Saxo Uddrag fra Saxos Danmarkshistorie

↩ I mellemtiden var Frode nået langt væk, tværs gennem den skov der danner grænse mellem Britannien og Skotland, og her beordrede han sine mænd til at gribe til våben. Skotterne holdt øje med hans hær, og da det gik op for dem at danskerne var langt bedre bevæbnet end dem selv, der kun havde lette kastespyd, flygtede de inden de risikerede at komme i kamp. Frode forfulgte dem kun et kort stykke af frygt for at blive overfaldet af briterne, men her mødte han Skotte, Ulvilds mand, med en vældig hær: han var så opsat på at hjælpe danskerne at han var kommet ned helt oppe fra de fjerneste egne af Skotland. På hans opfordring opgav Frode at forfølge skotterne videre for i stedet at sætte kursen tilbage til Britannien, hvor han med fynd og klem generobrede det han med list havde kastet fra sig. Netop fordi han så koldblodigt havde givet slip på det, kunne han 80 uden besvær tage det tilbage. Og nu fortrød briterne det læs de slæbte på, for nu betalte de med deres blod for deres griskhed. Nu ærgrede de sig over at have givet efter for en grådighed der aldrig skulle blive mættet. Nu skammede de sig over at de havde fulgt deres egne lyster og ikke deres konges formaninger.