Schandorph, Sophus Uddrag fra EN ENKESTAND

Ja nu kunde jeg ikke holde mig længere, kære, søde, lille Fru Staal. Jeg maatte, ved Gud, hen til Dem. Aa jeg glemmer aldrig den mageløse Dag, vi var sammen paa det dejlige Skovbygaard hos Baronens. Crême de la crême, som man siger - naa - *

21 jeg har en lille Faible for Aristokratiet, som jeg selv hører en lille Smule til - Blodet er aldrig saa tyndt, lille Frue, véd De - Herre Gud min salig Bedstemoder var en født Komtesse Hjelmkrone. Da vi sidst saas, levede Deres kære Mand; - naa - naa - hvad skal man sige. Vorherres Vilje, ikke sandt? (her snød Frøkenen sin Næse og tørrede Øjnene). Ja hvem fatter Forsynets Veje? Det kunde min salig Bedstemoder sige med saadan en mageløs Resignation. Bare De havde kendt hende. Gammeldags Prængciper. Holden paa sin Værdighed, det forstaar sig. Hendes Mand var Kammerherre. Og hvilken Accent, naar hun talte Fransk! jeg glemmer aldrig hendes smaa Soireer i Amaliegade i København og det ligefrem forklarede Smil, hvormed hun bød os Te. Du thé s'il vous plaît, sagde hun, den Sjæl.