↩ Det var den smukke Tekst om Indtoget i Jerusalem, som var Talens Tema. Taleren berørte som Indledning Modsætningen mellem Fredsfyrsten og de mægtige, som den profane Verden priser med Hyldingsraab; mellem Verdenshelten paa Stridshingsten og Verdensfreiseren paa det ydmyge Dyr; "Kristoforos vorder kun det ringe," siger Digteren. Og hvo var de, som kom ham i Møde? Teksten skelner ikke mellem de enkelte. Den nævner kun en Hob. Maaske en stor Del af disse Mennesker kun var drevne af Nysgerrighed. Nogle vel af en ubestemt Trang, men uden dog at ane, at det guddommelige var dem nær. Men de blev hvirvlede 24 ind i Begejstringen, og de mange Vandes Lyd tonede sammen i Tilbedelsens Jubelkor, og alle Hænder strøede Palmer paa Fredsfyrstens Vej. Laa deri ikke et Fingerpeg for os? Var det ikke et Bevis paa, hvorledes Gud lokkede og drog os og forstod selv at lede vore verdslige Længsler til vor Frelse? Derfor skal vi møde i hans Hus, selv om det tykkes os, at intet drager os derhen. Selv om vi, som vi kalder det, ikke føler os oplagte. Et Ord, der stammer fra den hellige Kilde, kan bringe Troens dulgte Frø til at spire op, saa det bliver en Palme med Grene, hvormed vi kan bestrø Herrens Vej. Hver Menneskehjertets opadstigende Trang, hver ren Glæde eller Sorg helliges, saa snart vi strø dem ud som Palmer for den hellige. Det, der rører sig dunkelt i Hjertedybet: uudsigelige og vingeløse Længsler, er maaske Tegn paa Gæring i Troens Palmefrø; men for at det kan vokse og stige op mod Lyset, behøves Naadens Solstraale. Og denne Straale glimter frem, hvor Ordet forkyndes i sin Renhed; derfor skal vi alle ile til og lytte til Ordet, at Palmen kan vokse kraftig og frodig, saa at dens Grene kan forherlige Herrens Sejrstog hen over Jorderig.