↩ Han kom ganske rigtig til sædvanlig Tid. Fru Gecilies Forlegenhed gav hendes Væsen noget iskoldt, da hun modtog ham. Povlsen studsede og blev straks forstemt, men søgte en trøstende Forklaring ved at sige til sig selv: Aa hvad - Fruentimmerluner. Han slog ind paa sin sædvanlige spøgende Tone og fortalte en Historie om en af Egnens Præster, som var meget forbitret paa Pastor Aistrups Popularitet, der bragte flere Beboere i de omliggende Pastorater til at løse Sognebaand og saaledes skadede dem 26 i deres Næring. Navnlig var det gaaet ud over vedkommende Præst, da den eneste større Proprietærfamilie i hans Sogn var gaaet til Alstrup. Kort efter dør Manden og bliver begravet i S. Se saadan bærer den ene Embedsbroder sig ad mod den anden, udraabte han, han tager mit Lig fra mig; det allerbedste Lig i mit Sogn. Men den stakkels Forvalter, som havde ventet at se det milde Smil sprede Skyerne fra Fru Gecilies Pande, havde ikke i dette Øjeblik kunnet anslaa en uheldigere Streng. Med en opfarende Hidsighed, som han hidtil aldrig havde set Spor af hos hende, udbrød hun vredt: