Saxo Uddrag fra Saxos Danmarkshistorie

Men det var ikke kun i kamp han viste sin storhed, men også ved sin hengivenhed over for fædrelandet: han afskaffede uretfærdige love og indførte nyttige, og udførte i det hele taget med den største omhu alt hvad der kunne gøre riget gavn. Ja, i kraft af alle sine store dyder genvandt han det rige hans far havde mistet ved sin ondskab. Han var den første der ved lov gjorde det muligt at tilbagekalde frigivelser af trælle. En træl som han havde skænket friheden, havde forsøgt at snigmyrde ham, og han lod straffen blive hård, som om denne ene mands forbrydelse med rimelighed skulle gå ud over alle frigivne. Han betalte alle andres gæld af sin egen kasse, og det var som om han kappedes med andre konger ikke kun i tapperhed, men også i gavmildhed og storsind. Han plejede de syge og bragte ofte lindring til dem med svære lidelser for at vise at det var riget han følte ansvar for, og ikke sig selv. Stormændene belønnede han ikke kun med betaling af egne midler, men også med det bytte han tog fra fjenderne, for som han plejede at sige: pengene skulle krigerne have, men hæderen var hærførerens.