Saxo Uddrag fra Saxos Danmarkshistorie

↩ Nu beder jeg så dig, vor lykkelige fyrste og fader, hvis berømmelige og ældgamle slægt jeg her skal berette om, - dig, Valdemar, fædrelandets strålende lys, beder jeg om at yde mit værk din nådige støtte på dets tvivlsomme vej mod succes eftersom jeg er bange for i min lammelse over forehavendets betydning i højere grad at afsløre min uvidenhed og mine begrænsede evner end at gengive din herkomst som den fortjener det. For ud over det mægtige land du har arvet 16 efter din far, har du udvidet riget betragteligt ved at underlægge dig nabofolkene og udstrakt dit herredømme helt til Elbens vekslende vande og derved føjet en ikke ubetydelig glans til din i forvejen vidtstrakte berømmelse. Sådan har du med dine store bedrifter fordunklet dine forgængeres navn og ry, og selv ikke det romerske kejserriges område har du ladt uberørt af dine våben. Og eftersom du er kendt både som et særdeles tappert og et særdeles gavmildt menneske, er det ikke til at sige hvor du gør størst indtryk: hos fjenderne der frygter dig for dine krige, eller hos undersåtterne der elsker dig for din imødekommenhed. Oven i købet er din prægtige bedstefar blevet helgenkåret af kirken, og takket være sin uforskyldte død har han opnået udødelig ære så hans helligheds stråleglans nu oplyser dem hans sejre i sin tid undertvang. Fra hans højhellige sår flød mere kraft end blod.