Saxo Uddrag fra Saxos Danmarkshistorie

Da det gik op for Handvan at hans rige var styrtet i grus, bragte han alle sine kongelige skatte om bord på sine skibe og sænkede dem i rum sø, for han ville hellere gøre bølgerne rige end fjenden, selv om det havde været klogere at forære store summer væk til modstanderne for at indsmigre sig hos dem, end at have ondt af at pengene skulle falde i hænderne på andre mennesker. Senere da Frode sendte en delegation ind for at anmode om hans datters hånd, svarede han at Frode skulle passe på at han ikke lod sig beruse af sin medgang, og at sejren ikke steg ham til hovedet. Han skulle hellere skåne de overvundne, huske at respektere 70 staklerne for den storhed de engang besad, og lære sig at værdsætte fortidens velstand hos dem det nu var gået ilde. Nej, den mand han bad blive sin svigerfar, skulle han ikke samtidig berøve hans rige, den mand han ville kaste glans over med et bryllup, skulle han ikke kaste smuds over med ydmygelser, for så ville han af bar ærgerrighed forringe det fornemme ægteskab han var kommet efter. Med disse høflige ord lykkedes det Handvan på samme tid at få sejrherren til svigersøn og at sikre sit riges frihed.