↩ - Ja, det forstaar jeg meget vel, gode Lenoir, sagde Tofte, og den Historie er hverken meget mærkværdig eller meget forargerlig for mig, som ser paa Verden med lidt græske Øjne, og som er mere enig med Horats's Livssyn end med Præsternes. Jeg forstaar ogsaa Dantes og Troubadourernes Dualisme i Elskov - en ideal Kærlighed, en Muse... og saa en, der kan dulme Livets lavere Instinkter... Men naa... Det var ikke det, vi skulde tale om. Det, jeg vil skænde paa Dem for, er, at De har ladet Louis løbe og bisse om. De havde ikke Raad, vil De sige, til at lade ham studere, og han havde ikke Hoved til det. Men han havde jo Lyst til Dansen... den sværmede De selv for; jeg kan allerbedst lide Dem, naar De taler om Deres Begejstring for Kunsten og for Deres store Mester. Hvorfor lod De ikke Louis prøve sin Lykke? Hvorfor sendte De ham til en Trællegerning, som jeg, paa Ære, ogsaa vilde være løben fra, hvis jeg havde været i hans Sted. Staa bag en Disk og være Slave for 447 enhver Plebejer, der har en Firskilling i Lommen! Det vilde De byde Deres Barn!