Saxo Uddrag fra Saxos Danmarkshistorie

Det første han gjorde, var at give Frosta Herred frit til brand og plyndring, og han ville også have hærget området hvis ikke Absalon, der holdt særligt af den egn, havde grebet ind og forhindret det. Ved hans mellemkomst blev det til at de der havde holdt med Harald og svigtet kongen, slap med at betale en pengebøde. Hvilken uendelig mildhed! Tænk at tage personer der ubestrideligt er skyldige i den grovest tænkelige forbrydelse, til nåde igen mod en ganske lille bod! Deres eksempel gav også de øvrige skåninger håb om tilgivelse, og med kærlig støtte fra Absalons side opnåede også de kongens barmhjertighed. Knud gav ved den lejlighed en enestående prøve på sin mildhed og besindighed ved på en enkelt vens forbøn at give afkald på den hævn som de alle havde gjort sig fortjent til ved deres forbrydelse.