Saxo Uddrag fra Saxos Danmarkshistorie

Mens alt dette foregik, fik Frode den ide at foretage et angreb på Frisland, for nu ville han lade Vesten opleve den glans og hæder han havde vundet ved sine sejre i Østen. Den første han stødte sammen med da han stod til søs, var en frisisk sørøver ved navn Vitthe, og i det slag gav han sine mænd ordre til i første omgang at holde skjoldene op foran sig og roligt og tålmodigt tage imod fjendens angreb uden at gøre brug af deres kasteskyts før de kunne se at spydregnen fra fjenderne var stilnet helt af. Og jo mere koldblodigt danskerne tog imod spydene, jo hidsigere slyngede friserne dem af sted, for Vitthe forestillede sig at Frodes passivitet skyldtes at han ikke var indstillet på at kæmpe. Så lød der et kraftigt hornsignal, og spydene fløj af sted med en højlydt hvislen. Og da de uforsigtige frisere intet skyts havde tilbage, var det ude med dem da danskernes spyd nu haglede ned over dem. De flygtede ind til kysten, hvor de blev hugget ned inde i de slyngede og bugtede kanaler. Herpå sejlede han op ad Rhinen og kastede sig over de fjerneste egne af Tyskland. Da han nåede ud på havet igen, overfaldt han en frisisk flåde der var gået på grund i Vadehavet, og føjede blodbad til skibbruddet.