↩
Thomas steg af Vognen. Hætten blev siddende over hans Hoved, til han naaede det Hus, hvor han var i Kost. Der laa Brev til ham fra hans Fader, hvad der var en stor Sjældenhed. Der stod i det:
Min kære Søn!
At din stakkels Moder for fjorten Dage siden omskiftede Kødets Forkrænkelighed med det evige Liv, og at hun for fjorten Dage stededes til den sidste Hvile paa Sognets Kirkegaard, dette er det vorden min sørgelige Pligt at meddele Dig. Men ved den Sorg er der jo intet at gøre uden at søge den i Kristendommen for al Sorg indeholdte Trøst, hvilket jeg véd, Du vil gøre, tilmed da Du har lettere derved end mangen anden, efterdi Du nu nyder godt af en udvidet Religionsundervisning længe efter din Konfirmation og læser den hellige Skrift i dens rigtige Sprog, i hvilken Henseende jo de, der betræde den studerende Bane have et stort Fortrin, f. Eks. lige over for Seminarister. Desuden var jo bemeldte din stakkels Moder i mange Aar, rent ud sagt, til ingen Ting i den timelige Verden, saa at man maa prise den Almægtiges Visdom, naar han har taget hende over til sig i Evigheden, hvad Hr. Pastor Birk ogsaa bemærkede med andre Ord i den ved Graven holdte trøsterige Tale. Der var stort Følge og mange skønne Kranse. At jeg ikke har meldt Dig dette store Tab tidligere, er, fordi jeg vidste, at Du som en kærlig Søn vilde gøre alt for at komme hjem til din af Dig saa højt elskede Moders Begravelse, hvilket vilde have forvoldt Forsømmelse i Studiummet for Dig og Bekostning for mig og andre, hvorfor jeg fandt, at Fornuften maatte gives Forrang for Følelsen, saaledes som jeg altid har maattet gøre i et Liv, hvis haarde Pligter, i Forbindelse med tarvelige Embedsindtægter, der daarlig
176
have kunnet bære Omkostningerne ved en anstændig Jordefærd, med Alderen mere og mere tynge
Din Dig altid ømt elskende Fader
N. O. P. Fris.