Schandorph, Sophus Uddrag fra ET AAR I EMBEDE (1883)

Rektor og de to af Skolens tre Overlærere havde været til Middagsselskab paa Herregaarden Strandholt, som ejedes af Grev Ravensberg, nuværende Medlem af Landsthinget, forhenværende kortvarig Udenrigsminister. En anselig Skikkelse med stærkt Mundog Hageskæg og Guldlorgnet over de melankolske tankefulde Øjne og, hvad der var en Sjældenhed blandt hans Standsfæller, juridisk Kandidat med bedste Karakter. Han var næstældste Søn og bestemt til Embedsbanen; derfor havde han i sin Tid gjort den videnskabelige Kraftanstrængelse. Da hans ældre Broder, en aandssvag Stakkel, døde i sit tyvende Aar af et altfor "stærkt" Levnet, arvede den yngre Broder Stamhuset. Han gik for at være en usædvanlig intelligent og dygtig Godsejer og var en af de første sjællandske Herremænd, der resolut og i stor Stil havde solgt sit Fæstegods. Ved hans Sølvbryllup havde en bondevenlig Sognefoged prist ham som en meget frisindet og i Grunden demokratisk sindet Mand. Nu var han Enkemand; hans voksne Søn var i Ægypten for at helbredes for Brystsyge. At han trods sine fem og tresindstyve Aar af onde Tunger udraabtes som en Don Juan og beskyldtes for at være hemmelig gift med en københavnsk Demimonde Dame, skadede ham ikke i Offentlighedens Omdømme. Muligvis løj Rygtet ogsaa. Betydelige Mænd ere jo Ofre for Bagvaskelse. Grev Ravensberg var en af de gavmildeste Mænd, naar det gjaldt nye Kirkebygninger, Institutioner til faldne Kvinders Frelse og lignende religiøs-menneskekærlige Formaal. Han havde købt en halv Snes ret gode Malerier i den sidste Snes Aar, fornyede Bibliotheket med en halv Snes Bind om Aaret, var altsaa en Kunstens og Literaturens Mæcenas af en dansk Godsejer at være. Han var human mod sine Funktionærer og andre undergivne, gjorde godt mod de fattige paa sit Gods og havde pensioneret en Enke efter sin afdøde Godsforvalter, saa at Folk sagde, at en Enke efter en Professor ved Universitvtet ikke vilde kunne faa saa meget af den karrige Stat. Rektor sagde altid om ham, at han var en af de faa Adelsmænd, som fulgte Devisen: Noblesse oblige, hvorvel han i sin Tid havde erklæret for sine Lærere, at han aldeles ikke kunde gaa ind paa Grev Ravensbergs efter hans (Rektors) Mening "eksklusive højkirkelige Orthodoksi".