Saxo Uddrag fra Saxos Danmarkshistorie

↩ Nej, vi er mennesker, slet ikke trolde. Vi tjener som trælle,
vi driver kvæget på græs, vogter den gumlende flok.
Men en dag vi slog tiden ihjel med barnlige lege,
løb vores køer deres vej, strejfede langt for sig selv.
Da vores håb om at finde dem svandt trods søgen og leden,
fyldtes vi stakler af angst over hvad vi havde gjort.
Ja, da der slet intet spor noget sted var at se efter kvæget,
blev vores angrende sind grebet af nagende frygt.
Derfor, fordi vi var angst for til straf at få stokken at føle,
så vi med uro og gru frem til at gense vort hjem.
Vi var nok sikrere, mente vi, langt fra arnen derhjemme,
frem for at få vores straf, ta' vores sviende hug.
Derved undgår vi straf for en tid, nej, hjem vil vi ikke.
Her kan vi holde os skjult, ha' vores herre for nar.
Således slipper vi fri af hævnen for vanrøgt af kvæget,
kun den udvej er tryg, flugt er den eneste vej.