Saxo Uddrag fra Saxos Danmarkshistorie

Mens alt det foregik, var der en mand ved navn Ubbe, som længe havde været gift med Frodes søster Ulvild og nu benyttede sig af sin hustrus høje byrd til at tage magten i Danmark, som han i forvejen regerede over på kongens vegne. Frode var derfor tvunget til at afbryde sit felttog i de østlige lande og udkæmpede nu et voldsomt slag mod sin søster Svanhvide i Sverige. Her fik han en hård medfart, så om natten gik han om bord på en lille båd og forsøgte ad mange omveje at liste sig ind på fjendens flåde og bore den i sænk. Men hans søster opdagede ham og spurgte hvorfor han lå og roede rundt på den fordækte måde - hvortil han svarede med at stille hende det samme spørgsmål. For Svanhvide var også roet ud på egen hånd den nat og lå og kredsede omkring i sin båd, bestandig ud og ind og frem og tilbage. Hun mindede ham så om at han selv for længe siden, lige før sin afrejse til Rusland, havde givet hende ret til at bestemme over 74 sig selv og gifte sig med hvem hun ville, og bad ham nu om at lade hende benytte sig af den ret og beholde den mand hun havde valgt - og at affinde sig med kendsgerningerne nu, i betragtning af at han selv havde givet sin tilladelse på forhånd. Så rimelig en bøn måtte Frode bøje sig for, så han sluttede fred med Regner og tilgav søsteren den krænkelse hun kunne siges at have tilføjet ham med sin uregerlige opførsel. De gav ham også en flok krigere, svarende til dem han havde mistet i kampen mod dem, og han glædede sig over denne smukke gestus, der opvejede det beskæmmende tab.