Schandorph, Sophus Uddrag fra EN ENKESTAND

Han vakte almindelig Beundring og Betagelse. Ingen tænkte paa Degnens slette Sang eller paa det skrattende Orgel, Prædikanten fyldte alles Tanker. Hvilket Tilløb var der nu hver Søndag 18 til den før saa øde Kirke! Det er en Selvfølge, at Byens Honoratiores kappedes om at gøre Selskaber for den mageløse nye Præst, der i Privatlivet fuldt saa vel som i Kirken vandt alles Hjerter. Hans let afdæmpede Værdighed, som hans mandige Skikkelse gav Relief, forenede sig med en munter Oprømthed. Hans æstetiske Belæsthed røbede sig i træffende Citater under Samtalen; selv en Historie, der ganske let strejfede hen mod det tvetydige, kunde han give til Bedste i en gratiøs, henglidende Tone. Men hvis en klodset Gæst spillede videre og tungere paa den Streng, kyste Præsten ham tilbage med et myndigt, fortørnet Øjekast. Han holdt meget af at tage Del i de unges Lege. De unge Damer flokkedes om ham; han kunde fortræffelig pjanke lidt med dem, ja om man vil gøre Kur, men da var der i hans Maade noget, der kunde opfattes som Ironi over en Situation, som han naturligvis var vokset fra, men som han af faderlig Godmodighed gik ind paa for en Aftens Tid, da det jo lod til, at alle glædede sig derved. Kom Talen i ældre Mandfolks Kreds ind paa Politik, behandlede Pastor Aistrup de paa Bane værende Spørgsmaal paa en spøgefuld afvisende Maade, som noget, der laa under eller dog uden for hans Sfære, men erklærede ganske i Almindelighed, at han var konservativ i politisk som i kirkelig Henseende.