Schandorph, Sophus Uddrag fra ET AAR I EMBEDE (1883)

Der var noget gaadefuldt i Luften. Himlen røbede Lyst til at besløre sig og blive taaget, overtrukken og tung, og samtidig syntes Solen ikke helt at ville vige uden at have præsteret et eller andet i Retning af en brillant Udgang. En stille, dump Strid førtes i de øvre Regioner. Den nedgaaende Sol gjorde et kraftigt Udfald. I et Minut stod Landskabet og Menneskene i et rødglødende Lys. Det ramte ikke Mathematikeren og Filologen; de sad i Skygge af en forover ludende Hyld. Men det faldt skarpt over den paa Broen fordelte Gruppe. Byfogdens hvide Tænder skinnede under Overskægget som hvidgule Perler; hans Øjnes farvede Parti stod skarpt mod det hvide som forskelligfarvet Email. Fruens Profil blev skarpt skaaren med et stærkt Glanslys langs Konturerne. Hendes Øjne plantede sig stift og tæt i Byfogdens Ansigt. Hendes Mand skyggede for Brynet med Haanden, hvis Hulning blev mørk karmoisinrød. Erik Holmberg stod stiv og rank med en misfornøjet Flovhed udbredt over sig som Pjerrot i en Pantomimes Slutningstableau med den obligate bengalske Flamme. Ja, han var rigtignok noget kønnere end Pjerrot.