Schandorph, Sophus Uddrag fra ET AAR I EMBEDE (1883)

Fruens gentagne Øjekast og den stærke Vin hidsede den magre, nervøse, skikkelige Adjunkt langt ud over hans naturlige 100 Væsen. Inden Rektor fik sin Tale endt, rejste han sig, væltede det tomme Glas, saa det klirrede mod Gulvet, og Lampelyset brødes fantastisk, fyrværkeriagtig i de vidt spredte Skaar. Men det sidste Fænomen bragte ham til at tage sig sammen. Selvovervindelsen røbede sig i Begyndelsen ved hans Stemmes Dirren, men efterhaanden arbejdede den sig ind i en fast og sikker Tone:
- Utopister er . . . er Verdens Velsignelse! og det lige fra Kristus til Saint-Simon, . . . lige fra Arnaldo da Brescia til Ferdinand Lassalle. Ser De, Hemmeligheden ved de Mennesker er, at de har havt en hellig Flamme i Hjærtet. Den har begyndt med at svide Øjenhaarene paa Samtidens nysgerrige og stærblinde Pedanter og blændet dem. Varmen fra deres Aand har gjort Farisæere og Bedsteborgere rasende; Vækkelsen fra den dvaske Hvile i de gamle Fordommes mugne Dyner har bragt dem til at delirere. De har saa bisset om som Køer i Sommerheden. Det er kommet til Kamp mellem de konservative Oksehorn og Fremskridtstankens hvide Svanevinger. Hornene har spiddet Tankefuglens Bryst, men Hjærteflammen er suset ud af det og har foldet sig som en Blomst rundt om Saarets Rande. Den har kastet lange, brede Lysstrømme over Tidernes Vande som Fuldmaanen hen over Havet. Ved dens Skær have gode og ærlige Mennesker opdaget al den Løgn og Dumhed, som Dovenskab og Egennytte har ophobet fra Slægt til Slægt. Ja, Utopisternes Tanker brænde sig efterhaanden ind i Sjælene, deres Ord ringer for Ørene som Stormklokker, tvinger og lokker Slægten til at arbejde frem. Aarhundreder maa til for at tillæmpe disse Tanker efter Dagligdagskravets Behov. Alt i dem er vel heller ikke gedigent Guld, men der er dog nok i dem til mange Tiders Forbrug af gangbar Mønt. Den, der i Oldtiden vilde tale om Slavernes Frigørelse, var en Utopist; Cicero vilde have betragtet ham som gal. Fandt ikke den respektable, borgerlige Middelmaadighed, Ove Høegh-Guldberg, at Staten vilde rystes i sin Grundvold, hvis Bonden blev fri i Danmark? Mon ikke den halvsjofle og halvgale Plebejer, den knap halvstuderede Røver, Jean-Jacques Rousseau, har gjort mere for Menneskeslægtens Fremskridt end Alverdens velhavende og velsindede liberale Bourgeois? Ja, Hr. Professor, det er naturligvis Trivialiteter, hvad jeg siger. Vi trænge til nye Utopister, for de gamles Tanker er traadte ud i Trivialitet og tillæmpede efter senere Magthaveres Tarv. Men 101 nu kan vi vel et Par hundrede Aar leve af Folk som Strauss og Lassalle.