Schandorph, Sophus Uddrag fra I GÆSTGIVERGAARDEN

Det var aldeles fortræffelige Folk, Ægteparret Jensen. Han havde været Gaardskarl og hun Kælderpige paa Gæstgivergaarden. De havde været enige om Tingen mange Aar, før de "kom sammen", men de ventede med Taalmodighed, til begges sammenlagte Sparekassebøger kunde præstere det nødvendige til at overtage Bedriften, da de gamle Gæstgiverfolk var aflægs. De sled ærlig i det, og jo mere Slid, des bedre Humør. Arbejdet tog ikke paa Ægteparret; tværtimod, begge tog til i Omfang Aar for Aar. De udvekslede just ikke patetiske Vidnesbyrd om deres gensidige Kærlighed, men de talte lystig og venlig med hinanden. De var begge sjællandske Bønder, og deres landlige Oprindelse røbede sig i hele deres Arrangement. Et Par Grise maatte altid holdes; de fededes af det rigelige Affald paa saadant et Madsted. De holdt af at holde mange Tjenestefolk, dog helst mandlige, thi et af Jensens landlige Dogmer var dette: at for mange Bæster (dvs. Heste) og for mange Fruentimmer kunde rungenere den bedste Gaard. Døtrene maatte besørge det indvendige; én "udvendig" Pige var nok, men hun maatte ogsaa hænge i. For Øjeblikket havde de hende, Kirsten. Næverne sad godt paa hende, Humør var der i hende. Hun blev ikke fornærmet over de Drøjheder, der rettedes til hende; men parerede dem med kække, afvisende Svar. Selv nogle "Stik- og Varpesjovere", der logerede paa nogle Tagkamre i den bageste Bygning, og som var "farlig kævestærke", veg hun ikke for i Udveksling af kraftige Replikker. Blev en Gæst ligefrem nærgaaende, var hun ikke bange for at give ham en ordentlig "en paa Hovedet" eller at slaa Hatten ned i Øjnene paa ham. Inventariet fra de forrige Gæstgiverfolks Tid, Peter Buus, der i nogle og tyve Aar havde fungeret som Gaardskarlens Medhjælper uden nogen Sinde at avancere videre, nærede en stille Kærlighed til Kirsten. Han forærede hende røde Honninghjerter med Bolsjer fra Urtekræmmeren i Forhuset. Den Hyldest tog hun imod med stor Sindsro, for hun vidste, at den halvgamle Peters Hjerte havde været lige saa smeltet af hendes Forgængerinders og vilde blive det af hendes Efterfølgerinders forskelligartede Yndigheder. - Lad ham more sig, det gamle Stillads, sagde hun og spiste baade Honninghjerterne og Bolsjerne. Hele Dagen var hendes travle Hænder i Virksomhed. Der var nok at skure, børste, ælte, polere, vadske og skylle; saa skulde Smaakreaturerne, Høns, Ænder og Duer, hvoraf det vrimlede i Gaarden, fores; saa skulde hun skyde bag paa en Vogn, som Gaardskarlen trak frem af Skuret ved Stangen;

        

243 thi naar Peter Buus var fuld, hvad der ikke saa sjældent hændtes, gik han bagover ved denne Operation og kasseredes.