Schandorph, Sophus Uddrag fra EN ENKESTAND

↩ Fru Cecilie var helt overvældet af Anes Veltalenhed. Hun havde næppe hørt hende sige halv saa mange Ord i al den Tid, hvori hun havde kendt hende. Ja, skønt hun ikke vilde være ved det, var der noget, der slog hende i den tvære Bondepiges Tale. Hun nærmede sig Barnet, betragtede dets af Kirtelsyge vansirede lille Ansigt; det saa' uendelig hjælpeløst og ynkeligt ud, medens 51 det strakte de smaa Arme ud i Luften som for ganske i Almindelighed at bede om Hjælp hos Alverden.