Schandorph, Sophus Uddrag fra EN ENKESTAND

- De kan kalde det, hvad De vil; men jeg forlanger, at et Menneske skal leve i Luften og Lyset, i den virkelige Verden. Jeg var for nogle Aar siden til Froprædiken Nytaarsmorgen. Det saa' kønt ud med de mange Lys, Sangen lød smukt og opbyggelig; jeg kom i en god Stemning. Saa begyndte Præsten at tale. Der gik svært Ry af hans Rettroenhed. Han talte om at afdø fra Verden: han fortalte os, at den var Ondskab og Fordærvelse helt igennem, at vi var Syndens Slaver fra Moders Liv af osv. osv., og jo mere han talte, jo mere stemmede det for mit Vejr. Jeg syntes, at de lave, salpeterplettede Hvælvinger sænkede sig tæt ned over mig, at Lyseosen var ved at kvæle mig, og aldrig saa snart var Præsten færdig, før jeg løb ud, kom op i min Kane, og da Klokkerne klang, og Hestens Trin klaprede paa den frosne Vej, da jeg saa' dens Aande sno sig gennem den klare Luft, saa' Sneen gnistre i Morgenlyset . . . hu . . . saa svang jeg Pisken to Gange om Hovedet, slog et Knald og trak Vejret ret af Hjertens Lyst . . . og af Sted over Isknolde og gennem Snedriver, mens jeg sang i vilden Sky: