Saxo Uddrag fra Saxos Danmarkshistorie

↩ Det var kolossale fjendtlige styrker han havde udslettet, men han havde stadig ikke fået nok og angreb nu Britannien. Og da han havde slået kongen dér, vendte han sig mod jarl Melbrikt af Skotland. Men netop som han skulle til at indlede krigshandlingerne, hørte han fra en spejder at briternes konge var lige i hælene på ham, og eftersom han ikke kunne dække ryggen og brystet på en gang, kaldte han sine krigere sammen til krigsråd og gav dem besked på at efterlade vognene, kaste deres udstyr fra sig og strø alt det guld de havde på sig, ud på jorden, for som han sagde: deres eneste redning lå nu i at kaste deres rigdomme i grams. Eftersom de var omringet, var der ingen anden udvej end at friste fjenden til at glemme krigen og give efter for grådigheden. I en desperat situation skulle de være glade for at ofre det bytte de havde taget hos fremmede folkeslag. I sidste ende ville fjenderne nemlig være lige så forhippede på at smide det fra sig de havde raget til sig, som på at samle det op de havde fundet, for til den tid ville det være mere til byrde end til nytte.