↩ Ligesom ved Faderens Død blev Cecilie bedrøvet ved Slaget og hensank i en apatisk Rugen over sig selv. Naar denne Tanke tiltvang sig flygtigt Gehør hos hende, at Fremtiden krævede en Beslutning 12 af hende om, hvor og hvorledes hun skulde tilbringe sit Liv - thi Skovriderboligen maatte hun forlade til Efteraarsflyttetid - saa blev hun vred paa samme Tanke som paa en ubelejlig Gæst. Herskabet begunstigede hende paa alle Maader med den hos adelige sædvanlige Forekommenhed mod deres Godsfunktionærer. Uagtet Staal efterlod hende en pæn lille Formue, fik hun Indtægten af Embedet og Jordlodden, altsaa hele Høsten, samt Fribolig, fra Marts til Oktober. Men hun lod alt gaa, som det kunde, viste enhver Forespørgsel tilbage, og Tjenestefolkene skaltede og valtede, som det lystede dem. Staals gamle Avlskarl Hans Peter ærgrede sig hver Dag over den Maade, hvorpaa det gik til; til sidst vidste han intet andet Raad end at henvende sig til Povlsen.