↩ Den gamle Staals Angest over den hjemvendte ledige Hest blev snart beroliget. Men Povlsen erklørede paa det bestemteste, at han ikke mere vilde paatage sig at ride med hans Kone. Fra nu af blev det til Iskulde mellem dem; naar de kom sammen, vekslede de ikke et Ord. Povlsens Væsen blev mørkt og barsk, og han gik aldeles op i sine Forretninger. Cecilie fløj fra Selskab til Selskab, hvor hun dansede, lo og spøgte langt livligere end før, men i Hjemmet var hun ømmere og mere meddelsom over for sin gamle Ægteherre, der var glad ved det som et Barn. Men hans Kræfter kunde ikke mere udholde det lystige Liv og især de rigelige Middagsgilder; nan begyndte at skrante lidt, og efter at have befundet sig jævnt ilde Vinteren over døde han brat af Apopleksi om Foraaret, i sit Ægteskabs andet Aar.