Schandorph, Sophus Uddrag fra BIRGITTES SKÆBNE (1888)

En høj Stue, næsten seks Alen til Loftet, lange rektangulære Tapetfelter, indrammede mellem brede riflede, perlemalede Pilastre - saadan var Stuen, hvori karakteriseret Overlærer, afskediget Adjunkt ved Købstadens længst nedlagte Latinskole, Hans Vilhelm Tofte, nu paa tyvende Aar henlevede sine Pensionistdage. Mange Reoler, ikke stort over Mandshøjde, naaede paa alle Vægge over Træpanelet et Stykke op i Tapetfelterne og Pilastrene. Oven paa dem stod smaabitte Buster. Der var Sofokles's, Demosthenes's, Sokrates's, Platons og Aristoteles's; der var Shakespeares, Calderons, Molières, Goethes, Holbergs, Ewalds, Oehlenschlägers. Knap synedes nogle smaa Lithografier i Mahogny- eller Palisander-Rammer midt i de store Tapetfelter. Dels var det Portrætter af de samme, som Dværgbusterne forestillede, dels suplerede de Galleriets plastiske Afdeling. Der var Hauch, J. L. Heiberg, 371 Hertz, Chr. Winther og Paludan-Müller; der var Dr. Ryge, N. P. Nielsen, Karl Winsløw, Fru Anna Nielsen, Fru Heiberg, Holst, Bournonville; der var Spinoza, Hegel, Steffens og Sibbern.