den ene Side. Bækken dernede blev borte. Der var ingen Mening i den fjollede Belysning. Han lukkede Øjnene, for han havde Følelsen af, at han blev vreden om til samme Side som Stammer og Grene. Men bag de lukkede Øjenlaag blev Synerne endnu uhyggeligere.

Han saa en prægtig monumental Trappe med Marmorrækværk og Marmortrin, snoende sig om en mægtig riflet Søjle. Han blev dreven op fra Afsats til Afsats, thi en Kvindeskikkelse stod paa hver af dem, vinkede stadig ad ham og erklærede sig for Idealet. Han kom, saa, gik videre og videre. Bestandig nye Skikkelser, som paastod, de var Idealet... Hvor blev Trinene af under hans Fødder?... En mørk uendelig Afgrund laa lige for ham... Han veg tilbage, turde ikke se ned i den - og saa i Vejret. Bravo! en ny Trappe eller en Fortsættelse af den gamle. Til Vejrs, til Vejrs! Nye Kvinder... Men det var Synd at favne dem mere end til Maade, for, om end ingen af dem var Idealet, saa havde de dog alle noget af det, og Idealet skulde behandles ridderlig.

Han blev træt. Der var en... der var nok én. Se, hvor hun stod med den bløde Profil mod Lyset! Se, hvor Ferskendunene flimrede om Kinden og langs den lille kokette Næseryg! Aa, hvor var han træt! Han kunde ikke slæbe sig op ad de sidste Trin; han havde Galejslavens Blykugle bundet om Hænder og Ben... Aa, var det Umagen værd at gøre sig de Anstrængelser? Hun var vel ikke bedre end alle de andre... Han vilde se ned ad Trappen. Bælgmørke! Han saa igen opad. Bælgmørke!

Et Spring ned i Dybet! Ha, ha! Nej han fandt fast Bund under sine Fødder, da han faldt. Hans Fødder stod paa en Køkkentrappe af gement Fyrretræ. Langs Rækværket stod 103 stumpnæsede, fnisende, smiskende Skønheder med Forklædernes skinnende hvide Smækker. Han var længe, meget længe om at komme ned ad den Trappe; thi der var lang Hvil paa hver Afsats. De med Smækkerne var i Grunden morsommere end de paa den uendelige Marmortrappe, og, hvis de havde havt noget af Idealet ved sig, hvis det havde været "honnette Piger", saa skulde Pokker gaa Huset rundt og søge Hovedtrappen igen.

Hvad nu? Sidder ikke hun, der stod paa den sidste og højeste Marmorafsats, ude i en lun lav Stue og akkompagnerer den væmmelige Bedetenor, han havde hørt i Sommer?...

En Sommerfugls Vinge
var tidt min Begær,
jeg skulde mig svinge
snart fjærnt og snart nær!

Han hørte sin egen Stemme lyde med Fisteltoner. Han skuttede sig, var fugtig og kold.

Gid han havde havt sin fjantede Farmacevt ved Haanden! Saa havde han hugget sig varm og givet den Dumrian en Dragt Prygl med det samme. Rigtig brutale Rekrutprygl. Ja, havde han blot en Sabel og en at pryg!e løs paa!

Alt samlede sig i den ene Følelse, at han var et skændig forurettet Menneske. I alle hans Hallucinationers Lystaagebilleder faldt ikke en eneste Refleks af Selvironi ind i hans Sjæl. Hele Verden, specielt den kvindelige, var noget Rak. Forstærkningskaptejn Frick var Ridderen sans peur et sans reproche.

Lygterne i Gaderne tændtes, da han kom hjem. Se, der kom et Blus, saa et til! Han blev staaende og gloede paa dette Fænomen som et Barn, der ser det første Gang.

I det første Hus, han skulde passere, boede en Gartner. Gennem det tarvelig oplyste Butiksvindue saa han en prægtig rød, rigt blomstrende Azalea, der mærkelig dominerede alle de andre Potteblomster.

Aleksander den store gav døende sin Ring til Perdikkas og sagde "til den bedste".

Kaptejn Frick følte sig døende lige overfor Kvinderne. Han gik ind, købte Blomsten og gav Ordre til at sende den til dens Bestemmelse, men med stræng Befaling om at fortie, hvorfra den kom.

Han gjorde en Runde i alle Byens Gader, gik et Øjeblik ind i Klubben. Ved sit Didrich-Menschensckrecks-Ansigt skræmmede 104 han rent den kvikke Opvartningspige, som bragte ham hans Toddy - hende, som han ellers fandt Behag i, og hos hvem hans Følelser havde fundet rigelig Gengæld. Han saa ikke til hende, da han smed Betaling og Drikkepenge hen ad Bordet.

Ansigtet forandrede sig ikke, da han kom hjem.

Hans Moder bankede paa hans Dør, men standsede paa Tærskelen, da hun saa ham. Hun havde en Urtepotte i Haanden. De store Blomsterduske glødede ind i hans Stue.

- Se, hvad jeg har faaet, Julius! sagde hun... Men hvordan har Du det?

- Godt.

- Se, hvad jeg har faaet!

- Ja. Det er godt for Moder. Moder skulde gaa i Seng.

- Men hvem kan den Azalé være fra, Julius?

- Hvor Pokker skulde jeg vide det? God Nat, Moder!... Aa, Herre Gud! Lad os bare komme i Seng!

XV.

Det var en meget smuk Landsbykirke, en af de ægte sjællandske, som passer saa godt i de grønne Landskaber, ikke saa højtaarnede, at de dominere vigtig, men ragende jævnt op, hyggelig hilsende til en fem seks Kammerater, der alle stod som Herrebrikker paa den flade Egns Skakbræt. Den havde vor hjemlige Gothiks tarvelige Former: den maatte bære den hvide Overkalkning over sine røde Munkesten, men des skarpere tegnede sig dens Trappegavle ud ad til i den høje blaa Dag, desto mere fremhævede de hvide spidsbuede Hvælvinger og Gjordbuer inde i dens Rum Menighedens Medlemmer. Der var faa sorte Købstadsdragter, hvoriblandt Grevens - Kirkeejerens - sorte Kjole, hvorfra Kommandørkorset struttede som glitrende Vand i en i Skumring gemt Bæk. Der var mange blaa Vadmelsfrakker paa de ældre Bønder. Deres Hustruers Lin og guldstukne Huebulle spredtes mellem de yngre Mænds Klædestøj og de yngre Kvinders halvmoderne brogede Hatte med Blomster og Pynt.

Pastor Brinckmann holdt sin Tiltrædelsesprædiken. Først havde den gamle Sognepræst, en ærværdig og smuk sølvhaaret 105 Gubbe fungeret foran Alteret i den karmoisinrøde guldbroderede Fløjels Messehagel over den hvide Særk. Han havde havt Kapellan paa tiende Aar og havde ikke siden den Tid forrettet Tjeneste. Hans Fremkomst affødte en højtidelig Stemning, som om en Aand fra Graven var steget frem; den hule, lidt brægende Oldingestemme havde klinget for Menighedens Øren som hendøde Slægters Ekko. Provsten havde "indsat" Kapellanen med priselig Tørhed og Korthed. Hans Deltagelse i Handlingen var en "pièce de rideau", som ingen havde givet stor Agt paa. Man havde udhvilet sig under den for at samle Opmærksomheden og Andagten paa den nye Præsts Optræden.

Han gjorde stor Lykke. Provsten og Sognepræsten havde skumlet over ham i Sakristiet før Gudstjenestens Begyndelse. Hans lange, helt ned over Pibekraven nedfaldende Nakkehaars Kruser, hans lave moderne hvide Slip med nedfaldende brede Flipper ærgrede Provsten lidt. Sognepræsten havde trukket paa Skuldrene og sagt: Deres Højærværdighed kan endda være glad over, at han ikke bærer Knevelsbarter... og Grundtvigianer tror jeg ikke, at han er.

Sofus Brinckmann tog sig ogsaa godt ud. Hans mørke Øjne glinsede endnu mere end sædvanlig, hans Kinder stod i Purpur mod den hvide Pande og Hage, og det smukke store Krushaar gav ham Lighed med en ung Præst fra Allongeparykkernes Tid. Grevinden havde Lyst til at hviske til sin Mand, at han ikke saa "udistingveret" ud, men hun gjorde det ikke.

Hans Indledningsbøn var paa Vers:

Jeg aksled mit Skind for til Bryllup at gaa,
hver Fold har jeg glattet og jævnet.
O Herre, lad ikke mig udenfor staa,
jeg gjorde dog alt, hvad jeg evned,
jeg haver i Vold ej rigere Skrud
end det, jeg beredte saa længe
til Festen hos Kongen, hos Herren, min Gud,
hvor Englene lege paa Strænge!

- Kryptogrundtvigianisme, hviskede Provsten til Sognepræsten.

- Han er altsaa Digter, hviskede Grevinden til Greven.

- Mon han hele Tiden vil lade den gaa paa Vers? hviskede en ung Bondekarl til sin Nabo.

Det glade, lyse og barnlige i hans Stemme gjorde det store Flertal sympathetisk stemt for ham.

- Rævestreger tror jeg for Resten ikke der er ved ham, 106 hviskede en Hestepranger fra Sognet til sin Nabo, en Kommissionær og Landhøker.

Pastor Brinckmann oplæste Teksten om Bryllupsklæderne af Matthæusevangeliets 22de Kapitel.

- En lille Smule theatralsk, hviskede Provsten til den gamle Sognepræst. Men denne gav ikke Agt paa det, om han end af pligtskyldig Subordination nikkede med et bifaldende Smil. Den gamle Mynsterianer var oprigtig greben af den korrekte og smagfulde Recitation, om han end savnede lidt god, bred gammeldags Pathos med langt udtrukne Vokaler og Rullen paa Konsonanterne.

Brinckmann prædikede om, at Kongen, Gud-Fader, vilde fejre sin Søns Brudefest med Menigheden, som han havde kaldt paa, da han fór til Himmels, og forjættet den en Bryllupsfest i de straalende Haller deroppe under hellige Orgeltoner og Englenes Hymner. Og Indbydelsen lød ud over den vide, vide Verden, til de store Menneskeskarer, de travle Myrer. Ak, saare mange syntes, at de ikke havde Tid! Der var saa mange Marthaskikkelser, saa faa Marianaturer i Verden (han saa brændende ned paa sin Hustru). Og hvem vare navnlig Nutidens travle? Ikke egentlig de, der drev Agerbrug og Købmandsskab, nej, det var især dem, der vilde bygge Festsalen paa Jorden i Stedet for at begive sig til den, der alt stod bygget i Himlen. Det var dem, der lignede Troldmændene i vor Digterkonges Mesterværk, dem, der vilde mane Gud ud af Stene og Planter, af Naturens Love og Menneskenes Livsførelse, uden at ville løfte Blikket derop, hvor Gud fandtes uden Møje. Ak, hvorfor vilde ikke disse Mænd, som dog for en stor Del hørte til Menneskehedens bedste Aander, enten ikke lyde Kaldelsen eller dog ikke berede sig en Bryllupsklædning? Da nu han, Prædikanten, den ringe Ordets Forkynder, ikke var jævnstærk med Verdens Tankemestre, havde han vendt sig til sine jævnlige, de enfoldige. Og til dem vilde han sige: Der kræves ikke en Bryllupsklædning, besyet med en mægtig Videns funklende Flitter eller vævet med Lærdommens kunstige Islæt - nej, kun en simpel linned Kjortel, spunden af ihærdig Tro, omhyggelig holdt og plejet under husmoderlig Frygt og Bæven, ja, hvid og ren som Lyset i de evige Boliger... "Og ikke sandt, I kære Søstre i Herren" (her dvælede Blikket først ildfuldt paa hans Hustru og svævede derfra ud over de kvindelige Tilhørere i Almindelighed) "ej sandt, I, forstaa mig!" 107 - Virkelig smukt, hviskede Grevinden til Greven. Den unge Mand har Aand.

Hm... ja, hvis han kan blive saadan ved, saa... ja saa er det meget brav.

Enten man er Producent paa en Prædikestol, et Katheder eller en Scene, faar man snart en Følelse, om man slaar an eller ikke. Pastor Brinckmann mærkede Sympathiens Bølger slaa op mod ham. Det jublede i hans Sind, da han steg ned ad Prædikestolen. Han bad en stille Takkebøn.

Den gamle Kancelliraad Pramman og Fru Kamp havde holdt den midt mellem dem siddende Fanny i hver sin Haand. Begge Damerne græd, og, da Kancelliraaden saa, at Fanny græd, græd han med. Men da Prædikenen var endt, og de ensformige, rituelle og officielle Bønner begyndte, længtes han efter Kaptejn Frick eller en anden ligesindet for at kunne hviske ham i Øret, at, hvis han, Kancelliraaden, havde vidst, at en linned Brudedragt var den bedste, havde han ikke spenderet 500 Kroner paa Fannys paillegule Atlaskes Brudekjole. Havde Fanny ikke hindret ham i at hviske til Fru Kamp, havde han sikkert ikke sparet hende for sit frivole Indfald.

Der skulde være en lille Frokostmiddag i Kapellanboligen straks efter. Apothekeren havde havt en Kurv fin Vin med i Magasinet paa sin Wienervogn, og Fru Kamp havde mange gode henkogte Sager: Østers og Asparges, Champignons og Oliven o. s. v. o. s. v. med sig. Kancelliraaden var sulten og glædede sig til en Middag i den kønne Havestue med Udsigt til Haven og den Horizonten sluttende violette Skov. Det var allerede en haard Prøve for hans Taalmodighed at blive opholdt af alle de hilsende og haandtrykkende, lykønskende og anerkendende Menighedsmedlemmer, som fyldte Kirkens Midtergang og fylkede sig sammen ude paa Kirkegaarden. Havde de to gamle Herrer, Provsten og Sognepræsten, der ilsomt skyndte sig gennem Mængden, ikke efter hans Opfattelse været saadan to gamle Tørvetrillere, havde han gerne fulgt dem, i Stedet for at fryse og lugte alt det Vadmel og al den Tørverøg fra mandlige og kvindelige Menighedsmedlemmer. Han blev madgnaven og sagde til Fru Kamp:

- De Fruentimmer har s'gu ikke holdt Bryllupsklædningen proper.

Han var som i Almindelighed gamle Vittighedsjægere bleven hængende i sit første Indfald og havde Lyst til at tvære det ud i selvbehagelig Vidtløftighed.

108

De vare næsten naaede til Kapellanboligen, hvis brune Tegltag og hvide Kvist glimtede frem over en lille Rønnebærtræsallé, langs Landevejen foran det perlemalede Havestakit.

Sognepræsten kunde ikke taale at tage Del i Festiviteten, havde han sagt. I hvert Fald var hans Glæde over den Lykke, Kapellanens Debut havde gjort, næppe ublandet, thi han havde sagt til en gammel Gaardmand, som lykønskede ham til den ny Kap'lan:

- Naa... er Jens Hansen ogsaa bleven nymodens. Ja, ja.

Provsten derimod kom gaaende lidt bag de andre i Ornat, fulgt af sin Karl, som bar en Haandkuffert med civile Klæder.

Foran Indgangslaagen opdagede Pastor Brinckmann, som gik med sin Hustru under Armen, bestandig kærtegnende hende, et Enspænderkøretøj med en ludende, laadden, pjuskmanket Hest for. En lige saa ludende og pjuskhaaret, halvgammel Mand stod og holdt Hesten ved Hovedtøjet. Han lettede paa sin halvskallede laadne Hue, da Kapellanen og hans Hustru vilde til at dreje over Jordbroen over Grøften og lette paa Stakitlaagen.

Brinckmann saa op paa ham og spurgte:

- Vil den Mand tale med mig?

Den tiltalte svarede:

- Jo - se... at... det vilde jeg jo nok.

Han løftede det rynkede, vejrbidte Ansigt. Det var haarde, forstenede Træk paa den tykke Underlæbe nær, thi den dirrede konvulsivisk over de tandløse Gummer i uhyggelig uvilkaarlig Livlighed. Det var aabenbart ikke med Ejerens gode Vilje, at den Underlæbe løb løbsk.

Brinckmann standsede foran ham. Kancelliraad Pramman sagde:

- Husk paa Maden, min gode Pastor! Vi er sultne som Ulve.

Fannys Ansigt fortrak sig til et Udtryk af fortvivlet Væmmelse, da Bonden spyttede en Skraastump i den hule Haand, stak samme Stump i Lommen og dernæst bød Haanden ud først til Brinckmann, saa til hende. Hun anbragte sin ængstelig flygtende, med en sort fransk Handske bedækkede Haand bag paa sin Fløjels Kaabe.

- Uf det Svinebæst! sagde Kancelliraad Pramman til Fru Kamp... Kom, lille Fanny, kom mit Barn! Kom hen til Bedste! Faar Du ondt... Ja det er s'gu meget naturligt.

109

Provsten var kommem til og havde hørt det hele. Han sagde til Kancelliraaden:

- Deres Barnebarn er nu en kristelig Præsts Hustru. Vorherre skyede ikke engang de spedalske.

Kancelliraaden tav og undertrykte sin Lyst til at vrænge ad Provsten. Han havde Lyst til at sige "Hykler" til ham. Indvendig sagde han: Jeg skal lure den Grovæder af, hvor mange Champignons og Østers han øser op af Sauceskaalen.

Bonden havde ventet taalmodig under den lange Pavse, mens han holdt Kapellanen fast i Haanden. Brinckmann havde stadig havt sine Øjne fæstede paa hans dirrende Underlæbe, som apoplektisk syntes at stoppe for, hvad der laa ham paa Hjærte. Men Præstens stadig fornyede Haandtryk syntes at gøre den fattige Mand godt. Endelig kom han til Mælet og mumlede:

- Ja... se, det var lige godt en dejlig Præken, den ny Kap'lan holdt.

- Naa, De har hørt den, min gode Mand!

- Næ-æ-j. For jeg maatte laane det Enspændertøj af ham, Parcellisten Mads Jør'en, for den gamle Præst er jo noget paaholdende med at køre, og Kap'lanen holder vel ikke Køretøj. Og se... Doktoren, han var jo i Gaar Aftes hos os, og han sa'e, at der ikke var noget at stille op med vor Mo'er, saa det er vel bedst, at hun bliver berettet.

Taarerne løb ned fra Øjet og piblede gennem Mandens Rynker, sagte, uvilkaarlig som Grundvandet gennem sur Jord.

- Hvad fejler hun? spurgte Kapellanen med blød deltagende Røst.

- Ja, det er lige godt en slem Syge. Ja, hvis Præsten vilde tage til Takke med et Enspændertøj, for Gaardmændene skulde til Kirke og kunde ikke køre for mig, saa fik jeg Hans Jø'rens Enspænder, for han er jo kuns Parcellist.

- Ja, vel... ja vel... Skal det være straks?

- Ja, det maa det være, for ellers dør vor Mo'er. Se... hun var oppe i Rynkeby for at se til sin Søster, og der fik hun de sorte Kopper, det Skab!

Fanny rev med et krampagtigt Ryk sin Arm ud af sin Mands, løb hen mod sin Bedstefader, som sammen med Fru Kamp havde fjærnet sig mange Skridt fra Bonden som fra en pestbefængt. Provsten havde ogsaa fjærnet sig, dog kun faa Skridt. Brinckmann havde fulgt dem, men straks efter nærmede han sig 110 igen til ham. Med lige saa stærkt farvede Kinder som paa de begejstrede Steder i Prædikenen sagde han:

- Jeg kommer... jeg kører med!

Provsten klappede ham paa Ærmet, lagde sin Arm i hans løftede Haanden som for paa engang at anerkende hans Begejstring og tysse paa den.

- Lad mig tale med Manden, Pastor Brinckmann... Hør - lille Mand der! Var Eders Hustru en troende Kvinde? Trænger hun til Evangeliets Trøst? Er det Alvor? Hvad? Eller er det blot en Formalitet?

- Det er alleslags af alle de Dele, som Provsten siger, sagde Manden. Nu brød han ud i Hulken og... snød sin Næse med Fingrene. Men det vilde dog være fælt ærgerligt haade for mig og vor Mo'er, om hun ikke kunde komme ligesaa pænt ud af Verden som Klavs Madsens bøvede Kvinde, som døde af den samme Syge, bare fordi han har en Gaard paa 50 Tønder Land, og jeg kuns er Indsidder. For Vorherre maa dog agte alle Folk ens, naar de naar saa vidt, mener jeg, og det er ikke for det, jeg skal nok fornøje Præsten med det, jeg kan overkomme... saadan en Krone og halvtreds, mener jeg efter mine Omstændigheder... Ja (nu tog Graaden atter Magten fra ham)... hun har saamænd været flittig og skrabet sammen alt det, hun har kunnet... i Vorherres velsignede Navn!

Det sidste sagde han med Forsøg paa at stemme sin Diktion op i gammeldags Præketone.

Kancelliraaden og Fru Kamp vare efterhaanden naaede ind gennem Gitterlaagen og stod paa Stentrappen foran Indgangsdøren. Vekselvis vinkede de ad Fanny, der stod med Haanden paa Laagens Klinkefald med Sindet balancerende mellem sin Mand og de to fra det gamle Hjem. Provsten stod et godt Stykke fra den maaske pestførende Indsidder, Brinckmann derimod lige tæt ved ham.

- Vent... jeg kommer! raabte Brinckmann igen. Fanny... følger Du mig?

- Er De gal? udbrød Kancelliraaden hidsig. Vil De have, at Deres unge Kone skal blive skamskændet af den væmmelige Sygdom?

- Kære Pastor Brinckmann, sagde Provsten, bliv ikke eksalteret! Deres Hustru behøver jo ikke...

- Kan vi møde i Bryllupsklædningen paa Vorherres Fest, 111 det, jeg talte om i Dag, hvis vi ikke tør besøge de syge og fattige?

- De er gal, Menneske! Splintrende gal, raabte Kancelliraaden... fanatisk fjollet!

Fru Kamp holdt Fanny fast omslynget. Den unge Kone gispede som en fanget Fugleunge, mens hendes Øjne graadig fulgte, hvad der gik for sig ude paa Vejen.

Provsten og Brinckmann betragtede hinanden. Den første rakte højtidelig Haanden ud og sagde:

- De tager naturligvis med Manden - thi (her fik Apothekeren et knusende Øjekast) denne Verdens kloge Børn maa dog vige for Lysets Børn. De skælver ikke for Død og Grav.

- Saa rejs da, Menneske! raabte Kancelliraaden... men vær dog ikke saa vanvittig... at forlange, at Fanny... skal...

Fanny havde lagt Mærke til, at hendes Mand hele Tiden bedende havde set paa hende. I Lynfart havde alskens Tanker gennemfaret hendes Sind. Det "Ideal", hun havde sværmet for efter Kaptejn Fricks Anvisning, de store Følelser, som havde ildnet hende op gennem Digt og Sang, rykkede ind paa hende og krævede hende til Regnskab, til Bekendelse af, om hendes Begejstring havde været Sandhed eller Løgn. Hun blev kaldet til Krig: til Krig mod Sygdom og Nød, til Krig mod sig selv - thi hun var jo gledet ind i sit Ægteskab med mat Protest mod en Strøm, som drev hende viljeløs afsted, uden at hun vidste hvorfor. Nu voksede noget af hendes Selvfølelse op i hende, da hun saa Brinckmanns Mod... han turde dog vove en Bedrift, lige saa tapper som Kaptejn Fricks Deltagelse i den anden slesvigske Krig.

Hun rev sig løs fra sin Bedstefader og Tante, løb ind i sit Hus, tog i Skabet Læderfutteralet med den for syge bestemte Messingalterkalk, fjernede med nervøs sammentrængt Energi Bedstefaderen og Tanten, da de vilde hindre hende Udgangen. Hun raabte fra Døren:

- Brinckmann!... Jeg følger med Dig.

Provsten lagde begge sine Hænder paa hver Side af Fannys lille behandskede højre, sagde: Det er en ægte kristelig Præstekone, løsnede saa sin højre Haand, vilde lægge den velsignende paa hendes Hoved. Den stak sig paa Hatteblomsterne og fór vild i Pandehaaret.

Pastor Brinckmann og hans Hustru sad i Agestolen.

112

Indsidderen stod bag i Vognen og kørte med Tømmerne løftede over Kapellanens og Fruens Hoveder.

Provsten hilste Kancelliraad Pramman med en hoverende Høflighed og gik op mod Præstegaarden, hvor hans Vogn stod. Apothekeren vilde ikke tage mod saadant et Udspil uden at forsøge paa at stikke det saa flot henslængte Kort.

- Aa... aa - sagde han... og vort gode Maaltid, Deres Højærværdighed! Det var dog forbandet!

- Deres Sønnedatter og hendes Mand ville mættes med de Ord, som udgaa af Guds Mund, svarede Provsten... og de ere bedre end Brød, Hr. Kancelliraad! God Morgen!

Apothekeren turde ikke sige noget derimod højt. Indvendig sagde han til Provsten: Din hykleriske Grovæder! Han var arrig. Han følte, at hverken Provsten eller hans Svigersøn kunde have handlet saaledes, hvis de ikke havde været tvungne frem af og beskyttede af en Magt, en Tradition, en Organisation. Var det Religionen? - Var det blot den officielle Kirke? I hvert Fald var det noget, der stod solidt, myndigt, bydende, noget, som krævede Lydighed og Hengivelse, noget disciplineret... noget, som Apothekeren hadede og havde Lyst til at gøre Oprør imod. "Jeg er en gammel Mand... havde jeg været ung, saa skulde jeg Fanden... " - Ja, hvad havde han gjort, da han var ung?

- Aa Sludder! Agathe, sagde han til Fru Kamp.

- Hvad, Pramman? Jeg har ikke sagt et Ord.

- Saa, brøler Du nu ogsaa?... Skal vi ingen Mad have?

- Jo, det skal vi, kære Pramman! Alt er beredt derinde.

Bordet stod dækket i Havestuen. Men Festen var glippet. De spiste begge af deres egen medbragte Mad, uden Andagt. Taarekertlerne og Tænderne arbejdede samtidig. Da de havde stillet Sulten nogenlunde, saa de sig om i den tomme Stue. Ilden buldrede i Porcellænskakkelovnen, som Kancelliraaden havde bekostet foruden alt det andet rige Udstyr. Han havde aldrig syntes om Giftermaalet: nu var han bedrøvet og angest paa Fannys Vegne, vred paa Fru Kamp, ringeagtede sig selv, fordi han ikke havde udfoldet nogen Myndighed, følte dunkelt, at det var, fordi han ikke havde kunnet det, selv om han havde villet. Han hug en Appelsinskal hen mod Kakkelovnen. Da han hørte et ret kraftigt Klask, gentog han med drengeagtig Iver denne Sport flere Gange. Fru Kamp sagde:

- Ja... der er da ingen Grund til, at vi bliver her og bringer Koppesmitten med hjem. Vi skal vel køre nu?

113

Kancelliraaden nikkede. Fru Kamp gik for at give Ordre til at spænde for. Den gamle Mand lod sit Hoved falde ned paa sine Hænder, hulkede og sagde:

- Og min Fannys fine Ansigt skal skamskændes af Kopar! Og det for saadan en... Fladfisks Skyld. Uh-uh-uh!

I magtesløs Harme fór han op, saa ud af Vinduet, opdagede det hvide Kirketaarn, knyttede sin Haand ud imod det og sagde:

- Det er Dig, det er Dig... uh!... din lange Rækel!

- Men, Pramman!... Du er en ældre Mand, sagde Fru Kamp og klappede ham paa Ryggen, ikke uden Sympathi for hans Skuffelse og Smerte, men angest for Blasfemien. Det lykkedes hende at meddele den gamle Apotheker noget af sin Frygt. Han følte, at han var gaaet for vidt og muligvis havde gjort et Tilløb til at mane Aander frem, han ikke kunde magte. Han sad stille og resigneret under hele Hjemturen, blundede af og til lidt, smaagnavede over de daarlige Veje, over sin Kusk, som ikke kørte ham tilpas, osv.

Da han og hans Ledsagerske steg ned i den store gamle Port, der endnu genrungede af Vognens Rumlen, sagde han:

- Agathe, var det dog ikke rigtigt, at jeg ikke tilbød Fanny og ham... Præsten... min Wienervogn?

- Ih Gud!... Angrer Du, at Du ikke har bragt baade Dig... og jeg vil ikke tale om mig... og maaske hele Byen den Pest?

- Ne... e... j... Men det var jo Fanny!

- Ja vel, ja vel! Hun er dog kun et Menneske og ingen Guddom.

Naar en Vits faldt den gamle Kancelliraad ind, kunde han ikke holde paa den, han fortsatte derfor inde i Korridoren:

- Hm... ja... der maa jeg, Skam, give Dig Ret, Agathe! Havde hun selv været en Gudinde, havde hun ikke nøjedes med et Guds Lam til Mand.

Hele Resten af Dagen ulmede der i ham et afmægtigt Had til Sofus Brinckmann. Naar han brugte sin Spyttebakke, tænkte han paa ham.

114

XVI.

- Fanny... vi vandt Sejr! Faiiny! vi væver paa Bryllupsklædningen.

Fanny sad og krøb sammen i den bidende Vind, som af Hjærtens Lyst boltrede sig over de endeløse flade Marker, saa Pile og Popler langs Vejen eller ved Boligerne peb i Toppene og knagede i Stammerne. Hun var efter den store Kraftanstrængelse faldet hen i sløv Hengivelse.

- Du... Fanny! Føler Du ikke i en saadan Stund, hvad Tro vil sige? Af den fødes alt Mod, al Begejstring. Aa, Fanny! Jeg er saa glad. Og jeg er saa modig. Ikke Spor af Frygt er der i mig. Ikke tror jeg, at jeg har nogen Fortjeneste af den Gerning, vi nu skal dele, som om jeg kunde kræve Løn derfor. Men netop derfor, netop fordi jeg føler mig som en unyttig Tjener, netop derfor véd jeg, at Gud vil lønne mig og spare Dig og mig for Smitte.

Fanny var for træt til at kunne kritisere denne ejendommelige theologiske Logik, men det var dog, som om Kapellanens Eksaltation meddelte hende en Art Straalevarme. Hun drog sig ikke tilbage, da han slog Armen om hende, og, om hun end ikke gengældte den Begejstringens Varme, han kærtegnede hende med, lod hun dog sit Hoved hvile paa hans Skulder. Derved undgik hun ogsaa at forulæmpes af Indsidderens Tøjler.

Pastor Brinckmann talte hele Vejen uden andre Afbrydelser end Kærtegnene.

Det gav et Stød, Vognen knagede, som skulde den sprænges i alle Fuger, da Indsidderen drejede ind paa den usle Markvej mellem de to dinglende Poppelskud. Fra det dybe Hul eller rettere en hel lille Dam, Aarsagen til Stødet, sprøjtede Vandet helt op over Vognens Fading.

Der laa det temmelig nye til to Indsidderfamiljer indrettede Hus et Stykke inde paa den bare Mark. Paa Ydervæggen grinede det spinkle Fyrrebindingsværk raat ud fra den alt afskallende Kalkpuds. Det hele var karrigt, magert, lurvet, selv Straaet paa Taget syntes taget saa nærigt som muligt. Farveløst, uden Mos, struttede det kort ud over Husmuren som en Rekruts kortklippede Nakkehaar over Halsbindet. Bart og uden Ly laa Huset. Nogle Kartoffelbede skulde vel forestille Haven, men de løb uden synligt Skel sammen med Marken. Et fugtigt Pløre til alle Sider!

115

Endog to Poppelpile havde fundet Omgivelserne for golde og uhyggelige. De havde ikke gidet vokse; de vare gaaede ud sidste Sommer. Nu stod de døde Stammer og lod sig piske frem og tilbage. En graabroget Kat strøg et Stykke langs Muren. Den satte i vild Flugt, da den opdagede Vognen.

Pastor Brinckmann kastede sin Rejsepels fra sig paa Sædet, og trods Præstekjolen sprang og løb han ind i Huset, holdende Fanny fast i den ene Haand og Alterkalkens Futteral i den anden. Indsidderen gav sig god Tid til at løsne Skaglerne, binde Tømmen fast og give Pisken en fast Stilling.

Den graa Dags glansløse og usympathetiske Lys blottede prosaisk Stuens skrækkelige Nøgenhed. Bindingsværkets Skelet stak frem indvendig som udvendig, ikke saa meget som et lille Spejl prydede Væggene. Alt var koldt, haardt og plumpt lige fra det umalede Bjælkeloft til det smudsige gule Murstensgulv. Af Møbler et lille, umalet Fyrrebord og to Stole. Kun en gammel Dobbeltseng, aabenbart købt paa en Auktion, fyldte næsten en hel Væg.

En kvælende, forfærdelig Stank slog den unge Præst og hans Hustru imøde. Det sortnede for Fannys Øjne. Det mørknede paa engang i Rummet. En tyk Sky sendte en piskende Stormregn ind mod Ruderne. Det blev mørkere og mørkere, inden Brinckmann, hvem Stuens rædselsfulde Luft i et Øjeblik havde truet med at gøre bevidstløs, fik fattet sig. Indsidderen tøvede endnu derude, dennegang for at klappe sin Bindehund. Brinckmann gik hen og slog Sengens gamle tærnede Bomuldsomhæng til Side. Stanken blev endnu værre. Fanny var sunken om paa den ene af Træstolene.

Et skrækkelig tilredt Stykke Ansigt stak frem af et sort uldent Tørklæde, som Konen haardnakket havde beholdt om Hovedet trods Lægens Forbud. Et Par Øjne lyste feberagtig ud imod Præsten.

- Kender De mig? spurgte Brinckmann.

Hun mumlede noget uhørligt noget, men Øjnenes fraværende Blik svarede, at hun intet forstod, og at de mumlede Ord var et mekanisk Modslag af Præstens Spørgsmaal som et Ekko af et Raab.

Da Brinckmanns Øjne vare blevne mere vænnede til Sengerummets Dæmring, saa han, at der ved Siden af den syge stod en rygende Lerskaal. Just da kom Manden ind.

- Hvad er det? spurgte han. Tag det bort!

116

- Naa, ded? sagde Manden. Ja, det er en Smule Grønkaal, som Husmanden derovre har sendt vor Mo'er.

- Men har Doktoren ikke forbudt...?

- Jo, det forstaar sig. Men, da hun skal til at dø alligevel, saa kan hun jo ligesaa godt tage den Fornøjelse med.

- Men frisk Luft skal her til. Luk et Vindue op!

- Nej, det kan da aldrig være godt for et sygt Menneske, Hr. Pastor, at faa Kuld ind i Stuen.

Mekanisk lukkede Fanny et Vindue op. Indsidderen bandt det uldne Tørklæde fra Kørselen om Halsen og skottede angest hen til Vinduet og Regnen.

Pastor Brinckmann ledte i sin Lomme. Han havde ikke faaet sin Ritualbog med. Trods sin theologiske Eksamen og de praktiske Prøver, han havde taget, alle med Laudabilis, mindedes han ikke, om der var et Ritual lagt til Rette for en saadan Situation. Han raabte til sin Hustru:

- Fanny! Stem med i en Salme!

Og med sin kønne Tenor stemmede han i, idet han sagde hen til sin Hustru: Syng med, Fanny!

At sige Verden ret Farvel
i Livets Gry og Livets Kvæld,
er lige tungt at nemme.

Fanny sad gennemrystet, sløv af de vekslende Sindsbevægelser, blev ikke vaagen, før en høj Tone fra hendes Mand og en tydelig Udtale af de smukke Ord greb hende i Strofen:

Kom i den sidste Nattevagt
i en af mine kæres Dragt
og sæt Dig ved min Side,
og tal med mig, som Ven med Ven,
om hvor vi snart skal ses igen
og glemme al vor Kvide!

Da sang hun med, blødt og drømmende, til Salmen var endt. Først da opdagede de, at den dødssyges Mand ogsaa var tvungen med ind i Sangen, men den Salme havde han ikke kendt Adskillige Sekunder efter Præsten og hans Kones Sang lød hans snøvlende Recitation paa en hel anden Melodi af en hel anden Salme, som han havde lært, da han gik til Konfirmation:

117

Din Vælde uindskrænket er,
alt, hvad Du byder, sé, det sker;
vel os for saadan Herre!
O Jesu...

Da holdt han op, opdagede, at han var ene om at synge, og, som han vilde have stoppet op i Kirken, naar han mærkede, at Degnen holdt op, stoppede han op nu, græd og tørrede Øjnene i sit Frakkeærme.

Efter Salmesangen nærmede Pastor Brinckmann først Hostien, derpaa Messingkalken til den syge Kones Læber. Hvad der var foregaaet i hendes Sind, besløret som det var, kunde ingen vide. Muligvis dirrede der inden i hende Efterklang af Erindringer fra Kirkebesøg, de eneste Stunder, hvori hun og hendes lige søge Læskelse i det haarde Arbejdes lange Ørkenvandring. Muligvis vaktes disse Erindringer ved Præstekraven og ved de rituelle Ord, dem, hun aldrig havde forstaaet, men som højtidsfuldt havde løftet hende gennem gamle Verbalformer som "haver" og "vorde" og gennem de traditionelle latinske Kasusformer som "Christi", "Christum" og "Christo".

Nok er det; hun fik Taarer i de vilde Øjne, mens hun sugede en Draabe op fra Kalkens Rand og mumlede: "Jæsum". Det kom op som en enlig Boble paa et mørkt dødt Vand.

Indsidderen foldede Hænderne og sagde: Amen.

Præsten vendte sig imod ham med taarefyldte Øjne og rakte ham sin Haand. Indsidderen tog mod den med et mat, frygtsomt Tag. Præsten saa paa ham, som ventede han Tak, men Indsidderen mumlede:

- Ja, jeg véd ikke, hvad jeg er Præsten skyldig.

- Ingen Ting, kære Mand! raabte Brinckmann højt og slog med Haanden.

- Ja, saa siger jeg mange Tak, sagde Indsidderen, greb Præstens Haand og vilde kysse den. Præsten afværgede det og lagde Haanden paa hans Hoved med et: Gud velsigne Dem!

Han tog sin Hustru om Livet og mere slæbte end fulgte hende ud af Stuen.

Indsidderen mumlede for sig selv, da de vare ude, følgende Fanny med Øjnene:

- Det er fælt, saa Fruentimmer nu til Dags skal med ind i saadanne Dele, som ikke rager dem.

Det var en haard Tur for de tre, der kørte fra Indsidderhuset 118 paa den aabne Mark til den nye, lune Kapellanbolig. Den blygraa Himmel sendte alt ondt imod dem. Stormen fór som en løbsk Hest over Markerne. Fra dens Mule piskede først Hagl, saa Snesjap, saa Regn ind i deres Ansigter. Indsidderen bandede stadig i sit stille Sind "Fruentimmerne". Den Frue havde jo ikke gjort mindste Gavn ved Beretteisen. Var hun bleven hjemme, saa havde han kunnet sidde lunt i Sædet ved Siden af Præsten og havde havt meget lettere ved at køre. En Pøl af smeltet Hagl og stordraabet Regn flød bag hans uldne Halstørklæde ned paa Ryg og Bryst. Han kæmpede mod al den Kulde ved med sine faa Tandstumper at male Skraaen saa energisk som muligt.

Kapellanen og hans Hustru sad trykkede tæt op til hinanden. Han gentog hvert Øjeblik:

- Det er noget skønt... noget usigelig opløftende, jeg har oplevet i denne Dag. Fanny... jeg manede det hellige Navn frem paa den døendes Læber. Det var en svag Afglans af Herrens Opvækkelse af Lazarus. Han gjorde Korsets Tegn med sin pelsværksbehandskede Haand og sagde:

- Fanny... kan Du huske, at Konstantin den store saa Korsets Tegn paa Himlen og læste derunder: Ved dette Tegn skal Du sejre?

Fanny svarede ikke. Hun følte, at, hvis hun tænkte paa noget bestemt, vilde hun fryse endnu mere og komme til at græde enten af Sindsbevægelse eller af Kulde. Hun hørte Indsidderens hvæsende Aandedræt bag ved sig. Ingen anden Bevidsthedsakt tillod hun at komme frem i sig end under hele Turen at lade Salmen: "At sige Verden ret Farvel" tone frem for sit indre gennem alle Strofer.

Uden synderlig Varme tog Indsidderen Afsked med Præsten - Fruen hilste han knap paa - da Vognen holdt uden for Kappellanboligens Gitterlaage.

De før saa udmærket opvarmede Stuer vare halvkolde. Det af Kancelliraad Pramman og Fru Kamp forladte Maaltid stod paa Bordet. De to Tallerkener med Madlevninger og de to Glas med Vindito gjorde Bordet uhyggeligt, uskønt. Kapellanen satte sig straks til Bords, nikkede til sin Hustru og sagde:

- En Arbejder er sin Føde værd... Men søde Barn! Hvorfor tager Du ikke Tøjet af?... Du maa trænge til noget.

Fanny havde sat sig med alt Rejsetøjet paa og havde valgt en Stol i en Krog. Hun dirrede og rystede. Brinckmann smed 119 sin Gaffel, sprang op fra sin Stol, ilede hen til hende og tog begge hendes Hænder. Han udbrød:

- Kære, kære Fanny! Er Du bange for Koppesmitten ? Kom, lad mig kysse Frygten bort fra dine Læber og faa dem til igen at blomstre som Roser!

Hun skød ham sagte fra sig og rystede paa Hovedet. Hun saa hen for sig med stille, tankefulde Øjne.

- Aa, jeg er en saadan upraktisk Klodrian. Jeg burde straks have taget Præstekjolen af og... nej, jeg burde først have hjulpet Dig Tøjet af. Aa, jeg er slet opdraget, har manglet kvindelig Omgang; men, er jeg end uridderlig i min Færd, jeg er det ikke i mit Sind. Kom!

Han sled i Ærmerne paa Pelskaaben, saa den knagede i Sømmene, pillede ubehjælpsomt ved Hattesløjfen, inden han fik den løst, sled hendes Handsker af og kyssede hendes Hænder. Hun lod ham gøre, hvad han vilde. Da hun sad der i den sorte Silkekjole med den Silkefløjels perle- og kniplingsbesatte Trøje, følte han en inderlig Lyst til at lægge sig paa Knæ og støtte sit Hoved til det høje, faste Bryst. Men han besindede sig i et Sekund, ilte ud og et Øjeblik efter var han tilbage i graa Frakke. Kun det hvide Halstørklæde mindede om hans nysoverstaaede Gerning.

Han turde ikke nærme sig Fanny, saa stiv og kold saa hun ud. Han vidste ikke, hvad han skulde gøre. I sin Befippethed satte han sig til at spise igen, drak et Par Glas Vin, afbrydende sin Idræt ved af og til at sige:

- Men stakkels, søde Ven! Hvad fejler Dig?

Hun blev ved at sidde som et Barn, hvis Mæle en stor Forfærdelse har lamslaaet; og han bad og lokkede, smilende og hulkende.

Langt om længe, plaget til at tvinge Ordene frem, sagde Fanny:

- Den skrækkelige Elendighed! At de faar Lov til at leve saadan! Det er skammeligt!... Hvor er Manden?... Lad ham faa alt det, der staar der.

Med et Udtryk af Væmmelse slog hun ad Spise- og Drikkevarerne paa Bordet.

- Hvem, kære? Hvad? Manden? Hvilken Elendighed? Hvad taler Du om?

- Herre Gud! Saa Du ikke den Stue? Ikke et Sted at 120 sidde! Vinden blæste gennem Væggene. Nøgent og rædsomt var alt. Stank, Kulde... og

- Nej, nej, kæreste Fanny! Oprigtig talt: jeg lagde ikke Mærke til alt dette. Jeg huskede paa det ene fornødne.

- Og Du husker paa det samme endnu? sagde hun med en bitter Trækning med Læberne og slog atter med Haanden i Retning af det dækkede Bord.

- Men, Fanny! Mennesket lever ikke af Brød alene, men af hvert Ord, som...

- Ja, det kender jeg. Men kan Du leve uden Brød? Du smurte jo nylig Gaaseleverpostej paa Franskbrød.

Hun kom til at le, men krampagtig. Saa krøb hun sammen igen af Rædsel. Hun syntes, at det ikke var hendes egen, men Kaptejn Fricks Røst, der havde sagt det sidste Ord.

Brinckmann vendte sig fra hende. Skulde han svare med den afvisende Alvor, passende for hans nye Embedsstilling? Nej,... han kunde det ikke, Fanny var for sød - - og desuden...

Han stillede sig et Øjeblik hen i Vinduet og saa adspredt paa Regnen, som i skraa brudte Linjer fejede hen ad Vejen, løb derpaa hen til sin Hustru, favnede hende og sagde:

- Du har Ret, Du har Ret! Jeg er egenkærlig, hænger ved det jordiske, mærker jeg. Det har jeg aldrig vidst før! Tak, Fanny... Alt det skal sendes til de fattige Folk... men nu er Manden kørt for længe siden... Men bi... bi! Sognepræsten maa lade en Karl køre hen med det. Han skal! Du skal se, jeg kan tvinge ham. Han skal!

Han gik ud og kom straks efter ind med Hat og Overfrakke greb sin Hustrus Hænder og sagde:

- Er Du nu fornøjet med mig, Fanny?

Hun maatte sige Ja. Hun følte, at hun burde det. Dog var hun egentlig ikke fornøjet med ham. Han tog alt saa glad, saa let. Var hun ikke vant til at gøre det samme hjemmefra? Var det maaske derfor, hun ikke kunde lide, at han tog det saadan?

Hun gik ind i Dagligstuen. Der var koldt. De landlige Tjenestefolk var ikke vante til, at der var Varme i hele Huset, saaledes som Fanny var vant til det hjemme paa Apotheket. Det havde de forrige Kapellanfolk ikke havt Raad til.

Klaveret stod aabent, leende imod hende med Tangenternes 121 fulde Tandrække. Hun anslog en Akkord. Noget koldt og fedtet mødte hendes Fingre.

Hun hyllede sig ind i sit Shawl, gik atter ind i Spisestuen, satte sig paa sin forrige Stol og græd.

Man bliver træt, en Kvinde maaske mest, af at græde. Da Sindet og Øjnene vare blevne tørre, paatvang Refleksionen sig den unge Præstefrue. Den kom som en Smerte. Den begyndende Frosts Isnaale stak de bløde Dele i hende til Blods.

Aa, hvor var det Hus hende fremmed! Aa, hvor var den Mand hende fremmed, han, hun havde hengivet sig til, forfjamsket og vejvild, tirret og drillet, som hun var, af... Kaptejn Frick. Hvorfor var hun taget fra "Bedste"? Der havde hun det saa godt, saa blødt. Der kunde hun læse i de moderne Bøger om de fattiges Nød og Sorg, bede "Bedste" om tyve Kroner til Vismanns fattige Familje, paa Kaptejns Fricks Opfordring strikke Uldtøj til de fattige i sine "ledige" Timer.

Men det skrækkelige, hun havde set i Dag... det kunde hun ikke magte. Den menneskelige Elendigheds Masse, gjort endnu mere uigennemtrængelig ved et sløvt Slavesind, en dum, stivsindet, "materialistisk" Trods som hos den Indsidder, stillede sig op foran hende. Et Bjerg, foran hvilket selv Okserne maatte standse!

"Dort stehen die Ochsen am Berge", havde Kaptejn Frick saa tidt sagt, og Fanny og hendes unge Veninder havde lét.

Den Kaptejn var hendes Livs Forbandelse. Var hun ikke kommen til at hade ham, vilde hun aldrig være kommen til at elske Sofus Brinckmann!

Elskede hun ham?... Nej. Jo. Tænk, hvor god, hvor opofrende, hvor begejstret han var! Hvor havde han ikke lige efter sin begejstrede Præken villig udsat sig selv og hende, hende, som han elskede højest, for Dødsfare!

Dødsfare! Uh, Kopper! Den væmmeligste af alle væmmelige Sygdomme, en Sygdom, der kunde gøre den skønneste til en Karikatur! Hun mindedes Vismanns koparrede Moder. Alle Hullerne i hendes Ansigt befordrede hendes "Malproperhed". Uh!... Skulde hun, Fanny Pramm... nej uh... Brinckmann faa den Sygdom?

Tanken derom gjorde hende saa ræd, at hun løb ind i sit Sovekammer. Hun var jo vant til hjemmefra, naar noget gik hende imod, at ty op paa første Sal i det gamle Apothek, banke paa de solide, halvtredje hundrede Aar gamle Mure, høre den 122 dumpe Klang, som beroligede hende. Disse solide Mure maatte kunne stænge al Verdens Sorg ude.

Ja... hendes Sovekammer havde "Bedste" jo ogsaa lavet til med disse egemalede Paneler i Støttehøjde, med disse polstrede Vægge omkring de to store, prægtig udstyrede Jernsenge, med disse store Servanter af Mahogni og Marmor... med dette vældige Psykespejl!

Hun saa sig i dette Spejl. Hun sagde ved sig selv: Det er ikke Fanny Pramman, det er Fanny Brinckmann!

Hun vrængede ad sit Spejlbillede. Hvad gjorde det til syvende og sidst, om Kopperne hullede hendes Ansigt, hendes dejlige Hænder, hendes bløde Hals... Hvem havde hun at være køn for?

I samme Øjeblik, som disse Tanker lynede igennem hende, blev hun yderlig vred paa sig selv. Hun slog sin højre Pegefingers lille Kno til Blods mod Randen af sin Servantes Marmorplade og sagde højt:

- Jeg elsker... jeg vil elske Sofus Brinckmann!

Var der nogen i Stuen, der lo? Nej. For, hvis nogen havde lét, saa skulde...

Fanny faldt paa Knæ paa en Skammel. Kaptejn Frick løj; hun, Fanny, var troende som sin Mand. Hun bad højt sit Fadervor.

Hvad der var præket for hende i Barndommen, fik Magt over, hvad der var præket for hende i hendes Ungdom. Det første havde kedet hende, det sidste havde egget hendes Nysgerrighed og interesseret hende, fordi hun interesserede sig for Prædikanten. Nu, da hendes Sind var oprevet, da hendes lystige Trods ikke blev egget op til Liv af noget som helst forarget eller beundrende Publikum, hverken af Fru Kamp eller af et Par unge Veninder, nu tyngede de tusinde Atmosfærers Tryk af mange Slægters Traditioner hende ned, saa hendes Knæ slappedes og hendes Nakke bøjedes.

123

XVII.

- Er det en Manér for en Præst at rende saadan i Svinegalop over Gaarden ligesom en taab'lig Dreng?

Saa mumlede Sognepræstens, Pastor Sørensens gamle Røgter nede i Døren til Kostalden, da han saa Sofus Brinckmann løbe gennem den gamle Præstegaard, mens Bindehunden paa Indkørselsportens højre Side gøede, som om den var rasende, sprang lodret i Vejret op ad Hundehuset med en lang Trævl af hvid Fraade drivende ned fra hver af de laskede Mundvige.

Provsten var taget bort. Baade han og Sognepræsten vare misfornøjede med Brinckmanns Udnævnelse og misfornøjede med hinanden indbyrdes. Provsten vilde have en Søstersøn udnævnt til Posten, Pastor Sørensen en Brodersøn. Begge Kandidater var Haud-illaudabilister, og deres respektive Beskyttere havde sat alle Jern ud for at paavirke Kultusministeriet. Departementschefen virkede for Provstens, Kontorchefen for Pastor Sørensens Klient, men paa dette Tidspunkt var der en Minister, som havde Lyst til at regere selv. Maaske var det blot for at drille disse to Herrer, at han havde valgt Sofus Brinckmann. Han var ganske vist en Del yngre end de to saa stærkt støttede Ansøgere, men han var Laudabilist, saa Ministeren kunde uden Skin af uretfærdig Forbigaaelse gaa uden om sine to underordnedes Indstilling.

Brinckmann løb gennem Gangen og et Par Værelser lige ind til gamle Pastor Sørensens "Studerekammer".

En lav Stue, ophedet som en Bagerovn. Paa de utætte Dørfyldinger skinnede Lysstriber allevegne. I de gamle Reoler stod uindbundne Bøger og faldt mod hverandre i slap Selvopgivelse. Dobbelte Vinduer og et Basttæppe paa Gulvet. Tæppet forlængede sig op under samme Vinduer ud mod Haven, lunede for Blæsten derude fra. Den rev i de gamle, nøgne Frugttræer. Grenene bleve tvungne til en for de gamle Stakler unaturlig Gymnastik. De maatte vride sig, saa det knagede i alle Ledemod. Tørre Kviste spredtes med lydløst Fald ud over den gulgrønne Græsplæne. Det suste, brægede og hvinede ude i den gamle Præstegaardshave; inde buldrede og brummede Kakkelovnen gemytlig og syntes at sige: "Den gamle Præst og jeg har det godt. Jeg gør det lunt for ham og alt, hvad hans er. Skab Jer derude, som I vil, I eksalterede Labaner af Vind og Vejr, Buske og Træer! herind i denne Stue skal vanvittig Revolution aldrig faa 124 Indpas; jeg og Pastor Sørensen ere konservative, og vi skal vise Jer, at, selv om Dyden maa forgaa, skal Svinelæder bestaa."

Den gamle Præsts glinsende hvide Sølvnakke skinnede hans brysk indbrydende Kapellan i Møde, stille, urørlig, ærværdig som en Maner om at tage Tingene med Ro. Det varede en Stund, inden den rørte sig, trods det, at Brinckmann to Gange raabte:

- Pastor Sørensen! Pastor Sørensen!

Endelig skiftede Nakken Plads. Det bleggule, men trivelige Ansigt med den lille Næse og de store buskede Bryn, tætte som et Overskæg paa en gammel Oberst, vendte sig mod Kapellanen. De lyseblaa Øjne kikkede ud som Vintersol gennem Gardiner.

- Hem... naa-aah! Hvad vil De saa, gode Pastor Brinckmann? lød den gamle Sognepræsts Røst, hvislende over de tandløse Gummer, alt mens et kraftigt Pust sendte en vældig Damp fra Pibespidsen ud i Stuens allerede tætte Tobaksatmosfære ret som en fremrullende randflosset Sky paa en i Forvejen tæt Graahimmel.

Ordene faldt over hverandre med aandeløs Hast i Kapellanens Beretning om hans Sygebesøg. Taarerne randt ned ad hans røde Kinder som et stadigt Akkompagnement til Talen.

Den gamle Præst nikkede af og til langsomt og bifaldende, hans milde Øjne smilede opmuntrende som en venlig Lærers til en flink Discipel, der ramser sin Lektie op med Bogens Ord uden at stoppe paa et eneste Sted. Da Kapellanen var færdig med Fortællingen og pavserede lidt for at drage Vejret og tørre sine Øjne, sagde Pastor Sørensen:

- Vil De stoppe Dem en Pibe Tobak... Piberne hænger der.

Han pegede med Pibespidsen hen paa det tætbesatte Pibebræt over det lille Bord med den vældige Mahognitobakskasse.

- Tak, jeg ryger ikke.

- Saa-aa-aa? sagde Pastor Sørensen, Tonen fortsatte sig langt ind i Pastor Brinckmanns følgende Replik:

- Men den skrækkelige Nød, Pastor Sørensen, den fattige Stue, maaske Sult midt i Dødens Jammer... uh, min Hustru er gennemrystet efter Synet af dette kolde Rum, fuldt af forpestet Luft.

- Hm... hm... ja, hun havde jo Kopper, Konen... De skulde lade Deres Præstekjole gennemryge med Tjære... naa, vi Præster tør jo lige saa lidt være bange for smitsomme Sygdomme, som brave Soldater for Fjendens (han udtalte det 125 Fiendens) Kugler... me... n, kan Soldaten dække sig bag et Gærde...

- Men saa kom jeg hjem til det dækkede Bord, som min Hustrus gamle Bedstefader havde beredt til vor Fest, og saa skammede vi os over den Overflod.

- Ja... Herren er den, som gør fattig, og den, som gør rig... o... o... g...

Nu kom Begæringen om, at Pastor Sørensen skulde give Vogn til at køre al den gode Proviant til Indsidderen. Hans Formaning var saa indtrængende og myndig, at den gamle Præst blev stødt og sagde:

- Min Vogn og mine Heste er dog vel mine egne, gode Pastor Brinckmann! Jens Knudsen kørte Dem jo hjem selv, fortalte De. Hvorfor sendte De ikke de Fødevarer hjem med ham selv?

- Jeg glemte det af Sindsbevægelse og af...

- Naa, og saa skal det gaa ud over min Karl, mine Heste og min Vogn i dette Herrens Vejr.

Brinckmann betvang sin hidsige Indignation med stor Møje. Han sagde med stammende Mæle:

- Jeg skal gerne køre derhen, hvis De, Hr. Pastor, vil laane mig Heste og Vogn.

- Det vil jeg virkelig saare nødig. For, ser jeg ret paa Dem, kan De ikke køre et Par Heste. He... Københavnere tror, at Heste og Vogn saadan mir nichts, dir nichts kan kommanderes ud... og...

- Jeg synes, Hr. Pastor, at her maa alle Hensyn vige, og...

Pastor Sørensen løftede sig op ved at støtte sine Haandflader mod Skrivebordets Plade, sugede stærkt for at livne den svage Ild i Pibehovedet, gik langsomt og stille hen mod Kapellanen. Et lille Glimt af Skælmeri tittede frem gennem Øjenbrynenes Forhæng.

- Min gode Mand! Der gives ikke et eneste Forhold i Livet, hvor alle Hensyn maa vige. Undskyld... men De snakker som en... som en... ung Student.

- Men... Kristendommens Fordring...

- Er først og fremmest at se sig for... Ja... det vil sige... at... Naa... ja, ja. Det er ikke saa let at sige paa en Studs, hvad dens Fordring er. Men lad os nu tale om Tingene, lige som de er. De fortalte, at Jens Knudsens Kone 126 havde spist Kaal, og at hun havde faaet den fra en Husmand... lad mig se... det maa være Mads Nielsen... han bor jo... ja... kun et hundrede Skridt fra det Indsidderhus. Bønderne hjælper hverandre, naar det kniber.

- Ja, men det bugnende Bord i Kapellanboligen.

- Hm-m - -... ja saa? Hvad bugner det af? Brinckmann gennemløb i sin Erindring det flotte Frokostbord. I fuldkommen god Tro begyndte han at referere:

- Ja, der var jo baade... der var jo... foruden kold Dyresteg, disse Strassburger Gaaseleverpostejer...... Sardiner...

Pastor Sørensens Lattertrang røbede sig gennem en stærk Hoste. Han maatte tage Piben ud af Munden og søge hen i det Hjørne, hvor Spyttebakken dulgte sig. Hosten overdøvede Resten af Frokostmenuen, som Kapellanen fortsatte i redelig Uorden:

- Saa var der Makkaronisalat med Champignons... baade Limburger- og Roquefortost.

Tilsidst blev Pastor Sørensens Hoste henne i den mørke Krog aldeles øredøvende. Paa sit Højdepunkt gik den over i en Rømmen. Endelig kom den gamle Præst til Vejret. Sit første rolige Minut benyttede han til at stikke en Fidibus ind i Kakkelovnen for at faa Piben tændt, saa gik han hen til sin Kapellan, stillede sig lige over for ham, lagde sine Hænder paa hans Skuldre og sagde:

- Unge Ven! Hvis De sendte Jens Knudsen blot en af de Sager, og han smagte paa den, saa vilde han spytte den ud igen, og, sendte De ham hele Opdækningen, saa vilde han, saa snart hans Tunge havde rørt ved hver Ret, forære Husmanden Mads Nielsen det hele til Tak for Søbekaalen, og Mads Nielsen vilde lige øjeblikkelig slaa det hele i sit Svinetrug og delikatere sin Gris med det. Ja, jeg taler Alvor. Kan De huske, hvad Apostelen Paulus siger om Mælk og fast Føde?

Brinckmann følte sig noget flov og halv overvunden af Sognepræstens praktiske Prosa og citerede saa hurtig, som om Græsk havde været hans Modersmaal:

- [x][x][x][x] [x][x][x][x] [x][x][x][x][x][x][x], [x][x] [x][x][x][x][x] [x][x][x][x] [x][x][x] '[x][x][x][x][x][x][x][x].

- Ja, ja vel! ja vel. 1ste Korinthier 3, 2, afbrød Pastor Sørensen. Hans Kapitelfasthed, mente han, kunde vel undskylde, at han havde glemt Græsk indtil Bogstaverne. Han vilde dog ikke give sig helt i klassisk Lærdom, lagde sig endnu tungere paa Brinckmanns Skuldre og sagde: 127 - Fiat applicatio! kære Ven. Synes De endnu, jeg skal lægge ud med Heste og Vogn i dette Herrens Vejr?

Brinckmann gik sukkende ud. Det gik anderledes langsomt hjemad, end da han før løb til Præstegaarden. Han havde Fornemmelsen af, at han stødte mod noget ved hvert Skridt, en kold Stenmur, hvorimod al Begejstring prellede af, at han kun kunde komme frem ad lange Omveje, bestandig omgaaende disse sig evig rejsende Mure.

Pastor Sørensen satte sig igen til med sirlig, stor gammeldags Haandskrift at prente et Embedsbrev. For sin Kundskab til hele den Præsteembedet vedrørende Lovgivning, for sin korrekte Kancellistil i Embedsbreve, for sin Administration af Fattigvæsenet og Sogneforstanderskabsanliggender i sin Tid stod han i stort Ry. Og, lige som han i den forrige Kapellans Tid havde bevaret, hvad der var blevet tilbage af disse Forretninger, som sin Øjesten, besluttede han nu heller aldrig at indvie den nye Kapellan i disse Hemmeligheder.

- Hm, sagde han, da han standsede sin langsomme Skrivningsakt for at pudse sine Gammelmandsbriller,... hm... naa, det er en af disse nymodens, eksalterede Fyre. Det er da Fritænkeriet, som har strammet dem op til deres Daarskab. Ja... det var Provstens Skyld, at jeg ikke fik Frits. Hm... Hm! Men aldrig skal Hr. Brinckmann faa Lov til at fylde en Rubrik i Ministerialbogen. Ja, naar han vil holde sig paa sit eget... hm... saa for mig gerne... Hm! Gaaseleverpostej til Jens Knudsen! He... Ja, ja...!

Den gamle Præst prentede paa ny sin sirlige gothiske Skrift og byggede kancellistilistiske Perioder... "Endvidere skulde man ikke undlade at tilføje"... osv., osv.

XVIII.

Det var Pastor Brinckmanns første Skuffelse. Han var virkelig bedrøvet og skamfuld, da han kom tilbage til sin Hustru, som, syg af Sindsbevægelse, havde lagt sig til Sengs. Han standsede et højt Raab i Struben paa Sovekammerets Dørtærskel, thi Fanny laa stille og syntes at sove haardt.

128

Endnu stod det dækkede Bord og frøs i Spisestuen. Pastor Brinckmann frøs ogsaa. Han gik fra Stue til Stue uden at kunne blive varm. Hjemmet var lunet med Tæpper og Portièrer, Stolenes Rygge vare polstrede og havde tykt Fløjelsbetræk. Koldt var alligevel alt, og det triste Dagslys var uden Evne til Leg og Spil paa de farvede Stoffer og det blanke Træ.

Han tog en Vinterfrakke paa og satte sig paa en Stol. Han kom til at græde og blev forundret over, at han var saa bedrøvet.

Han havde jo vundet den skønne Kvinde, Maalet for hans romantisk luftige Drømme. Hun var jo hans ægteviede Hustru, hans lovmæssige Besiddelse. Og dog! Havde hun ikke været kold, da han var hedest? Det var slet ikke det, han havde ventet! Han begyndte at foremumle sig noget om Kødets Lyst og Øjnenes Hoffærdighed, men blev undselig ved de Minder, der begyndte at overdøve de bibelske Ord. Derfor sprang han bort fra dem over i andre Tanker.

Han havde jo dog tidlig naaet sit Livs Maal og høstet Løn for sin Flid. Begejstret var han gaaet til sin Gerning, han mente jo alle Mennesker det godt. Han havde begyndt med at besøge en koppesyg, havde vovet sit Liv og et Liv til, der...ja... det var ham... jo, det var ham virkelig kærere end hans eget; han vilde give de fattige Mennesker det bedste, han ejede... det, som stod paa Bordet derinde, og Spot havde mødt ham... og han maatte give Spotteren Ret.

Han stirrede ud i et stort tomt Rum, som slugte hans gode Vilje, hans ideale Begejstring. Han havde jo hidtil bestandig været begejstret. F. Eks., hvor var han bleven begejstret, da han saa det skønne Hjem, man havde beredt ham. Og nu laa det koldt og skummelt. For første Gang i sit Liv følte han sig dybt ulykkelig, og han kunde ikke holde ud at være ulykkelig. Han turde og burde ikke være uartig mod Vorherre, men paa forkælede Børns Vis maatte han være uartig mod nogen, naar noget gik ham imod. Det gik ud over "Tilværelsen". Sofus Brinckmann blev enig med sig selv om, at den var nederdrægtig. Han satte sig snart paa en, snart paa en anden Stol. Aa - de kønne fløjelsbetrukne Stole! Fløjel! Fløjel! Mon han dog ikke var den eneste Kapellan paa Sjælland, som havde Fløjelsbetræk paa Stolene? Mon dog Tilværelsen var saa nederdrægtig?

Se, hvor det livner udenfor! Skyernes skilles. Et hvidt 129 Mellemrum øjnes deroppe. Aa, det lysner en lille Smule! Det opslaaede Fortepianos Klaviatur faar sin Del deraf. Klaveret!

Sofus Brinckmann løb fra Fløjelssædet paa Rygstolen hen til det rygløse Fløjelssæde paa Klavertaburetten, slog an og sang:

Du, som har Sorg i Sinde,
gak ud i Mark og Lund,
og lad de svale Vinde
dig vifte karsk og sund.

Han sang sig ind i "Hjortens Flugt" gennem Skovene, sang sig over Hindringerne og kom til det Resultat, at han burde være en lykkelig Mand.

Da han havde sunget Chr. Winthers Romance igennem, følte han, at han, Sofus Brinckmann, havde overvundet værre Hindringer end Hjorten paa Flugten. Han havde været i et koppebefængt Hus. Han blev igen bange for at have Smitten i Kroppen. Men nej... hvorfor skulde Smitten angribe en Præst mere end en Læge, Aandens Læge fremfor Legemets Læge?

Sofus Brinckmann vilde være glad, vilde finde Tilværelsen harmonisk... Fanny! Der laa hun inde! Aa, hun kom sig nok og vilde mindes Ringspillet, Mødet i Havens Udkant, sin unge opvaagnende Elskovs Romantik... jo, det maatte hun. Hans letnemme Hukommelse for Melodier bragte ham til at nynne udenfor Sovekammerdøren:

Opp, Amaryllis, vakna min lilla!
Vädret är stilla,
Luften sval;
Regnbågen prålar
Med sina strålar,
Randiga målar
Skog och dal.
Amaryllis, lät mig, utan våda, I Neptuni famn dig fred bebåda; Sömnens gud får icke mera råda I dina ögon, i suckar och tal!

Hans Sangstemme var køn ligesom hans Talestemme, det kunde han selv høre, og, ligesom han ubevidst kom til at græde over sin Talestemmes Lyd lige saa meget eller mere end over Indholdet, naar han prædikede, saa satte Klangen af hans Sangstemme ham i Humør, beroligede ham, stemte ham i Harmoni 130 med Tilværelsen i det hele, saa han blev human og fuld af sund Fornuft og samtidig aaben for alskens Indtryk.

Da hans bellmanske Serenade ikke lod til at gøre noget Indtryk inde i Sovekamret, hvorfra ikke en Lyd hørtes, blev den halv uheldige Ægtemand-Elsker ikke fortvivlet Nej han fandt det meget fornuftigt, at hans Hustru maatte hvile sig efter en Tur som den, hun havde gjort. Den kære Fanny! Ja, han maatte takke Gud, som ene havde kunnet give hende Mod til dette Besøg. Det var dog egentlig en Heltegerning baade fra hans og fra Fannys Side. Ja, hvorfor skulde der "evig sjunges om Spartaner, der gjorde Fjenden Passet trangt?"

Sofus Brinckmann gik hen i et Vindue og takkede Gud, der havde indblæst ham og Fanny Heltemodet.

Pastor Sørensen var egentlig ogsaa en rar Mand. Herregud! Alderen gør os alle noget prosaiske. Der var dog en mild Livsvisdom, en elskværdig Ironi i hans Protest mod at sende Strassburger Gaaseleverpostejer til Jens Knudsen. Verden var dog viselig indrettet. Den gamle Præsts Besindighed og den unge Kapellans Begejstring maatte kunne frembringe en Harmoni, der kom Sognet til gode.

Se, hvor Solen vandt Sejer derude! En bred, hvidt straalende Lysvej midt paa Himlen! Paa hver Side de graablaa Skyer med revne Rande! Fra dem løsrev der sig hvert Øjeblik flossede Fnug, som muntert svømmede ud i den blinkende Lysstrøm og opløste flød hen i den.

Det store flade Landskab laa nu klart for, med hvide Huse, med rankt opstruttende Trægrupper, med Firkanter af den lave blaagrønne Vintersæd, med kørende Vogne spredte paa alle Veje - de løftede sig saa kønt op med Omrids saa skarpe som udskaarne Silhouetter. Levende og dog lydløse bevægede de sig, idealiserede af Lyset og Afstanden. De hvide Kirketaarne, aa, de hvide Kirketaarne! Sofus Brinckmann kunde tælle en syv, otte Stykker fra sit Vindue. Hans Takkebøn bredte sig fra det individuelle til det almene. Den blev til Jubel over, at han levede i et kristeligt Land.

Ja, her var noget at virke. Han lovede Gud og sig selv, at han skulde virke med Begejstring, prædike Ordet, besøge syge, Enker og faderløse.

Han løb over til Skolelæreren og fik en Liste opskrevet paa en Del af den Slags Eksistenser i Sognet.

131

Da han kom hjem, lyttede han ved Sovekammerdøren. Intet hørtes. Han velsignede sin Fannys søde Søvn, mens de fjærne Kirkeklokkers Klang sagte spillede om hans Øren.

XIX.

Fra nu af var Pastor Brinckmann i evindelig Fart paa Sognets Veje og Stier. Der blev intet af det Løfte, han havde gjort i Apothekerhaven, at uddybe sin Dannelse under Vejledning af Martensens Ethik.

Han bar selv den fyldte Madpose med til fattige og syge, og han kom altid hjem med tom Pung. Han levede selv paa Kredit hos Købstadens Købmænd. Den gamle Apotheker var sikker nok, mente Købmændene, og evig kunde han jo ikke leve, hvor sej og stærk han end var.

Fanny havde nogle Gange fulgt ham paa hans Farter, og da lød hans evindelige Tale som en Kanarifugls trættende Kvidren hele Tiden for hendes Øren. Det materielle Syn af Elendigheden gjorde bestandig et forfærdeligt Indtryk paa hende. Naar hun kom hjem, sank hun sammen i Sorg. Hvad der end gjordes, kunde intet afhjælpe Trangen, Smudset, Stanken, Uvidenheden, Fordomsfuldheden. Hun saa godt, at hendes Mands Uddeling af Penge og Gaver vare Draaber i Havet, sagde ham det et Par Gange og opnaaede kun at faa ham gjort modløs for en Times Tid eller i det højeste en Aftens Tid. Den næste Morgen var han glad som en Fugl, nød forud Dagen, da han skulde bringe baade Evangeliets Trøst og Enkens Skærv til de syge og fattige, da raabte han til sin Hustru, der endnu halvsov i Sengen, med jublende Røst:

- Vi arbejde med Haab imod Haab.

Uden at gøre sig det tydeligt var han efterhaanden ret fornøjet over, at hun ikke gik med ham. Ja, det vil sige, han savnede en til at høre paa hans Tale paa de lange Veje, men han bødede paa det Savn ved højt at indøve sig i de Taler, han vilde holde den Dag. Først prædikfede han for Graaspurvene, Kragerne og Raagerne, gjorde en Slags Generalprøve for dem, før han prækede for Menneskene. Og den brave Mand havde 132 ingen Følelse af, at Forskellen paa Modtagelsesevnerne hos Himlens Fugle og Jordens Beboere ikke var saa overmaade stor. Han skimtede Kritik i Fannys Øjne, naar hun var med, men vilde eller turde ikke læse denne Kritik. Hun gjorde ham opmærksom paa stygge eller uhyggelige Ting, hun havde set, men som han aldrig saa, naar han alene gjorde sine Besøg. Derfor befandt han sig bedre, naar han kunde færdes blot i Selskab med sig selv og sin Gerning og ikke af sin Hustru blev tvungen ind i, hvad han kaldte det hæslige. Han var ikke vred paa hende derfor, dertil holdt han for meget af hende: "Kvinden er nu engang opdraget mellem Smaating og har ondt ved at hæve sig op til den mere ideale Svæven over det hele... det er en psykologisk Erfaring, jeg har gjort", sagde han engang til Skolelæreren, en Mand mellem halvtreds og treds, høflig tavs og beskeden. "Har De ikke ogsaa gjort den, Randlev?" - "Nej, aldrig," svarede Skolelæreren, "men Hr. Pastoren har Ret." Den brave Præst anede ikke Degnens indvendige klukkende Latter, anede ikke, at han trofast berettede Pastor Sørensen den unge Kapellans løjerlige "Futten omkring", og at baade Sognepræsten og Degnen smilende trak paa Skuldrene.

Pastor Sørensen satte en Del Pris paa Skolelærer Randlev, dels fordi han var en Modstander af alle grundtvigianske pædagogiske Theorier og paastod, at de Unger skulde lære deres Lektie fra Ord til andet og have Hug, hvis de ikke kunde den, dels fordi han med samme kontormæssige Nøjagtighed og en næsten lige saa sirlig Haandskrift som Pastor Sørensen selv holdt sine Skriverier i Orden. Der var kommet en vis gemytlig Tone mellem den gamle Pastor Sørensen og Degnen Randlev, men den første sad dog lunt paa Post til Værn for sin Værdighed, og den sidste havde det bestemt paa Færten, hvor langt han kunde gaa uden at blive vist tilbage.

En Morgen bragte Skolelæreren Præsten Listen over det næste Hold Konfirmander, som Kapellanen skulde konfirmere til Foraaret. Skolelæreren spurgte:

- Skal jeg ogsaa bringe Pastor Brinckmann Listen? For de skal jo indføres i Protokollen, som...

- Jeg vil ikke have hans Studenterhaandskrift i min Protokol, sagde Pastor Sørensen.

- Hm, nej, det kan jeg saa godt forstaa, Hr. Pastor! Pastor Brinckmann gaar jo helt op i Sjælesorgen.

Pastor Sørensens Øjne lo lidt gennem Brynene.

133

- Ja-a, sagde han. Naar han bare reddede saa mange Sjæle... Naa, det maa man jo haabe. Hvad, Randlev?

- Ja - bevares! Nogle redder han vel.

- Tror De?

- Ja-a-a...

- Naa, ja, ja. Og den gamle Præst gned sig paa Armen og pustede en Sky fra Pibespidsen ud gennem Munden.

- Der løber han, sagde Randlev med urokkelig Alvor og pegede ud over Haven paa Marken. Gennem Hegnets bladløse Buske, Popler og Hyldetræer saas den aabne Mark tydelig. Ad en Sti bevægede Brinckmann sig næsten løbende.

- Hvor? sagde Pastor Sørensen, idet han løftede sig fra Sædet ved at støtte sig haardt mod sin Lænestols Arme. Randlev ilede ham til Hjælp og stivede ham end yderligere af. Ja, der løber han, saamænd! Gud maa vide, hvor han nu vil hen.

- Han vil til Grædsted Fattighus, Hr. Pastor!

- Hvad vil han der?

- Jo, Per Persens Kone ligger for Døden.

- Af Delirium?

- Ja, Hr. Pastor. Nu er hun to og halvfjerds, og det er fjerde Gang, hun har det. Nu tror jeg ikke, hun kommer sig mere. Pastor Brinckmann har været to Gange hos hende.

- Ja, men hun er vel gal?

- Bindegal, Hr. Pastor! Hun kan ikke sige et fornuftigt Ord. Men lige godt læser Pastor Brinckmann baade op af Bibelen og synger Salmer for hende sammen med Manden.

Per Persen? Han er jo lige saa fordrukken som Kællingen, De drak jo op alt, hvad de ejede og havde, og ligger nu, som de har redet. Synger Per Persen Salmer?

- Ja, det siger da Gørtlerrikke, der bor i Stuen ved Siden af. Per er jo over fjorten Aar yngre end Konen. Han tog hende jo for Husets Skyld, men hun lærte ham saa godt at drikke til Pægls med sig, at...

- Hm! Nu erindrer jeg det; nu erindrer jeg det, Randlev. M.. on, mo.. n, mon Per Persen synger godt? Maaske naar han faar lidt Smørelse i Halsen, Randlev?

- Jeg tænkte netop paa det, Hr. Pastoren sagde nu. Det er jo nydeligt af Pastor Brinckmann, at hver Gang han har besøgt Per Persens Kone, lægger han en Femogtyveøre paa hendes Dyne til Havresuppe og saadant noget. Men, se, den 134 tager jo Per Persen og omsætter i Brændevin. En slem Person har han jo været alle sine Dage.

- En ren Slubbert.

- Ja, jeg tænkte paa det samme Ord, Hr. Pastor! for det passer allerbedst paa ham. Og saa griner han og et Par andre drukne Fattighuslemmer, som samles i Smutkroen hos Skomageren, ad den gode Pastor Brinckmann, og de deler alle tre med Per Persen, hvad Pastoren har givet Konen imod Delirium.

- Hæ-æ. Ja, det er noget Pak.

- Per Persen synger Salmerne igen for Skomagerens Gæster paa en Maade som...

- Naa paa en parodisk Maade.

- Ja, Hr. Pastoren siger, hvad jeg tænkte paa.

- Men det er forargeligt, Randlev.

- Det er det, Hr. Pastor!

- Det burde De sige Pastor Brinckmann, Randlev.

- Jeg? Hr. Pastor!

- Nej, det er sandt. Det kan De ikke. Det er Snak af mig. Og jeg vil ikke. Jeg er virkelig for gammel til at snakke op mod hans nymodens Kategorier og... upraktiske Theorier. Rent ud sagt... det er under min Værdighed. Hm... se, der løber han til Gredsted Fattighus! Randlev... Kan man kalde sligt kristelig Visdom?

- Nej, svarede Skolelæreren og lagde den ene Haand ovenpaa den anden med samme Sikkerhed og Appel, som naar han sluttede Bønnen i Kordøren med sit Amen.

- Nej, nej, nej, vedblev Pastor Sørensen. Det kan man sandelig ikke... sandelig ikke... ne-j.

Randlev vidste af lang Erfaring, at, naar den gamle Præst begyndte distræt at gentage sine Ord og hale dem længere og længere ud, var det hans Mening, at Avdiensen var endt Randlev gik. Mens han skraaede over Gaarden, smaalo han og mumlede:

- Theologien vil den gamle s'gu ikke bide paa med Kapellanen. Hi, hi, hi! Det er et Par grinagtige Snegle begge to. Jeg kunde have Lyst til at lure bag en Dør, naar de to fortolkede Teksterne om Kap. Hi, hi, hi!

Da Skolelærer Randlev var kommen ud paa Landsbyens Vejgade, saa han ud over det vidtstrakte med et tyndt Snelag overdryssede Landskab, gulnende i de nærmere, blaanende i de fjærnere Marker, helt stribet af Grøfternes sorte Furer. Langt 135 borte hen ad Gredsted til saa han endnu Kapellanen Brinckmanns hurtig glidende Silhouette bevæge sig gennem den graa Frostluft.

Randlev hørte Vognrummel og Piskesmæld bag ved sig, vendte sig om, saa en Jagtvogn med Kusken paa Forsædet og paa Bagsædet en Herre, henslængt i sin Pels med den brusende graagule Krave op om Ørene, med en dampende Cigar i Munden og en grøn blød Hat paa Hovedet. Han fyldte Sædet med en bred Myndighedsfølelse af, at Køretøjet var hans og ingen andens Ejendom. Det var ogsaa Sognets største Lodsejer, Proprietær Ulkebøl, Ejer af en Gaard paa 200 Tønder Land, købt fra et Domænegods til Arvefæste af hans Fader i Slutningen af Trediverne for 7000 Rigsdaler, nu mindst 150,000 Kroner værd.

- Holdt, Jens! lød Proprietærens Stemme ud til Kusken, dernæst hen over Vejen: Halløj... De... der... Randlev! Jeg vil tale et Par Ord med Dem... Naa da, Jens, er det en Maade at rykke i Tøjet! Du véd jo, hvor blød den nærmer er i Mulen. For Fa'en... skal jeg selv tage Tøjlerne? Er Du vant til at køre med Køer? Nej... De der... Randlev... kom lidt her hen!

Skolelæreren var ikke ganske fri for at ærgre sig over denne kommanderende Tone. Men Ulkebøl var ikke alene den, han var, i Følge sin Besiddelse og sit Korpus, han var tillige en korrekt Kirkegænger og den mest "offer"-beredvillige Mand i Pastoratet. Randlev gik da hen til Vognen. Proprietæren vinkede ad ham med et saadant Udtryk i Ansigtet, at Skolelæreren sluttede sig til en konfidentiel Meddelelse fra hans Side. Randlev søgte diplomatisk at stemme sit Ansigt i Tonart med den Stemmegaffel, Hr. Ulkebøl havde slaaet an. Men det maa vist have forekommet Proprietæren altfor familiært. Derfor tog han straks Afstand og sagde højlydt, mens Degnen tog Hænderne tilbage, som han først havde tænkt paa at lægge paa Vognfadingen:

- Fa'en... nu har jeg været paa Jagt i otte Dage, og jeg synes, jeg kan smage otte Frokoster og syv Middage endnu. Har De nogensinde smagt Chambertin? Hvad? Det véd De nok ikke, hvad er, gamle Degn! Hø, hø -! Jeg lærte den unge Stamherre paa Rugholm, hvordan man brænder Rævepelse... for jeg skød seks. Og saa sagde jeg til Grev Eulendorff... Kan De stikke den, Eulendorff? Nej jeg kan ikke, Ulkebøl, sagde han. Naa, jeg og Greven, vi er gode Venner, og vi kan sige baade det ene og det andet til hinanden. Hvad, Randlev?

136

- Ja, det kan De naturligvis, svarede Randlev, afventende den egentlige Meddelelse med høflig smilende Tilbageholdenhed, mens Ordene Pralhans og Løgnepeter surrede i hans indre. Proprietæren syntes tilfreds med hans Holdning, bøjede sig ud over Agesædets Rand og sagde med en Blanding af Fornemhed og nærgaaende Fortrolighed, omtrent som om Proprietæren talte til sin gamle, betroede Avlskarl:

- Hør De, Randlev (han pegede op mod Præstegaarden) er den gamle Søren helt blød paa Pæren?

Nu var Turen til Skolelæreren at blive fornem. Han gennemførte det ved at se dum ud, som om han ikke forstod, hvem Proprietær Ulkebøl mente. Nu støttede han Albuerne paa Fadingen og sagde:

- Jeg véd ikke rigtig... hvem er blød paa hvad, Hr. Proprietær?

- Ha, ha, ha! De er den syvende Mikkel, som har præsenteret sig for mig i de sidste otte Dage, men de to der (han pegede paa et stort Geværlæderhylster ved sin Side) forslaar nok ikke til at faa Blus paa Haarene i Deres Pels.. Men et Spøg, et andet Alvor... har den gamle Præst slet ingen Tænkekraft mere?

- Pastor Sørensen... jo! Hans Aandsevner er fuldstændig normale.

- Saa? Ja løbsk har de s'gu aldrig løbet. Men kan han ikke tøjre den Sprutbakkelse af en Kapellan om Benet, lige som man gør ved en gal Gase? Jeg mener ham, som løber der.

Proprietæren pegede ud i Landskabet mod et sig stærkt bevægende sort noget, der løb gennem det graa og det hvide som en Edderkop gennem en Kæmpespindelvæv.

- Proprietæren mener Kapellanen pro loco.

- Pro... ja vel, ja vel, hø, hø, hø! Han render jo hvert Øjeblik ned til Husene paa Gfedsted Mark, hvor de jo nu snart alle sammen har Kopper. Skal vi befænges her oppe, fordi han har Lyst til at synge Salmer for alle Kællinger, der skal af med Vejret? Det er min S'æl dog uforsvarligt, og, naar vi havde en Sundhedskommision og Afspærringssystem... og... og Karantæne... og Desinficering, saa skulde vi snart faa Kapellanus pro locum bundet paa den anden Side af Præstens Port som Penchant til den gamle Savlehund Nero, den arrige Køter. Lad dem ryge de Smadrekasser ud derhenne paa Gredsted Mark, efterhaanden som de kniber ud derhenne, men lad Folk her fra 137 Byen og Egnen holde sig derfra, og lad frem for alt ikke en Præst give saadant et forbandet Eksempel for hele sin Menighed! Han maa jo dog huske paa, at Reli'onens største Fortjeneste er... at holde Samfundet sammen, holde ordentlige Mennesker i Vejret og sørge for, at Rakket bliver i Snavset

Skolelæreren holdt hver Mine stiv og blev ved at se dumt op paa Ulkebøl Han sagde:

- Synes Proprietæren heller ikke om Pastor Brinckmanns Forkyndelse af Ordet?

Proprietæren blæste Kinderne ud, og det syntes, som om hans hele Skikkelse svulmede med det samme. Gennem hans vældige rødblonde Skæg gik der en Bevægelse, saa det spredtes ud til Siderne og blandede sig med det omgivende Pelsværk til en eneste stor lodden Masse.

- Jo-o-o! Det er der ikke stort at sige imod. Han har jo en hel Del i sine Prædikener af dette herre, (han knipsede stærkt med Fingrene)... og det er vi jo ikke vante til. Der er en Del af alt dette Væsen... saadan Poesi og Stemning... og saadan noget bævrende noget i hans Prækener... det er mest for Fruentimmer, forstaar sig... men vi voksne Mandfolk har ogsaa godt af at faa saadant noget serveret en Gang imellem om Søndagen, naar vi har bumlet for galt i Ugens Løb.... Hold dog ordentlig paa Tømmerne, Du, Trandunk!... Men ser De, Randlev, Reli'onen har jo to Sider; og det kan være meget godt med Læren, men det kommer vel nok saa meget an paa Livet.

- Det er uimodsigeligt, Hr. Proprietær! sagde Skolelæreren.

- Hør nu, Randlev! (Her bøjede han sig saa tæt ned til Skolelæreren, at Pelsværkets Luv kildrede hans Kind). Kan De ikke, f. Eks. gennem Provsten, lade Præsten, ham, Kapellanen, saadan hvad man kalder tilflyde en Advarsel om ikke at bringe Koppesmitte til sin egen Menighed?

- Jeg?... Provsten vilde tro, jeg var bleven gal. Jeg, i min Smule Stilling?

- Ja vel, det har De Ret i, for Provsten kunde jo ikke godt direkte tage mod Referat af en saa underordnet Bestillingsmand ; jeg holder s'gu mere end nogen anden paa Disciplin, men der er jo indirekte Veje. Tal med den tykke Lars Kristensen og nogle andre Sognerødder... De er jo ikke fra i Gaar og er jo ikke født Fjols... pir de Bøndertampe op... og... Jens! hvordan er det, den nærmer skaber sig i Tøjet?... De 138 kan jo lade et Par Ord falde, at ogsaa de mere dannede her i Sognet... som f. Eks.... ja... som f. Eks. jeg... er, hvad man kalder forargede over, at Kapellanen strøjfer om som en Bissekræmmer og ikke har Tid til at omgaas ordentlige Mennesker... naa det sidste behøver De jo ikke at sige til Bønderne... men jeg har den hele Vinter ikke kunnet faa lavet en L'hombre paa en Studs... saadan i en snæver Vending, fordi den Kapellan ikke kender Kort og hellere vil berette koppesyge end være lidt for de sunde... Naa, De tror ikker Fatter Søren deroppe (han pegede mod Præstegaarden) kan faa lettet sig saa meget i Sædet, at han kan give sin Koppepræst en lille Røffel?

Randlev lettede paa Skuldrene som for at betegne, at der fra den Kant ikke kunde ventes synderlig aktiv Indgriben. Hestene virrede utaalmodig med Hovederne. Deres Herre blev ogsaa ked af, at Degnen stadig smøg til Side, naar han vilde gribe efter ham.

- Saa kør, Jens! raabte han og tog med sine behandskede Fingre til sin grønne Hat. Randlev tog sin helt af. Han mumlede, mens Hjulene gnistrede og Hovene klang:

- Den Stud véd jo meget godt, at jeg spiller L'hombre. Var det ikke for ens egens og ens nærmestes Skyld, kunde jeg næsten ønske, at Kopperne vilde lave hans tykke Bolledejs Ansigt om til en Æbleskivepande.

XX.

En Eftermiddag i Skumringen kom Pastor Brinckmann hjem, lidt tidligere, end Fru Fanny ventede det. Efter sit Fædrehus's Skik havde hun indført først at spise til Middag mellem fire og fem. Det havde ogsaa ærgret de indfødte i Landsbyen og stemt dem fremmede lige overfor det nye Præstehus.

Pastor Brinckmann traadte ind pustende og fandt sin Hustru siddende foran et lille Bord ved Vinduet med en Bog foran sig.

- En dejlig Dag! En velsignet Dag! sagde han. Jeg opdagede en prægtig gammel Kone nede i Byen Gredsted, over halvfemsindstyve Aar. Hun laa og ventede paa Døden uden 139 Smerte, blot med sagtelig henglidende Kræfter. Hun var smuk! Hun var yndig som den gamle Profetinde Anna, Fanuels Datter, Lukas 2, 36 og følgende, hun der sad i Templet og ventede paa Herren. Hun bad mig bringe sig Sakramentet en af Dagene, og, da jeg istemte Brorsons dejlige Salme:

Allevegne, hvor jeg vanker,
jeg min Jesum har i Tanker,

saa piblede Taarerne frem under Øjenlaagene, hendes Læber bevægede sig, og hun nynnede de fire Vers med... hun kunde Ordene.

Pastor Brinckmann satte sig ved Klaveret og sang Salmen igennem med bevæget Stemme. Det sidste Vers tvang han frem gennem Graad.

Saa talte han igen:

- Hvor Livet er rigt... o, langt bedre end vi fortjener! Nu kommer jeg hjem efter en velsignet Gerning, modtages af mit yndige Hjem og af Dig, min søde, søde Hustru.

Han styrtede hen mod Fanny, omfavnede og kyssede hende, satte sig paa Skamlen ved hendes Fødder og lagde sit Hoved i hendes Skød. Fanny gengældte hans Kærlighed med en venlig Resignation, men sagde intet.

Et Øjeblik følte Sofus Brinckmann sig træt og tav. Saa nynnede han:

To Drosler sad paa Bøgekvist.

Hvad, Fanny? Det passer! Ikke sandt? Hun nikkede adspredt, stirrende ud i det bleggule Lys over Sneen. Han fortsatte:

- Hør Du, Fanny! Det er en velsignet Følelse, den at føle, at man ikke har en ond Tanke i sin Sjæl, at der ikke er et Menneske, man vil Fortræd. Aa, jeg er saa glad over, at jeg kan sige det med Sandhed. Er det ikke dejligt? Hvad, Fanny?

Fanny nikkede igen, men hendes Øjne gled fra Ruden ned over den tykke opslagne Bog i stort Format med smukt Papir og store Typer. Uvilkaarlig fulgte Brinckmann hendes Øjnes Vandring og blev derved opmærksom paa dens usædvanlige Skikkelse. Han tog den ned, saa, at det var en fransk Bog og sukkede: 140 - Aa, naar faar jeg Tid til at nyde din Undervisning i Fransk? Jeg har lært saa lidt Fransk!... Hvad? Der staar jo Græsk i Noterne under Teksten... Hva!... hva... hva... er det for en Bog.

Han læste Titelbladet højt med en gal Udtale navnlig af g'erne.

"Les origines du christianisme. L'Évangile." Par Ernest Renan. Forfatternavnet raabte han ud med en snarere klagende end vred Røst. Fanny... hvor har Du faaet den Bog fra?

- Af Bedste... Det vil sige, han lod mig bestille alle de Bøger, jeg vilde have, hos Boghandleren.

- Ja... ja, men den Slags Bøger...

- Har Du aldrig læst noget af Renan? spurgte Fanny. En Braad stak ud af hendes Ord, men den naaede ikke gennem Brinckmanns Hud. Han svarede som et Barn, halv forknyt, halv gnaven:

- Fanny... jeg har jo ærlig og aabent tilstaaet Dig, at jeg er svag i Fransk og slet ikke kan Engelsk. Og Du, Fanny... hvorfor læser Du den Slags Bøger?

- Fordi de lærer mig noget nyt.

- Aa, Fanny, det gamle er jo saa dejligt... saa...

- Ja, men det er gammelt.

Fanny mærkede, at de ensomme Timer og den ivrige Læsning, som Mangel paa al anden Beskæftigelse ligefrem havde tvunget hende ind paa, havde afsat Mod i hendes Sind. De mange løse Kundskaber og Tanker, hun havde skrabet sammen fra sin Undervisning som Barn og ganske ung Pige, havde først samlet sig i hendes Erindring, dernæst havde de ordnet sig i Tankegrupper, klarere og klarere belystes de, og den voksende Klarhed frembragte Modet, som Sollyset driver Planterne op. Modet trængte til Kamp som Kunstneren til et Stof at forme af. Mens hendes Mand mere løb end gik hen ad Gulvet, purrende sig i sit tætte brune Haar, fortsatte hun:

- Har Du aldrig, mens Du studerede, gjort Dig bekendt med Modstandernes Tanker?

- Jo, naturligvis, min søde Ven. I Indledningsvidenskaberne gjorde vedkommende Professor os bekendte med alle Modstandernes Argumenter og lærte os, hvorledes de skulde gendrives.

- Var det ikke sikrere at undersøge dem selv?

- Kære Fanny! Jeg har aldrig følt Evner til at blive saadan 141 en videnskabelig Theolog... Du ser jo, jeg gaar op i min praktiske Gerning. Det er saamænd nok til at fylde et helt Liv.

- Men den Gerning skal jo dog hvile paa et sundt Grundlag. Det, der begejstrer Dig til den, skal dog ikke være en Indbildning.

- Fanny, kære Barn... Har Du lidt Skade paa Din Tro?

- Vi taler jo ikke om min Tro, Brinckmann!

- Hvorfor vil Du aldrig kalde mig ved Fornavn, Fanny?

- Jeg har jo sagt Dig, at jeg finder Dit Fornavn affekteret og sentimentalt. Lad os ikke tale mere om den Ubetydelighed! Hvad vilde Du ellers sige?

- Mener han der... han, Renan... mener han ikke, at Evangelierne ere uægte, ikke skrevne af dem, hvis Navn de bærer?

- Til Dels jo.

- Og... hvad mener Du, Fanny?

- Jeg? Jeg er jo ikke færdig med Bogen, og med alt det, Renan vil bevise sine... sine... ja, hvad kaldes det?... Hy...

- Potheser. Ja, hvad vil Du med dem?

- Dem kan jeg jo ikke hverken holde med eller være imod, for jeg kan jo ikke Græsk.

- Kære Fanny!... Jeg synes Du er bleven saa logisk.

- Saa-aa? Og hvad saa?

- Har en Kvinde, lille Fanny... har en Kvinde ikke sin Styrke i det mere umiddelbare... det romantiske... det...?

- Ulogiske?

- Aa, ja.

- Hun er altsaa desto skønnere, jo nærmere hun staar Dyrene?

Fruen var ved at blive hidsig og pegede ud mod en graa Kat, som just strøg sig op ad Havestakittet ud til Vejen.

- Nej, nej, min yndige Fanny, nej, nej! raabte Brinckmann og vred sin Overkrop til alle Sider, nej, jeg mente blot, at en Kvinde maa... maa...

- Naa hvad maa hun?

- Bunde dybt i Naturens mystiske Urgrund, sagde Brinckmann og rettede sig med Selvfølelse overfor sit eget Udtryk, som forekom ham godt.

142

- Hvad er det? sagde Fanny og saa koldt forskende paa ham.

- Hvad det er, kæreste Ven!... Ja,... det er... det er... det er det umiddelbare... det...

- Naa, Tak!

- Fanny! Gør Du Nar ad mig, Du søde lille Skælm?... Ja, men alvorlig talt, tror Du ikke?...

- Paa hvad?

- Hendes Øjne blev lyse og kolde. Brinckmann slog sine ned og sagde i en Tonart, der laa noget dybere end hans daglige Stemmeregister.

- Paa Kristendommen... naturligvis.

- Jo, naturligvis tror jeg paa den.

- Et uartikuleret Jubeludbrud undslap Brinckmann. Det eggede Fanny videre. Hun sagde:

- Jeg tror ogsaa paa den græske, paa den nordiske Religion, paa alle de Religioner, jeg kender.

- Aa, det er Din Spøg.

- Nej, ikke saa ganske. Jeg er ikke opdraget til at tænke. Jeg har f. Eks. jo aldrig lært Mathematik.

- Nej, Gud ske Lov! sagde Brinckmann og lo højt.

- Men jeg har Sans for Billeder... for Symboler.

- Bravo! Det beviser, at Du er en ægte poetisk Natur... en ægte Kvinde!

- Og i de Religioner, jeg har gjort lidt Bekendtskab med, ser jeg, at bag Billederne ligger store Sandheder og Skønheder gemt. Det er de ædleste Tanker, de forskellige Nationer har kunnet tænke, og dem har de klædt paa, som det var dem naturligt.

- Kære, yndige Fanny! Du har jo ligefrem filosofisk Talent... Aa det er kedeligt, det har jeg slet ikke. Aa, Fanny! Du vil blive meget sikrere i Kristendommen end jeg. Du vil oparbejde Dig til den; Du vil stige fra Klarhed til Klarhed. Læs og gransk, mens jeg arbejder praktisk! Naar Du saa om et Aars Tid... eller, varer det længere... det kan ogsaa være det samme... men, naar Du saa staar paa den høje Tinde, omstraalet af Naadens Sol, saa rækker Du mig en Haand, og vi skal favnes i det rene Lys paa Bjergets højeste Kam - -... Herre Gud! Stakkels Renan! Aa, jeg har saa ondt af Fritænkerne, jeg kan ikke harmes paa dem som saa mange andre Præster og kalde dem Djævelens Børn. Nej, det er Guds lidt uvorne Børn, 143 men uvorne Børn er saamænd tidt de mest begavede. Det har jeg erfaret, mens jeg læste i de københavnske Skoler. Jeg er vis paa, Naaden venter kærlig paa de ærlige Granskere, og, griber den dem ikke i Livet, saa er jeg overbevist om, at efter Døden skænkes der dem en Mellemtilstand, og i den faar deres Tankedrømme Fald i den ene rigtige Retning. I Kraft af den Tro, kære Fanny, er jeg med paa Nutidens Feltraab: Tolerance. Jeg takker Gud, fordi jeg er under Naaden, og beder til ham for alle, der søge ærlig. Visselig, de skulle finde.

- Saadan har Du aldrig talt før, Brinckmann! Du har jo i dine Prædikener tidt gaaet løs paa, hvad Du kalder Tidens Aand.

- Har jeg? Naar da, Fanny? hvad var det for en Tekst, jeg prædikede over?

- Det var om Tegnene i Sol og Maane. Du sagde, at de vilde være til Forfærdelse for alle dem, som ikke til den Tid troede.

- Hm... hm... hm! Ja-a... Hør Fanny... Jeg véd ikke, hvordan jeg skal forklare Dig det... men jeg er et underligt Menneske. Naar jeg studerede Teksten igennem til min Prædiken, saa dreves jeg af Tekstens Ord... eller snarere... dens Stemning... dens Tonart... til at sige noget, som jeg ikke kender igen, naar jeg enten læser det, eller naar nogen gør mig opmærksom paa det. Og nu i dette Øjeblik var det, Du sagde, mig ligesom saadan en Tekst... en... ja... en Stemmegaffel... som tvang mig til at tænke i den Tonart... Ja, men jeg har Ret. Uden Tolerance vilde Livet være umuligt. Var Paulus ikke tolerant? Han siger jo, at han har været alt for alle. Han ivrede jo evindelig mod den jødiske Intolerance! Han citerer jo en græsk Digter, Aratos, i sin Tale i Athen, Acta 17, 22 og følgende. Der bøjer han sig jo hen mod Pantheismen og erkender den som Moment i al Religion.

Ordmassen kvalte Fannys Interesse for at gaa videre i Diskussionen med Manden. Mens de gik ind i den oplyste Spisestue, mens de sad ved Bordet, talte Brinckmann uafladelig og vedblev at hylde Fannys Sandhedssøgen og dybe religiøse Trang i de varmeste Udtryk. Han spiste hurtig og meget, men uden at give Agt paa, hvad han spiste. Det ærgrede Fanny. Det var fine ristede Koteletter, behandlede som paa det gamle Apothek, der var saa berømt for sit Køkken. Hun gad ikke spørge Brinckmann, om han syntes om Maden. Hun kom til at tænke paa 144 Parenthesen i "Erasmus Montanus" foran en af Per Degns lange Repliker: "Per æder og snakker tillige". Det Minde smeltede Ærgrelsen over i stille Munterhed. Uden Ærgrelse hørte hun nu sin Mand sige efter længe ikke at have hørt efter:

- Og er det ikke ogsaa en med Kristendom mættet Pantheisme, der udtaler sig i de dejlige Ord af Oehlenschläger:

Hver Vaar, naar Taagerne flygte hen,
da fødes det lille Barn Jesus igen.
Den Engel i Luft, i Lund, i Elv,
det er vor Frelser, det er ham selv.
Derfor Naturen saa huldt og skønt
sig fryder og klæder i Haabets grønt.

Hun lo højt, da han afbrød sig.

- Men Gud... jeg sidder her i Tanker og spiser altfor meget. Bare jeg ikke bliver syg. Ja, Du ler, kære lille Fanny! Men, da jeg kom fra den søde gamle Kone i Gredsted, saa gik jeg ind hos Rasmus Mogensen paa den Udflyttergaard der ved Omdrejningen af Vejen og saa til Gaardmandens gamle Moder, en Aftægtskone, som ligger af Benedder i den ene Haand, og der spiste jeg dejlige gule Ærter med grønsaltet Flæsk til, for jeg bliver saa sulten af evindelig at tale og prædike... Aa, det har jeg rent glemt. Bare jeg sover godt i Nat! Søde Fanny... sæt ikke Kød paa Aftensbordet!... Hør, skal vi blunde en Timestid inde i Dagligstuen i Mørke... aa... og lade Kakkelovnens Buldren lulle os i Søvn, mens vi begge to tænker paa og gennemgaar i vort indre de skønneste Melodier, vi kan huske? Skal vi det, Fanny?

- Ja, sagde Fanny hen i Vejret.

Snart lød gennem den lune Dagligstue Brinckmanns dybe Aandedræt i Søvne; det gik med en forunderlig Hastighed og mindede om Stempelslag i en Maskine.

Fanny sad tilbagelænet i en fløjelsbetrukken Chaiselongue med lukkede Øjne. Hun gennemgik og bearbejdede med en vellystig, magelig Repetitionsnydelse, dette Privilegium for Folk, som have Tid nok tilovers, fordi de ikke behøve at arbejde for Føden fra Dag til Dag, Indtrykkene fra sin Læsning i Renans Bøger. Stilens bløde Linjer, dens følelsesfulde Klangfarve ledsagede hende paa hendes Vandringer gennem Antiokias, Athens og Korinths Buegange. Apostlene fik saa kendte, saa fortrolige Træk, at hun turde tale til dem. De fik saa imødekommende menneskelige 145 Fysiognomier som paa et Billede af Andrea del Sarto, at hun blev sunget og spillet ind i Renans Kristendomsopfattelse. Der var godt at være i det Galilæa, det Judæa, det Lilleasien, det Hellas, som den poetisk begejstrede lærde fra Bretagne havde malet efter sin Opfattelse.

Der kunde hun dvæle i disse Palmeskygger, i disse lange mod Sol og Regn værnende dækkede Søjlegange.

Midt i dette milde Blaahimmelsbillede sejlede nogle sorte, hæslige, nordiske Skyer frem. Kaptejn Fricks Citater af Søren Kierkegaards mest skærende Paradokser, foredragne af samme Kaptejns buldrende Kommandostemme og selvglade Smil under det røde Overskæg, skreg som en Dragontrompeters Reveillesignaler ind i Renans bløde Kvartet for fine Strygere og sentimentale Træblæsere.

Fanny tog bestemt Parti for Ernest Renan mod Søren Kierkegaard og Kaptejn Frick, alt mens hendes Mand sov, træt efter sine Farter og sin megen Tale.

Hun var ene lige fra Frokost til Middag Dag efter Dag. Hun læste og læste. Uden at hente klare Tanker ud af sin Læsning blev hun uvilkaarlig stemt hen i en vis Retning. Oversættelsen af John Stuart Mills "Kvindernes Underkuelse", som hjemme paa Apotheket havde kedet hende, saa hun havde ladet den halve Del af Bogen uopskaaren, læste hun nu med Interesse. Ubeskæftigelsens Kedsomhed tvang hende til at tænke, fordi hun ikke kunde faa andet at bestille. Ingen bad hende og hendes Mand ud. Hun mærkede, at Brinckmann aldeles ikke var populær hos Pastoratets Honoratiores. Engang, da Proprietær Ulkebøl paa Forbifarten holdt stille foran Kapellanboligen for at tale med en Gaardmand, hørte den unge Præstefrue Proprietærens sidste Ord:

- Ja nu har vi s'gu Kopperne i Sørby, Ole Andersen! De er altsaa kun en halv Fjerdingvej herfra. Det er hans Skyld der (han pegede med Pisken ind mod Kapellanboligens Vinduer, og Vinden bar hans Ord tydelig derind, hvor Fanny sad). I Stedet for, at en Præst skulde være en oplyst Mand og slutte sig til disse hersens hygiejniske Bestræbelser, saa render han om til alle Slags lusede og skabede Kællinger og prakker os andre deres Utøj og Skurv paa. Ja, det er s'gu da sandt! Det var, ligesom om der ikke var en Kristendom til for ordentlige og renvaskede Folk. Er det ikke sandt, Ole Andersen?

Fanny saa med en Slags Forbavselse paa Ruden. Den raa Stemme og de raa Ord udenfor skiltes ved denne Rude fra fine 146 Tanker, nobel Stil, dybe Sindsbevægelser, der rislede hen over de hvide blanke Blade og tolkedes af de store smukke Typer i den elegante Bog.

Paa den anden Side Ruden færdedes jo ogsaa han, som var bleven hendes Mand. Hun, havde ikke Lyst til at klare sig, hvorledes han var bleven det, og vrissede Mindet derom bort, da det meldte sig. Men hørte han hjemme derude eller herinde?

Fanny fik inderlig ondt af Brinckmann. Trængte han ikke til Beskyttelse? Hun havde dog en Skyld imod ham. Hun havde dog taget ham for at drille en anden... "Nej, nej, det har jeg dog ikke... jeg troede, at jeg elskede ham... hans Røst var saa køn, da han hjemme i Haven talte om det ene fornødne... og det er den igrunden endnu. Stakkels Brinckmann! De gør Nar ad ham derude blandt Krapylet. Han løber rundt og trøster og præker i sit Ansigts Sved, og Folkets Røst taler gennem den forspiste Knaldproprietærs Ord."

Dagene randt i Ensomhed og i et stille Tungsind for Fanny, i en stadig Vekslen af Begejstring og Træthed for hendes Mand. Men han var saa god, som Dagen var lang, anede ikke, at han bestandig skrev i Sand, mærkede ikke engang, at Rækkerne i Kirkens Stolestader lidt efter lidt tyndedes, at den gamle Pastor Sørensen ved sin blotte Kontorvirksomhed og sin halvgnavne Smaapassiar om de verdsligste Ting med Bønderne nød baade større Avtoritet og Yndest end den unge livfulde Prædikant og ivrige Sjælesørger.

Af og til kunde Brinckmann ytre Lyst til at se nogle Folk hos sig. Han foreslog engang Fanny at bede Proprietær Ulkebøl. Fanny svarede bittert, at de hellere maatte bede Slagteren i Gredsted.

Fanny blev ved at læse, læste sig til at blive en lidenskabelig Læserinde; hendes Ægtefælle blev ved at fare rundt i Pastoratet. Koppeepidemien blev mild og kortvarig, men alle Kirkebyens Beboere lukkede sig inde. Kapellanen maatte forhandle med den gamle Sognepræst paa den Maade, at Brinckmann stod i Porten og Pastor Sørensen i det aabne Vindue, og den stakkels Kapellan maatte overskraale den rasende Porthunds Gøen med sine Referater over de døde, som den gamle Præst vilde indføre i Kirkebogen.

Pastor Sørensens gamle Røgter fór ogsaa til Siden, naar han saa Kapellanen og forskansede sig bag Kostaldens nederste 147 Dørlem. Han var vel de 70 Aar og ligesaa bange for Koppesmitten som sin et Par Aar ældre Husbond. Han gentog med saare faa Variationer følgende Betragtninger:

- Kap'lanen kan jo dog lige saa godt lade Folk dø af sig selv. Det er da en led Manér at lade dem gaa til Alters, mens de ligger i Sengen. Naar man gaar til Alters, skal man da ikke se ud som et Svin. Og det kan da aldrig være Kristendom at holde Altergang i en Husmandsstue, eller, hvad der er værre endnu, i en Inderstestue.

Saa gik han i sit lille Kammer bag Stalden, eftersaa den gamle høje Hat, hans Husbond havde foræret ham, den, han kun brugte den ene Gang om Aaret, naar han gik til Alters. Han gned den sorterøde Lu paa den gamle Hat med sit uldne Nattrøjeærme og sagde:

- Det er mageløst, saa Menneskenes Begreber om Rel'ion er underlige og slet ikke er hos den ene som hos den anden. Jeg holder nu paa den gamle Pastor Sørensens Rel'ion, saadan som jeg har gjort nu i over tredive Aar. Saa kan Gaasetøsen holde med Kap'lanens Rel'ion, jeg er lige glad, for enhver bliver salig ved sin Tro.

XXI.

Kancelliraad Pramman sad ved Frokostbordet med Fru Kamp en Formiddag i Forsommeren. Frokosten var efter gammel Skik anrettet i Havestuen trods det, at Sommeren dette Aar havde meldt sig med Kulde, Slud og Blæst. Roserne udenfor havde maattet vove sig frem, men de hang med Hovederne, forfrosne og forpjuskede som Baldamer efter et landligt Bal, naar Morgendæmringen belyser dem paa Vejen til de ventende Vogne over den sølede Gaardsplads. Som om det kunde være i Oktober, hang Regndraaber tungt paa Buskenes Blade, indtil de langsomt drev ned ad Stilkene, modstræbende det uundgaaelige Fald. I enkelte korte Mellemrum fik Solen skubbet sig frem mellem de drivende langfrynsede Skyer, satte et grelt Grin op imod dem; Blade og Blomster lo lige saa arrig fortvivlet; men det graa fik 148 snart den døsige Tværhed bragt tilveje; alle Farver daanede hen, alle Glanslys sluktes.

Frokostbordet duftede godt nok. Trøflerne i Koteletternes Sauce tog fordringsfuldt Luven fra de andre Spisevarers Duft. Den gamle Kancelliraad var i den sidste Tid bleven mere og mere kræsen, mere og mere fordringsfuld, hvad Madens Kvalitet angaar, i tilsvarende Forhold til hans Appetits Aftagen. Aldrig nogensinde havde Fru Kamp maattet anvende saa mange Konserver af alle mulige Slags for at nøde solidere Ting ned i den gamle Husherre. Men hans Fortæring af Portvin om Formiddagen tiltog, og med nogen Ængstelse saa Fru Kamp ham stundom tømme en fire fem Glas.

Siden Fanny var borte, havde han ingen anden Genstand for den bløde og kælevorne Ømhed, som boede i ham, end sig selv. Med Fanny var Ungdom og Skønhed, Duft og Farve forsvundne fra det gamle Apothek. Forstummede var de unge Pigestemmer, de, der om Sommeren kvidrede omkap med Fuglene gennem Havens Tykninger. Om Vinteren stod de høje, sparsomt belyste Stuer med deres tykke, mørke Gardiner tomme og triste uden den brogede Forgrund af Kvindetoiletter, uden Klaverets opmuntrende Røst, uden Dansetrinenes dæmpede Lyd mod Brysselertæpperne - Elverpigernes lette Dans over Engbunden.

Apothekeren fór let sammen, da han i Dag paa Slaget elleve traadte ind i sin Havestue. Fugtigheden slog mod ham fra Haven derude som fra Væggene derinde. Fru Kamps tjenstlig smilende, endnu kønne Ansigt syntes ham lige saa koldt som det hvide Sollys, der i dette Øjeblik anstrængte sig for at bøje sig frem i det graa.

- Bliver det Vejr ved, vil jeg have lagt i Kakkelovnen og spise Frokost i Spisestuen, sagde han, mens han med Gaffelen pirrede ved et Stykke Trøffel paa sin Tallerken.

- Men, kære Pramman, tag dog et ordentligt Stykke Kotelet! Den er ristet... jeg tror nok, den er saadan, som Du vil have den, sagde Fru Kamp.

Apothekeren svarede ikke. Han knappede sin Morgenfrakke, skuttede sig, skænkede sig et stort Glas Portvin og slugte det i en Mundfuld.

- Er Koteletterne ikke gode? spurgte Fru Kamp.

Hidtil havde Apothekeren altid besvaret lignende Spørgsmaal om Retterne fra Fru Kamps Side med et hurtigt: Jo, Gud 149 bevares! men i Dag kunde han ikke beherske sin Misfornøjelse og sagde mut:

- De er brankede.

Da han hørte sine egne Ord, gjorde det ham ondt, og han vilde have gjort en venlig Tilbagekaldelse af dem og Undskyldning for det gnavne Lune, hvis Fru Kamp ikke havde sat et Ansigt op, surere end Vejrets. Da han saa det Ansigt, fortrød han ikke sin Ytring, og, da han vidste, at hun ikke kunde lide, at han drak saa meget Portvin, skænkede han sig et trodsigbredfuldt Glas endnu og sugede Topmaalet af. Men længe kunde han ikke taale at være vred eller ondskabsfuld, og, da han saa Fru Kamp svøbe sig tæt sammen og se stille fortvivlet ud, spurgte han venlig:

- Fryser Du, lille Agathe?

Hun trak Læberne sammen med bævende Mundvige, rystede paa Hovedet med et bittert Smil.

- Jo vist fryser Du, gentog han.

- Naa... og om saa var, kære Pramman? Som om jeg ikke var vant til det hele Vinteren igennem.

Nu brast Apothekerens Selvbeherskelses lette Brynje med Klang. Han blev hidsig:

- Agathe! sagde han; jeg har tilbudt Dig at vælge, hvilket Værelse Du ønsker i Husets to Etager; jeg vil opgive Dagligstuen og den store Stue paa første Sal, jeg vil overlade Dig mit eget Sovekammer, er én Kakkelovn ikke nok, kan Du faa to, er det ikke nok med dem, kan Du faa tre, men Fannys Værelse faar Du aldrig, saa længe jeg lever. Sat sapienti.

Han satte Vinglasset mod Bordet, saa haardt, at Stilken brast. Den mørkerøde Vin strømmede ud over Dugen som et Blodvidnesbyrd om, at Husherren talte Alvor.

Hidtil havde han bestandig undgaaet Fru Kamps indirekte Anmodninger om at flytte ind i Fannys Værelse.

Den gamle Mand havde fredet om det som sit Hus's Helligdom, med en overtroisk, katholsk Ærefrygt. Han gemte selv Nøglen til det, afgav den kun, naar der skulde gøres rent i Værelset, og, skønt han ellers flyede Værelser, hvor den Akt foregik, som Pesten, trippede han om i Fannys Stue for at kontrolere, at hver Ting kom paa sin Plads. De Nipsgenstande, hun havde taget med til sit nye Hjem, havde han erstattet med tilsvarende; han var nu helt glad ved, at hun ikke havde forlangt et eneste af Møblerne med sig ud paa Landet. Værelset stod 150 omtrent, som hun havde forladt det; over Sengen laa det broderede Tæppe skinnende i jomfruelig Hvidhed. Chaiselonguen med det grønne, nu lidt falmede Fløjel syntes Bedstefaderen bevarede endnu et let Hautrelief af det slanke Legeme. Han saa aldrig sig selv i det store Psykespejl. Det var, som om han frygtede for at bortjage hendes Billede, som om Spejlet bevarede det endnu. Hver Dag listede han sig flere Gange derop, bestænkede Gulvtæppet med de Parfumer, han vidste, Fanny havde holdt af. Mange Gange kyssede han med Taarer i Øjnene Sengens Hovedgærde og kærtegnede de smaa broncefarvede Silkesko, hun havde efterladt, som var det smaa Kattekillinger. I det Værelse rummedes hans Poesi, hans Religion. Der blev Kancelliraad Pramman Romantiker.

Fru Kamps aarvaagne Øje havde kontroleret Kancelliraad Prammans hyppige Valfarter op paa første Sal og deres Maal. Hun kunde ikke gøre sig Rede, hvorfor hun var vred eller skinsyg derover, men lige fra den Dag, hun opdagede dem, klagede hun over, at hendes Værelse var koldt, og paastod, at det eneste lune Værelse paa første Sal var Fannys forrige Værelse. Kancelliraad Pramman havde ladt, som om han ikke havde forstaaet det, men nu, paa den stygge, kolde, fugtige Sommerdag, busede det ud af ham.

Straks efter at han havde væltet Vinglasset, opdagede han, hvor Fru Kamps Ansigt overskyedes netop samtidig med Himlens udenfor. Han vilde ikke se paa nogen af Delene, han var bange for, at hans gnavne Hidsighed skulde helt tage Magten fra ham. Der var intet andet at gøre for Værdighedens Opretholdelse end en alvorsmandig Sortie, og den foretog Kancelliraad Pramman, efterladende sin Kaffe til Køling og sin Husbestyrerinde til hendes Betragtninger.

Den gamle Apotheker havde mere at tænke paa, end han kunde bære. I mange Aar havde hans Forretning fungeret mekanisk. Uden personligt Arbejde fra hans Side, uden vidtløftig Regnskabskontrol vare Pengene strømmede ind til ham. Men han havde i de sidste Aar mærket, at Kildeaaren langsomt fortyndedes. Et nyt Landapothek havde taget en Del al hans gamle Opland; en Materialist havde nedsat sig i Byen. Kancelliraad Pramman havde anset det for langt under sin Værdighed at lade, som om han ænsede denne Konkurrence, end sige at lempe sig efter den og sælge sine Haandkøbsvarer billigere. Derimod tilstod han for sig selv, at han savnede Vismann. Han følte, at 151 han havde noget at gøre godt over for denne unge Mand. Han havde fulgt hans Spor. Han vidste, at han havde etableret en lille Materialhandel i en anden Købstad, at han sad smaat i det. Han havde besluttet at hjælpe ham. Men det var bestandig blevet ved Beslutningen, thi hans Penge havde faaet nye Veje at vandre ad foruden den til det Brinckmannske Hus's Førelse.

Da Kancelliraad Pramman havde mistet Vismann, mærkede han snart, at hans Provisor, Apothekets halvfjerdsindstyveaarige Inventarium, ikke kunde udrette noget. Han afsatte ham ikke, han gav ham den samme Løn, han altid havde oppebaaret, men tog en yngre Farmacevt, der tidligere havde havt Ansættelse ved en Fabrik af Kemikalier, til Bestyrer. Den gamle fik Lov til at gaa og pusle og nysle om, lade, som om han havde noget at sige, men ingen brød sig om, hvad han sagde. En skøn Dag døde han, Kancelliraaden græd, men glemte ham snart.

Den nye Provisor var en trediveaarig rask Mand. Da Kancelliraad Pramman havde modtaget ham med venlig Værdighed og sagt: - Vær overbevist om, Hr. Bolberg, at, om jeg ogsaa er over halvfjerds, saa er jeg Fremskridtsmand baade paa det almindelige og paa min Specialitets Omraade; den Dag, jeg føler Tiden løbe fra mig, ønsker jeg, at jeg maa dø - da troede Cand. pharm. Bolberg at have fundet Nøglen til sin Principal.

Ved den første Regnskabsaflæggelse sagde Kancelliraaden, dølgende sin Ængstelse under en spøgende Form:

- Det gaar tilbage, Hakon! Bolberg sagde:

- Det vil blive værre endnu med Købstadsapothekerne. Om en Snes Aar vil man kunne købe dem for en Slik, hvis Privilegierne endnu er til, ellers... ja, saa er de slet ikke til... og saa...

- Aa-aa!

- Ja, ja, Hr. Kancelliraad! Jeg ønsker Dem et langt Liv, - men...

- Nej, saa er jeg, Skam, død, gode Ven! Men for min Sønnedatters Skyld vilde jeg jo nok aflevere Boet i uformindsket Stand. Saa maa jeg vel hellere sælge. Men... det gamle Hus... det kan jeg ikke flytte ud af.

- Kancelliraaden kan saamænd endnu forøge Deres Bo, maaske triplere det.

- Saa-aa? Hvordan det?

- F. Eks. ved at oprette en Materialhandel i stor Stil, ikke 152 saadan en Fedtebutik som Salomonsens nede paa St. Jørgensgade.

- Tak! Jeg har ikke i Sinde at blive Urtekræmmer, sagde Kancelliraaden og slog med Haanden.

Bolberg trak paa Skuldrene og sagde:

- Kancelliraaden er jo Fremskridtsmand.

- Ja, jeg staar paa det virkelige Fremskridts Side. Men Fedteforretninger giver jeg mig ikke af med.

- Men, Hr. Kancelliraad, en Kemikaliefabrik.

- Død og Pine, Mand! Men der skal store Kapitaler til, meget store Kapitaler.

- Kun en lille, men sikker, kontant Kapital. Har Kancelliraaden synderlig Indtægt af de fire og tyve Tønder Land, De ejer udenfor Vestergades Port? Men der er Byggegrund. Aaen løber igennem Marken, der er altsaa ogsaa Vandkraft. Her er kun faa Fabriker af den Art i Landet.

- Død og Pine! Ja, Død og Pine! Men jeg er for gammel, Bolberg!

- Kancelliraaden ser tyve Aar yngre ud, end De er. Tænk, hvilket Opsving for Byen! Hvilken Mængde Arbejdere vil ikke faa Brød ved den Fabrik! Og det er dog det store Nutidspørgsmaal at skaffe Arbejde tilveje efter en kolossal Maalestok.

Kancelliraaden drejede og vendte Planen i adskillige Dage paa alle Leder og Kanter. Minder fra Avislæsning, fra Kaptejn Fricks højmælte Ord om, at Arbejderspørgsmaalet om føje Tid vilde frembringe en Revolution lige saa mægtig som de geologiske Katastrofer i Urtiden, Minder om Ord, som den gamle Apotheker havde hørt ved Kaffen efter rigelig Vindrikning til Middag, satte ham i Stemning. Han fik Lyst til at tage Haand i Hanke for at løse et kolossalt Spørgsmaal. Mod denne Lyrik reagerede Tanken om hans Alder, om den store Risiko, hans Magelighed, Følelsen af, at han egentlig havde det saa godt, at han ikke kunde faa det bedre, og at i værste Fald vilde Syndfloden først komme efter hans Død.

Da han den Aften gik i Seng, følte han dyb Medlidenhed med sig selv, kaldte sig igen en stakkels gammel Mand. Men efter nogle Dages Overvejelser vandt Ærgerrigheden Magten. Den gamle Kancelliraad vilde være sin Fødebys Tietgen. Han skulde imponere Spidserne... Kaptejn Frick med... ja den Aandsaristokrat!

Og der blev gravet og drænet, grundlagt og bygget op ude i 153 Vænget. Bolberg kommanderede og imponerede; Byens Embedsmænd begyndte med at ryste paa Hovedet; Borgerskabet mente, at det aldrig vilde gaa med den Giftfabrik; men med Murenes voksende Højde sank Spot og Tvivl. Værtshusholderne i den yderste Ende af Vestergade var afgjort paa Kancelliraadens Side. De fik Arbejdernes Søgning.

Hin graa og regnfulde Sommerdag efter Frokosten vidste Kancelliraaden ikke noget bedre Middel til at faa sin Stemning løftet end ved at spasere ud til sit nye Foretagende udenfor, hvad Byen kaldte Vestergades Port, skønt i Mands Minde aldrig nogen Port havde afsluttet den Gade.

Han saa sit voksende Værks gule Murstensmure knejse over de lave Byhuse, han saa Kransen paa den høje Skorsten vaje oppe i Luften om Lynaflederens Spids og sagde til sig selv med Stolthed:

- Følger den gamle Kancelliraad ikke ret godt med Tiden? Hvad?

Usynlige Stemmer i Luften besvarede Spørgsmaalet efter hans Sind. Han vendte sit Ansigt ind mod "Spidsborgerbyen" og sagde halv højt:

- Der kan I selv se, I Filistre!

Allerede stilledes der Maskiner op inde i Bygningen. En rolig Metalglans i det døde Dagslys flatterede dem ikke, men gjorde et solidt, dulmende Indtryk paa Bygherren. Hele denne Metalorganisme skulde lystre den gamle Kancelliraad, som Ringens og Lampens Aander lystrede Aladdin. Han lo fint, anerkendte sig selv og tænkte: Gud véd, om mange Fabrikanter kunde finde paa en saadan Lignelse? Jeg tror det s'gu ikke. Men der er saa faa af dem, der er dannede Folk!

Han skraaede over Vænget med det nedtraadte gule Græs og de mange Vandpytter, kom med lidt Besvær ind ad Hoveddøren, som endnu ikke havde nogen Trappe, saa op mod Tagværkets uendelige Linjer af Tømmer, og han talte atter med sig selv:

- Nej, saa høj som Kølnerdomen er Bygningen vel ikke... men forholdsvis - i Forhold til Byen... naa da!

Pludselig saa han et Menneske, som ikke var en Arbejder, staa med Ryggen vendt imod ham... Det var en uniformeret Person... det var Kaptejn Frick. Ham havde Kancelliraaden ikke set i Aar og Dag; han havde hørt, at han talte ondt om ham og hans i Byen. Trods Fru Kamps Modsigelser følte han, det var sandt. Det havde i sin Tid ærgret ham meget; men han 154 havde glemt det under alt det, der i den sidste Tid var strømmet ind paa ham. Nu brød Ærgrelsen op igen, da han saa ham der paa sit Territorium, og han bestemte sig til paa en myndig Maade at vise ham Vintervejen.

- Han er en højt begavet Mand, men en Flab.

Saaledes definerede Kancelliraad Pramman i dette Øjeblik Kaptejn Frick. Med denne Definition i Sindet rømmede han sig myndig. Denne Rømmen skulde forkynde Husets Herskers Tilstedeværelse, ligesom Trompetstødene melde de kongelige Personers Indtrædelse hos Shakespeare.

Kaptejn Frick vendte sig brat om og saa Kancelliraad Pramman staa heroisk paa en Bjælke med tilbagelænet Hoved og brusende sølverhvide Bakkenbarter. Han gjorde intet Modforsøg i Retning af det heroiske. Som om der aldrig havde været noget ivejen mellem ham og Apotheket, som om han ikke i lange Tider havde set tværs igennem Kancelliraad Pramman og talt over ham, naar de vare trufne sammen i Selskaber, som om han ikke brat havde vendt sig til en anden Side, naar han i Frastand opdagede, at han og den gamle Herre maatte passere hinanden paa Gaden, gik han lige mod Kancelliraaden, hilste og sagde hurtig:

- Undskyld, Hr. Kancelliraad, om jeg har været saa næsvis uden Deres Tilladelse at kigge ind til det storartede Etablissement, som her forberedes!

Kancelliraad Prammans Dækvaaben blev pludselig slaaede ham ud af Haanden ved dette energiske og flotte Venlighedsudfald fra Kaptejnens Side. Og alt Krigshumør var som revet bort fra den gamle Mand i samme Øjeblik. Det lød inden i ham:

- Ja, det er sandt! Hvad har vi to egentlig at være arrige paa hinanden for?

Han havde mange Gange savnet Kaptejnen, hans Historier, hans Filosofering, hans Evne til sammen med ham selv at vurdere en Vins, en Kognaks Kvalitet. Den faldne Ytring frembragte en kildrende Fornemmelse helt nede i hans gamle Ben. Han sagde blot:

- Værs'god, værs'artig! Bese De alt, hvad De vil!

Kaptejn Frick sendte en flygtig militær Hilsen til Tak for Tilladelsen, lod, som om han tæt vilde omgaa Kancelliraaden og gaa ud af Bygningen - til ikke ringe Skuffelse for Kancelliraad Pramman, som nu, da Isen var brudt, nok vilde have en gemytlig 155 Sejltur sammen med Kaptejnen i de aabne Vande -. Kaptejnen gjorde brat omkring og sagde:

- Det er jo en aldeles glimrende Mand, den Pastor Brinckmann.

- Ja saagu', svarede Kancelliraaden smaaleende, men fik straks Smilebaandet strammet, da han paa Kaptejnens Knevelsbart læste dyb Alvor, som naar han i gamle Dage talte om Byron, S. Kierkegaard, de geologiske Perioder eller andet, som han kaldte storartet. Kaptejnen sagde:

- Ja, vi kender jo hverandres Anskuelser om kirkelige og religiøse Sager eller rettere om Orthodoksien. Men jeg har Respekt, en Pokkers Respekt, for en Mand, der sætter noget ind paa Kærlighedsgerninger, der besøger Folk med Kopper, Fnat, Kolera, Tyfus og trodser det ordinære Krapyls Grin. Og det har Brinckmann gjort.

- Saa-aa? Trodset det ordinære Krapyls Grin? Hvad for noget Krapyl?

- Gamle dvaske Præster, forædte Gaardmænd, kalkunske Proprietærer. De kan tro, jeg satte den Studepranger Ulkebøl til Vægs forleden. Jeg spillede L'hombre med ham paa Krogerup. Der satte den Karl sig til at raillere over Brinckmann og sagde, at han burde bindes som en gal Hund, fordi han bragte Kopper til Byen fra sine Sygebesøg.

- Hm... ja! Hvad sagde De, Kaptejn?

- Nu skal De høre. Jeg sagde til ham: De er altsaa Hedning, Hr. Ulkebøl? Han bandte og tordnede paa, at han var en rettroende Kristen, men derfor behøvede man ikke at være et Svin. Saa sagde jeg: Saa maa Kristus have været et Svin, siden han rørte ved de spedalske. Saa blev den tykke Grovæder aldeles guddommelig pathetisk og sagde: Hr. Kaptejn, jeg taaler ikke, at De bespotter min Frelser! Men vor Vært, Jægermesteren... det eneste, det Bæst Ulkebøl har Respekt for, det er jo det blaa Blod og den sorte o. s. v.... Jægermester Levetzow lo himmelhøjt ad ham og sagde: Indlad Dem ikke paa Theologien, min gode Ulkebøl, hold De Dem til L'hombre og anden verdslig Logik. Da vi skulde køre hjem, sagde Ulkebøl til mig ude i Entréen: Vi tales engang ved for Alvor. Og saa lagde han sin Slagternæve paa min Skulder. Jeg svarede: Ja, ryst De mig kun! Jeg har ingen Perler ved Haanden, saa jeg risikerer ikke at tabe dem for Deres Fødder. De er jo bibelfast, Hr. Ulkebøl, De véd altsaa, at man ikke maa misbruge Perler.

156

Han gloede paa mig som en dum Tyrekalv, brummede nogle Eder, steg paa sin Vogn og knaldede afsted... Hr. Kancelliraad, skal vi tage ud og besøge Brinckmann i Dag?

- Hm - i Dag?

- Ja. Jeg har en Uret at gøre god imod den Mand. Jeg antog ham for et ordinært Præstefrø, men han er jo en brillant Karl. Han er jo aldeles upopulær hos de velstaaende i Sognet, faar ingen Tak af de fattige, og dog giver han alt bort, hvad han har.

Kancelliraad Pramman var fristet til at sige:

- Ja, det maa jeg s'gu bekende. Men han modstod Fristelsen.

- Jeg tager derud i Dag. Jeg føler altid en stor Beundring for dem, der handler, enten de saa er Muhamedanere, Mormoner eller Kristne. Det er storartet, hvad den Pastor Brinckmann udretter. Overfor saadan noget maa al Smaalighed, al triviel Pirrelighed bøje sig. Tag med, Kancelliraad, tag med! De gør en god Gerning.

Kancelliraaden var allerede bleven snakket ind i Kaptejnens Begejstring. Sagte og ængstelig hviskede vel den skeptiske Tvivl i hans inderste: Gud véd om han ikke vil derud for Fannys Skyld? Men Kaptejnens Basuntoner overdøvede hans Kritiks dæmpede Piccolo. Efter nogle svage protesterende Vridninger med Overkroppen sagde den gamle:

- Gaa med hjem, saa lader jeg spænde for Landaueren!

Hvem der blev glad ved Kaptejnens Indtrædelse i Apotheket, var Fru Kamp. Hun maatte kvæle et Glædesskrig, da hun saa ham, skønt hun saa mange Gange havde skældt ham ud for en væmmelig Libertiner.

Krampagtig trykkede hun hans Haand og udbrød:

- Aa Gud... jeg vidste saa godt, at det hele kun var en Misforstaaelse.

- Hvilket, Frue? sagde Kaptejnen og saa paa hende med en ypperlig anlagt, afvisende, forbavset Mine, saa at hendes Udfoldelsestrang blev klemt tilbage som en elastisk Springdukke i sit Futteral.

- Vi tager straks ud til Brinckmann. sagde Kancelliraaden. Du vil vel med, Agathe?

Nu brast endog Fjeren i Springdukken. Den laa slasket sammenfalden paa Futteralets Bund. Fru Kamp var lige ved at græde og sige, at hun paa ingen mulig Maade vilde med. Men 157 saa meldte Pligtfølelsen sig, syntes hun. Hun skyldte dog Fanny at holde Kontrol med den farlige Mand, som nu igen vilde nærme sig hende.

- Du svarer ikke, Agathe! Vil Du ikke med? spurgte Kancelliraaden igen.

- Jo, jeg - vil med, Pramman, sagde hun med en ikke fuldt bekæmpet bitter Resignation.

Køreturen derud blev hende derimod til en Trøst og Triumf. Kaptejn Frick var Opmærksomheden selv imod hende, lagde Vognens Puder til Rette bag hendes Ryg, samlede Rejsetøjet om hende og holdt et langt Foredrag imod emanciperede Kvinder og for den Poesi og Umiddelbarhed, som man kaldte Kvindens Svaghed, men som i Virkeligheden var hendes umaadelige Styrke. Tabte hun den, vilde al Livets Musik forstumme. Fruen svælgede i hans Aandrighed og lo sammen med ham, da de hørte Kancelliraaden snorke.

XXII.

Trods den milde Aarstid havde Fanny ikke synderlig søgt Kapellanboligens Have. Denne unge Plantning med tyndt og utæt Løvværk, holdningsløst svajende Stammer, Lysthuset, hvor Slyngplanterne ikke i nogen Maade evnede at dække de uhøvlede Fyrretremmer, hvad var det mod Barndomshavens svulmende Løv, saftige Plæner, brogede Flora? Hun vilde ikke længes til det gamle Apothek, vilde nødig tænke paa det, thi Tanken paa det vakte altid Nag i hendes Sjæl.

I Dag vilde hun ned i sin egen Have. Vejret havde klaret op efter Middag. Regndraaberne hang højt, tungt og blinkende i den nystændte Sol; den ellers tørre Plæne drak tørstig Væden. Jo, Fanny vilde læse i Lysthuset i Husmurens Læ og Skygge; hun vilde læse videre i Swinburnes dejlige "Sange før Solopgang", gennemtænke og gennemføle den Tekst, der faldt hendes ufuldkomne Kundskab til Engelsk saa svær. Hun havde begyndt at erfare Glæden ved at "studere", Fryden over Forstaaelsens pludselig og prægtig fremstraalende Lys, Lønnen for lang Vandring i Misforstaaelsens Mørke eller Halvforstaaelsens Dæmring.

158

Saa satte hun sig da i Lysthuset. Men hun blev lidt forulempet ved det skarpe Genskin af den hvide Mur lige foran. Paa den anden Side Haven laa, en Kørevej; hinsides den en Bondegaard. Stuehuset vendte ud til Vejen med sine uregelmæssig anbragte lave smaarudede Vinduer, fulde af Pelargonier, Geranier og Hortensiaer. Ud til Vejen laa den smalle Del af Bondegaardens Have: en Græsplet med mange enkelte Roser. Den større og bredere Del strakte sig bagom, langs Udhusene til begge Sider.

Skyggen af dirrende Blade og faste Tremmer prentede dansende Prikker og Striber, begge Slags lige forstyrrende, ind i den elegante engelske Bogs Tekst. Stedet var aabenbart alt andet end heldig valgt til Læsning og Overvejelser af det læste. Nej, Fanny vilde ned under Hybenbusken lige ud mod Vejen og vende Ryggen til det hvide Stuehus i Bondegaarden.

Saalerne i de udskaarne Saffianssko knitrede sagte mod Gangens skarpe Grus. Ved hvert Skridt lynede Strømpernes Purpur frem under den fine drapfarvede, kniplingsbesatte Lærredsmorgenkjoles nederste Søm. Samtidig hørte hun en langt dumpere Lyd i Haven lige overfor: tunge Svup i den vaade Jord.

Om Hjørnet af Længen til venstre for Fanny kom Gaardmandens unge Kone gaaende langsomt. Hun havde et lille Barn paa Armen; hendes venstre blottede Bryst blev suget spidst ud af Patteglutten og skinnede i Solen som en Fontænenymfes Marmorbarm.

En køn Kone med et stort Ansigt med lige Profillinjer, bred, næsten firkantet Hage, tyndt og glat lyseblondt Haar, der var redt tæt ned over Tindingerne. En rolig resigneret Sikkerhed, en ærlig Meddelelsestrang lyste ud af de milde, men kølige lyseblaa Øjne.

Hun nikkede over til Kapellanens Frue. Fanny havde tidt set hende og et Par Gange vekslet Ord med hende, uden at det var kommet til nogen videre Samtale. Hun havde endog engang været en Smule vred paa hende. En af Fru Fannys Piger havde sagt, at Kristen Povlsens Pige havde sagt, at det var bedre, om Kap'lanens havde en Taar Mælk tilovers for fattige Folk, end at Kap'lanen bissede om og prækede uden for Kirketid og paa Søgnedage. Siden havde Fanny virkelig følt det kedsommelige i ikke at have lidt Landvæsen. Det gjorde hendes Hus fremmed for Sognets fattige, som altid søgte til den gamle Præstegaard og fik Mælk der. Hun havde forsøgt at købe større Partier 159 Mælk i Præstegaarden til Uddeling blandt de fattige, men hun opdagede, at hun maatte betale 1/3 mere, end andre Folk gav. Saa gav hun Kristen Povlsens sin Mælkehandel, og der blev hun, som hendes Pige erklærede, "regederlig" behandlet.

Fanny gik lige hen til Havegitret ud mod den smalle Markvej og sagde højt god Dag til Gaardmandskonen. Konen svarede endnu højere: "God Dav, Frue!" og syntes ogsaa nok at have Lyst til at standse, men i det samme gav Barnet sig til at vræle. Moderen overdøvede eller lullede dets Skraal ved at synge :

Og det var Jørgen Ni'lens Kat,
han Gaardens Orden trodsed,
var aldrig hjemme nogen Nat,
men rendte om og tossed.
Han ligge lod paa Loens Gulv
en dejlig Kalvelunge
og stak fra den saa svigefuld;
derom jeg nu vil sjunge.

Hun sang ligegyldig hen i Vejret. Det var Synd at sige, at hun tilstræbte komisk Pointering, men Fanny kom til at le højt, saa nikkede Konen, lo lidt hen til hende og sagde:

- Ja, hvad skal man synge for at faa saadant et lille Kræ til at tie? Man kan lige saa godt sige det ene som det andet, for det forstaar lige meget af det Vrævl.

- Hvor mange smaa har De? spurgte Fanny.

- Det er saamænd den femte, denne her, og der er ikke stort mere end et Aar mellem hver af dem, for jeg har først væ't gift i syv Aar til Mikkelsdag. Ja saagu'! Det Smaakravl groer op ligesom Græs paa Engen. Han her har været noget simpel, men nu begynder han at faa lidt Fedt paa sig; og de andre er allesammen skrappe til Føden og trives farlig godt... Ja, De er lykkelig, Frue, hvis De ingen faar, for man kan da ikke saadan se noget paa Dem.

Fanny bed sig i Læben og sagde:

- Er De da ikke glad over Børnene?

- Jo, naar de først bliver saa store, at de bliver renlige og ellers kan skønne; men, saa længe man gaar med dem, og saa længe de er saadant noget tosset Kryb, saa har man jo ikke andet and Mas af dem. Ja, saalænge de er saadan, saa ønsker man rigtignok, at den sidste maatte blive den sidste, men man har jo ikke Fred længere, end ens Nabo vil.

Nu maatte Fanny lé, og, da hun lo, lo Konen med og sagde: 160 - Ja, det er sandt, hvad jeg siger. Nu skal Fruen se, hvor saadan en lille Skruptaase kan suge og bide, ligesom det ku' være en Igle.

Hun hægtede op for det andet Bryst. Det var dækket af en Forbinding. Den skød Konen til Side. Det gjorde ondt helt igennem Fanny, da hun saa den blodigrøde, saarede Brystvorte. Konen, som var sat i Gang, blev ved at tale:

- Og saa kan man jo aldrig komme uden for en Dør og kan aldrig bestille andet end at give Patte. Det er daarligt nok, man kan passe det indvendige og holde Stuerne pæne. Ja, Fruen kan sagtens være pæn og se ud som et pillet Æg fra Morgenstunden af. En anden en maa gaa i Slæber og kan daarlig nok faa Tid til at faa sig vasket og redt. Men det kan jo hænde sig, at Fruen keder sig, for Præsten er jo saa gal til at rende omkring og præke for gamle Folk hjemme. Ja, den ene har for meget af det ene, og den anden for meget af det andet.

- Hvad mener De med det?

- Jo, naar vi ikke pløjer, saar, river Hø eller høster, saa sidder Manden altid hjemme og hænger, og saa er han tvær og gider knap tale. Det kan ærkre en anden en, som altid har noget i Hænderne, at se saadant et gammelt Mandfolk sidde og gabe baade om Dagen og om Aftenen, og saa skal der endda brændes Lys til. Og nogen rigtig Magt kan man jo ikke faa over saadan en gammel en, som snart er tredive Aar ældre end en selv. Ellers gør han mig ikke noget, og Brændevin smager han næsten aldrig, og det er allerede meget for en Bundemand paa hans Alder... Ti nu stille, du Haletaase, mens jeg snakker med Fruen... ellers maa jeg synge den om Jørgen Ni'lens Kat igen... Nej, det var Synd, om jeg ellers klagede paa Kristen Povlsen: de fleste er meget værre end som han.

- Holdt De ikke af ham, da De giftede Dem med ham?

- Pøh!... Jeg havde saamænd ikke noget mod ham for den Sags Skyld, og Jorden til Gaarden er jo god paa de Par Tønder sur Mosejord nær.

Inden Fanny kom til Orde, talte Konen videre:

- Ja, i Deres Stilling, Frue, kan man jo gifte sig af bare Kærlighed. Naa, siden disse herre Højskoler er komne op, saa er der jo de Karle og Piger, som er blevne oplærte der; de gifter sig jo for det meste ogsaa af bare Kærlighed; men der er nu da ellers Ole Hansens Datter, Mette Marie ovre i Tokkerup, hun giftede sig med Jakob Persens Søn fra Gredsted, og de gik 161 jo og kyssedes ligesom Kærestefolk fra Købstaden. Jeg tænker, de havde lært det og andre fine Manerer paa Tokkerup Højskole; men hvad blev det saa til? Nu siger de jo, at Manden Peter holder mer af at kysse Pigerne paa Gaden end Mette Marie hjemme paa Gaarden. Og det er dog den største Ærkrelse, der kan overgaa en gift Kone, kan jeg tro.

- Naa, saa er De altsaa lykkelig og glad? sagde Fanny, saa stift paa hende og kvalte et Suk.

- Ja-a - saagu'. De fleste har det jo meget værre, end jeg har det. Og det kan jo ikke hjælpe, at man vil lave Tingene, som man selv vil have dem; man maa lave sig til, som... ja... som Tingene i det hele vil have det. Ja, det er nu ikke let at sige noget om Tingene i det hele, naar man ikke er oplært til det. Men, naar man har, hvad der skal til i Huset, og Børnene er nogenlunde sunde og raske, og man hverken har Slagsmaal eller Spektakel i Huset... ja, Frue, saa tror jeg, det er Synd af Menneskene at forlange mere.

- De har aldrig... saadan... aldrig... ja... De har ingen Ønsker.

Fanny havde nær sagt Længsler, men havde Smag nok til at finde Ordet latterligt i Situationen.

- Jo, men hvad kan det hjælpe. Ønsk i den ene Haand og spyt i den anden, og se, i hvad for en Haand Du faar mest, er der jo et Ord, som siger.

- Ønsker De ikke den til Mand, som De har været forelsket i?

Fruen sagde disse Ord med det dumme, huldsalige Smil, som dannede Mennesker, uvante til at tale med Almuesfolk, saa ofte anvende for at vinde dem.

- Ham? Pyh! Ja, da jeg var en tosset Tøs paa en atten nitten Aar. Nu vilde jeg hverken eje eller have ham. Nu er han Værtshusmand i Skelskør, og Krokone, det er da det sidste, jeg vilde være. Nej, men for Plasérs Skyld kan jeg gerne fortælle Dem, hvad jeg ønskede forgangen Aften. Jeg kom fra Slagterens herovre og gik lige forbi Deres Vinduer paa Landevejen. Og jeg var myrderlig ærkerlig over det, at Slagterens Madame sagde, at mine Børn var meget mere utuskeagtige end hendes. Saadan noget Grisetøj, som render med Hælene ud af Strømperne og Tæerne ud af Tøflerne! Saa sad De vist alene, lille Frue, for der var ingen Lys, kunde jeg se, og jeg vidste, at Præsten var borte, og De sad og spillede paa Deres Klaver.

162

Aa, det lød rigtig saa pænt! Og saa gav jeg mig saamænd til at græde, og saadan blev jeg af med al min Arrigskab. Og saa ønskede jeg, at jeg bare var oplært til saadant noget Spilleri, for, naar man kunde klemme saadanne Toner ud, saa klemte man med det samme alt det onde og gale ud, som er i en til sine Tider... Hille den! Nu sla'r den halv tolv paa Kirken. Jeg maa nok ind at passe Maden!

Fanny rakte hende sin Haand. Den blev borte i Bondekonens gulbrune, tørre, men kønt formede store Haand. Da hun satte sig i Bevægelse, skreg Barnet; Moderen sang Verset om Katten, og nu opdagede Fanny kønne og fyldige Alttoner i hendes Røst. Høj og kraftig skred hun over Haven, traadte tungt og sikkert; fra Nakken stod to Buske Haar sølvtindrende ud i Luften. Hun vuggede lidt i de kraftige Hofter, som Midjens Linjer svang let over i; de stærke Skulderblade bævede under Kjolen. Fanny mindedes, hvad hun havde læst i sin Tid med Adjunkt Kronmann i Homer om Gudinderne, at de vare større end de dødelige Kvinder.

Ja, lærdere eller "intelligentere" end Kristen Povlsens Kone var vel Athene, mente Fru Fanny. "Skønt Gud véd det", tænkte hun straks, efter at den første Formodning var falden hende ind.

Fru Fanny følte sig myg og nedslaaet. Havde denne Gaardmandskone med sin halv vemodige, halv humoristiske Resignation ikke et sandere og sundere Stade i Livet end Forfatteren til den Bog, hun holdt i Haanden - han, den underlige Algernon Swinburne? Havde den genfiske Plebejer Rousseau, som dog stadig henvendte sig til den kultiverede Verden, fortvivlende over den, foragtende den, havde han Ret, naar han paastod, at man blev ulykkeligere, jo mere ens Tanke skærpedes, jo mere ens Følelse forfinedes? Skyldtes ikke disse Fornemmelser af skuffede Haab, alle disse utilfredsstillede Længsler, Præstefruen pintes af, hendes Lyst til at hæve sig over Livet paa Vinger, som Naturen nu engang havde nægtet Menneskene? Var det ikke rigtigt at blive saa nær ved Jorden, at man stadig aandede dens Mulds sure, tunge Lugt og følte, at man ligesom Planten, Dyret - ja ligesom Kristen Povlsens Kone - var samme Jordbunds livegne?

O, hvorfor var hun bleven udreven af sin lykkelige Tro paa, at denne Verden var indrettet paa det bedste? "Bedstes", Apothekets Verden!

Hun havde faaet sit første Stød i Indsidderstuen hos Konen med Kopperne. Da saa hun en gabende Kløft af Uretfærdighed.

163

Ja... maaske havde hun ikke faaet det Stød, hvis hun havde været fuldt lykkelig og kunnet glemme alt i en fuldaaben, hendes hele Trang rummende Favn.

Hun havde saa læst og læst. Hun var paa en Maade stolt af sin aandelige Vækst. Men hver Tomme i hendes Aandsvækst havde kostet hende Smerter. Hun vidste ikke, hvilke Veer det kostede at føde et Barn til Verden; hun vidste kun, at alvorlige Tanker fødtes med Smerte.

Og det var dog Lapperi alligevel. Hun levede jo som ellers, kunde ikke døje Mælkemad og Flæsk, vilde spise som paa Apotheket, trak Penge fra sin Bedstefader, befandt sig bedst, naar hun følte Fløjlet paa sin Chaiselongues Betræk kærtegne hendes Kinder og Øren.

Hun var bleven vred paa alt... hun holdt Swinburne i Haanden... denne fint udviklede aandelige Aristokrat, der taler som Prædikeren i det gamle Testamente, naar han raaber til Guderne:

Because thou are crael and men are piteous
And oar hands labour and thine hand scattereth;
Lo, with hearts rent and knees made tremolous,
Lo, with ephemeral lips and casual breath,
At least we wittness of thee ere we die
That these things are not otherwise, but thus;
That each man in his heart sigheth, and saith,
That all men even as I,
All we are against thee, against thee, O God most high*)

Ja vel, ja vel! Apotheket ragede jo op over Byen; Fanny maatte være adskillige Hestehoveder forud for Byens andre unge Piger i Dannelse, i Bevidsthed... i... i Toiletter... Ja, saadan en diskret Morgendragt med Kniplinger af den Farve!... Fanny stampede i Jorden, da hun greb sine Tanker i dette lavt dalende Fald. Uh! Man gør Oprør mod Guderne og tænker paa graat Lærred og graa Kniplinger! Man ser en Elendighed som i den koppebefængte Indsidderstue; man ræddes, man forarges paa Samfundet. Hvad gør man saa? En, man har foragtet, en, man betragter som en aandelig Undermaaler... han arbejder dog, selv om hans Arbejde er, som det er, unyttigt, hen i Vejret!

* 164

Fru Fanny klemte sine foldede Hænder mod Brystet, efter at have kastet Swinburnes Bog haardt hen ad Havebænken... Nej, op til Renan! Han klappede dog Læseren, alt mens han lempelig listede Jorden bort under hans Fødder... Nej, nej... hun vilde ikke smage paa noget nu. Fruen gad nu ikke have søde Sager og følte, at hun ikke kunde taale stærke.

Hun satte sig paa en Bænk, holdt Hænderne for sine Øjne. Det var, som en vældig Masse ramlede sammen om hende, tungt, som om Splinter af den fra et langt Fald oppe fra Stjernerne slog haardt mod hendes Isse og Skuldre. Hun vilde være Martyr, vente paa større og tungere Vragstumper, som kunde knuse hende. Men man bliver ikke Martyr, fordi man vil!

...... Pst! Pst! En Vogn rumlede! Skinnerne peb i

Vejens Grus. Piskeknald og Stemmer! Hvem kunde det være, som kom kørende ude paa Vejgaden?

Det var lette, korte Hovslag, ledsagede af Hjulkarmens Klirren paa den vendende Vogn.

Hun mærkede Duften fra det gamle Apothek fylde Luften omkring hende. Den berusede hende, bragte hende til at glemme alt, hvad hun i lange Tider havde tænkt og lidt. Barndomshjemmets Minder kom kørende i Triumftog i Kancelliraad Prammans Landauer. Som, mens hun endnu var en lille Pige, raabte hun "Bedste!" med en kvidrende Fuglerøst, sprang igennem Værelserne ud paa Vejen og saa den gamle Apotheker arbejde sig baglængs ud ad Vogndøren. Saa fulgte Fru Kamp efter forlængs med sit ungdommelige velvillige Smil, med Silkekaabens blaasorte Farve changerende i Solen... endelig en vældig Knevelsbart paa et blaseret, blegt Ansigt. Fanny havde største Møje med at dæmpe et Skrig, thi en Kuldegysning rislede igennem hende; hun mærkede sine Knæ dirre. Hun styrtede sig vildt om Bedstefaderens Hals, blev hængende, saa hun nær havde tynget den gamle Mand ned, hørte knap, at Fru Kamp ytrede, at det var sødt at se, mens hun saa Kaptejn Fricks sorte Silkehat beskrive en Bue ud i Luften.

- Uh, puh... Du tager Vejret fra mig sødeste Fanny! stønnede Apothekeren.

- Er Pastor Brinckmann hjemme? spurgte Kaptejn Frick Tjenestepigen, som kom ud for at bære Rejsetøjet ind. Inden hun fik svaret, sagde Fanny højt og stærkt:

- Nej, han er ikke.

- Véd Du, søde Fanny, at Kaptejnen er aldeles indtaget i 165 Din Mands religiøse... ja han kalder det nu ideale Begejstring? sagde Fru Kamp.

Fanny svarede intet, men trak ganske lidt paa Smilebaandet. Hun sagde, henvendt til Fru Kamp:

- Jeg véd ikke, naar Brinckmann kommer hjem.

Kancelliraad Pramman var allerede inde i Forstuen; Fru Kamp havde Foden paa det øverste Trin af Stentrappen, Fanny paa det nederste; Kaptejnen havde holdt sig ubevægelig paa Vejen.

Han saa kun flygtig op paa Fanny, mens hun betragtede ham ufravendt et halvt Minut med et næsten overgivent Blik. Hun havde energisk boret ned i sit Sind og tvunget Mod og Trods til at sprudle frem gennem Øjet og i enkelte Ord. Skulde hun have ført sammenhængende Tale, vilde Straalen være knækket.

- Hvor bliver De af, Fa'r Krigsmand? raabte Apothekeren, mens han inde i den rummelige Entré ved Pigens Hjælp arbejdede sin Rejsekavajs Ærmer af sig.

- Tak... jeg har nogle Ærinder at besørge, lød Kaptejnens Røst med den alvorsfulde Embedsklang, hvori han altid udtalte et Afslag paa en Indbydelse eller noget lignende.

- Er De besat, Mand? Hvilke Ærinder kan De have her i Landsbyen? - Kom med ind og lad os læske os efter Rejsen!

Men Kaptejn Frick var uden for Hørevidde, havde omgaaet Stuelængen, truffet en Pige og spurgt hende, hvor Pastor Brinckmann var gaaet henad. Han var gaaet ad Brøndslev til, den Vej der. Kaptejnen tog sit Kort op af Lommen, mønstrede Terrænet og begav sig paa Vej. Fuldt tilfreds med Situationen var han just ikke. Vistnok var han ikke falden ud af den Rolle, han havde indøvet sig i: at vejre den unge Præstefrue ud af Tilværelsen, naar han saa hende: men han havde haabet, at hun havde bejlet til hans Gunst, saa at hans Rolle var bleven mere effektfuld i hans egne og hendes Øjne.

- Ja, saa faar hun haardere Konfekt end nu, bestemte Kaptejn Frick, mens han med det udfoldede Kort foran sig konstaterede sin egen Dygtighed som Topograf.

Ikke uden rigtig Sporsans havde han beregnet, at Fanny ikke var glad i sit Ægteskab. Men hans Evne til at faa Færten af en Situation, hans Skarpsyn og Lydhørhed for smaa Bevægelser hæmmedes stadig ved hans totale Mangel paa Selvkritik. Det faldt ham ikke ind, at han havde arbejdet den Selvløgn ind i sig, at han interesserede sig. for Sofus Brinckmanns Livsgerning, og 166 at hans Bevæggrund til at begejstres for Kapellanens Sjælesorg kun var et Vanskud af Forbitrelsen mod hans Frue. Hvor var hans Samvittighed ren! Hvor følte han sig fuldstændig ædel og hævet over al Smaalighed! Han præsenterede for sig selv sin ædle Anerkendelse af Brinckmanns "Idealitet", og anerkendte denne Anerkendelse.

XXIII.

Med opsparet, vel forberedt Begejstring for sig selv gik Kaptejn Frick Pastor Brinckmann i Møde.

De mødtes midt paa en Markvej. Det gjorde Indtryk paa Kaptejnen at se en tindrende Glans i Præstens store brune Øjne, se indfaldende Kinder med svær Rødme paa Yderpartierne og de sorte Klæder sluskende om hans Krop. Sund og glad saa Brinckmann ikke ud.

Kaptejnen skønnnede straks, at han maatte spille paa stærkt pathetiske Strænge. Vejen, som højnede sig med Udsigt over et stort Terræn, var ikke saa ilde en Scene. Men dum var Kaptejn Frick jo ingenlunde, vilde heller ikke være det, han vilde ikke spille gammeldags Deklamator. Da han mødte Sofus Brinckmann, sagde han med sin dybeste Tone:

- De er en Mand, jeg har stor Agtelse for.

Pastoren stønnede og hostede, men instinktmæssig lagde hans Ansigt sig i mildt smilende Folder.

- Jeg? sagde han. Er jeg?... God Dag, Hr. Kaptejn! Jo, det er jo Kaptejn Frick. Følg med hjem!

Kaptejnen blev staaende, saa ud over det grønne og brune Land med de blaa, solskinsfunklende Vande og de brunviolette Skovpartier; gjorde et let Udslag med den højre Arm og sagde:

- Jeg maa først sige Dem, at jeg ikke er troende.

- Det bliver De nok med Tiden, Hr. Kaptejn! Det bliver alle Mennesker, det er jeg vis paa, sagde Brinckmann med et Opsving mod sin vante Livlighed, men Stemmen og Legemet tede sig som slappe Fjedre.

- Lad mig bare ligge! sagde Kaptejn Frick. Men, hvad jeg nu tror, eller ikke tror paa, saa finder jeg, at Kristendommen i 167 sin Idé er vældig. Det, jeg beundrer ved den, er, at den opfordrer Menneskene til at ofre sig selv under Frygt og Bæven, at give alt og intet at tage.

- Han er Søren Kierkegaardianer, tænkte Brinckmann; men, da han aldrig havde Lyst eller Trang til Diskussion, tilmed var saa træt, tav han og protesterede ikke mod Kaptejnens Forbigaaelse af Tros- og Fremhævelse af Gerningsmomentet. Kaptejnens Pathos fik da Lov til uhindret at udfolde sig.

- En af mine Studenterkammerater, en ringe begavet Fyr, som vi drev Halløj med i Skolen og i Rusaaret, som fik Hand secundi til Attestats, blev Præst. Hos ham var det Alvor med hans Religion. Han tilbragte Nætterne, før han skulde prædike, i Sakristiet, græd og var fortvivlet, led og stred... jeg har mange Gange set det, naar jeg listede mig op paa Kirkegaarden efter den lille Lysstribe. Jeg har beundret ham; jeg tager til Huen for ham, jeg gør Honnør for ham, hvergang jeg tænker paa de Nætter i Sakristiet Men jeg har, om muligt, endnu større Respekt for Dem, Pastor Brinckmann! De holder Dem til de smaa og fattige, dem, som trænger mest til Trøst; De gaar til de syge og udsætter Dem og Deres for Smitte. Det gør man ikke, naar der ikke slaar noget stærkt noget inden for ens Vest. De er en Mand, Pastor Brinckmann!

Sofus Brinckmanns Øjne glinsede endnu mere, thi de fyldtes med Taarer. Det var de første anerkendende og varme Ord, han havde hørt, siden han tiltraadte sin Gerning. Da Kaptejnen efter at have endt sin Replik slog ud med den højre Arm, antog han det for en Indledning til en Omfavnelse, og det var længe siden, nogen havde imødekommet hans Trang til Kælenskab. Kun med Møje havde han kunnet tiltigge sig kolde Kærtegn af sin Hustru. Han greb da Kaptejnen om Livet og lagde Hovedet til hans Kind; men sligt stred aldeles mod Kaptejnens Smag. Han tænkte: Nej, fy for Pokker! kysse ham vil jeg s'gu ikke. Han viklede sig diskret ud af Præstens Favn med sænket Varmegrad i Stemningen.

- Har De det ellers godt, Pastor Brinckmann? De er bleven svært mager, synes jeg.

- Er jeg?... Ja jeg er plaget med Hoste om Natten... det gør mig mest ondt, at jeg forstyrrer min stakkels Hustrus Søvn. Er hun ikke sød?... Er hun ikke yndig... hvad?

- Men De har ikke ondt i Brystet?

168

- Jo... jo - h. Engang imellem. Men ellers er jeg saa glad. Og i Dag er jeg dobbelt glad, fordi De sagde de venlige Ord. Hør, véd De hvad, min gode Kaptejn? Enten vi er Digtere eller Kunstnere, Præster, Militære, eller hvad vi er, saa trænger vi til Anerkendelse.

- Aa, ja - a, sagde Kaptejnen. Varmegraden sank endnu mere. Han begyndte at fortryde, at han i opblussende Enthusiasme havde formaaet Apothekeren til dette Besøg, men erindrede sig pludselig, at han havde en Trumf i Baghaanden, nemlig et helt Apparat til at drille Fruen. Mens han gik til Kapellanboligen med Brinckmann, lod han Apparatet spille som til Prøve. Han skulde fremdeles vise sig aldeles begejstret mod hendes Mand og tale hende over Hovedet. Det underlige var, at han ikke anede, at den sidste Methode var saa forslidt. Han troede, hvergang han anvendte den, at det var noget helt nyt, han fandt paa. Kun det frygtede han, at hans Udtalelser om Præsten vilde blive parodiske; men han stolede paa at servere dem saa fint, at Fru Fanny ikke skulde mærke det. For Apothekerens, Præstens og Fru Kamps Kritik var han fuldstændig rolig. Men Fruen - den dumme Tøs, som hun var - havde lagt sig en hel Del Hamperhed til. Hm! Han havde betvunget dem, der var værre end hun... han, den fine Kvindekender, Kaptejn Julius Frick!

Da de traadte ind i Dagligstuen, hilste Kaptejnen i al Almindelighed. Brinckmann ilede hen til sin Hustru og ventede sit daglige Kys. Men til hans Henrykkelse tog Fruen ham i Dag om Halsen og gentog Kysset tre Gange, langt varmere end ellers. Hun sagde endog:

- Hvor Du ser anstrængt ud, min Ven! har Hosten været slem?

- Jo, jeg havde Modvind ud, og paa Brøndslev Bakke fik jeg en slem Tur. Jeg maatte staa stille... og kunde knap faa mit Smørrebrød spist... God Dag, kære Fru Kamp! god Dag, kære gamle!

Fru Kamp vidste, hvad der ventede hende og havde alt spidset Munden til, da Brinckmann kyssede hende; men Kancelliraaden raabte:

- Holdt, holdt Brinckmann! Var De en Dame, skulde det have været mig en Fornøjelse.

Brinckmann drejede sagtmodig af og truede Kancelliraaden smilende med Pegefingeren. Kancelliraaden sagde: 169 - Er De tidig til Mad, Brinckmann? For jeg begynder at glemme min Frokost.

- Nej, det er mærkelig nok. Jeg er slet ikke sulten, men umaadelig tørstig, sagde Brinckmann og hostede stærkt.

- He, det er der gode Raad for, sagde Kancelliraaden og gned sig i Hænderne ved Tanken om de to Flasker gammel Chateauvin og den ene Flaske gammel Madera, han havde havt med i Vognmagasinet.

Efter et Øjeblik at have fjærnet sig kom Husets Frue ind og sagde:

- Nu er der serveret.

Med en egentlig mere stiv end sikker Holdning gik hun over Gulvet hen mod Kaptejn Frick, der studsede og vilde til at række Armen ud mod Fru Kamp. Fanny sagde nejende med et fornemt Smil:

- Hr. Kaptejn, maa jeg have den Ære?

- Tak, jeg... jeg har bedet Fru Kamp -

- De var i Færd med det; det saa jeg nok, men De kom for sent: Votre bras, s'il vous plait, mon capitaine!

Fanny havde rettet sine Vaaben mod en af Kaptejnens mange smaalige Særheder, den nemlig, at han hadede Fransk! Kaptejnen bed sig i Overskægget. Han maatte tage Fanny under Armen, men lod sin hænge saa slap, at den næsten ikke støttede hendes.

Fanny havde sat sig for at være kaad og lystig. Hun ventede en Medspiller eller dog en, der gav Stikord, i sin gamle Bedstefader. Men hun opdagede, at baade hans Hørelses Skarphed og hans Tankes Kvikhed var i Tilbagegang. Desto ivrigere, næsten febrilsk, blev hun ved at passiare, saa ingen kunde faa et Ord indført. Naar Kaptejnen begyndte at ville tale til hendes Mand, overdøvede hun ham ved Latter eller afbrød ham ved at foreslaa "Bedste" eller Fru Kamp at drikke et Glas med sig, fortalte, at hun havde begyndt at ryge Cigaretter og var ved at blive helt forfalden til det. Eller hun skænkede i Kaptejnens Glas trods hans gestikulerende Protest, og, da han lod Rødvinsglasset urørt, fyldte hun hans Maderaglas med Rødvin. Han vilde snuppe det bort. Hun skænkede ned over hans Fingre, ladende, som om det skete af Vanvare, lo højt, bad om Forladelse og raabte:

- Bedste! Bedste! Er Kaptejnen bleven "Good Templar?" De husker jo nok, Hr. Kaptejn, den gamle Sang:

170

Jean, porteur d'eau de la Courtille,
Un soir se noya de chagrin;
Un autre Jean, jeune et bon drille,
Tomba mort ivre un beau matin,
Et sur leur funèbre demeure
On grava, dit-on, eet écrit:
"Le tiel fit l'eau pour Jean qui pieure,
Et fit le vin pour Jean qui rif"*).

Kaptejnen snakkede rasende løs over Bordet til Præsten, men Fru Fanny lod sig ikke forstyrre og citerede Strofen lige til Enden, lo saa op og sagde:

- Aa, om Forladelse, Hr. Kaptejn! Jeg glemte rent, at De hader det stakkels franske Sprog... Bedste! Kan Du huske det fra gammel Tid?

Kaptejnen ligesom tyggede paa en Skraa af Forbitrelse. Han paakaldte det "vidunderlige" for ud af dets Dyb at hente Vaaben til at slaa "det uforskammede Fruentimmers" Frækhed aldeles flad. Men det vidunderlige viste sig ikke. Hans Livsmaksime: "Man skal altid være overlegen i Situationen", stillede sig op for ham med sin Fordring. Fordringen pinte ham; han kunde ikke faa den indløst, thi det kogte saaledes i ham, at han var bange for, at han vilde blive grov, hvis han sagde et Ord.

Der blev en Pavse. Fru Kamps Evne til at skønne, som Kaptejn Frick havde undervurderet, var allerede lige fra Bordets Begyndelse bleven vakt. Hun vejrede onde Dunster i Luften, mens endnu baade Apothekeren og Brinckmann troede den hellige Grav vel forvaret. Nu gjorde Pavsen en uhyggelig Virkning; nu viste Kaptejn Fricks Ansigt, at der var noget i Vejen, og det fortvivlede var, at han mærkede det selv og forgæves famlede efter at gribe sin flygtende Selvbeherskelse.

Hvad var dog Grunden til, at "den Tøs" nu var bleven voksen? Kaptejnen havde været saa sikker paa, at hun aldrig kunde blive det i Samlivet med det store Barn, Sofus Brinckmann. Han havde endnu aldrig taget en selvstændig Livsudvikling med i sin Beregning, naar der var Tale om Kvinder, og hidtil havde hans Beregning altid slaaet til, syntes han.

* 171

Midt i Pavsen lød endelig Fru Kamps skingre Røst som et lille Maageskrig:

- Gud, Fanny, hvor Du er bleven familiær med Kaptejn Frick! Hvad siger De, Brinckmann?

Stilheden blev endnu stærkere efter Maageskriget. Gaflernes skurrende Lyd mod Tallerkenerne hørtes. Hvor faa Sekunder kan være lange og pinlige! Apothekeren kunde ikke begribe, hvad der var i Vejen. Han rømmede sig nogle Gange, tænkte paa en gemytlig Skaaltale, men kunde ikke finde paa dens Genstand. Han vilde helst have valgt Kaptejn Frick. Han var saa glad over i Morges at have fundet ham dernede i Fabriken, men - han saa jo ud som Døden fra Lybek. Hvad Pokker stak Kaptejnen? Apothekeren blev gnaven paa Tilværelsen. Der var jo ingen, der havde gjort eller sagt noget. Alle var saa tvære. Det Vrøvlehoved af en Præst plejede jo ellers at lade Knebberen gaa som en Kæp i et Hjul.

Uvilkaarlig gled hans Øjne over paa Sofus Brinckmann, alt mens han skammede sig over at skulle søge Hjælp fra den Kant. Saa den gamle Kancelliraad rigtig? Præsten var ligbleg, og Trækninger gik over hans Ansigt, mens hans Øjne blev gloende som en hvid Kanins.

Sofus Brinckmann stønnede dumpt. Han rejste sig, klemte Haanden om Stoleryggen og sagde med en Røst som et tryglende Barns:

- Fanny, jeg er... jeg er saa syg!

Først nu saa hans Hustru paa ham. Nu var han kobberrød i Ansigtet.

- Fanny... følg mig ind! Jeg er meget syg, bad han næsten skrigende.

Fruen fór op. Stolene skrabedes tilbage. Alle vilde gøre noget.

- Nej, Fanny! Kun Du... Kom! stønnede Brinckmann og slog med Haanden mat afværgende ud mod de andre.

Mand og Hustru ilede ud af Spisestuen. Kaptejn Frick vilde følge dem; men Fru Fanny slog Døren til Dagligstuen i for ham.

Kancelliraaden og Fru Kamp rejste sig. Kancelliraaden var lige ved at sige, at hans Châteauvin var for stærk for Guds Gimmerlam, men Flovsen visnede hen i hans Strube, thi han følte et haardt Lufttryk stemme imod enhver som helst Flovse. Saa klynkede han og spurgte Fru Kamp og Kaptejn Frick: 172 - Men hvad kan der dog være paa Færde?

Ingen svarede. Fru Kamp støttede sig mod Buffeten, lyttende; Kaptejn Frick gik op og ned ad Gulvet.

Ude fra Køkkenet hørtes klirrende Lyd og hurtige Skridt. Døre smækkedes op og i.

- Ja, men dette herre... udbrød Apothekeren igen og vred sine Hænder. Men hans Châteauvin kunde jo i hvert Fald ikke gøre noget ved det hele; der var endnu det halve tilbage i en Flaske. Han skænkede sit Glas ud, bød Kaptejn Frick et med et melankolsk Nik. Men det blev ubesvaret. Kancelliraaden drak sit Glas alene og sukkede:

- Min stakkels søde Fanny!

Graad og Hyl lød ind fra Køkkenet. En Kvindestemme sagde i sjællandsk Dialekt:

- Men Jøsses, Jøsses dog! Sikken en Hob Blod! Der er flere Potter!

Fru Kamp ilede ud i Køkkenet. Nogle Minutter efter kom hun tilbage. Pastor Brinckmann havde faaet en voldsom Blodstyrtning.

- Lad Landaueren hente Doktoren! raabte Apothekeren. Vi bliver her.

Dagen var ved at synke. I mat Lys stod de tre Skikkelser i Spisestuen med Resterne af det rigelige Maaltid paa Bordet. Fru Kamp stod med foldede Hænder ved Bordet, Kaptejn Frick med Albuerne støttede mod en Vindueskarm og stirrede ud over Landet. Kancelliraad Pramman gik op og ned og trak sig i sit hvide Kindskæg.

Fru Kamp ilede hen mod Døren til Dagligstuen. Kaptejn Frick fulgte hende.

- Nej, bliv hos mig, gaa ikke fra mig! bad den gamle Kancelliraad bønlig.

- Vil De ikke med ind og se til Pastoren? spurgte Kaptejn Frick.

- Nej, nej, nej! Jeg kan ikke taale at se noget, som minder mig om Døden, raabte den gamle Mand og satte begge Haandfladerne frem foran sig, som om han vilde genne Benraden med Leen og Timeglasset langt, langt fra sine 70 Aar.

Fru Kamp og Kaptejn Frick gik alligevel. Trippende og halvgrædende fulgte den gamle Apotheker dem ind i Dagligstuen, men turde ikke følge dem til Sovekammerdøren. Den gik 173 pludselig op, og Fru Fanny viste sig lidt bleg, med marmorhaarde kolde Træk. Hun saa ti Aar ældre ud.

- Det er nok en meget alvorlig Situation, sagde Kaptejn Frick med imødekommende Deltagelse.

- Den passer ikke for hule Gøglernaturer, svarede hun saa klangløst som en Træhammers Slag mod en Blok.

Kaptejnen vaklede to Skridt tilbage og tog fat i en Stoleryg. Disse Ord? Fanny maatte være en Djævel, naar hun kunde finde paa saadanne Ord i saadant et Øjeblik. Hun havde jo spyttet Kaptejnens ædle, alt forglemmende Medfølelse lige i Ansigtet.

Landaueren rullede frem. Lidt efter viste sig en Bondekone i Stuen med Shawl og stukken sort Silkekyse. Det var Kristen Povlsens Kone. Hun tog Fanny i Haanden og sagde:

- Ja, jeg vil saa gerne tage med efter Doktor. Saa faar den lille tørste saa længe. Tak, fordi De sendte Bud efter mig, Frue! Jeg har set saa megen Sygdom.

...... Sofus Brinckmann var vaagnet efter en lang Afmagt, ligbleg, Øjnene lyste som Flammer.

- Fanny... lille Fanny! stønnede han. Lad mig faa Din Haand!

Hun rakte ham den højre og strøg hans Pande med den venstre.

- Jeg er meget syg, Fanny!

- Ja, det er Du, Brinckmann.

- Kald mig ved Fornavn?

- Ja, Sofus, Du er syg.