Schandorph, Sophus Uddrag fra I GÆSTGIVERGAARDEN

Kære Kirsten! Naar Du imodtager denne kostelige Gave, som Du gav mig til Ringsted Sankt Hansmarked, ved hvilket jeg haver balberet mig saa mange Gange med vemodige Følelser, da er det, fordi det aldrig kan blive til noget med os, og Du sagde jo selv, at den Dag, jeg vilde svige Dig, skulde jeg sende dig dette skønne Spejl tilbage, hvilket jeg herved gør ganske lønlig gennem ovennævnte Handelsmand og Jøde S. Hirts, som haver skjult det i en gammel Bog og hemmelig vil stikke det til Dig. Men alligevel haver jeg ikke sveget Dig, ej heller vil jeg gøre det, men Skæbnen kan jeg ikke overvinde, thi nu køber min ældste Broder Jørgen Gaarden af Herskabet efter den af Ministeriet bevilgede Salgsplan, og de gamle tager mod Aftægt, men jeg kan faa det store Bolsted nede bag Gadekæret, efterdi Peder Olsens Enke vil forandre sig, og Fader og Moder har talet til hende om mig, og da hun kun er to og fyrretyve Aar, er hun jo ikke saa gammel, 248 som hun kunde være for mig, der bliver 25 efter Mortensdag. Jeg haver tænkt og grubliseret meget og vil gerne have Bolstedet, og hvis ikke al den Kærlighed var os imellem, vilde jeg ogsaa nok have Enken, om jeg end nødig vilde have hende; men der er dem, der er meget værre, eftersom hun ikke er ond eller gal, men bare ser lidt vindt med det ene Øje. Og dog kan jeg ikke tage hende formedelst den Kærlighed, som er os imellem. Thi haver jeg tænkt: Er det ogsaa rigtigt saaledes at lade Lykke og Velstand gaa væk for dine Øjne for en saadan Ungdomsdaarligheds Skyld, og min Fader og min Broder og min Søster samt min Svoger Lars Larsen holder et farligt Hus med mig, samt kalder mig ikke alene et Bæst, men endogsaa et Asen, men jeg gør det lige godt ikke. Thi jeg kom til at tænke paa Natten mellem tredje og fjerde Juledag i Fjor, da vi blev enige om Tingene, da jeg fulgte Dig hen, hvor Du tjente, fra Dansen hos Sognefogdens, og da alle de Stjerner, som den gode Gud har skabt i sin Visdom af intet, blinkede saa blankt ned til os og nikkede til, da Du sagde, at Du ikke elskede noget Menneske paa Jorden som undertegnede. Dette kan jeg ikke imodstaa, og af samme Aarsag tager jeg ikke Peder Ølsens Enke, nej, det være langtfra, skønt Bolstedet er et dejligt Sted, især for den, der ingen Gaard kan faa. Men lige godt kan vi aldrig komme sammen, thi jeg maa tjene for Karl, saa længe jeg lever, og selv om jeg kunde faa et Hus, det vilde jeg ikke nedværdige mig til, thi baade min Fader og min Farfader, ja ogsaa min Morfader har været Gaardfolk, saa det vilde være kreperligt for mig. Delte skriver jeg med Graad, kære Kirslen, thi jeg skal aldrig glemme vores Kærlighed, ikke heller, at Du tog ind at tjene paa Beværtningen i København, for ikke at vi skulde høre alt det Sludder og Vrævl i Byen om os to. Og nu kan de gøre dem saa gale, de vil, især min Svoger Lars Larsen, som der er et ondt Sind i, og som er meget hævngerrig paa sin Familie; jeg tager ikke Peder Olsens Enke, naar jeg ikke kan faa min højtelskede Kirsten. Dette Sorgens Brev sender jeg med merommeldte Jøde, for jeg vil ikke indlevere det paa Kantoret i Ringsted, saasom Litsenbroderen Anders Kristensen er fra vores By og en Stifsøn af Smeden, saa jeg af den Aarsag kunde komme til at høre Sludder og Vrævl om os begge to. Lev nu inderlig vel og bevar din Helsen, som er det fornemste, jeg er Gud ske Lov rask, skønt jeg er din til Døden tro og ulykkelige