Saxo Uddrag fra Saxos Danmarkshistorie

Hans efterfølger blev sønnen Rolf, en mand der var prægtigt udstyret såvel legemligt som åndeligt, lige så dygtig og tapper som han var stor og kraftig. På hans tid var Sverige underlagt danskernes herredømme, men Adils, Hodbrods søn, udtænkte en snedig plan for at befri sit land: han giftede sig med Rolfs mor Yrsa, for når familieforbindelsen stod imellem dem, og det var sin stedsøn han talte til, ville han med større vægt kunne anbefale ham at lempe på skatterne. Og det gik da også som han havde håbet. Adils var fra barnsben opdraget til at afsky gavmildhed og var så nærig at han opfattede det som et skældsord at blive kaldt rundhåndet. Da Yrsa indså hvor dybt han var sunket i havesygens søle, og derfor gerne ville slippe af med ham, bestemte hun sig for at sætte en fælde op for ham. Men de lumske planer hun lagde, skjulte hun under en umådeligt udspekuleret sløring: Hun lod som om hun var illoyal mod sin søn, rådede sin mand 84 til at satse på friheden, plagede ham om at gøre oprør og fik samtidig sin søn lokket til Sverige med løfter om store gaver. Hun mente nemlig at hun bedst kunne nå sit mål hvis hendes søn beslaglagde sin svigerfars guld så hun kunne stikke af med kongens skatte og derved snyde sin mand ikke alene for hans sengekammerat, men også for hans penge. For i hendes øjne var der ingen bedre straf til en nærig mand end at lette ham for hans formue.