Schandorph, Sophus Uddrag fra EN EKSILERET STUDENTS HÆNDELSER

Jeg begyndte at blive noget træt af Hr. Handrups Underholdning, da i det samme Døren gik op. Seks Mand traadte ind. Det var Apoteker Glud, der, skønt henhørende til Byens Honoratiores og regnende sig blandt Embedsmændene, dog nok holdt af at være populær, hvorfor han søgte Gæstgivergaarden for at træffe sammen med Borgerskabet; et Par Købmænd, en velstaaende Garvermester, og endelig den lille blege og sure Brændevinsbrænder Stang, der kom lidt efter de andre, som om han ikke hørte til deres Selskab. De satte sig alle om det Bord, hvorved Hr. Handrup og jeg var placerede.