↩ Fru Cecilie havde ikke faaet nogen religiøs Opdragelse. Faderen havde ganske i Almindelighed Had til Præster, som han altid kaldte de sorte Marrekatte og beskyldte for alt ondt, navnlig for Pengegridskhed; selve de religiøse Spørgsmaal havde han næppe viet synderlig mange Tanker, han var i hvert Fald uden religiøst Gehør. Han kom aldrig i Kirke, og da Datteren heller aldrig følte noget Savn deraf eller Trang dertil, kom hun der heller ikke. Staal omgikkes vel en Del af Egnens Præstefamilier. Det var væsentlig paa l'Hombren Vegne, heller ikke undlod han af Høflighed mod sin Sognepræst en Gang imellem at køre hen og høre ham prædike, men han tog det som enhver anden Visit eller Forretning. Det, Præsten sagde, mente han, kunde være meget godt og fornuftigt, men naar alt kom til alt, var det da noget, som man nok kunde finde paa selv. Hans Kone undskyldte sig med et eller andet Arbejde, naar han kørte til Kirke, og da han gerne fik Godsforvalteren til at gøre sig Selskab og saaledes undgik at blive ene, trængte han ikke videre paa hende. Da hun kom til S. og bosatte sig der, hørte hun vel hos de Familier, som hun gjorde Visit hos, Lovtaler over den mageløse, nye Præst, men hun tænkte ikke videre derved og gik heller ikke i Kirke.