Saxo Uddrag fra Saxos Danmarkshistorie

Mens alt det foregik, havde Bugislav, på opfordring fra kejseren, ikke alene udkommanderet sit eget lands tropper, men også hentet forstærkninger vidt og bredt i nabolandene og samlet sig en flåde på fem hundrede fuldt udrustede skibe til sit angreb på Rügen. Den styrke mente han ikke at nogen fjende ville være i stand til at modstå, og nu sendte han så en gesandt ved navn Bugislav til kejseren for at meddele at han havde samlet så kolossal en hær til et angreb på Danmark at der ikke kunne herske nogen tvivl om at Knud ville opgive al modstand og hurtigst muligt overgive sig til det romerske rige. Det løfte blev kejseren begejstret over, og han roste Bugislav og overøste hans gesandt med kejserlige gaver.