Schandorph, Sophus Uddrag fra ET AAR I EMBEDE (1883)

Erik Holmberg havde hørt det meste af, hvad der var blevet sagt. Hvor gjorde hvert Ord ondt i ham! Han kunde jo ti Gange mere end denne Landsbykapellan, og dog talte denne Haud-Kandidat med en Myndighed og knuste med sin sødlige, pietistiske Mystik alt, hvad han, Erik Holmberg, havde søgt at lære Natalie. Der sad denne Præst med sin ikke stort mere end seminaristiske Lærdom trygt og bredt i hendes Barndomshjem og agerede dets Redningsmand og Trøster! Der bredte han sig i sin Stillings og sin Aandssnæverheds Sikkerhed, medens han, Erik Holmberg, maatte lure og luske som en Tyv! Og, hvad der borede skarpe Naale ind i hans Sjæl, var, at han maatte tilstaa for sig selv, at Kallesens hele Færd ikke ydede Spor af Mistanke om, at han vilde Fru Natalie noget for sin egen Regning. Opnaaede han noget med Tiden, ja, saa vilde det komme i Kraft af Tingenes naturlige Gang; Frugten vilde *

185 falde moden i hans Skød. "Hvo, som tror, haster ikke". Denne Sentens klang i Eriks Indre med skærende Parodi.