Schandorph, Sophus Uddrag fra EN ENKESTAND

Der var Begejstring og Inderlighed i Talerens Ord, der var en poetisk Flugt og dog klar Form; de Billeder, han brugte, var ikke af den trivielle Art, der hentes ud af et lige for Haanden liggende Forraad i Sproget, men ej heller saa originale, at de hver for sig tiltrak sig en isoleret Opmærksomhed. Da han bøjede sig ud over Prædikestolen og ligesom aabnede sine Arme ud mod Tilhørerne - en af de faa Gestus, han benyttede - og bad dem varmt at aabne Øret for Opvækkelsesrøsten, der lød gennem hans svage Stemme, hørtes der sagte Hulken rundt omkring, og i Præstens smukke, glansfulde Øjne tindrede store, blanke Taarer. Han endte med at erklære, at siden han selv følte sig vakt af Røsten, havde han følt tifold Glæde over Livet, der forhøjedes ved Evighedslængselen. Han var selv glad over alt det skønne, glade og elskelige, der fandtes, og nød det med en god Samvittighed. Vi havde alle Lov til at frydes ved den perlende Bryllupsvin ved det Bord, der er dækket med Troens hvide Dug.