Saxo Uddrag fra Saxos Danmarkshistorie

Men selv om bønderne nu hele to gange var gået i åben krig mod stormændene, havde de stadig ikke fået nok, for de kaldte tinget sammen og betænkte sig ikke et øjeblik på at erklære dem krig for tredje gang. Nu ville de gengælde de smertelige sår de havde fået, og på samme tid tilfredsstille deres afsindige trang til oprør ved at udrydde alle fornemme folk i landet, så dybt og stædigt havde trangen til at udfordre stormændene slået rod i deres sind - hvad enten det så skyldtes skammen over nederlaget eller begæret efter hævn. For hverken respekten for højt ansete mænd eller erindringen om egne sår kunne afholde dem fra at give efter for oprørstrangen.