Saxo Uddrag fra Saxos Danmarkshistorie

↩ For nu ikke at lade ham gå helt uden hædersbevisninger, holdt Absalon et gilde for ham og hans venner. Her tog han alt for voldsomt for sig af de våde varer, og han drak sig i den grad fra sans og samling at han ikke virkede rigtig velforvaret. I sin fuldskab glemte han alt om sin tabte højhed, og i stedet for at klynke over sin trældom sad han og frydede sig over sin frihed. Da han til sidst havde fået så meget indenbords at han hverken kunne høre eller se, blev han sat i land fra skibet og lagt ind i et telt, og Absalon satte fyrre bevæbnede mænd til at holde vagt ved indgangen natten over. For danskerne har altid behandlet deres gæster med stor omsorg og vogtet over deres sikkerhed som var det deres egen. Den gestus satte Bugislav i så stor gæld til Absalon at han begyndte at virke for en forsonlig stemning mellem vendere og danskere og derved ydede Absalon den tak hans indsats berettigede ham til. Da han vågnede om morgenen og fik øje på vagterne, priste han danskerne for deres pålidelighed og erklærede i de mest velvalgte rosende vendinger at han følte større fryd ved den venlighed han mødte hos Absalon, end bitterhed over at have mistet sit rige.