Saxo Uddrag fra Saxos Danmarkshistorie

Nu betragtede Svanhvide nøje hans prægtige fremtoning, og fuld af beundring udbrød hun: »Du er en kongesøn og ingen træl, øjnenes funklende spil taler sit klare sprog. Det ydre røber herkomsten, og medfødt skønhed lyser ud af dit tindrende blik. Det hvasse øjekast afslører fornem byrd: den mand kan ikke være født i usle kår der i sin skønhed har et ufejlbarligt tegn på højhed. Den ydre 72 livfuldhed i øjnene beretter om den indre glød i sjælen. Ansigtet bevidner afstamningen, og i stolte ansigtstræk aflæses forfædrenes storhed. Ingen forældre af ydmyg stand kunne have skænket dig så mildt og ædelt et ydre. Det ædle blod har smykket panden med en lige så ædel skønhed, og i ansigtets spejl reflekteres stand og fødsel. Nej, så fremragende udskåret en billedstøtte er bestemt ikke skabt af en ubetydelig kunstner! Nu må I straks gøre omkring, bestandig svinge bort fra den slagne vej og undgå at møde uhyrerne så I ikke gør jeres velskabte kroppe til bytte og føde for de hæslige horder.«