↩ Naar "Rektoren", der ogsaa var Byraadsmedlem, gav den intelligente Snob, smilende med det ene Øje til Byfogden, som til den eneste, der forstod ham, med det andet til Byraadets Flertal; naar Byens rige Isenkræmmer med troende Alvor indlod sig paa det foreliggende, snakkede op ad Vægge og ned ad 468 Stolper i et Sprog, hvor "siddet" og "sat", "lagt" og "ligget" blev maset sammen til Sildesalat, hvor ti Forsætninger kom dinglende, mens Eftersætninger stadig lod vente paa sig, saa ærgrede Henrik Bøgedal sig. Han manglede komisk Sans til at more sig over den Art Eksistenser. Naar han forlod Byraadsmøderne, lod han tidt sin Stok beskrive store Buer i Luften, mens han mumlede: