Schandorph, Sophus Uddrag fra UDEN MIDTPUNKT (1878)

- Hofjægermesterens Kusk fra Stenløsegaard tager altid for langt Sving; naar ellers de to sorte blev kørt ordenlig, var der Rejsning i dem, men nu dukker den nærmer med Hovedet ligesom en gammel Ko. Hæ - det er ogsaa et Par Grise at møde med, dem, Kammerherren fra Stokkerup har lagt ud med - sikken de skræver med Forbenene, naar han holder dem an. Saa - der er Præsten fra Frørupmagle, sikken en Gumpekærre, man skulde tro, de kørte med Møg. Hæ - sikken et Par Vognmandskuler - naa det er Etatsraaden fra F-, de gaar og nikker ligesom Degnen i Sønderup, naar han synger i Kirken; de skal vel ogsaa sælges til Hesteslagteren, naar Mikkelsdagsmarkedet kommer. Der er Oversvedskenusseren fra N-; det er ellers et Par gode Bæster, han har købt sig; dem har han nok betalt med de Penge, han har snydt Bønderne for paa Snapse i sin Skænkestue. Det er s'gu ogsaa en at invitere til en Middag for den gamle Greve. Det hele bliver dog mestendels et Slyngelgilde; der er mange flere af Rakket end af vores egne Folk. Det maa lige godt krapere Kristian Gottliebsen at skænke den fine Vin 148 ud til saadan nogle Tampe. En Bajer var mer end god nok til de fleste af dem.