Schandorph, Sophus Uddrag fra ET AAR I EMBEDE (1883)

Medens Erik gik og skældte sig selv ud indvendig for den Mangel paa Snarraadighed og Energi, der lod ham blive et Bytte for enhver, der tog ham med fast eller fræk Haand, fortsatte den lange Landmaaler med storsnudet Alvor sin Passiar:
- Ser De, Holmberg, vi to kommer vist til at slaa vore Pjalter sammen, for vi er de to eneste virkelige tænkende Hoveder i denne raadne By. Byfogden skal De slet ikke stole paa, for han er, hvad vi to Franskmænd vilde kalde en Hymoristiker. Naa - og saa det, at De paa en Maade stak ham ud . . . ja, ja, De kan være ganske rolig - jeg er diskret, Hunkøn discrète . . . hvad, gamle Holmberg? Vi maa s'gu tage Feminimum med i slige casis . . . eller hedder det casibus? Jeg er lige glad. Jeg bryder mig kun om Aanden i et Sprog, ikke en Snus om Formerne. Jeg turde s'gu være Lærer ved 179 Latinskolen i alle mulige Fag, for det er slet ikke positive Kundskaber, men Methoden, det kommer an paa. Ikke?