↩ Da Pastor Alstrup holdt sin Tiltrædelsesprædiken under en saa stor Tilstrømning, at Kirken ikke kunde rumme Forsamlingen inden for sine Mure, fandt alle, at Rygtet ikke havde overdrevet hans Pris som Prædikant. I Stedet for den gamle affældige Skikkelse med det utydelige Mæle, der afhaspede en usammenhængende Række af trivielle Formaninger om at gøre det gode og sky det onde, stod en fyldig, af Sundhed og Kraft svulmende, fem og fyrretyveaarig Mand paa Prædikestolen, med et varmt og mildt funklende Blik, en stærk, bøjelig frisk Røst, hvis Metalklang 17 rungede hen under Hvælvingerne, og som kunde udtrykke en hel Stemningsskala. Han var fed, men dog ikke mere, end at hans Embonpoint gav ham en smuk, højkirkelig Værdighed. Hans brune Haar krusede sig endnu genialt om Tindingerne, kun paa den midterste Del af Hovedet var det blevet tyndt, men derved fremhævedes den hvælvede og blanke, hvide Pande. De tykke og svulmende Læber, der aabnede sig for det hvide, stærke Tandapparat, traadte vel temmelig stærkt frem, men misklædte ikke det store, bredt tegnede Ansigt; og deres Bevægelighed kunde navnlig give Udtryk for noget ømt kaldende og lokkende, naar han paa samme Tid dæmpede Stemmen og brugte de dybeste Toner af dens Barytonklang. Dagens Tekst om Enkens Søn af Nain anvendte han symbolsk. Den døde Søn var Mennesket, der var blevet døvt som et Lig for Evighedens Stemme; den gamle Moder, Kirken, stod bittert grædende ved Baaren. Da lød Røsten, der havde Magt til at vække Liv og Død, den Røst, ved hvis underfulde Klang Dødningebenene i Josafats Dal rejste sig og blev iklædte levende Kød, og til alles Studsen, der brød ud i Erkendelse af, at en mægtig Profet var opstaaet iblandt os, rejste den døde sig og begyndte at tale, og der lød i Talen paa én Gang Glæde over den skønne Jord og Længsel efter den Herlighed, hvoraf Skønheden i vort nuværende Liv var et Spejlbillede.