Schandorph, Sophus Uddrag fra EN ENKESTAND

Fru Cecilie hengav sig bestandig mere og mere til sine Drømmerier. Det var hendes eneste Adspredelse; de fyldte hende saaledes, at hun ikke tænkte paa at gaa ud og gøre Besøg; og det Selskabsliv, hvori hun tidligere havde tumlet sig, medens hun var gift, stod for hende som en fjern Drøm, som noget barnagtigt og taabeligt. Naar hun tænkte paa, at hun dog havde været lige ved at elske Povlsen, blev hun forbitret paa sig selv og paa ham. Til andre Tider gjorde det hende ondt, at hun havde været uvenlig imod ham ved hans sidste Besøg, der, som det syntes, aldeles havde skræmmet ham fra hende, da hun ikke havde set ham siden. Det vilde dog have været meget smukkere, om hun havde søgt at vise ham Taknemmelighed for de Tjenester, han havde gjort hende, ved at prøve at vinde hans Sjæl for Sandheden. Hvis han kom nu , nu da hun følte sig saa langt videre fremskreden i Sandhedens Erkendelse og mente, at hun var ham langt overlegen baade deri og i Dannelse i Almindelighed, kunde maaske Forsøget lykkes. Dog nej, han maatte helst blive borte, thi efterhaanden, som hun mere levende forestillede sig en Samtale af den Art imellem dem, kom hans rolige Ansigt, og hans praktisk-prosaiske Maade at tage alle Ting paa, tydeligere frem for hendes Fantasi, og Forsøget syntes hende frugtesløst. Det var bedre, om hun og Povlsen aldrig saas mere.