Saxo Uddrag fra Saxos Danmarkshistorie

De penge han nu fandt, gjorde kongen rig, og med dem på hånden udrustede han en flåde og angreb Kurland. Det siges at kongen dér i landet, Dorne, i sin skræk for denne farefulde krig holdt følgende tale til sine krigere: »Stormænd! Vi står over for en udenlandsk fjende med næsten hele Vesten og alle dens våben og rigdomme i ryggen. Lad os forsøge at trække krigen i langdrag og overmande dem med sultens magt. Sulten er en lidelse i deres eget indre, og det vil være yderst vanskeligt for dem at bekæmpe en fare der bor hos dem selv. Sultende mænd lader sig let standse. Det er bedre at møde fjenden med hunger end med våbenmagt, for sult er det skarpeste spyd vi kan ramme dem med. Hungersnød fostrer sygdomme der æder deres kræfter op. Over for knaphed på fødevarer nytter rige våbenlagre intet. Den kan udslynge sine spyd mens vi forholder os i ro, den kan tage alle krigens pligter på sig. Med den kan vi uden risiko for os selv sætte andre i fare - udgyde andres blod uden selv at miste en dråbe. Vi er i vores fulde ret til at nedkæmpe en fjende uden at røre en finger. Hvem vil hellere lide tab end kæmpe uden risiko? Hvem vil opsøge ulykken når han kan slippe uskadt? Hæren har heldet på sin side hvis sulten har udkæmpet slaget på forhånd. Lad den gå forrest og vise os den første lejlighed til kamp. Krigens tummel skal ikke nå vores lejr, nej, lad sulten afgøre slaget på vores vegne. Kun hvis den må bøje sig, er tiden inde til at opgive roen. Den friske og udhvilede overvinder let den udmattede. En vissen og udtæret hånd griber kun kraftesløst til våben. Den som mange genvordigheder har tappet for kræfter, fører sværdet uden iver. Sejren kommer let når den sunde og stærke møder den syge og svækkede. Og sådan kan vi uden at tage skade selv tilføje andre megen skade.«