Saxo Uddrag fra Saxos Danmarkshistorie

Hans sønner var Roe og Helge. Roe huskes som grundlæggeren af Roskilde, der senere blev udvidet og fik flere indbyggere under Sven, ham der kendes under tilnavnet Tveskæg. Han var en lille spinkel mand, Helge var højere. Da brødrene delte riget, gik havet til Helge, og han angreb vendernes konge Skalk med sine flådestyrker og besejrede ham. Og efter at have underlagt sig vendernes land som en provins, strejfede han om på havet og finkæmmede bugter og vige. Selv om han var en temmelig rå type, var han lige så meget horebuk som han var hensynsløs. Faktisk var han så besat af kvinder at det ikke var til at sige om herskesygen eller liderligheden brændte stærkest hos ham. På øen Thurø voldtog han en pige ved navn Thora, og med hende fik han en datter, som hun senere gav navnet Yrsa.