Saxo Uddrag fra Saxos Danmarkshistorie

Knud var således blevet herre over seks mægtige riger, og hans glans og herlighed strålede nu også over det hellige romerske rige. Han giftede nemlig sin datter Gunhild med kejseren, Henrik, og da denne kort efter blev truet af en opstand i Italien, kom Knud ham til hjælp så han kunne undertrykke sammensværgelsen og genoprette sin tidligere position. Da han kom tilbage herfra, indsatte han sin ældste søn Harald som hersker i England, mens Knud fik Danmark og Sven, som han havde fået med Alviva, fik Norge, uden at han selv af den grund mistede noget af sin magt. For selv om han han overdrog regeringen over disse tre provinser til lige så mange sønner, bevarede han ikke desto mindre selv herredømmet over dem alle tre, og han havde intet ønske om at den samlede magt skulle ligge hos andre. I øvrigt var prinserne stadig ret unge, så for at have styr på embedsførelsen gav han dem sine dygtigste mænd til støtte.